Fejlmelding

FRA BLADET. Tue Andersen Nexøs portræt af de seneste 20 års danske litteratur viser en velfærdsstat i krise.

Tidligere publiceret i Vagant 1-2/2017

»Vi kan ikke blive ved med at leve sådan her,« skrev den britiske historiker Tony Judt i 2010, kort før han døde. Den uregulerede kapitalisme havde to år forinden sendt den vestlige verden ud i en massiv økonomisk krise, terrorismen havde de seneste ti år fået politiske ledere til at opgive fundamentale frihedsrettigheder, og den globale opvarmning varslede langt mere dramatiske omvæltninger i vores samfundsindretning. Alligevel hørte Judt den samme bemærkning fra sine studerende, som han havde hørt i 30 år: »Det var nemmere for jer: Din generation havde idealer, I troede på noget, I var i stand til at ændre ting.« Hans sidste bog, Ill Fares the Land (Penguin, 2010), er et svar på denne beklagelse; en polemisk brandtale for værdiernes genkomst i den globale verdensorden – socialdemokratiske værdier, først og fremmest. Den skandinaviske velfærdsstat fremhæves som et (opnåeligt) ideal for briten, der var bosat i USA.

Men det skandinaviske socialdemokrati er også i krise og har været det i store perioder siden 1970’erne. I Socialdemokratiske tænkere (Informations Forlag, 2014) skriver bogens redaktør Anders Dybdal, nuværende formand for tænketanken Cevea, at selv partisoldater efterhånden har glemt det socialdemokratiske tankegods. Det, mener han, hænger sammen med, at »den pragmatiske ideologi« ikke har det samme imponerende akademiske resumé som marxismen og liberalismen; til gengæld er dens idéer historisk set oftere blevet omsat til praksis. Hvor liberalismen og marxismen har et ideologisk anstrengt forhold til demokratiet, var det i høj grad socialdemokra­tismen, der viste sig i stand til at forene kapitalisme og demokrati. Ifølge Dybdal fordi den gav politikken, ikke ideologien, forrang og satte fællesskabets behov først. Velfærdsstaten er et resultat af pragmatisk besindelse på en ideologi, der fungerer i praksis.

Tue Andersen Nexøs bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten (Arena, 2016) tegner et billede af den socialdemokratiske velfærdsstats krise set gennem den danske samtidslitteratur. Bagsideteksten er et koncentrat af bogens dystopiske fremstilling af et samfund, der ikke længere fungerer. Her står der, at de sidste 20 års danske litteratur udstiller vel­færdsstaten »som et sæt af luftige og uvirkelige idealer, der ikke længere formår – hvis de da nogensinde har formået – at gennemtrænge den sociale virkelighed«. Hvor litteraturen engang anså staten som en velfunge­rende maskine, der begik »eksistentielle overgreb på den enkelte«, så skildrer forfatterne i dag maskinen som »nedslidte institutioner«, der ikke er i stand til »at ind­løse de idealer, de skulle virkeliggøre«.

Som kritiker ved Information siden 2000 har Tue Andersen Nexø fulgt den danske samtidslitteratur tæt, og som litteraturforsker har han i flere år skrevet om den sociale vending, der startede i årene omkring årtusind­skiftet. De grundlæggende teser fra Vidnesbyrd fra velfærdsstaten har ikke ændret sig, siden Nexø i 2009 udgav en artikel i tidsskriftet Kritik nr. 191 med samme navn som bogen. Den sociale vending er karakteriseret af hverdagens genkomst og fremstillingen af mennesket som et socialt væsen i den brede såvel som den smalle litteratur, der kredser om »livet i Danmark i dag«. De litterære værker betoner ifølge Nexø det hverdagslige samspil mellem mennesker, institutioner og sociale normer. Det udmønter sig i en anden form for kritik af velfærdsstaten end den, man er vant til at høre.

