Den eksperimentelle musik og byen Vild, skør og socialt retfærdig

Hey! Do you wanna check it out?
This experimental music they’re talking about.
Yeah, let’s go. Don’t be scared.

Chain & The Gang, 2017

Hvor skal livsenergien komme fra i Bergen i marts måned med iskold regn og stærk vind som får dråberne til at piske ind i ansigtet? Når jeg ser på min lille Nokia-telefon, føler jeg et slægtskab med den anakronistiske dims i min hånd: Vi har fladt batteri begge to, men så lyder det alligevel i mit hoved: »Hey! Do you wanna check it out?«

En af den amerikanske musiker og forfatter Ian Svenonius’ mange bands, Chain & The Gang, udgav i 2017 en romantisk rock ’n’ roll-sang om at spadsere med sin veninde under månen og stjernerne. Sangen hylder også den eksperimentelle musik. I videoen ser vi Svenonius med stenkoldt ansigt og sorte solbriller. Den første regel inden for den eksperimentelle musik er nemlig aldrig at smile.

Snart dukker der kutteklædte individer op som står og roder ved en pult med synths og et væld af ledninger. Der drejes frenetisk på knapper, og tape klistres på tangenterne for at opnå en droneeffekt. Ind klippes billeder af nogle af den eksperimentelle musiks forgangsfigurer, blandt andet Yoko Ono, Delia Derbyshire, Karlheinz Stockhausen, Pierre Schaeffer, John Cage og La Monte Young. Svenonius hylder komponisterne der er ligeglade med samfundets regler og kommercielle trends: »They don’t care about tune or melody, they care about being free!«

Genhøret med sangen giver mig akkurat nok energi til at komme mig ud af døren med retning mod Borealis, Bergens egen festival for eksperimentel musik.

Farvel til Peter Meanwell

På Borealis er det tilladt at le under fremføringen af eksperimentel musik, men der findes samtidig et alvor som har ændret karakter de seneste år. Udviklingen har gået fra sortklædt coolness og kompromisløs radikalitet til en sakralt ladet klimasorg. 2026 er Peter Meanwells tolvte og sidste år som kunstnerisk leder, før stafet­pinden gives videre til Tze Yeung Ho, senest kendt som medskaber af værket The Altersea Opera som fandt sted i den nordiske pavillon på Venedig­biennalen i 2024. Tze Yeung Ho introducerer alle årets arrangementer. Meanwell overtager stillingen som direktør for Lydgalleriet og har allerede nogle måneder før årets Borealis budt Yeung Ho velkommen i førersædet.

Borealis så dagens lys første gang i 2005, ledet af Nicholas H. Møllerhaug. Mellem 2008 og 2013 styrede Alwynne Pritchard båden. Agendaen har været at invitere nogle storslåede gæster fra udlandet og at bestille special­skrevne værker af norske kunstnere. Dermed har festivalen bidraget til at holde samtids­musikken vital.

I et interview til American Composers Forums netmagasin I CARE IF YOU LISTEN (02.03.26) siger Meanwell at Borealis allerede før ham var optaget af lige­stilling og repræsentation. Han begrunder sin afgang med en ambition om social retfærdighed: »I just felt like, having spoken about equity for so long, to put myself at the head of the organization forever was not really in keeping with the values we were trying to set out.« At tage sig selv ud af spillet er vel den ultimative hyldest til retfærdigheds­principperne.

De seneste år har agendaen om social retfærdighed på alle niveauer virket dels forfriskende, dels krampagtig. Inden for den allerede marginale eksperimentelle musik har man søgt efter feltets egne marginaliserede kunstnere. Jeg gad godt at se en oversigt over alt som har foregået de sidste tolv år, for der har været meget vild kunst på programmet.

Blandt andet har et rigt spektrum af eksperimentelle, samiske udtryk fået plads. Det ville da være mærkeligt andet, for den samiske trend har længe været massiv i kunstfeltet. I år som flere tidligere år var lydkunstneren Elin Már Øyen Vister (de/dem) fra Røst yderst sydvest i Lofoten inviteret, med sin praksis inspireret af den amerikanske komponist Pauline Oliveros (1932–2016) og hendes deep listening-metode. Bergen kan bryste sig af at Oliveros realiserede sit måske sidste store værk under Bergen Assembly i 2016, noget der fortælles om i dokumentar­filmen Deep Listening: The Story of Pauline Oliveros (2023).

