Zsófia Bán
Foto: Gáspár Stekovics, CC BY-SA 3.0 , via Wikimedia Commons

INTERVIEW. Skaden er uoprettelig, siger forfatteren Zsófia Bán om udviklingen i Ungarn. I to årtier har hun arbejdet på at yde fortrængte, upåagtede historier retfærdighed.

Zsófia Bán
Foto: Dirk Skiba / CC BY-SA 4.0

I foreløbig tre kortprosasamlinger har ungarske Zsófia Bán skrevet om de historiske og nutidige begivenheder, som ofte forties eller forenkles i hendes hjemland. »Det, hvorom man ikke kan tale, skal man måske forsøge at tale om, ikke sandt?,« som hun spørger med henvisning til Ludwig Wittgensteins berømte vending. 

Báns forfatterskab er dog ikke kun helliget nationale anliggender – og er ingenlunde programmatiske. Hendes værker er legende, ironiske og melankolske sammenvævninger af fiktion og virkelighed, tekst og billede. De veksler mellem genre og stilarter, sprog, mellem steder og kulturer. »At læse Zsófia Bán gør ganske enkelt godt. Det er nydelsesfuldt. Når jeg tænker på hende, er det det første, som falder mig ind«, skriver Péter Nádas i sit efterord til Aftenskole, Báns debut fra 2007. 

Bán blev født i Rio de Janeiro, 1957, og er ud af en ungarsk-jødisk familie, som flyttede til Budapest, da hun var 12 år gammel. I dag bor hun stadig i byen. Jeg ringede til Bán for at tale med hende om de værker, vi endnu har til gode på et skandinavisk sprog, og den verserende kulturkrig i Ungarn. 

Zsófia Ban, i din seneste essaysamling, Vores misfornøjelses sommer, beretter du om en rejse til Theresienstadt på 60-årsdagen for den ungarske Shoah. Du fortæller, at du frygtede, at du inde i koncentrationslejren ville støde på et fotografi af din mor eller et af hele familien. Hvorfor?

– Fordi der ikke ville være nogen historie forbundet med det. Ingen fortælling var blevet givet videre til mig. Jeg vidste intet om, hvad min familie havde gennemgået. Først lang tid senere, for få år siden, tog jeg til koncentrationslejren i Bergen-Belsen og fik udleveret de dokumenter, de havde, om min familie. Det var første gang, jeg fik udleveret noget. Det var en maskinskrevet liste, komplet med al deres personlige information: hvilke barakker, de blev placeret i, fangenumre og så videre. Det gjorde straks det hele chokerende håndgribeligt.  

Jeg går ud fra, at der findes mange ungarske familier med lignende historier? 

– I Ungarn har der altid været et underskud af viden, både individuelt og kollektivt, og på det historiske og nationale plan. Alle disse tomrum hober sig op. På et tidspunkt må man gøre noget med det. Ellers tipper man over til den anden side, som er fuld af tavshed.

Var det magtpåliggende for dig som forfatter »at gøre noget med det«?

– Når man arbejder med sprog, er det et påtrængende problem. For hvordan skriver man om noget, som er usagt? Hvordan skal man bruge sproget til at udtrykke noget, der ikke rigtig er blevet udviklet et sprog for? Det drejer sig ikke bare om historiske begivenheder, men også om private erfaringer, og hvad der er »tilladt« i en specifik kulturs litterære tradition. Tag bare seksualitet. Ungarsk litteratur er kendt for at have haft et meget stærkt tabu, når det kommer til beskrivelser af seksuelle oplevelser. Péter Nádas er den forfatter, der har gjort mest for at ophæve det tabu. 

Hvordan arbejder du selv med at udvikle et sprog for det usagte? 

– Jeg synes, at kortprosa kan være meget befriende – ikke let, men let at eksperimentere med. Jeg kan godt lide at afprøve forskellige ting, og hvis jeg arbejder med en kortform, kan jeg altid afprøve noget nyt i den næste tekst. Det er nok grunden til, at mine bøger er meget forskellige. 

Du er født i Rio de Janeiro, men din familie rejste til Ungarn i 1969, mens landet var under kommunistisk styre. Hvorfor?

– De var ikke flygtninge – det var min far, som selv tog beslutningen om at rejse her til Ungarn. I 1955 var han blevet sendt til Brasilien af det ungarske ministerium for udenlandshandel for at etablere et kontor på ambassaden i Rio de Janeiro. Han var velkendt inden for sit felt. De havde brug for ham, fordi han talte adskillige sprog og var en pokkers god forhandler, ja, han var en meget loyal mand, ikke overfor ideologi, men overfor mennesker, som havde vist ham tillid. Under Kádár-regimet var sloganet: »Alle, som ikke er imod os, er med os!« Så de betroede ham et vigtigt job, selvom han ikke var medlem af partiet. 

