Hvor det i 70ernes Danmark gjaldt om at frigøre sin seksualitet, gælder det nu om at frigøre sin irritation, den indre svinehund.
Tidligere publisert i Vagant 2/2009.
(Gyldendal, 2008)
For et par somre siden, på rundrejse for at besøge vores venner i det danske og svenske sommerland, medbragte min mand og jeg en konversationsleg som gik ud på at få vores skiftende værter til at give et svar på spørgsmålet: »Hvad vil det sige at være småborgerlig?«
Folk havde mange interessante og ret forskellige svar: »At have fast ejendom«, »at nævne prisen på sine anskaffelser«, »at bringe sit hjem med sig overalt« (camping-syndromet), »at konsumere uden at nyde«, »at være sig selv nok«, »at være intolerant over for det anderledes«. Ind til en kløgtig fyr satte en stopper for diskussionen ved at hævde at man ikke kunne tænke sig noget mere småborgerligt end en flok akademikere der sidder ved et middagsselskab og forsøger at definere småborgerligheden, for at afgrænse sig selv fra den.
Tankevækkende var det at svarene til dels syntes at afspejle den svarendes egne klassetilhørsforhold. Jeg hørte til dem der mente at fast ejendom måtte være det definerende. Og det var fordi jeg netop selv var blevet den tøvende lykkelige ejer af et (billigt!) svensk hus, hvilket havde udløst en øjeblikkelig og panisk angst i mig for at blive »småborgerlig«. For mig, der har levet det meste af mit voksenliv som åndsproletar og aldrig får råd til en villa i forstæderne, var småborgeren defineret ved at tilhøre en økonomisk højere klasse, samtidig med at jeg var vældig glad for tilføjelsen fra min gode ven (også humanistisk akademiker) om »at konsumere uden at nyde«, for det fuldendte mit eget billede af småborgeren: at have penge til at købe varerne, men ikke den æstetiske sans. I dette billede afgrænser jeg mig selv fra småborgeren som på den ene side åndsproletar (fattig), på den anden side åndsaristokrat (æstetisk sans). Definitionen af småborgerlighed som »at nævne prisen på sine anskaffelser« kom naturligvis fra den anden ende af den økonomiske klasse-skala, fra en gammel, yderst elskværdig, for længst pensioneret direktør, rundet af det svenske højborgerskab. Fra hans perspektiv var det ikke udmærkende for småborgeren at eje noget (det var han selv vant til at gøre), men at prale af ejendommens værdi.
Efter at have læst Rune Lykkebergs bog Kampen om sandhederne forstår jeg at vi den sommer var i færd med at placere os inden for den nye, afgørende klassemodsætning i det danske samfund: småborgerskabet versus det som jeg ovenfor har kaldt »åndsproletariatet«, men som Lykkeberg kalder »den kulturelle overklasse«. Med undtagelse af den gamle svenske direktør var deltagerne i konversationslegen alle humanister eller kunstnere, og når vi havde så travlt med at definere »småborgeren«, var det for at definere fjenden (og bearbejde angsten for selv at have antaget fjendens træk).
En af de bærende tanker i Lykkebergs bog er at den grundlæggende klassemodsætning, som Marx definerer den, mellem udbytterne og de udbyttede, i dagens Danmark er afløst af modsætningen mellem småborgerne og kulturborgerskabet. En modsætning, Lykkeberg får øje på ikke kun ved at følge kapitalismens og den danske velfærdsstats historie fra 50erne til i dag, men også ved at skifte perspektiv fra Marx til Bourdieu: fra at anskue forholdet mellem klasserne som primært økonomisk til at anskue det som en dominansrelation, hvor klasse også defineres af ikke-økonomiske faktorer som sociale forventninger og social foragt.