Sidste gang jeg oplevede Már Øyen Vister optræde var ved indvielsen af Jiennagoahti, Lyttegammen, en træhytte på Fløyen­fjeldet konstrueret på samisk vis. I indvielses­året 2023 var det her muligt at bruge længere tid alene på at lytte til en række kuraterede lydværker. Også under årets festival var der program i Lyttegammen. Desuden var der et samarbejde med klima­festivalen Varmere Våtere Villere som præsenterede et omfattende diskussions­program parallelt med Borealis.

Klagesange til fuglefjeldet som mistede stemmen

Már Øyen Vister står i år sammen med en mangfoldig gruppe af aktører for den vemodige åbnings­forestilling Vedøya – klagesanger til fuglefjellet som mista stemmen som fremføres på Corner­teateret. Der er noget sublimt over den kakofoniske støj fra et fuglefjeld. Så mange stemmer! Men også på Norges fuglefjeld er det blevet silent spring. I 90’erne bemærkede befolkningen på Røst en nedgang i antallet af havfugle som ynglede på Vedøya. For eksempel er antallet af krykkje, en mindre mågefugl (på dansk ride), gået fra millioner til blot 3-400 individer. Det var i 2020 at fjeldet for alvor blev stille.

Forestillingen åbner med Már Øyen Visters feltoptagelser. Hele bagtæppet fyldes af et bølgende ølandskab med viftende græs. Fuglenes kakofoniske stemmer og vrimlende flokbevægelser fremstår næsten som noget guddommeligt. På scenen illustreres ridens tilbagegang af dansere med sort-hvide dragter og plysdyragtige fuglemasker. Ridens hoved er snehvidt; vingerne har grå og sorte mønstre. Musikken er sakral og sørgmodig. Sammenstillingen af musikalske udtryk overrasker: tuba, joik, reallyde, synth.

Inden for et så marginalt felt som den eksperimentelle musik har man søgt efter feltets egne marginaliserede kunstnere.

Snart ser vi ældre arkiv­optagelser af folk på øen som firer sig ned ad fjeld­siderne for at samle æg. De hygger sig rundt om bordet og smasker æg i sig. Jeg tænker på det initiativ­rige menneske; hvor gode vi er til at finde måder at overleve på, men ikke sjældent på bekostning af livet omkring os. Forestillingen bevæger sig ind i en ny fase, en slags kaffepause hvor Már Øyen Vister går i dialog med Anne Cecilie Pedersen som er historie­fortæller, kok og repræsentant i det lokale kommunestyre. Pedersen står med sin yngere datter ved en lille, rullende madvogn og konverserer hverdagsligt mens hun forbereder fiskesuppe til publikum. Vi glider brat over i en mere folkelig tone. Men hvor jeg var klar til at dæmonisere ægsamlerne får vi nu en mere organisk fortælling om skiftende generationer på Røst. Forestillingen ebber ud med en vis forhåbning om kampvilje på søfuglenes vegne. En lundefugl­maske ligger tilbage på gulvet og stirrer tomt på os.

Uendelig bestøvning

En mere komprimeret forestilling med beslægtet tematik foregår på Bergen Kunsthall. Her løftes biernes liv til guddommelig status. Deres bestøvningsaktiviteter forstørres op til at ligne et okkult ritual. Danske Cecilie Fionas skulpturgruppe er del af udstillingen Iter Subterraneum som åbnede 16. januar. Som de bare står der i rummet synes jeg ikke værkerne virker så imponerende, men når de snørklede, pastelfarvede skulpturer aktiveres af tre sangere i Fionas dragter, begynder det at give mere mening.

