Tidligere tiders amerikanske præsidenter forsøgte at fremstå med en vis retskaffenhed. Dette synes ikke at være del af Donald Trumps agenda. Hans administration har erklæret at de kan annektere Grønland, og trusler om at droppe ud af NATO hænger tungt i luften dagen lang. Den hovedløse kylling løber rundt om sig selv som en anden tornado.
Som et modsvar er en europæisk modstandsbevægelse ved at tage fart. Blandt mange vittige memes kan man more sig over to coole fyre med solbriller som spiller DJ-sets på en solfyldt balkon, mens de downer store mængder Campari og ryger cigaretter uden en eneste bekymring i hovedet. Italo disco-duoen Mind Enterprises’ afslappede adfærd kan blandt andet ses i ironiske tweets fra det franske udenrigsministeriums konto @FrenchResponse: »Panicked EU bureaucrats right now.«
Før valget i Ungarn i april så man den amerikanske vicepræsident JD Vance klappe den nationalkonservative, ruslandsvenlige statsminister Viktor Orbán på ryggen i Budapest. Ingen strategisk gestus har gjort det mere klart hvad Trumps agenda i Europa er, nemlig at forsøge at flippe EU og medlemslandenes regeringer om på ryggen til fordel for de bizarre ydrehøjrepartier som kan støves op. Hvad skal man svare på det? Skru op for den italienske disco.
Europæisk sammenhold
Den nye antologi Motstandens former er generøs og ganske frisk. Samlingen favner bredt, og en tekst om ironisk memekrig kunne sikkert også have passet ind. Disse tretten tekster (kaldet »skitser«) er skrevet af en tværfaglig forskergruppe som også bærer navnet Motstandens former, og som begyndte at mødes i 2022. Antologien er resultatet af et seminar i Paris i 2025.
Er genrebetegnelsen »skitse« professorernes undskyldning for ikke at skrive ordentlige artikler og essays? Nej, det handler ikke om at skrive uforpligtende, snarere om en åben og spørgende modus. Indledningsvis skriver forskergruppen:
Vi oppsøker ulike motstandsformer, ikke primært på gater og torg, men der hvor de diskuteres og utspiller seg i (…) kunst, litteratur, film, poesi og filosofi, hvor motstand fremstår mer som en prosess og en undersøkelse heller enn et entydig fenomen. Vi anser motstand som noe som er i utvikling, som fremmes og utforskes heller enn å være en ferdig form man trer inn i.
Antologien udkommer på et godt tidspunkt med sine frankofile drømme om mikropolitisk modstand. Den kan fint placeres i kassen med krisehjælp sammen med lommelygten og dåsemaden.
Efter at de humanistiske fag har gennemgået en periode med dalende popularitet, kan det kun være et spørgsmål om tid, før de unge igen går med baskerhuer og Anti-Ødipus (1977) under armen som del af modstandskampen imod MAGA-klovnene. Vi må igen tænke over hvad der gør os stærke som europæere, og det er ikke mindst vores litteratur, vores filosofi og vores tro på demokratiet. Som forskergruppen skriver i forordet, hører begrebet om modstand til en stolt demokratisk tradition.
Hvad er kurant modstand?
Antologiens tekster er ordnet alfabetisk efter temaer som dérive (det situationistiske udtryk oversættes af Knut Stene-Johansen til »avdrift«), de græske begreber atopos (at opføre sig aparte) og parrhesia (at snakke sandhed til magten), sabotage og protest og mere almene størrelser som dokumentation, stilhed, økologi, flaneri, hysteri og tegning. Begrebsbrugen hentes ofte fra ældre kultursfærer, mens materialet er opdateret, uden at samtiden kommenteres alt for direkte. Det kan for eksempel virke overraskende at Stene-Johansen undgår at lave en forbindelse fra situationisternes arkitekturkritik i 1960’ernes Paris til dagens arkitekturkritik. Men i indledningen viser forskergruppen at de er opmærksomme på et vist vibe shift:
Imidlertid og paradoksalt nok kan det virke som om noen av de mest høylytte stemmene i vår tid utbrer seg i en motstand mot truede verdier, som nettopp demokrati, eller for eksempel likestilling, integrasjon og mangfold. Dette skjer i en så stor grad og med så stor hastighet at begrepet «motstand» snarere knytter an til en mørk fortid enn til en lys fremtid. Motstandsbegrepet er uten tvil presset på en rekke fronter. Samtidig synes vår egen tid å etterlyse forståelse av hva motstand er. Begrepet må analyseres og reartikuleres.
Ikke en eneste gang nævnes Guy Debords begreb om récupération eller teksterne Herbert Marcuse skrev om repressiv tolerance, to varme kartofler fra 1960’ernes diskussioner. Måske fordi røveriet af modstandspositionen er så monumental i dag at vi konstant forsøges luret til at operere indenfor rammerne af dikotomien »woke« versus »antiwoke«. Begrebet »woke« optræder i dag som en grund til overhovedet ikke at lytte til hvad der bliver sagt, man er bare en robot som tjener en ideologi. Men hvorfor skal vi egentlig godtage en sprogvirus skabt i amerikanske kulturkampes laboratorier?