Vidnesbyrd fra velfærdsstaten fører den klassiske vel­færdskritik tilbage til 1970’ernes danske litteratur. For­fattere som Svend Aage Madsen, Henrik Stangerup og Kirsten Thorup er eksempler på forfattere, der beskrev samfundet som en »umenneskelig maskine«. I modsæt­ning til maskinen stod individer og små kollektiver af anderledes tænkende mennesker. Kampen stod mellem disse to modsætninger, og forfatterne tog altid dissidenter­nes parti. Nexø fremhæver et citat af Kirsten Thorup fra Erik Skyum­-Nielsens interviewbog, Modsprogets proces (Arena, 1982), som emblematisk for 70’er-­litteraturens mellemværende med velfærdsstaten: »Jeg vil gerne gennemhulle systemets færdiglavede drømme som er styrende for vores handlinger, hele tiden spørge hvordan vi vil have at vores liv skal se ud, og sammenholde det med hvordan det faktisk ser ud.« Systemet lægger bånd på individets livsførelse, og det er forfatterens opgave at pege på disse bånd og gøre modstand.

Allerede i Vagant 2/2007 skitserede Nexø – i en jubilæ­umsanmeldelse af Modsprogets proces i anledning af 25-­året for dens udgivelse – en læsning af nyere dansk litteratur med Erik Skyum-­Nielsens 70’er-fremstilling som samtale­partner. Også her fremhæver han Thorups citat som sær­ligt sigende for periodens syn på samfundet. I Vidnesbyrd fra velfærdsstaten samler han tråden op og udvider sam­talen. De seneste 20 års danske litteratur har ifølge Nexø skiftet modsætningen mellem individ og samfund ud med skildringer af det sociale livs »scripts«, altså de roller og reaktionsmønstre der er knyttet til forskellige situationer for at få dem til at »forløbe mere eller mindre smertefrit«. Konflikter er der stadig, men uden et klart defineret fjendebillede i form af stat og samfund. »Sam­fundet« lader slet ikke til at eksistere længere; i hvert fald ikke i ental. Af den grund kommer de sociale logikker til udtryk i det, Nexø kalder »lokale udtryk af samfunds­mæssighed«, næsten aldrig som store samfundsfortæl­linger. Den skepsis, han sporer over for velfærdsstaten, bliver aldrig principiel: Værkerne fremstiller i stedet »konkrete scener, hvor luftige, velfærdsstatslige visioner for det velfungerende samfund og dets tilhørende borgere sander til, idet de skal virkeliggøres i en hverdags­lig og konfliktfyldt mellemmenneskelighed«.

Vidnesbyrd fra velfærdsstatens beskrivelse af samtids­diagnosen i de seneste 20 års danske litteratur minder på mange måder om Ane Farsethås’ læsning af den – nogenlunde – samme generation af norske forfatteres virkelig­hedslængsel i bogen Herfra til virkeligheten (Cappelen Damm, 2012). Men hvor norsk litteratur ifølge Farsethås portrætterer den socialdemokratiske velfærdsstat som et eksistentielt vakuum, »et gyldent bur« med materiel luksus og åndelig fangenskab, så er Nexøs tese, at velfærds­staten, forstået både som idé og konkrete institutioner, ikke er i stand til at trænge igennem til det egentlige, hverdagslige liv. Fra norsk og dansk side er der altså tale om to forskellige dekadencefortællinger: Hos Farsethås kommer velfærdssamfundets dekadence til udtryk som »et overflodssamfunn med narsissistisk selvnytende træk« og som en gennemgribende stemning af eksistentiel kedsomhed i litteraturen; hos Nexø er det selve velfærds­statens institutioner og idégrundlag, der er dekadente.

Det er ikke uden grund, at Tue Andersen Nexø bruger en slutnote i sin artikel fra 2009 på at forholde sig til over­lappene mellem sine egne læsninger og Rune Lykkebergs kulturanalyse i den nu mere eller mindre kanoniserede debatbog Kampen om sandhederne (Gyldendal, 2008). Nexøs artikel er publiceret et halvt år efter, at Kampen om sandhederne udkom, og den optræder i en udgave af Kritik, der har velfærd og litteratur som tema samt en hel undersektion dedikeret til Lykkeberg. I noten står der, at artiklen i det store hele var færdigskrevet, da Lykkebergs bog udkom, og at selvom der er lighedspunkter, så er sigtet for Nexøs arbejde at kortlægge en væsentlig strømning i den nye danske litteratur. Bogen udstyres – uden at nævne Kampen om sandhederne direkte – med nogenlunde den samme disclaimer: Dens ærinde er litteraturkritisk og litteraturhistorisk, ikke politisk. Af den grund bliver den historiske ramme kun vigtig for så vidt, den relaterer sig direkte til læsningerne. Tue Andersen Nexø er heldigvis en virkelig god nærlæser, men når året er 2016, og nogle af analyserne strækker sig tilbage til 2009 og 2010, virker det mageligt, at bogen ikke byder på nogle mere grundlæggende re eksioner over sammenhængen med Lykkebergs bog. Det indtryk forstærkes, når Nexø ikke inddrager særlig meget samtidshistorie og desuden heller ikke omtaler andre medier og kunstarter end litteratur.

