Uendeligt eller endeligt krævende?

Simon Critchley:
Infinitely demanding. Ethics of Commitment, Politics of Resistance
Verso 2007

Anders M. Gullestad interviewede i Vagant 1/2010, den engelske filosof Simon Critchley, i en samtale der kredser om receptionen af særlig Infinitely Demanding(2007), der kom til at betyde et lille gennembrud for Critchley. Fra at have været en dygtig akademiker blandt andre, der kommenterer de store, betydende navnes værker, er Critchley nu muligvis på vej til at etablere sig som et navn i sin egen ret. Inden Critchleys ny, kommende bog The Faith of the Faithless udgives, kunne der derfor være grund til at kaste et blik på den lille, elegante og politisk vigtige afhandling fra 2007. Ikke primært fordi den indebar et mindre gennembrud for Critchley, men i særdeleshed på grund af dens omgang med et centralt problem, der optager eller burde optage alle politiske subjekter: Nemlig hvordan vi kommer fra anfægtelse til konkret og specifikt politisk handling?

To af de berømte spørgsmål, der opstod i kølvandet på Kants kritiske filosofi, lød som bekendt «Hvad kan vi håbe på?» og «Hvad bør vi gøre?». Simple spørgsmål, kunne man indvende, når nu vi befinder os i en senmoderne, refleksiv og globaliseret verden. Men spørgsmålene har ikke desto mindre fået en uhyggelig aktualitet i kraft af et scenarie, hvor det Ulrich Beck har kaldt det globale risikosamfund på den ene side er domineret af en ekstremt effektiv, amorf og altopslugende kapitalisme gift med en kynisk neo-liberalisme. Og på den anden side er præget af en afmægtig, forvirret, desorienteret og man kunne fristes til at sige: kastreret venstrefløjs-opposition. Over alt i den vestlige verden har det vi engang med sindsro kaldte for «venstrefløjen» (eller de «progressive», «humane» etc.) været trængt i defensiven af en stadigt mere selvsikker og dominerende højrefløj, der har erobret midten og etableret en ny konsensuel median.

Dette gælder i USA, hvor det republikanske højre som bekendt er nært allieret med den kristne højrefløj, i England (hvis vi kategoriserer Tony Blairs og Gordon Browns New Labour som et parti, der har forladt socialismen til fordel for en blød liberalismes tredje vej), Tyskland hvor Merkel og CDU hersker trygt, og Frankrig hvor Sarkozy afløste Chirac; i Italien regerer den udemokratisk sindede Berlusconi atter, i Skandinavien har højrefløjen typisk allieret sig med populistiske og nationalistiske yderfløjs-partier: i Sverige er Sverigedemokraterne på vej frem, i Danmark har Dansk Folkeparti haft uhyggeligt meget magt siden 2001, i Norge står Fremskrittspartiet urovækkende stærkt. Og i Putins og Medvedevs Rusland ville det være synd at sige, at et liberalt demokrati endnu har indfundet sig. Dette modsvares af en mellemøstlig scene, hvor en række korrupte og patriarkalske regimer kæmper mod fundamentalistiske terror-bevægelser og stærkt dogmatiske, ideologiske sammenslutninger som fx «Det Islamiske Broderskab».

Hvor står den gode gamle venstrefløj midt i dette morads? Svaret er, at den ikke rigtig står nogen steder, men derimod blafrer de-lokaliseret og konfust rundt mellem positioner der ikke for alvor rummer nogen virkningsfuld, politisk kraft. Simon Critchley citerer Yeats’ berømte linje om «the best lack all conviction, whilst the worst are full of passionate intensity».

