Omstillingens pris

Jeg var for nylig i et fitnesscenter for første gang i 12 år. Rødmosset og forpustet, på vej op ad trappen fra omklædningsrummet, stødte jeg næsten ind i en kvinde, jeg havde svært ved at placere i min hukommelse, men som jeg helt sikkert havde set før. Senere på dagen tjekkede jeg mit facebookfeed, og der dukkede hun op som et venneforslag, en person jeg kendte perifært i gymnasiet, en venners veninde fra et tidligere liv med solarier og bænkpres. Det var et af de utallige øjeblikke på sociale medier, der fremmanede lige dele paranoia og nostalgi, to af internettets (vores tids?) absolutte grundfølelser. 

Jeg kom til at tænke på sådanne oplevelser under læsningen af Villads Andersens debutroman, København, udateret. Den foregår i en nær fremtid, hvor en grøn bevægelse med en karismatisk frontfigur er blevet en magtfaktor ved at samarbejde med Google om at nedbringe danskernes klimaaftryk. Andersen, romanens fortæller og hovedperson, er ikke en del af den såkaldte Brodenberg Bevægelse, og det gør hans liv besværligt. Han har mistet sin søn Frederik til bevægelsen, og romanen er i det store hele struktureret omkring spørgsmålene: Hvordan og hvorfor har Frederik forladt ham? Andersens kone er også smuttet, og han bliver smidt ud af beværtninger, fordi de kun er for medlemmer. Han føler sig forfulgt af ungdommen og Google, og han bliver mere og mere paranoid. Det er ikke til at afgøre, hvor meget af den store konspiration, fortælleren udruller, som finder sted i virkeligheden, og hvor meget som finder sted i hans hoved.

Tankekontrolsteknologier anno 2022

I romanens univers har klimaaktivismen indgået en pagt med djævlen. Brodenberg Bevægelsen ville ifølge fortælleren blot have været endnu en forsamling af afmægtige idealister, hvis ikke de med åbne kort udøvede social kontrol ved hjælp af Googles informationsteknologiske infrastruktur. Medlemmerne lader frivilligt techgiganten overvåge deres færden og forbrug, og dem, som endnu ikke har meldt sig ind, får konstante push-beskeder om goderne ved medlemskab. På romanens nutidsplan står vi på randen til det første primærvalg i Danmark, hvor bevægelsens medlemmer skal stemme om, hvem de samler deres 500.000 stemmer bag til det kommende folketingsvalg. Villads Andersen giver med andre ord et bud på en 2022-udgave af en velkendt science fiction-forestilling om tankekontrolsteknologier, der baner vejen til ideologisk overherredømme.

København, udateret bygger med andre ord på en ambitiøs præmis. Villads Andersen fortjener ros for sit forsøg på at skabe en troværdig fremtidsforestilling, der ligger i en gråzone mellem utopi og dystopi. Det er en fortælling fyldt med forældresorg, kærestesorg, generationsopgør, overvågningsparanoia og konspirationer på små 200 sider. 

Sorg og hævnspisning

Romanen består af scener, der springer frem og tilbage mellem forskellige faser af fortællerens liv. Vi introduceres for hans forældre, som bor på en gård i lille by på Fyn. Hans fars forhold til naturen er usentimentalt, markeret ved en hønehalshugning og en længere enetale om de civilisatoriske goder ved gødning. Det står i kontrast til det liv, fortælleren lever i et hedonistisk København før Brodenberg Bevægelsens indtog, hvor han møder sin kommende hustru på en druktur, og endnu mere til storbylivet i romanens nutidsplan, hvor den vakte ungdom begår hærværk mod forretninger, der forbryder sig mod bevægelsens klimapolitik. Der er også et spor, hvor Andersens mor bliver dødssyg af kræft, og den bundløse sorg, det efterlader hans far i, peger fint frem mod den tilstand, han selv befinder sig i, efter han er blevet forladt af sin egen familie. Indtrykket af tiden før sygdommen og Brodenberg Bevægelsen er præget af en nostalgi knyttet til det mondæne familieliv, bånd, der er blevet kappet og har veget pladsen for Andersens afmægtige ensomhed.

Sprogligt er København, udateret ingen åbenbaring. Den skrabede prosa tjener først og fremmest det formål at skubbe handlingen fremad og beskrive, hvilket samfund, vi har med at gøre. Heri ligger også romanen største svaghed: Dens tendens til overforklaring. Personenerne taler utrolig meget om, hvori samfundets problemer består, hvad der skal gøres for at løse dem, og hvad konsekvenserne bliver for dem, der ikke makker ret. I længden bliver disse rugbrødsagtige dialoger og enetaler svære at fordøje. Sorgen, fortælleren føler, trænger heller aldrig rigtigt ind i sproget, som forbliver jævnt og ufleksibelt. Det havde klædt romanen at lade sorgen såvel som paranoiaen sætte større spor i grammatikken. 

