Kongen der vil have flere kongeriger

Viktor Orbán
Foto: European People's Party CC BY 2.0

KOMMENTAR. Viktor Orbán planlægger at samle Europas højrekræfter for at vinde kontrollen over EU. Der venter en brutal magtkamp i hjertet af Bruxelles.

[dropcap]D[/dropcap]et var lige før, man skulle have set det komme. I den lille rumænske landsby Băile Tușnad, beliggende et godt stykke inde i de transsylvanske skove, på kanten til de østlige Karpater-bjerge, stod der for nylig en indflydelsesrig udlænding og forsikrede sit publikum om, at han vil genforene Centraleuropa. »Ungarns hundrede års ensomhed er forbi,« triumferede han. »Igen er vi stærke, igen er vi determineret – vi er stolte og vi har gennemslagskraft, penge og ressourcer. Nu er tiden kommet til at genopbygge Det Karpatiske Bassin,« sagde han, inden han udtrykte de velkendte ord: »Vi kan selv afgøre vores skæbne.«

Den fremmede taler var selvfølgelig Viktor Orbán, berygtet for sine 12 år som Ungarns premierminister og for at have gennemført en omfattende kristenkonservativ omkalfatring af det politiske system i sit hjemland. Hvad der er sket i løbet af de seneste tre valgperioder, er bestemt ikke for sarte sjæle: Orbán har anvendt den ungarske offerfortælling (først kom østrigerne, så kom nazisterne, så kom russerne, nu kommer EU) til at udskifte stort set samtlige venstreorienterede og liberale embedspersoner med sine egne fædrelandskærlige venner på toppen af de fleste statsinstitutioner. Han har skabt et nyt valgsystem, så de største partier får flere pladser i parlamentet end de tidligere var berettigede til. Og som om det ikke var nok, har han og hans parti Fidesz i de senere år sat journalister på landsforræderlister, sørget for lukningen af flere regeringskritiske magasiner og aviser og forsøgt at bringe medier til tavshed ved at indgå aftaler med venligsindede ejere. Resultatet: I dag findes der stort set ikke en uafhængig ungarsk presse.

Alt det kunne godt få det til at lyde som om, at Orbán for længst har skabt et politisk system, som kun tilgodeser hans egne interesser. Men for en ultranationalist som ham er målet meget større. På hans partis sommermøde i Transylvanien, hvor der stadig bor en stor ungarsk minoritet, gjorde Orbán det således klart, at det, som Vesten hidtil har været vidner til, bare er begyndelsen på hans lands genoprejsning fra historiens grøft. Fra september, har han sagt, åbner der sig for Ungarn »en helt nye æra«, en epoke kendetegnet ved »en spirituel orden«, baseret på landets »kulturelle tendenser, kollektive overbevisninger og sociale vaner«, som sandt for dyden ikke har meget at gøre med Vestens nihilistiske fantasmagori, men stammer fra de ædle idéers verden, fra de kristne myter og love.

Dermed er Orbáns kulturkamp også nået til et af det frie samfunds sidste bastioner, nemlig kunsten. Og derefter varer det formentlig ikke længe, før han kan plante flaget for – som den første i nyere europæisk historie – at være lykkedes med at genskabe et vaskeægte kristenkonservativt hegemoni. I sommerens løb har han og hans allierede nemlig rettet alle kanoner mod statsstøttede kunstnere, forfattere og filmskabere, og truet dem med fratagelsen af kunststøtten, hvis de fortsætter med deres dekadente kunst – »den mørke summen fra menneskets sjæl«, som en journalist fra en regeringstro avis skrev for nylig.

Spørger man Orbán og sågar også hans værste fjender, er højrerevolutionen snart ikke til at standse. Med sit absolutte flertal på to tredjedele af parlamentsstemmerne har han og Fidesz for længst sikret sig definitionsmagten i landet. Derfor ser han også valgsejren i april 2018 som det ultimative folkelige mandat til at forme et nyt storslået projekt, som ikke bare skal handle om at forene folket og sikre landets grænser mod muslimske migranter. Nu er tiden kommet til at skabe en akse af kristne, illiberale partier, der er villige til at tage kampen op mod grænseløshedens Europa. Han vil sammensvejse en ny superblok, som skal vinde kontrollen i de overnationale institutioner og én gang for alle drive de liberale djævle ud af EU-parlamentets lange gange. Hvad han har gjort i Ungarn, skal nu gøres i Europa. Med en hjælpende hånd fra hans venner i Visegrádlandene, selvfølgelig.