Gennem analyser af romaner, film, samfundsdebat og politiske tekster fra efterkrigstidens Danmark, og under inddragelse af demokrati- og kapitalismetori hentet hos filosoffer og sociologer som Jürgen Habermas, Axel Honneth, Charles Taylor, Richard Sennett, Boltanski & Chiapello, fortæller Lykkeberg den senmoderne Danmarkshistorie som historien om bevægelsen fra humanisme til kynisk realisme. Fra klassesamfundet som kamparena til klassesamfundet som social stige. Fra politik til administration; fra den udbyttede (arbejdende) til den administrerede (arbejdsløse) underklasse. Fra alliance mellem kulturel og økonomisk elite til modsætning. Fra lønmodtageren som anonym funktion til lønmodtageren som selvrealiserende, kreativ personlighed. Fra borger til forbruger. Fra den socialdemokratiske forståelse af fremmedbestemmelsen som markedet til den (små-)borgerlige forståelse af fremmedbestemmelsen som staten. Fra kreativismen som kapitalismekritik til kreativismen som kapitalismens ideologi. Fra demokratiet som et projekt man bestandigt må arbejde på, til demokratiet som en værdi man bekender sig til og forsvarer over for »de fremmede«. Fra kunstnerne, forfatterne og humanisterne som opinionsdannere til økonomerne, journalisterne og præsterne. Fra kulturborgerskabets dominans over småborgerskabet til småborgerskabets dominans over kulturborgerskabet.
Fra en litteraturkritikers perspektiv er det interessant at Lykkeberg i så høj grad fortæller sin historie gennem analyser af romaner og film. Skønlitteraturen og filmkunsten anvendes som en central kilde til den sociale og politiske historie. Det er på den ene side at give kunstværkerne værdighed som et bidrag til samfundsdebatten, på den anden side at reducere dem til et sådant bidrag, med hvad det nu indebærer af blindhed over for deres form så vel som deres andre end sociale tematikker. Det betyder også at de behandlede værker udgør en selektiv kanon af mere eller mindre socialrealistisk tilsnit.
Først og sidst handler Lykkebergs bog om foragt. Om hvordan social foragt er foragt for »den dårlige smag«, og hvordan denne foragt er langt mere krænkende, og dermed mere socialt formativ, end foragt for politiske holdninger og handlinger. I forordet citerer Lykkeberg den danske forfatter Tage Skou-Hansen (f. 1925) for at hævde at man ikke krænker en mand ved at kalde ham politisk »idiot« eller »snylter« eller »skattesnyder«, men hvis man siger til ham at han har grimme møbler, slap kunst på væggene og læser sentimentale bøger – »så bliver man uvenner med ham, for så har man såret ham« (s. 14). Og på bogens allersidste sider vender vi tilbage til foragten (»man kan ikke ignorere den sociale foragt«, s. 353) og forstår at den måske har været hele bogens grundtema. I så fald kan bogen læses som historien om hvordan den kulturelle klasses dominans, fra 30ernes kulturradikalisme til 70ernes frigørelsesideologi, har indebåret en sådan foragt for »den lille mand« at denne nu har rejst sig i vrede og overtaget magten.
Det er samtidig historien om at de småborgerlige værdier har bredt sig også til andre klasser end småborgerskabet, således at den kulturelle klasse nu står alene og magtesløs med sit frisind og sin finkultur over for både den økonomiske overklasse, småborgerskabet og arbejderklassen, som forenes, om ikke af andet, så af deres despekt for smagsdommere og eksperter. Ganske vist forholder Lykkeberg sig kritisk til Hans Magnus Enzensberger der allerede i 1976 proklamerede »småborgerskabets allestedsnærværelse«, men det billede han tegner af dagens Danmark, synes ikke desto mindre at leve op til denne parole. Faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor kritisk Lykkeberg forholder sig til Enzensberger: »Det er en forvrøvlet påstand« skriver han om Enzensbergers fremtidsvision af et samfund hvor selv overklasserne vil efterligne småborgerskabet (s. 198). Og det er Lykkeberg for så vidt nødt til at mene, som han læner sig op ad Bourdieu og dennes definition af småborgeren som den der efterligner (overklassekulturen) – og altså ikke den der selv bliver efterlignet. Alligevel er det nærmest det eneste sted i bogen den ellers så analytiske, på egne meninger renoncerende Lykkeberg går i affekt og kalder andres teser for »vrøvl«. Måske kunne det være fordi der er noget der brænder på her, måske er det fordi Enzensbergers proklamation af småborgerskabets allestedsnærvær på den ene side er udtryk for den foragt for småborgeren, Lykkeberg klandrer den kulturelle klasse for (og trods sin analytiske distance måske selv har et affektivt forhold til?), på den anden side er i overensstemmelse med hans egen tese. Måske efterligner ikke alle klasser, inklusive overklassen, i dag alle småborgerens værdier, men i hvert fald den (negativt definerede) værdi som også Lykkeberg ser som den dominerende: foragten for den kulturelle klasse.