Jeg formoder, at han blev overvåget…  

– Ja. For et par år siden bad jeg om at få adgang til min fars og mine egne dokumenter, hvilket har været muligt siden systemskiftet i 90’erne. Men et af det såkaldte systemskiftes problemer er, at man ikke kan tilgå arkiverne frit. Ungarn er desværre, så vidt jeg ved, det eneste post-socialistiske land, hvor det stadig er tilfældet. For eksempel er informanternes navne streget over – det gør man så at sige for at beskytte deres privatliv. Jeg modtog kun en begrænset del af min fars dokumenter, omkring 300 fotokopierede sider, og de bekræftede, at han ikke havde været partimedlem, men til gengæld var konstant overvåget. Faktisk blev han sendt tilbage til Brasilien yderligere to gange, og senere, da jeg gik i gymnasiet, var det meningen, at vi skulle have rejst til Peru, men på det tidspunkt havde jeg endelig kommet mig over mit kulturchok og alt det, jeg var nødt til at bearbejde, efter at vi var flyttet tilbage til Ungarn. Jeg sagde nej. Jeg ville ikke gennemgå det igen. Min mor og far rettede sig efter mit ønske, hvilket var utrolig generøst af dem. Jeg ved, at min mor gerne ville være blevet i Brasilien. Jeg formoder, at det skyldtes alt det, hun havde gennemgået under Anden Verdenskrig som del af en jødisk familie. Hun var så stærkt traumatiseret, at hun aldrig talte om det. 

Flere af dine tekster fra Da der kun var dyr (2012) finder sted i Brasilien, og landets sprog spiller også en vigtig rolle. Hvordan har din forbindelse til brasiliansk kultur præget dine tekster?

– Som tiden går, stiger ens minder mere og mere op til overfladen. Det overraskede mig temmelig meget. Tidligere var de ikke ligeså tydelige i min skrift. Hvis man har boet flere steder, sammenligner man dem bevidst eller ubevidst. Særligt hvis du vokser op i et flersproget miljø. I forhold til at skrive giver det dig mulighed for at arbejde med en slags udsyn; det gør måske én i stand til at reflektere over, hvad man befinder sig i på en anden måde. Meget af det, jeg skriver, foregår ikke nødvendigvis i Ungarn, men samtidig er det meget lokalt på grund af det sted, jeg skriver fra. Jeg tror, det er meget vigtigt hvorfra, man skriver, men hvad vigtigere er: Jeg skriver på ungarsk, og det giver et meget stærkt bånd.

Jeg spørger også til Brasilien, fordi jeg fornemmer, at Clarice Lispector lurer et sted, når jeg læser dine værker. Er det sandt?

– Ja, jeg har været meget inspireret af Lispector, som jeg synes er utrolig fri. I hendes værker finder jeg en vidunderlig blanding af alle mulige måder at skrive og tænke på. Der er simpelthen så meget frihed. Det er det, der gør nogle af hendes bøger lidt vanskelige at læse. De er ikke som noget andet. Man skal tilpasse sit øre og sind og bare følge hende, hvor end hun går hen.

Du debuterede forholdsvis sent som forfatter, i 2007. Har du altid skrevet?

– Jeg har altid skrevet essays. I den engelske og franske tradition er essays meget personlige. Jeg er utrolig glad for den type essayistik – og det er, hvad jeg selv begyndte at eksperimentere med. Mange af mine tekster svævede ligesom på tærsklen til at blive fortællinger. Jeg havde ikke tænkt så meget over det, men pludselig begyndte jeg at skrive de første tekster til Aftenskole, og så slog det mig: Det er som en uventet grænsekrydsning. Jeg var dér, på den anden side af hegnet.

Opstod dine andre bøger på samme måde? 

– Da der kun var dyr indeholder fortællinger, som er mere åbenlyst personlige end Aftenskole, og mere traditionelle noveller, hvad angår form og struktur. Men jeg vender altid tilbage til en fascination af billeder, som jeg tror kendetegner alle mine bøger. Selv i de fortællinger, hvor jeg ikke skriver rundt om et allerede eksisterende billede. Jeg forsøger altid at nå bagom det, man kan se i et billede og konstruere noget, som ikke nødvendigvis er synligt, når du iagttager det. Jeg er ikke så interesseret i, hvad der er på scenen, men snarere hvad der foregår i kulissen – både historisk og individuelt. Jeg er interesseret i at pakke stilheden ud. Det er noget, som på en eller anden måde vender tilbage i mine værker, og jeg forsøger at behandle det problem fra forskellige vinkler, forskellige perspektiver, forskellige stilarter og forskellige former. 