Ligesom Lykkeberg skriver Tue Andersen Nexø om litteraturens mellemværende med velfærdsstatens kultur­radikale menneskesyn. Men hvor Kampen om sandhederne er struktureret omkring »systemskiftet« i 2001 og stats­minister Anders Fogh Rasmussens efterfølgende opgør med »smagsdommerne« og »ekspertvældet«, lider Vidnesbyrd fra velfærdsstaten under, at den ikke har et egent­ligt omdrejningspunkt. Den sociale vending er tydeligvis tiltænkt den rolle, men det virker aldrig rigtig overbevisende, fordi Nexø hverken stiller eller svarer på det uundgåelige spørgsmål: Hvorfor er der sket en social ven­ding i dansk litteratur? Havde den en ydre årsag? Var der blot tale om et pludseligt indfald blandt en generation af forfattere? Formentlig ikke, men svaret bliver hængende i luften. Som kulturhistorisk dokument er Vidnesbyrd fra velfærdsstaten dermed ikke mere end et appendiks til Kampen om sandhederne.

Bekendelsen optegner forskelle og mangfoldig­hed, mens fiktionen optegner ligheder og universalitet.

En stor del af den danske samtidslitteraturs skepsis over for velfærdsstaten er ifølge Tue Andersen Nexø rettet mod det, han kalder »post­autoritære forestillinger om det gode liv«. Disse forestillinger danner grundlaget for den tidlige velfærdsstats dannelsesambitioner, opsummeret i velfærdsstatshistorikeren Ove Kaj Pedersens begreb om »selvrealisering ­til ­fællesskab«. Nexø forbinder dette ideal med 1960’ernes – og i særdeleshed en af kulturradikal­ismens chefideologer, Villy Sørensens – kunstsyn, hvor mennesket skulle gå fra mødet med kunsten, befriet for »visse spærringer, slaggerne, det uforløste«, og ind i fælles­skabet som et mere myndigt individ. Kulturradikalismen, der efterhånden blev institutionaliseret på uddannelsesinstitutioner og museer som Louisiana, anså velfærds­staten som et middel til selvrealisering for alle borgere: Den enkelte, høj som lav, skulle være i stand til at opnå sit fulde potentiale som menneske igennem social sikker­hed og udfordrende kunst. De seneste 20 års danske litteratur markerer ifølge Nexø »et skred i optikken« sammenholdt med denne opfattelse.

Skredet kommer især til udtryk i de værker, Tue Andersen Nexø analyserer i to kapitler om henholdsvis social mobilitet og handikappedes sexliv. Kapitlerne rangerer som nummer et og to over bogens bedste og er rige på alt det, Nexø gør bedre end de fleste. Især læs­ningen af Helle Helles roman Rødby-Puttgarden (Samleren, 2005) er utroligt overbevisende og sætter forfatterskabet i et nyt relief. I stedet for at fremstille Helle som gådefuld minimalist læser Nexø hendes roman som en kritik af velfærdsstatens ideal om social mobilitet ved at pege på det åbenlyse: at bogen er fyldt med møder og konflikter mellem folk fra »uuddannede liv i provinsbyen og ud­dannede mellemlag«, konflikter som ikke løses ved at de uuddannede løftes op i de uddannedes rækker, som den kulturradikale logik tilsiger. Læsningen af Pablo Llambías’ Et ukendt barn (Gyldendal, 2005) er på samme høje niveau. Her er jeg­fortælleren ansat på et plejehjem for handikappede, hvor personalet skal hjælpe beboerne med at leve »almindelige liv«. Hvad der ved første øjekast lyder som et sympatisk forehavende udmønter sig dog i noget ganske andet, da det i romanen bliver tydeligt, at det ikke er hjælperne, som skal tage hensyn til beboernes defekte kroppe, men omvendt beboerne som tvinges til at leve, som om de var perfekte. I denne udlægning er idealet om at give de handikappede et normalt liv blevet til en tyndslidt og til tider krænkende illusion. Det sam­menstød mellem institutionernes idealforestillinger og virkelighedens rod, som ifølge Tue Andersen Nexø er sigende for den sociale vending i dansk litteratur, står soleklart i denne del af bogen.