Lykkebergs analyse af Danmarks borgerlige statsminister gennem otte år, Anders Fogh Rasmussen, fremdrager klart og tydeligt foragten for den kulturelle klasse som den bærende drivkraft i Fogh Rasmussens politiske engagement. Fantastisk er fx citatet fra Anne Sofie Kraghs Fogh-biografi hvor hun gengiver statsministerens beskrivelse af sin gymnasiestart. Den unge Fogh Rasmussen drager af sted til første dag på gymnasiet med sin fars formaning om ikke at glemme »hvem der skabte de bærende værdier i samfundet«, nemlig de hårdtarbejdende bønder, som herved sættes i modsætning til de gymnasielærere den unge Fogh nu skal møde, og som han kommer til at opleve som »vor tids adel«. Indlejret i Fogh Rasmussens (små)borgerlige retorik er »vor tids adel« naturligvis intet adelsmærke, ingen udmærkelse, men tværtimod en nedsættende betegnelse for et uarbejdsdygtigt aristokrati som står for fald. Og det er dette fald Anders Fogh Rasmussen besegler (snarere end iværksætter) da han i 2002 fra statsminister-tronen holder sin berømte nytårstale mod »de statsautoriserede smagsdommere« og »eksperttyranniet«. Lykkeberg viser med citater fra denne tale hvordan Fogh Rasmussens retorik opstiller en grundlæggende modsætning mellem »eliten«, hvis magt skal bekæmpes, og »folket«, som han regner sig selv som repræsentant for. Her står altså en borgerlig-liberalistisk statsminister, som ifølge den gamle ideologiske skæring skulle repræsentere den økonomiske overklasses interesser mod folkemassernes, og repræsenterer i stedet »folket« mod eliten. Lykkeberg viser hvordan Fogh sætter »eksperterne« og »smagsdommerne« (stats- og kulturforvaltningens akademikere) på systemets side, i opposition til mennesket, friheden og naturen.
Den immanente modsætning i oplysningen der er bærende for Lykkebergs tese om demokratiets immanente modsætning mellem »folkestyre« og »ekspertvælde«, er modsætningen mellem forståelsen af fornuften som en fællesmenneskelig ressource og som noget der skal kultiveres frem. Heraf slumrer en immanent konflikt i demokratiet fra dets start: På den ene side skal folket styre, på den anden side skal folket styres af folkeopdragere for at kunne styre. Det er ud fra denne modsætning Jacques Rancière i La haine de la democratie (2005) forstår demokratiets historie: som en balance mellem pøbelvælde og statsstyring. Men hvor Rancières perspektiv går fra de gamle grækere til i dag og indtager en form for stoisk ro over for pendulets udsvingninger (i perioder for meget stat, i perioder for meget pøbelvælde), er Lykkebergs perspektiv begrænset til de sidste 50 års Danmarkshistorie og åbner, trods hans nærighed med holdningstilkendegivelser, for en kritik af »folkeopdragerne« og en forståelse for »pøblen«.
Lykkebergs bog er en stærk analyse i sit konsekvente klasseperspektiv. Som forfatteren selv gør opmærksom på, medfører et så konsekvent perspektiv en række blindheder. Dem vil jeg ikke klandre Lykkeberg for; snarere er jeg begejstret for konsekvensen, som man jo så kan gå i dialog med fra andre perspektiver.