De tre korsangere summer og brummer sig langsomt frem mellem skulpturene. De holder små, gule leransigter op foran sig. Det kan forstås som biernes drømme og begær rettet imod de gule blomster­hoveder. De fantasi­fulde dragter (man kan associere til Hilma af Klint) beklædes af gule totter af pollen. En bi synger en hyldest til bidronningen (den største skulptur), mens de andre begynder at flytte blå leransigter fra skulptur til skulptur. Biernes guddommelige bestøvnings­ritualer gør dem kæmpestore og mennesket lillebitte. Det hviler med lukkede øjne, intet­anende om hvordan insekterne opret­holder økosystemet. Et sovende barn med en krop af kviste løftes op fra sin surrealistiske vugge.

Publikum er ankommet regnvåde til en summende sommereng fuld af blomster og bier. Det giver måske et ekstra følelsesmæssigt lag i oplevelsen. Det hele vækker en intens association til en årstid som synes så uendeligt langt borte. Som i forestillingen fra Røst forstørres dyrenes bølgende, summende sværme til noget sublimt.

Et vuggende midtpunkt

Man kan altid vente sig at der sker noget spændende når man inviterer amerikansk­fødte, Oslo-baserede Camille Norment som blandt andet stod for Festspil­udstillingen Gyre i 2023. Måske fremstår bestillings­værket Will there also be singing? (2026) alligevel lidt svagt konceptualiseret, og der er få visuelle aspekter andet end musikudøverne.

Titlen stammer fra et citat fra Bertolt Brechts Svendborg Poems (1939), skrevet i Danmark mens han var flygtning fra Nazityskland: »Vil der også være sang i de mørke tider?/ Ja, der vil også være sang/ om de mørke tider.« Borealis kaster gerne Åsane-udfordringen ud til sit publikum flere gange i løbet af festivalen. Her blandt storkøbbutikker i industrielle lagerhaller findes nemlig siden 2020 Åsane kulturhus som har et imponerende lydanlæg. Vi vil da gerne sætte os på bussen for Camille.

Fra sortklædt coolness og kompromisløs radikalitet til en sakralt ladet klimasorg.

Hun står i centrum af rummet. Omkring hende findes fire musikere, og i endnu en cirkel sidder det lydhøre publikum. Norment vugger lidt og brummer og mumler. Hun sætter noget igang, en impuls. Først og fremmest giver hun plads til nogle strålende musikere som alle får god tid til at brilliere. Især Guro Moe på kontrabas og Håvard Skaset på barytonguitar når et intenst niveau. En slags ordlistepoesi spreder sig i salen via surround sound, men hvad er forbindelsen til Brecht-citatet? Uanset er fremføringen mild mod nerverne.

Med helvedesbussen til Åsane

Når humoren endelig bryder igennem, er det med et brag. Det er passende at afslutnings­forestillingen minder os om at latteren findes. Publikum skal igen bestå Åsane-udfordringen. En lille gruppe er hoppet på den langsomme bus som går over Eidsvågneset og får set nye krinkel­kroge af det norske land. De forsinkede kan alligevel snige sig ind i salen. Velkommen til verdens­premieren på Franz (Purgatorio XXVII–XXXIII), resultatet af det bergensiske produktions­kollektiv Spreafico Ecklys samarbejde med komponisten Matteo Fargion.

Hvad er det vi overværer? En slags postdramatisk libretto? En gruppe scene­kunstnere diskuterer hvordan de skal opføre »Paradis«, tredje del af Dante Alighieris Den guddommelige komedie (1321). Hvem er Franz, stemmen som kommer udefra? Er det en ny skuespiller, eller er det ham som er chatbotten? Gruppen søger hjælp af kunstig intelligens, men den absurdistiske uenighed varer ved. Igen er det en idiosynkratisk samling af musik­instrumenter: Tre strygere på hårdt arbejde i baggrunden plus to Moog-synths, en ukulele og en elektrisk guitar som skuespillerne håndterer på skift mens de diskuterer Dante. Man aner en forestilling med et rigt potentiale som måske ikke får spillet sig helt varm.

Det kan være hårdt at komme sig ud af bjørnehulen på denne tid af året, men på Borealis får man med garanti et par mystificerende kunst­oplevelser. Festivalen forbliver bergensernes årlige marts-udfordring.