Bogen er bedst i dens små galgenhumoristiske momenter. Som når fortælleren og hans ven Niklas’ eneste modstand mod systemet er at «hævnspise» kød i uhyre mængder. Og når algoritmerne sender ekstremt præcise pop-up-beskeder til Andersens telefon: «Er du okay» Du virker ved siden af dig selv for tiden. Det er helt almindeligt at reagere uventet, når man mister nogen, der er tæ… Det er en reklame for en privat terapeut på Frederiksberg. De bliver bedre og bedre til at ramme.» Det er nogle af de sjældne øjeblikke, hvor København, udateret viser overskud til at være sjov. Jeg kunne i det hele taget godt tænke mig, at romanen dyrkede det groteske i lidt højere grad og drog vildere konsekvenser af den fremtid, forfatteren ser for sig.

Elitær folkeforfører

På bogens omslag er der et billede af forfatteren. Under billedet står der, at Villads Andersen var taleskriver for Mette Frederiksen fra 2016 til 2019. I et interview med Euroman fra den 14. maj 2021 deler han erfaringer fra denne periode. Han siger, at han blev mobbet for ikke at være folkelig nok, blandt andet med afsæt i en forkastet Don Quixote-reference. Mette skulle ikke bruge litterære klassikere, rådgiverne ville hellere have Shu-bi-dua og Olsen Banden. 

Det er en interessant anekdote at have in mente, når man læser Villads Andersens bud på en skelsættende brandtale i København, udateret. Hovedpersonen Andersen og hans søn Frederik deltager i den demonstration, hvor Malte Brodenberg lancerer planerne for, hvordan den bevægelse, han lægger navn til, skal transformere dansk politik. En passage fra talen lyder således:

[H]istorie er en luksus, vi ikke har tid til, hvis vi vil have en fremtid. Hvad skal vi med Abraham og Ur i Kaldæa, når regnskoven brænder? Hvad skal vi med Theben og Babylon og Knossos og Mykene og Athen, når sommerfuglene uddør, og vi ikke længere har et hjem i naturen? Hvad skal vi med Odysseus og Job og Jupiter og Buddha og Jesus, når vi har mistet troen på hinanden? Hvad skal vi med katedraler, Kong Lear og Pascals tanker, når kunst og videnskab ikke kan redde vores planet? Historien er vrøvl. Det eneste der tæller er, hvad du gør nu.

Hvorefter folkemængden bryder ud i jubel. Hvis der findes en folkelighedsskala, som strækker sig fra den lokale håndboldhal til Operaen, så befinder vi os her et godt stykke i nærheden af sidstnævnte. Ikke for at lyde som en socialdemokratisk spindoktor, men det er meget svært at forestille sig, at en sådan ophobning af højkulturelle referencer kan være med til at skabe en samfundsforandrende begejstring. Jeg har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig Malte Brodenberg som folkeforfører. Jeg skal også strække mig langt for at købe præmissen om, at Google leverer den digitale infrastruktur til en bevægelse, der vil kontrollere menneskers forbrug, når hele deres forretningsmodel bygger på at sælge vores data til tredjeparter, som vil have os til at købe deres produkter. Hvis, som romanen foreslår, Googles medgrundlægger Sergey Brin pludselig skulle ændre sine prioriteter radikalt og forsøge at indsætte en form for stedfortræderregering i Danmark, hvad ville han så opnå? Det står hen i det uvisse.  

Intimt generationsdrama

Til gengæld køber jeg præmissen for romanens intime drama. Skildringen af de konflikter, som opstår i familier og mellem generationer, når kløfterne i spørgsmål om værdier og forbrug bliver uoverstigelige, føles presserende. Familiefaren, der på den ene side anerkender sit barns krav om en radikal samfundsforandring for at redde kloden, men ikke kan få sig selv til at opgive de frihedsidealer, som et liberalt demokrati bygger på. Unge mennesker, der føler sig tvungne til at forlade deres familier, fordi de ikke kan leve med forældregenerationens apati. Under læsningen tænker jeg også, at det er den del, der ligger forfatterens hjerte nærmest. Fortællerens gradvise opløsning under sorgens tyngde er følelsesmæssigt troværdig. Det er synd, at den intellektuelle overbygning ikke klikker på samme måde.