Et perspektiv der er eklatant fraværende hos Lykkeberg, er kønnet. Han nævner, med Bourdieu, »den maskuline dominans« som et eksempel på at dominans kan udøves uden at man er bevidst om det, ja endog dér hvor man bevidst ville tage afstand fra samme dominans (s. 67). Det er en udmærket beskrivelse af den maskuline dominans, Lykkebergs bog selv udøver. Når ligestillingen mellem kønnene enkelte steder tematiseres, er Lykkeberg feminist, fx dér hvor han fint gør ligestillingen til et eksempel på noget der kun kan realiseres så længe man, med Habermas, anskuer demokratiet som et fortløbende arbejde (frem for en etableret værdi) og skelner mellem lovens løfte og de sociale realiteter (s. 260). Men denne eksplicitte »feminisme« står i modsætning til den kønsblindhed der i bogens overordnede perspektiv affødes af det konsekvente klasseperspektiv. Vi skal helt hen i de sidste kapitler før de værker der analyseres, er skrevet af kvindelige forfattere. Det drejer sig da om Vita Andersens digtsamling Tryghedsnarkomaner (1977) og Kirsten Hammanns roman Fra Smørhullet (2004), og i begge tilfælde bruges romanerne til at dokumentere konsumenten som en type der pendler mellem hengivelse til forbrugsdrømme og skyldfølelse. Det falder ikke Lykkeberg ind at kommentere at vi, da vi når til at skulle definere konsumenten, pludselig skifter fra mandlige forfatteres mandeportrætter til kvindelige forfatteres kvindeportrætter. Hvilket ellers kunne have ført til refleksioner over kvinden som den prototypiske forbruger, med litteraturhistoriske aner tilbage til Madame Bovary.
Andre steder bliver det helt bastant tydeligt at det ville have givet en modsat anskuelse af dominansforholdet at læse med køn frem for klasse. Når overklasse-Nina i en roman af Bent Vinn Nielsen låser underklasse-Bjarne inde i et beskyttelsesrum fordi han har sagt »noget ufordelagtigt« om hendes bryster, læses det eksempelvis som et udtryk for klassedominans – og ikke den dominerede kvindes hævn (s. 86).
Det er imidlertid ikke først og fremmest ligestillingens, men snarere begærets og seksualitetens perspektiver jeg får lyst til at supplere Lykkeberg med. Hvor det afgørende parameter i Lykkebergs kulturanalyse er dominansen, har det i mine egne kulturanalytiske arbejder (herunder min seneste bog Autoritetens genkomst, 2007) været begæret. Det giver nogle forskellige analyser af de påtrængende kulturelle fænomener, som både Lykkeberg og jeg forholder os til:
Når Lykkeberg skildrer udviklingen fra den forbydende til den forførende autoritet (fra den strenge far der styrer gennem forbud, til den far/chef/faderfigur/pædofile der får sin vilje til at fremstå som den domineredes lyst) som en udvikling fra den økonomiske til den kulturelle overklasses dominans, betragter jeg den snarere som en dialektik indlejret i overjegets logik: Forbudet er altid også et lystdiktat, og hvis autoritetens bud i kapitalismens tidligere faser var en appel til forsagelsen (»Du må ikke nyde«: for at kapitalen kunne akkumulere sig), er den nu en appel til lysten (»Enjoy!«: for at kapitalen kan blive ved med at cirkulere).
Når Lykkeberg læser den forførende vamp Fru Junkersen fra Rifbjergs Den kroniske uskyld (1958) som en allegori for den økonomiske overklasses strategiske kontrol med seksualiteten, læser jeg hende snarere som en allegori for den fantasi om at der findes et sted for hæmningsløs nydelse, som følger med at være et begærsvæsen, og som hos Rifbjerg retter sig mod overklassen, mens den hos en type som Kjærsgård retter sig mod »indvandrerne«, som tænkes at være overjegs-befriede.
Når Lykkeberg forklarer den umiddelbart besynderlige vandring fra venstrefløjen til den fremmedfjendtlige populisme (partipolitisk vil det sige fra Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti) som en fortsat solidaritet med den foragtede underklasse, forklarer jeg den snarere som en fortsættelse af frigørelses- og lystrealiseringsprojektet. Hvor det i 70erne gjaldt om at frigøre sin seksualitet etc., gælder det nu om at frigøre sin irritation, den indre svinehund. Heraf opstår det fænomen jeg i mine noter plejer at kalde »Ulla Pia«: alliancen mellem Ulla Dahlerup, der i 70erne brændte sine bh’er, og Pia Kjærsgård, hvis parti hun nu tilhører.
