Verdensteatret: Flat Sun
BIT Teatergarasjen 7. til 8. februar, Bergen
Kunstnerisk team: Asle Nilsen, Ali Djabbary, Annike Flo, Elise Macmillan, Espen Sommer Eide, Janne Kruse og Torgrim Torve
Det er næppe meningen, at jeg skal vide hvor rejsen går hen denne aften sammen med Verdensteatret i Studio Bergens lokaler. Jeg er en smule desorienteret allerede før jeg kommer indenfor, eftersom havneområdet udenfor teaterlokalerne ved Nøstet har forvandlet sig til en byggeplads med et gigantisk hul i jorden.
For Verdensteatret føles aftenen måske som en slags hjemkomst efter elleve år uden opførelser i byen. Gruppen blev etableret i Bergen af Lisbeth Bodd (1958–2014) og Asle Nilsen, og havde sin første forestilling på Teatertreff 86, forløberen for BIT Teatergarasjen. Det hele er lidt som en genforening for skoleklassen fra 1986. Samtidigt slår elektronisk støjmaestro Esben Sommer Eide ikke akkurat en hyggelig tone an. Han står dybt koncentreret ude til højre i scenerummet bag sit køkkenbord med bizarre, insektagtige instrumenter. Der er noget usikkert her, og vi kan ikke være sikre på, at lyd- og lysniveauerne forbliver indenfor et behageligt spektrum.
Vildtvoksende vegetation
Publikum introduceres via skærme til et stillestående junglelandskab. Kameraets øje er »dødt«, som om nogen har smidt det forskellige steder i græsset. Uorganiserede summende og plaskende lyde omslutter os. Langsomt dukker menneskeskabte strukturer op i landskabet. Vildtvoksende vegetation glider over i naturefterligninger støbt i gips.
Jeg genkender omgivelserne på et tidspunkt, hvor mine oplevelser nok skulle have været mere udefinérbare. Filmen viser Las Pozas, den britiske excentriker Edward James’ underlige, surrealistiske bygningsværk i den mexicanske jungle et godt stykke udenfor Mexico City, som jeg selv har forsøgt at nå frem til. Rejsen kan ikke gøres på en dag, så er det sagt. Det er et afmystificeringens øjeblik, som sender mig på vildspor fra en mere umiddelbar måde at observere på.
En underlig hvid genstand, måske med magiske kræfter, begynder at spille en rolle både på scenen og på optagelserne.
Det drejer sig ikke om turistfotografi, men om subtile optagelser. Det er ingen hemmelighed, at denne og den foregående forestilling AZ bygger på optagelser fra en grupperejse til Mexico. Informationsmaterialet til forestillingen er sparsomt, men vi serveres en tekst, som antyder et ritual omkring agaveplanten, og den underlige pæl som skyder frem fra den som tegn på plantens snarlige død. Mexicansk jungle, mystiske ritualer, magiske vækster – you know the deal. Dette er ikke et ukendt landskab for forskellige psykedeliske opdagelsesrejsende.
På scenen foregår abstrakt musiceren med forskellige eksperimentelle instrumenter og mikrofonopkoblede genstande. Det bygges en rig og bevægelig visuel flade op, hvor der projiceres på et bagtæppe og på forskellige bevægelige skærme opspændt i rammer. På scenen er neutrale arbejdere, som flytter rundt på ting, såvel som skuespillere med en mere aktiv rolle, udklædte på forskellige måder, for eksempel med en skinnende metalboks på hovedet, eller med masker som får ansigterne til at se ud som formørkede sole.
Billeder som projiceres kan tilføjes endnu et lag af en aktør fra bagsiden af en skærm. Effekten er interessant, og både menneskelige og ikke-menneskelige aktører (væsensagtige skulpturer) bidrager til arbejdet med at skabe billeder.
Hvis der er en historie her, gøres der alt for, at den ikke skal blive for tydelig. Som tilskuer får jeg indtryk af, at dette skal være en abstrakt oplevelse. Vi skal forblive i den labile stemning, hvor vi bare har antydninger og skyggespil at arbejde med.
På bagskærmen ser vi fødder gå rundt i det som tilsyneladende er en stenørken, men underlaget gynger, og vand trænger op nedefra. En underlig, hvid genstand, måske med magiske kræfter, begynder at spille en rolle både på scenen og på optagelserne. Det ligner et 3D-printet indre organ, en slags lunge, som spilles på som en tuba, men som også bruges som maske, som beholder. En gral? En dinosaurknogle, en skinnende konkylie?
Et opgør med alle hierarkier
Den hvide konkylie er i William Goldings roman Fluernes herre (1954) et symbol på autoritet og orden. Når den knuses, bryder vold og vildskab løs. I de projicerede optagelser ser vi kunstnergruppen i ensfarvede grå dragter sidde i en halvcirkel i et urbant parklandskab, mens de betragter en slags fjollet dans eller undersøgelse, som udfolder sig med den hvide beholder som centrum.
Verdensteatret synes at have gjort op med alle hierarkiske, styrende principper. Det handler om at balancere i en zone mellem kunst og desorganiserede lyde og tilfældige effekter. Truppen skaber sin egen alternative virkelighed, de er flatsunners.
En række tilfældige, computergenererede ord flyder over skærmen til slut. Lig meningen vi søger med det hele?
Efter klapsalverne byder Asle Nilsen os op på scenen for at undersøge omgivelserne nærmere. Jeg hører ham næsten sige: »Non-human actors are now ready for a meet-and-greet! «
Nogle af disse kan jeg virkelig godt lide. Et elskeligt par står og vibrerer i deres egen verden. Små ventilatorer forårsager rystelserne, hovederne er en slags krøllede papirballoner, og kroppene ser ud som om de engang tilhørte et elegant havebord på hjul.
Verdensteatret skaber interessante billeder, men forbliver konsekvent i uafgørlighedszonerne. Lidt mere om den forbandede agaveplante havde vi godt kunnet tåle.