Apropos det, der foregår i kulissen, så læser jeg Aftenskole som et værk, der kredser om spørgsmålet om, hvilken lærdom, der udgrænses og dermed ikke pakkes ud?  

– Ja, det er rigtigt. På grund af de officielle fortællinger, vi alle oplæres i, har jeg altid følt en skeptisk mistillid til måden, som viden overleveres på. Der har altid været et problem med officielle fortællinger: I hvilken udstrækning er den viden, vi får overdraget, brugbar? Hvad kan uddannelse i realiteten give os? Er det tiltrækkeligt til at gøre en i stand til at konfrontere verden? Rækker det, når man er nødt til at improvisere, når man pludselig befinder sig i en situation, man aldrig har hørt om før? Når man forsøger at bruge de modeller, man er blevet undervist i og opdager, at de er ubrugelige. Hvad så? Hvad er det så, man kan forlade sig på? Hvilken slags viden?

Aftenskole præsenterer du et sted, som jeg læser det, en slags personlig kanon. Du citerer forfattere som Sándor Weöres, Àgnes Nemes Nagy og Péter Nádas. Hvad binder dem sammen?

– Det har jeg ikke rigtig tænkt over før. Det er forfattere, som på en måde er meget anderledes i forhold til den dominerende, ungarske litterære tradition, og det synes jeg utrolig forfriskende og interessant. Eksempelvis Sándor Weöres. Hans forfatterskab lader simpelthen til at være kommet fra en anden verden. Jeg har altid syntes, at han var totalt fascinerende som digter. Eller Margit Kaffka. Hendes værker er skrevet fra et specifikt kvindeligt perspektiv. Hvilket igen er anderledes, eftersom ungarsk litteratur, traditionelt set, har været – og på mange måder er – meget patriarkalsk. Heldigvis er der de seneste, lad os sige, 15 år sket en forandring, men det har stadig efterladt et stærkt mærke. Ikke kun på selve litteraturen, men også på den kritiske modtagelse, kanondannelse og så videre. Nu hvor du spørger: Jeg skrev bare stykkerne om de forfattere, som er vigtige for mig, et efter et, måske er det det, der forbinder dem, at de sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er undtagelsen – og reglen.

Som flere andre har din tyske oversætter, Térézia Mora, for nylig sagt, at den nuværende ungarske regering fører en kulturkrig. Hvordan oplever du den?

– Det er utrolig bekymrende. Man er tvunget til at forholde sig til problemet, og det bruger man hver dag meget tid og energi på. Alle kulturinstitutioner i Ungarn er i færd med at blive overtaget af staten – det er en proces, der har stået på de sidste par år. De holdes basalt set fanget i politisk og økonomisk forstand. Førhen virkede det, som om den nuværende regering mest var interesseret i økonomiske spørgsmål. Vi havde indtryk af, at det kulturelle område ikke havde nogen prioritet for dem. Men nu har det. Efter at have overtaget, ja, taget alle de offentlige medier til fange, også radio- og tv-kanaler, dagblade og så videre, er de gået videre til at angribe kulturinstitutioner, som traditionelt har været ejet og drevet af staten. Alle deres aktiver, inklusiv bygninger, flyttes over i private fonde, hvis bestyrelsesmedlemmer udpeges af Orbáns regering. De tæller nu også alle mulige forskellige literære institutioner. Hvis man er forfatter eller kunstner, er man altså nødt til at forholde sig til forskellige dilemmaer: Ansøger du dét eller dét stipendium, som staten udbyder? Det legitimerer systemet, tydeligvis. Censur har nu antaget en sofistikeret form: mangel på støtte. Det er blevet endnu mere problematisk under pandemien. Den ungarske regering valgte at give absolut ingen økonomisk bistand til uafhængige kunstnere, ingenting, nul. Det er blevet en overlevelseskamp. 

Hvor stiller det den kulturelle verden? Hvad lover fremtiden?

– Uanset hvad, der kommer til at ske til valget i april næste år, så bliver det noget nært umuligt at genskabe det, som er blevet ødelagt. Man kan ikke genåbne alle de teaterselskaber eller teatre eller relancere de aviser eller tidsskrifter eller universiteter, som er blevet tvunget til at lukke eller forlade landet. Skaden er uoprettelig. Der vil blive meget at tage sig af, hvis regeringen mister magten. Det vil blive noget nær umuligt, en utrolig vanskelig og lang proces, ligesom efter en krig. Det er ligesom at fælde træer. Javel, man kan plante nye. Men det er ikke det samme 200 år gamle træ, som har vokset der. Nu gælder allerede en anden historie for en anden generation.             

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.