Når Lykkeberg med sociologen Daniel Bell beskriver den senkapitalistiske lønmodtagers udspændthed mellem arbejdets pligt og forbrugerismens nydelse som en selvmodsigelse, betragter jeg snarere pligten og nydelsen som noget der i begærets og kapitalismens historie (kapitalismens historie som en begærshistorie) hænger sammen som ærtehalm: pligtfølelsen installeres ved forbud og afkald (calvinismens »du fortjener ingenting«), men forbud og afkald installerer samtidig også lysten, ja fortæller os ligefrem hvad vi har lyst til (L’Oréal-reklamens »fordi du fortjener det«).
Når Lykkeberg (i en lidt for lang gennemgang) hævder at Lars von Triers komedie Direktøren for det hele afdækker »korrelationen mellem fremmedbestemmelse og medbestemmelse, autenticitet og fremmedgørelse […] med henvisning til det banale forhold, at profitimperativet er indskrevet som relationens mulighedsbetingelse« (s. 327), så mener jeg for det første at han godt kunne have formuleret sig klarere, for det andet at man ikke kan skrive så mange sider om filmen uden at forholde sig til dens helt vilde kamerateknik (som Trier kalder »automavision«), for det tredje at filmens pointe snarere er Jacques Lacans forståelse af autoriteten som en rent symbolsk position. Hos Lacan er autoriteten ingen person, men en position der kan indtages af udskiftelige aktører, og hvis garanti forskyder sig i det uendelige. Autoriteten fungerer faktisk bedst når den henlægges til en fraværende person: I Triers film påstås den fiktive direktør at opholde sig i USA og får således samme autoritet i kraft af sit fravær som familiefaderen havde i gamle dage (»når far kommer hjem, skal du nok få bank«). Så snart autoriteten inkarnerer sig, må den hente sin garanti i en autoritet uden for sig selv, i en principiel uendelig forskydning (da »direktøren for det hele« i Triers film inkarnerer sig i en skuespillers skikkelse, ender han med at henvise til »direktøren for direktøren for det hele«).
Forskellen på at analysere med magt og dominans eller med seksualitet og begær kan til dels forstås som en accentforskydning mellem det historiserende ved sociologiens perspektiv og det universaliserende ved psykoanalysens. Men når det kommer til forholdet mellem historicisme og universalisme synes Lykkebergs bog at være i splid med sig selv. Dens perspektiv er ekstremt historiserende (helt ned på det historiske mikroplan: nogle få årtier i et lille land), samtidig med at den giver vægtig stemme til en kritik af de kulturradikales og venstreintellektuelles historiserende perspektiv. Kritikken af historismen fremføres bl.a. via Henrik Stangerups roman Manden der ville være skyldig (1973), der læses som »et forsvar for konstanser i menneskelivet, der ikke står til historisk forandring« (s. 126), skrevet i en tid hvor det blev antaget at alt stod til historisk forandring. Også Tage Skou-Hansens skepsis over for det konsekvent historiserende perspektiv på menneskelivet fremføres: »Mennesket var alligevel ikke prisgivet mørke magter« skriver forfatteren ironisk om 50ernes kulturradikale menneskesyn (citeret s. 190). På den ene side viser Lykkeberg sig altså lydhør over for de kritikere der har peget på den historiserende positions blindhed for menneskets universelle vilkår, på den anden side er han selv konsekvent historiserende.
Hele det kapitel der hedder »Et system af sandheders fald«, kredser med stor ambivalens om forholdet mellem det historiske og det universelle. Her synes Lykkeberg at forveksle historicisme (synet på mennesket som historisk determineret) med historicitet (det universelle vilkår at mennesket er et historisk, tidsligt væsen). Fx hedder det om Søren Ulrik Thomsens Nye digte (1987) at de på den ene side betoner »endelighedserfaringer«, »efterårstableauer«, »ensomhed«, på den anden side »historiske konstanser« (s. 158) – som om ikke endelighedserfaring og ensomhed var historiske konstanser.
