Konsensus om sandhederne

Rune Lykkebergs ansættelse på Politiken viser, at kulturradikalismen har anerkendt kritikken af dens aristokratiske tendenser.

Tidligere publisert i Vagant 3/2013

For nylig spurgte dagbladet Politikens webavis forfatter og redaktør Rune Lykkeberg, om han inderst inde er kulturradikal. Anledningen var, at han rykker fra posten som redaktionschef for weekend og kultur på det lille venstrefløjsdagblad Information til kulturredaktør på Politiken – som historisk set har været kulturradikalismens flagskib. »Jeg er det i den forstand, at vi alle sammen er det,« svarede Lykkeberg pragmatisk:

Det er en kulturarv, vi er vokset op med. Det er noget, vi må forholde os kritisk til. Det er ikke en politisk position for mig. Det er en præmis, og derfra diskuterer man. Derfor ser jeg ikke kulturradikalismen som en løsning på mange af vores problemer, men som udgangspunkt.

Tilbage i 2008 lød der mere slagkraftige toner fra Lykkeberg. I en kronik, som blev bragt i Politiken, sammenlignede han avisen med Familien Varnæs fra tv-serien Matador: fordums aristokratiske borgerskab, som med en blanding af rædsel og foragt så småborgerne sætte sig på magten i samfundet uden selv at forstå, hvad der skete omkring dem. Det var ifølge Lykkeberg sådan, Politiken anså de borgerliges valgsejr i 2001, der førte til strammere udlændingepolitik og et opgør med eksperter og »smagsdommere«.

En kommentar fra avisens daværende kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard, blev fremhævet af Lykkeberg. Hun havde forklaret, at den politiske magt i 2001 var blevet erobret af »Ikast-Danmark« – de småtskårne fra Jyllands mørke provinser. »Man anstrenger sig ikke for at finde ud af, hvordan de dumme og provinsielle kan komme til magten (…) Uenighed markeres ikke med argumenter, men med moralsk afstandtagen eller den nedladenhed, med hvilken en skolemester ser på dem, der burde vide bedre,« skrev Lykkeberg i kronikken og konstaterede: »Man taler fra en prædikestol, der er væltet.«

Analysen går igen i Lykkebergs debut-bog, Kampen om sandhederne (2008), en af årtiets mest indflydelsesrige danske debatbøger. Sammenhængen var også her kulturkampen, der rasede gennem nullerne: en intensiv variant af debatten om kulturel identitet, integration og elitemagt, som nu også foregår i Norge. Bogens bedrift var at anlægge en bro hen over skyttegravene mellem de oprørte og de anstændige, så parterne kunne se hinanden som andet end fjendebilleder. På den ene side legitimerede Lykkeberg en stor del af den borgerlige ideologikritik, intellektuelle som Søren Krarup, Bertel Haarder og Henrik Stangerup havde rettet mod velfærdsstatens alliance af kulturradikale og socialdemokrater. På den anden side blev kritikken parret med Pierre Bourdieus sociologi og dermed spiselig for venstreorienterede: Den folkelige modstand, som kom til udtryk ved valget i 2001 og lignede en reaktionær deroute, var faktisk et oprør mod et klassesamfund, hvor kulturel kapital bruges til at udøve symbolsk vold. Socialdemokrater og intellektuelle havde frygtet et samfund af åndløse forbrugere og derfor gjort velfærdsstaten til et dannelsesprojekt. Men det, der oppefra var lanceret som frigørelse, føltes nedefra som formynderi og eksklusion.

Genbeskrivelsen skabte en vis forsoning, en smule forvirring og udbredt begejstring: Lykkeberg fik både journalistprisen fra den borgerlige avis Berlingske og Georg Brandes-prisen. Her fem år efter får han så en topstilling på kulturradikalismens hoforgan. Det kan ses som en symbolsk sløjfe på nullernes kulturkamp: Lykkeberg vandt kampen om sandhederne. Symbolikken mindskes ikke af, at han overtager stillingen fra Anita Bay Bundegaard, en af Lykkebergs målskiver, når det gjaldt kulturradikalismens aristokratiske tendenser.

Det er kun i ringe grad blevet bemærket, men Kampen om sandhederne var også en art selvopgør. I Lykkebergs tidlige år som skribent på Information var der ikke altid langt fra Bundegaards nedladende omtale af »Ikast-Danmark« og hans egen retorik. Således beskrev han i marts 2002 satirisk den konservative justitsminister Lene Espersen som »den talende kavalergang, fiskepigen fra Nordjylland med de vibrerende næsebor«.

Lykkebergs analyse af højredrejningen og Dansk Folkepartis sejrsgang lå i denne periode heller ikke langt fra Politikens. I en anmeldelse af antologien Den kulturradikale udfordring fra 2001 skrev han: »Som læser tænker man endelig, endelig kommer der et forsøg på at begribe det ubegribelige: At Danmark har udviklet sig til et racistisk land, hvor borgernes politiske ansvar er reduceret til at sige ja og nej i meningsmålinger og holde de berømte hjul i gang ved at forbruge som bare fanden.«

Lykkebergs position under Muhammedkrisen er også interessant at genopfriske med hans nye arbejdsgiver in mente. Politiken førte dengang an i kritikken af statsminister Anders Fogh Rasmussens håndtering af forløbet. Lykkeberg var enig: »Det kunne være absurd teater,« skrev han. Selvcensur af islamkritik så han ikke som nogen voldsom trussel mod ytringsfriheden. Februar 2006:

Skulle det virkelig være ødelæggende, hvis vi ikke kan fortsætte med at kalde muslimer for middelalderlige fanatikere, som er 1.000 år efter os? Og at vi ikke kan blive ved med at definere en verdensreligion som terrororganisation? Ville selvcensur her være en katastrofe?