Man tager derfor gruelig fejl, hvis man forestiller sig, det er Orbáns ønske at brænde alle broer til Europa. Han har for længst indset Historiens alvor og fattet, at der må skabes et forenet europæisk forsvar som modtræk til Trumps og amerikanernes tilbagetrækning fra verdensscenen samt russernes og kinesernes tiltagende handels- og militæraggresion. Skal man forstå Orbán rigtigt, var den europæiske civilisation engang et magtfuldt kraftcenter, der havde mod og kompetencer til at forme verden. Europa var en verdenscentral, »som omfavnede sine store bestræbelser«. Det havde ikke som nu opgivet sin kunstneriske og kristne arv. Det var opdagelseslystent, driftigt og klar til at omsætte viden til handling.

I dag, siger han, er kontinentet svundet ind til en syg organisme, der ikke har vist sig resistent over for hverken erobringsvillige amerikanere, kinesere, muslimer eller jøder. Man behøver ikke engang at holde ham kniven for struben, før han indrømmer, at kunsten er sunket ned i »censur« og »politisk korrekthed« importeret direkte fra USA; at Amerika har overhalet Europa som det førende opdagelses- og forskningskontinent, og at kineserne og deres maskiner snart kommer og tager os. Men ifølge Orbán skyldes Europas sygdom ikke bare de fremmede, men først og fremmest den liberale, bureaukratiske elite, der har spredt sig som bacille i hjertet af Bruxelles. Finanskrisen i 2008 og migrantkrisen i 2015 blotlagde nemlig Europas sande natur: De to kriser afslørede, at de parlamentariske systemer er fuldkommen ude af trit med »folkets stemme«.

Det er ikke tilfældigt, at Orbán, overalt hvor han rejser, taler om en international elite, som har forladt sine rødder og nu står i spidsen for det, han kalder »Open Society-Europa«. Navnet har han hentet fra stiftelsen, som den ungarske milliardær George Soros i årtier har benyttet til at uddele millioner til medier og civilsamfundsinitiativer i Østeuropa og Ungarn. Spørger man Orbáns folk, har ingen som Soros inficeret Ungarn med en kosmopolitisk ånd. Han er manden, der mere end nogen anden har nedbrudt den nationale kultur og gjort landet modtagelig for globaliseringen. Derfor lyder Orbáns bestilling: Ud med ham, fjern ham, få denne griske jøde ud af mit land. Og nu: Open Society Foundations er blevet forbudt i Budapest og er ved at flytte deres kontorer til Berlin.

På den måde er det ikke svært at forstå, hvorfor Steve Bannon, den tidligere toprådgiver for Donald Trump, for nylig udpegede Soros’ organisation til både forbillede og hovedfjende for sin egen nye stiftelse The Movement. Bannon planlægger ligesom Orbán at samle en koalition af højrefløjspartier frem mod europaparlamentsvalget i maj næste år. Men hvor Bannon først og fremmest har planer om gøre samfundets sprækker dybere og destabilisere de politiske institutioner med virale shitstorme – så den liberale tolerance til sidst åbenbarer sig som det moderne livs tomhed – forsøger Orbán at igangsætte en antiimmigration-koalition, der har til hensigt at forhindre yderligere fremrykning mod »en postkristen og postnational æra«.