Kapitlet rummer analyser af to værker der synes at handle om universelle størrelser: Per Flys film Drabet (2006), som handler om skyld og straf, og Christian Jungersens roman Undtagelsen (2004), som handler om ondskab. Men Lykkebergs analyser er indædt historiserende, og særligt i tilfældet Jungersen synes jeg det går galt. Romanen handler om onde gerninger som udspiller sig blandt idealistiske humanister på »Center for Folkedrab«. Lykkeberg forstår dette som en udstilling af den venstredrejede humanismes historiske fald samt et eksempel på »ondskabens banalitet«, altså den i det sociale system immanente ondskab. Dermed misser han at »det onde« i romanen tværtimod fremstilles som det dæmonisk spaltede, det der sprænger det sociale systems orden.
Hvis man ikke ligefrem vil gå så langt som jeg (og Slavoj Žižek) og efterspørge en ny universalisme som dér hvor vi nu må hente det emancipatoriske potentiale frem for i kulturrelativisme og historicisme, kan man lidt mere beskedent efterspørge i hvert fald et bredere geografisk og historisk perspektiv hos Lykkeberg. 5-6 årtier i Danmark er et meget snævert perspektiv, som kalder på større geografisk bredde og større historisk dybde. Hvordan kan det eksempelvis være at man i Frankrig og Tyskland har en helt anden tradition for højtuddannede akademikere som politiske opinionsdannere end i Danmark, hvor det bare er på marginale dagblade som Information noget sådant kan forekomme? Eller at et beslægtet velfærdsdemokrati som Sverige aldrig har renonceret på folkeoplysning, fx ved at lade den statslige TV-kanal sende litteraturprogrammer lørdag aften i prime time? Var der noget der gik galt i Danmark allerede i 1772 da pøblen rejste sig i raseri mod oplysningens og demokratiets mand, Struensee, og jublede da de reaktionære politiske kræfter fik ham henrettet? Og selv om det ikke længere er relationen mellem »udbyttere« og »udbyttede« der definerer klassemodsætningerne internt i de vestlige samfund, er denne relation så alligevel ikke stadig afgørende for klassemodsætningerne på globalt plan, hvor »de udbyttede« nu bare befinder sig på stor geografisk afstand af »udbytterne«, fx i asiatiske sweat shops?
*
»De fleste har det jo sådan, at de skammer sig over deres foragt for andre mennesker, når de bliver bevidst om den som foragt. Det er derfor, at det giver mening at forsøge at beskrive den.« Sådan afslutter Lykkeberg sin bog, og det er det nærmeste man kommer en tilkendegivelse af hans egen mission, som i så fald ligger i forlængelse af en stolt oplysningstradition: at komme affekten (foragten) til livs gennem bevidstgørelse. Lykkebergs bog har så sandelig da også gjort mig bevidst om den klassestereotypi jeg selv trådte ind i for et par somre siden ved at rejse rundt og bede om mine venners hjælp til at afgrænse mig fra den foragtede småborger – jeg, som selv er andengenerations-akademiker, produktet af en funktionærdatter og en proletarsøn. Spørgsmålet er så om jeg skammer mig, eller om jeg ikke bare er blevet endnu mere rasende over at leve i et land hvor min foragt for småborgerskabet ikke er den dominerende værdi, men tværtimod den småborgerlige foragt for typer som mig. Men ét spørgsmål trænger sig på mere end alle andre: Hvor står Lykkeberg selv? Ikke så meget: Hvilken politisk holdning har han, men snarere: Hvilken social habitus? Hvilke konversationslege leger han med sine venner? Hvad er hans egen klassebaggrund? Jeg kan ikke lade være med at have en mistanke om at hvis forfatteren i højere grad kunne investere sig selv i sine analyser, i højere grad ville løfte fligen for hvad der driver ham, ville analyserne også åbne sig for andre social drivkræfter end foragten.