Når man ser på Lykkebergs kommentarer i årene før Kampen om sandhederne, ligger det ikke i kortene, at han skulle blive mediator i kulturkampen. Også senere har han markeret sig på linje med Politiken. Det kom særligt til udtryk, da afviste irakiske asylansøgere havde søgt asyl i Brorsons Kirke på Nørrebro i 2009. Lykkeberg var på aktivisternes side og citerede Bertolt Brecht i Information: »Når uret bliver ret, bliver modstand til pligt.« Politiken havde et lignende ræsonnement og indsamlede bl.a. penge til de afviste irakere.

I det lys vil det være en overdrivelse at se Lykkebergs ansættelse på Politiken som et fundamentalt sporskifte for avisen eller redaktøren. Men den symboliserer en selvransagelse hos dagbladet, især hvad angår synet på politiske modstandere og opfattelsen af, hvad man bør diskutere i den offentlige debat. Her har Politiken rykket sig. Efter optøjerne omkring Stockholm advarede en lederskribent i avisen om, at det er fatalt, »hvis centrum-venstre i Sverige begår samme fejl som her og for sent får øjnene op for, at indvandringen også indebærer udfordringer for et velfærdssamfund, som både må diskuteres åbent og konfronteres politisk«.

Lykkebergs entré tydeliggør, at den kritik, som visse borgerlige kommentatorer gerne spyr mod Politiken og public service-stationen DR, har fået et parodisk præg. De taler om rød mediedominans, og når de udgiver en bog om stram udlændingepolitik, markedsføres den som enormt kontroversiel. Men den stramme politik er i dag mainstream, Politiken ser sig ikke længere som bannerfører for en humanistisk opposition, og DR producerer debatprogrammer om røde lejesvende, dovne velfærdsklienter og »integrationsindustrien«. Den kulturkonservative kritik synes fanget i 90’erne; dengang verden gav mening, fordi den var imod én. Derved minder kritikken om fordums kulturradikale, der så sig selv som modstandsideologer, længe efter deres tanker var blevet pensum i gymnasiet.

Men måske er de højreorienterede ikke alene om problemet med at formulere en retvisende samtidskritik. I hvert fald synes flere af Lykkebergs klummer i Information efter 2011 at pege på en slags kritikkens krise på venstrefløjen. Socialdemokraterne har overtaget den borgerlige analyse af en slap socialstat, der svigter folk ved at parkere dem på passive ydelser. De formår ifølge Lykkeberg ikke at kritisere den nye, borgerlige velfærdsstat, der tynges af new public management. Centrum-venstre viderefører altså en moralsk kritik af velfærdsstaten, men har ikke en social kritik af markedsgørelsen.

En klumme fra november 2012 beskriver, hvordan en nuværende minister og en tidligere borgerlig minister diskuterer, hvem der har gennemført flest reformer. »Opgøret med den gamle universelle velfærdsstat har nu en længere historie end den gamle universelle velfærdsstat selv,« konstaterer Lykkeberg bombastisk. Konsensus om sandhederne, kunne man sige: Kampen om kulturen er afløst af bred enighed om økonomien, hvor forskellene tælles på decimaler.

Både i Kampen om sandhederne og Lykkebergs nye bog Alle har ret – Demokrati som princip og problem (2012) hudflettes intellektuelle, der mener at kæmpe for store værdier, men viser sig som funktionelle antidemokrater. Samtidig trækkes også i Alle har ret på tankegods, som typisk betones af borgerlige: Trods skåltalerne er demokratiets forhandlingskultur ikke et absolut løsen som livsform. Det møder sine grænser i bl.a. klasselokalet og soveværelset.

Det er sigende, at Rune Lykkeberg er en af vor tids mest indflydelsesrige danske intellektuelle. Skulle man anerkendes som venstreintellektuel i nullerne, var det nødvendigt med selvkritisk distance. Man skulle kunne overskue positioner og paradokser. Den gamle venstreintellektuelle, der havde en indigneret mening om alt, er et særsyn. Da forfatter Carsten Jensen i 2011 overrakte en demokrati-stafet til Lykkeberg, bemærkede han, at han havde følt Kampen om sandhederne som »den længste nekrolog, jeg havde læst over mig selv«.

Vil Lykkeberg fortsat kunne give den i rollen som fritænker på Politiken? Hans efterlysning af socialdemokratiske nybrud og kritik af EU’s økonomistyring passer dårligt med linjen under nuværende chefredaktør Bo Lidegaard, der i mange henseender har stillet sig bag regeringens økonomiske politik. Måske minder det kulturradikale flagskib om kapitalismen, som er god til at modtage kritik, men lige så god til at sterilisere sine kritikere?

Kampen om sandhederne er anmeldt i 2/2009

 Kulturradikalisme var genstand for en enquete i 4/2009