Den som kommer tydeligst ind omkring det problematiske ved at bruge tidligere tiders begreber om modstand i en forandret samtid, er Christian Refsum i teksten »Atopos. Byoriginalen, fra Agora til Karl Johans gate«, hvor han skriver interessant om en række af Oslos byoriginaler ud fra det græske begreb atopos. Om Peder Gunvald Hermansen, en slags 1980’ernes prototypiske transaktivist, lyder det:
Det skal mer til å skille seg ut i et bybilde som ikke har noen tydelig norm for utseende og påkledning, slik tilfellet var i Hermansens glansdager. Hermansen ble et ikon for opprøret mot doxa og normalitet. På 1980-tallet blomstret dette opprøret under nyliberalismens frislipp av økonomisk og kulturell sirkulasjon. Denne utviklingen har åpenbart fortsatt inn i vår egen tid. Arrangementer som Pride, Melodi Grand Prix og Tons of Rock er eksempler på at queer, utenforskap og det tilsynelatende subversive har inntatt en hovedrolle i kulturen.
Kampen om Mardøla
Jeg har set dokumentarfilmen Kampen om Mardøla (1972) af Oddvar Einarson flere gange uden at tænke noget særligt over montageæstetikken. At filmen er et forsøg på at skabe et radikalt montageværk gør Eivind Røssaak os opmærksom på i en tekst (»Dokumentasjon. ‹Kampen om Mardøla›, motstandsbliven og montasjestil«) om aktionen imod planerne om at bruge Mardølas 705 meter lange vandfald i et vandkraftanlæg. Protesten blev startskuddet til en norsk miljøbevægelse der med Altaaktionen (1979) også bidrog til Sametingets (Sámediggi) oprettelse i 1989. Selv i dag er det stærkt at se fotografier af filosofferne Arne Næss og Sigmund Kvaløy Setreng som bliver båret bort af politiet.
Filmskaberen Oddvar Einarson var på det tidspunkt en ung mand udsendt af NRK for at lave et kort indslag om demonstrationerne. Han trodsede statskanalen, blev selv del af aktivistlejren og samlede materiale til en længere film. Kampen om Mardøla er et historisk vigtigt dokument og et ambitiøst forsøg på at bruge radikale fortællergreb i en film som blev til på et sparsomt budget. Mine tanker går videre til protestaktionerne imod Fosen vindmøllepark som startede i 2023. Sanger og aktivist Ella Marie Hætta Isaksen deltog i disse protester samtidig med lanceringen af Ole Giævers film om Altaaktionen, Lad elven leve (Ellos Eatnu, 2023), hvor hun spillede hovedrollen. To historiske øjeblikke synes at svejses sammen. Det blev tydeligt at demonstrationer trænger stærke visuelle udtryk for at blive transporteret bredt til offentligheden.
Forfatterne som litterære aktivister
Forskergruppen består ikke udelukkende af akademikere, den inkluderer også forfatterne Ulf Peter Hallberg og Erland Kiøsterud. Hallbergs bidrag »Flaneri. Motstandens øyne« måtte jeg læse flere gange. Hvad er det der sker her? Jeg-personen synes at have en ekspanderet, romantisk selvopfattelse. Læseren trimler i de første sætninger direkte ind i et personligt minde. Mod slutningen af teksten rejser vi med Hallbergs alter ego Harry Coralli i Walter Benjamins fodspor til det sted på den spanske grænse hvor Benjamin tog sit eget liv i angst for de fremrykkende nazister. Den genremæssigt grænsesøgende tekst bærer præg af fiktionalisering i en sådan grad at man kan blive usikker på, om det sidste brev fra Benjamin til veninden Asja – som citeres i sin fulde længde – er virkeligt eller ikke.
Erland Kiøsteruds bidrag (»Sporløshet. En kunst fri for dominans og økologisk fotavtrykk«) er det mest gammelmodige i samlingen med sin ovenfra-og-ned tordentalemodus. Man kunne nok ønske sig at Kiøsterud slap noget af den billedskabende kraft løs og fik rykket de sanselige niveauer fri af de mere belærende sekvenser.
Redaktøren må altid se skarpt på tekstens første sætning. Den skal være en indgang til læseren og ikke en låst dør. Stene-Johansens bidrag »Avdrift. En situasjonistisk motstandstaktikk« har en alt for kryptisk åbning. Det kan være det kryptiske også er en modstandstaktik, men overordnet aner man at forskergruppen har anstrengt sig for at kaste det kryptiske af sig.
En fare er at dette kunne blive en slags venstremodstandens greatest hits for nostalgiens skyld uden at noget nyt kommer på bordet. Denne bekymring viser seg ubegrundet. Jeg vidste for eksempel ikke noget særlig om skønlitteraturen i kølvandet af den franske protestbevægelse De gule veste (Kjerstin Aukrust) eller om The Paterson Pageant i 1913 som var en slags offentligt strejketeater (Erin Small Capistrano). Jeg havde heller ikke tænkt på Shakespeares Hamlet som en sabotør (teaterchef Runar Hodne, en af ikke-professorerne). Det er blevet en læsværdig samling af tekster.