Langt de fleste relationer har ikke noget med staten at gøre; mellemmenneskeligt samvær følger ikke en statssanktioneret logik.

Men: Er der her tale om en iboende defekt i velfærds­statens fundament, ting som er blevet forværret, noget der ikke kan kureres? Læsningerne i kapitlet om handi­kappede kroppe peger tydeligt i retning af, at velfærds­statens idégrundlag har brug for et korrektiv, når det kommer til at inkludere så mange som muligt i fælles­skabet. I stedet for at skrive dette, stiller Nexø sig tilfreds med at kalde værkernes kritik for en »skepsis«. Når den glimrende læsning af Pablo Llambías’ Et ukendt barn til slut puttes ned i en kasse med to andre og bliver til »en forestilling om, at mennesket grundlæggende er et socialt væsen, men at socialiteten er problematisk og konflikt­fyldt«, så virker det som et resultat af, at Nexø snarere går op i at føre bevis for sin sociale vending, end i at føre værkernes kritik til ende.

Flere anmeldere har moret sig over, at Tue Andersen Nexø afslutter alle sine kapitler med en afart af sætningen: »Disse bøger skriver sig dermed ind i det, jeg kalder den sociale vending i dansk litteratur.« Sjusket som det er, peger gentagelserne alligevel på et problem ved Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, der er mere grundlæggende end dårligt redaktørarbejde. Bogens ambitionsniveau er nemlig ikke til at blive klog på: Er der tale om akademisk kursuslitte­ratur eller samfundskommenterende litteraturkritik? Ved at omtale velfærdsstaten som en »institutionel ruin« skriver Nexø sig unægtelig ind i en politisk diskussion. Denne diskussion bakker han ud af ved at henvise til en social vending i litteraturen; et greb der fritager ham fra selv at skulle tage stilling til samfundsdebatten. Nexø er med andre ord kritiker, når han diagnosticerer samtiden, og akademiker, når han bagefter går i skjul.

Tue Andersen Nexø er mere direkte, når han kritiserer andre litterater. Det ses særligt i kapitlet om »afsmagen for fiktion«. Her er det først og fremmest Jon Helt Haarder og Poul Behrendt, ophavsmændene bag begreberne »per­formativ biografisme« og »dobbeltkontrakten«, der står for skud. Deres arbejde handler kort sagt om forfatternes selvfremstilling – de tilfælde hvor der er navnesammenfald mellem forfatter og fortæller – og hvordan den påvirker værkernes forhold til offentligheden. Nexøs indvending er, at sådan et fokus er for smalt, når det gælder om at forstå, hvad de enkelte værkers ærinde egentligt er. Det selvbiografiske er nemlig blot en af de måder, hvorpå den danske samtidslitteratur viser sin afsmag for fiktion. Han bruger Lars Frosts Smukke biler efter krigen (Gyldendal, 2004) som eksempel på et værk, hvor der kan siges at være halvt navnesammenfald – Lasse, fortællerens navn, bruges nogle gange som kælenavn til personer med navnet Lars –, men hvor virkelighedshenvisningerne strækker sig fra »essayistiske udladninger om alt fra TV2’s dækning af Tour de France til George W. Bushs krigsretorik og en anmeldelse af Niels Lyngsø i Politiken«.