Fælles for højrefløjens europæiske propagandister er imidlertid, at de alle lovpriser en glorværdig, mytisk fortid. For Sverigedemokraterna drejer det sig om det forrige århundredskifte og den nære hembygdskultur svøbt i kølig jugendstil; Dansk Folkeparti drømmer om et folkehjem i kategori med Far til fire og Morten Korch-filmene, der som bekendt blev udtænkt og produceret af en forhenværende nazist; Marine Le Pens Rassemblement National støtter sig til idéen om »et evigt Frankrig«, som en dag vil hævne sig på politikerne i Paris; i Tyskland presser nogle af AfD’s spirituelle kræfter sig på med visionen om et »hemmeligt Tyskland«, bygget på forfatteren Stefan Georges idéer; i Polen anser de højreradikale partier sig selv for et overvintrende martyrfolk skabt i Kristus’ billede, mens der i Ungarn tales beundrende om mellemkrigsperioden og »et kongerige uden konge«, dengang Transsylvanien stadig tilhørte landet.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er dette ikke andet end hjemmestrikket kitsch, som Die Zeits Thomas Assheuer tidligere har bemærket. Men højrefløjspartierne vil fremfor alt sætte en ære i at protestere mod de dannedes smag. Faktisk anser de denne fortidsidyllisering som et magtfuldt redskab til at brække Pandoras æske op, så sandheden snart kommer for dagen: Det moderne menneske går rundt i en helvedesverden fuld af folkevandring, bureaukratisk karteldannelse og anarki.

Der er dog meget, som tyder på, at hverken Orbán eller Bannon vil lykkes med deres omfattende transformation af Europa og begrænsning af det, de anser for et multikulturelt kaos. De EU-kritiske partier i Europaparlamentet er fortsat spredt for alle vinde. AfD og det polske kristenkonservative regeringsparti PiS har allerede bandlyst Bannons planer. For nylig gik Sverigedemokraterne til valg blandt andet på at få Sverige ud af EU, mens de italienske populistpartier og Marine Le Pen nærmer sig en mere pragmatisk tilgang til EU. Selv hvis man antager, at Orbáns antiimmigrationslinje skulle blive det, som får alle partierne til at indgå i et formelt forbund, vil der stadig være uenigheder, om hvorvidt man skal tage imod få eller ingen flygtninge. I mellemtiden har det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel gjort regnestykket op. Og bundlinjen lyver som bekendt aldrig: En samlet højrekoalition vil umuligt komme op på 250 pladser i parlamentet og dermed få det flertal, som Bannon og Orbán tørster efter. Højrepartierne skal snarere se sig tilfredse, hvis de kan få i omegnen af 100-150 pladser.

Men mens dette sker, har der meldt sig en ny stor modstand mod Viktor Orbán og hans venner. I april blev der i europaparlamentet fremlagt en rapport, der klart udtrykker bekymring over Ungarns manglende implementering af EU-lovgivningen, og hvordan grundlæggende borgerrettigheder ofte bestrides af den ungarske stat. Judith Sargentini, der er medlem af det hollandske parti GroenLinks, og som står som hovedansvarlig for den fældende rapport, er selvfølgelig allerede blevet lagt i gabestok i Budapest og anklages i disse dage for at stå i ledtog med Soros-klanen.

Den hollandske politiker er dog langtfra isoleret inden onsdagens afstemning i parlamentet, hvor det afgøres, om EU skal udløse Artikel 7, den såkaldte atombombeparagraf, som allerede har sendt Polen uden i en proces, der i sidste ende kan betyde, at landet mister stemmeretten i parlamentet. Den tyske budgetkommisær Günther Oettinger har allerede gjort det klart, at der ikke er nogen lande, som vil blive fodret af de fælles budgetter, så længe de ikke lever op til de fundamentale frihedsprincipper bag unionen. Han ser en »dødbringende fare«, som »inde fra Europa ønsker at svække det [europæiske projekt] eller helt destruere det – Polen, Ungarn, Rumænien og den italienske regering«. Samtidig har den franske udenrigsminister Jean-Yves Le Drian bebudet, at hans regering på ingen måde vil være villig til at finansiere »et populistisk Europa«, og antyder at Macron og Merkel i øjeblikket forsøger at finde en fælles position på migrationsområdet frem mod EU-topmødet den 20. september.

Imens tordner Viktor Orbán som vanlig mod kommissionen og melder om »en heksejagt« og en liberal konspiration, som undertrykker suveræniteten hos det land, han er sat til at lede ind i en ny æra. For Orbán er der dog ikke længere nogen vej tilbage. »For tredive år siden troede vi, at Europa var vores fremtid. I dag er vi overbeviste om, at vi er Europas fremtid.«

Og så længe alt dette sker, gnider Vladimir Putin og Recep Erdoğan sig selvfølgelig i hænderne. For dem er Europa med sin kollisionskurs på vej i den rigtige retning.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.