Pointen i Vidnesbyrd fra velfærdsstaten er, at autofiktion og inddragelsen af virkelige personer og hændelser er en del af et mere bredspektret opgør med forestillingen om litteraturens autoritet og troen på, at en forfatter »kan tale på det alment menneskeliges vegne«. Nexø nærmer sig dette opgørs kendetegn igennem en nærlæsning af Jeppe Brixvolds bog Hæfte (Lindhardt og Ringhof, 2000). I Hæfte findes en passage om den græske filosof Kratylos, som »drev sin mistillid til det fælles sprog ud i den kon­sekvens, at han til sidst ikke længere talte, men kun gik omkring og pegede på ting«. Brixvold ser ikke Kratylos’ gestus som en måde at skærme sig af for verden på. Tværtimod tvang hans stilhed ham til hele tiden at bekende sig for folk omkring ham:

En hånd, der pegede på en mandelkage, betød »Jeg vil have dén!« – en hånd over hjertet og den anden løftet mod en ung mand på gaden betød »Jeg elsker ham!« – begge arme løftet i en vidtfavnende gestus mod himlen betød »Jeg ærer dig, tilbeder dig!« Alle disse udsagn er præcise personlige bekendelser, og reelt har man ofte ikke brug for mere.

Den subjektive bekendelse fremstilles hos Brixvold som en åbning mod andre mennesker, en ærlig form for kom­munikation: »Ingen kunne være i tvivl om, at Kratylos virkelig ville have den kage – det stod så enhver frit for at vurdere, om han også selv havde lyst til én.« Tue Andersen Nexø bruger denne passage som et teleskop til at optegne Hæftes – og dermed også dansk samtidslitteraturs – forhold til fiktion kontra bekendelse. Forskellen mellem de to er, ifølge Nexø, at de beror på »hver deres sæt af forestillinger om forholdet mellem subjekt, verden, ytring og modtager«. Kort sagt optegner bekendelsen forskelle og mangfoldig­hed, mens fiktionen optegner ligheder og universalitet.

I Vidnesbyrd fra velfærdsstaten er tesen, at dansk samtids­litteratur har vendt sig mod førstnævnte som en reaktion mod sidstnævnte. Det oplagte problem med dette udsagn er, at Helle Helle, Ida Jessen, Christian Jungersen, Kristian Bang ­Foss og Kirsten Hammann – som alle omtales i bogen – næppe udviser tegn på fiktionslede. Derudover bliver der ikke ført bevis for, at der er tale om et fravalg af fiktion snarere end et tilvalg af andre litterære former. Lede er et godt brændstof, men der ligger vel også en række positive begrundelser bag valget af bekendelsen og den subjektive position?

Det er som om, at Nexø kun kan se dansk samtids­litteraturs fiktions-­ og samfundsengagement i et opgivende lys. »Afsmag«, »lede« og »skepsis« bliver gentaget i det uendelige, og den retoriske træghed afspejler et andet problem med Vidnesbyrd fra velfærdsstaten: Den er simpelt­ hen for ensporet til at give et troværdigt billede af dansk samtidslitteratur. Hvorfor, eksempelvis, ikke undersøge, om »afsmagen for fiktion« er et særligt dansk fænomen knyttet til en særlig dansk velfærdsskepsis? Findes fænomenet også inden for kunst, musik, film og tv? Det kan umuligt være den mest frugtbare fremgangsmåde at læse litteraturen, som om den eksisterer i et lukket nationalt, tematisk og æstetisk kredsløb. Vidnesbyrd fra velfærdsstaten redder den danske samtidslitteratur fra anklagerne om narcissistisk navlepilleri, men fremstiller den stadig som en lokal genstand uden den store interesse i verden omkring sig.

Nexø medgiver tidligt i bogen, at der selvfølgelig er vigtige forfatterskaber fra de seneste 20 år, som ikke passer ind i den sociale vending. Han nævner Peter Adolphsen og Harald Voetmann som eksempler. Men i stedet for blot at konstatere dette og gå videre, hvorfor så ikke overveje hvordan disse to ikke passer ind i den øvrige samtids­litteratur? Årsagen er selvfølgelig oplagt: Nexøs blik er så snævert fokuseret på at bevise eksistensen af en social vending, at alt der ikke kaster sociologisk mening af sig bliver ekskluderet. Vidnesbyrd fra velfærdsstaten ender derfor som endnu et eksempel på akademisk litteratur­kritik udført med monokel, livrem og seler. I bestræbel­serne på at tale om vendinger, drejninger, generationer og tidsånd gøres dansk samtidslitteratur konsekvent mindre varieret, end den i virkeligheden er: Én kritiker mener, at forfattere i dag skriver om kroppen, en anden hævder, at det hele handler om naturen, en tredje slår fast, at de beskriver samfundet. Men den egentlige tendens i dag er tendensen til at tale om tendenser hele tiden. Eller: Måske har kritikere altid gjort det, og så er også dét et tendentiøst udsagn.

Blikket er så snævert fokuseret på at bevise eksistensen af en social vending, at alt der ikke kaster sociologisk mening af sig bliver ekskluderet.

Vidnesbyrd fra velfærdsstaten slutter med at skitsere en ny generations opkomst. Nexø nævner Bjørn Rasmussen, Amalie Smith, Olga Ravn, Theis Ørntoft og Peter­-Clement Woetmann som eksempler på forfattere og digtere, der »synes både at fortsætte og at bryde med de foregående års litterære fokus på en problematisk, hverdagslig socialitet«. Ifølge ham deler de den foregående generations skepsis over for velfærdsstaten, samtidig med at de drejer denne skepsis i nye retninger, der kred­ser om »kroppens materialitet og begærets egetliv«. Asta Olivia Nordenhof og hendes digtsamling det nemme og det ensomme (Basilisk, 2013) er Nexøs præmieeksempel på den sociale vendings nye drejning. I Nordenhofs digte finder han et jeg, der har sagt farvel til velfærdsstatens idé om »selvrealisering­til­fællesskab«. Herfra udtaler dig­tene en drøm om et »væren­-sammen«, der kan forbinde alle dem, der står uden for det »officielle Danmark«.

Selvom der er fællestræk mellem de ovennævnte for­fatterskaber, er skepsis over for velfærdsstaten ikke et af dem. Nexøs gennemgående tese om denne altomfattende skepsis fordrer, at staten skulle være dækkende for hele samfundet, række ud i alle dele af menneskers liv. Men det har aldrig været meningen. Langt de fleste relationer har ikke noget med staten at gøre; mellemmenneskeligt samvær følger ikke en statssanktioneret logik. Hvis der kan siges at være fællestræk mellem den nye generation af forfattere, som Nexø nævner, så har han dog ret i, at mang­foldige fællesskabsforestillinger er en af dem. Om det er menneskets forbindelse med mineraler hos Amalie Smith eller membranernes samhørighed hos Bjørn Rasmussen: Det åbne kollektiv er et fælles ideal.

Asta Olivia Nordenhof og hendes digtsamling det nemme og det ensomme (Basilisk, 2013) er Nexøs præmieeksempel på den sociale vendings nye drejning.

Stine Pilgaard bliver ikke nævnt i Vidnesbyrd fra velfærdsstaten og findes i det hele taget sjældent på generations­lister. Hendes seneste bog, Lejlighedssange (Samleren, 2015), kredser om livet i en aarhusiansk andelsboligfore­ning. Ved at skrive lejlighedssange til sine medbeboere kommer Pilgaards fortæller ind på livet af dem, netop som de står over for små og store mærkedage. Hun trækker røde tråde gennem deres tilværelse, og igennem lige dele bekendelse fra deres side og fantasi fra fortællerens får hun strikket personlige vers sammen til dem. At deres liv ikke lever op til sangenes harmoni er underordnet.

Tue Andersen Nexø skriver i Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, at skiftet i »social ontologi« hos forfatterne i de seneste 20 års danske litteratur har sat begrænsninger for deres engagement i verden. Deres fremstilling af det hverdagslige rod mellem mennesker, institutioner og fiktioner forholder sig skeptisk til velfærdsstaten, men undlader at formulere positive alternativer. I en roman som Lejlighedssange er det sociale rum stadig problema­tisk og konfliktfyldt, men her står kollektivet altid klar til at hjælpe hinanden igennem kriserne. Det er meget sigende for den yngre del af dansk samtidslitteratur. Men også andre steder, som i den norske tv­-serie SKAM (NRK, 2015–2017), er det de nære relationer, der er den egent­lige helt. Hvis den sociale vending eksisterer og har taget endnu en drejning, er det i en udpræget ikke­skeptisk retning. Ikke imod en jublende besyngelse af velfærds­staten, men i en stadig bekræftelse af at der i det mellem­menneskelige rum findes noget af værdi; idealer der er værd at dyrke.

Vagant 1–2/2017 kan bestilles her.
Abonnér på 
Vagant her.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.