Post-Marx og post-Debord kan vi summarisk skelne mellem diverse typer aktivisme ogNGO’er, og parallelt hermed et spektrum af forsøg på atter at etablere en både begrebsligt præcis, opdateret og effektiv afløser for marxismen i dens forskellige tilskikkelser; her kan vi i flæng opregne de væsentligste navne, hvor iblandt Chantal Mouffe og Ernesto Laclau, Jacques Rancière, Alain Badiou, Noam Chomsky, Slavoj Zizek, Michael Hardt og Antonio Negri, den sene Judith Butler, Michel Maffesoli, og efterhånden også Critchley selv – og som typisk modnorm John Rawls, Habermas, Rorty og Nozick. Endelig kan vi måske forsigtigt tale om en art «sindelags-venstrefløj», hvor man – den vestlige forbruger – køber økologisk, er optaget af miljø-spørgsmål, social retfærdighed og fordelings-politik, men derudover ikke for alvor ved nøjagtigt hvad man skal stille op overfor en selvbevidst, liberalistisk og borgerlig front – eksemplarisk fremstillet og udstillet i den danske forfatter Kirsten Hammanns romanFra smørhullet (2004).

Det er i dette felt, der er spaltet mellem et vakuum og et tåget rum, Simon Critchley i 2007, præ-Obama, entrerede med sin Infinitely Demanding. Bogen kan anskues dels som en kortfattet, men elegant og koncentreret opsummering af Critchleys filosofiske ansatser de sidste ti års, men dels også som en mellemting mellem aktuel diagnose og et opildnende manifest.

Skuffelsen

Udgangspunktet er den for Critchley-læsere velkendte pointe, at vi er konfronteret med en metafysisk skuffelse; en skuffelse, der giver ophav til religion og politik som kompensatoriske nødløsninger; og mere specifikt i senmoderniteten en skuffelse, der enten ytrer sig som det han betegner aktiv eller passiv nihilisme. Den passive nihilisme vil trække sig tilbage fra verden i bitter eller kynisk resignation over dens ondskab og uforstand; den aktive nihilisme ønsker brændende at destruere verden af nogenlunde de samme årsager. I begge tilfælde er der tale om en pervers tilbagetrækning fra det politiske (der selv er en effekt af det politiskes malaise), og det er imod denne tilbagetrækning, Critchley ønsker at kæmpe. Helt specifikt avler den såkaldte «krig mod terror» og den såkaldte «globalisering» en stadig mere uretfærdig og ulige verden – og Critchleys værk tager afsæt i en vred, men stålsat anfægtelse over uretfærdighed:

What might justice be in a violently unjust world? It is this question which provokes the need for an ethics or what others might call normative principles that might enable us to face and face down the present political situation. The main task of this book is responding to that need by offering a theory of ethical experience and subjectivity that will lead to an infinitely demanding ethics of commitment and politics of resistance (3)

Fra Al-Queda til Bush junior, hævder Critchley at vi kan se en re-teologisering af det politiske finde sted, rodfæstet i den passive og aktive nihilismes siamesiske tvilling-logik. Dette avler på sin side et «democratic deficit», en velkendt apati overfor og foragt for det politiske livs skuespil. Mere præcist ytrer skuffelsen og apatien sig i en fornyet interesse for teologi, der af svage eller kyniske sjæle anskues som et adækvat svar på det liberale demokratis sygdomme.

Critchleys helt centrale spørgsmål er, hvordan vi kan finde en teori om det etiske subjekt, der på samme tid tillader og redegør for den måde hvorpå selvet kan binde sig til at gøre det det opfatter som det gode? Via meta-etikken og normativ etik forsøger Critchley at danne et udkast til en teori om etisk subjektivitet, der da atter kan danne grundlag for en kommende, effektiv modstand indenfor det politiske. Critchley låner her tre ting: Fra Alain Badiou ideen om troskab overfor begivenheden; fra Løgstrup ideen om det uopfyldelige, asymmetriske krav som den etiske fordring udgør for os; og fra Lévinas ideen om at dette krav er subjektet iboende. Hvorfor iboende? Fordi subjektet er spaltet, heteronomt, forskelligt fra sig selv, med Critchleys ord er «dividueret», og derfor kun kan binde sig til kravet om det gode ved en «hetero-affektivitet» (10), dvs. ved et i både realiteten og princippet uendeligt forsøg på at svare på den fordring den anden præsenterer mig for qua anden. Mod Heidegger og visse strømninger i den tyske idealisme, der holdt så meget af den inderlige tragedie, sætter Critchley dog her humoren ind som afmægtigt karakteristikon for det splittede subjekt. Den type etisk erfaring, et sådan subjekt kan komme ud for, betegner Critchley ganske enkelt – og i bevidst opposition til både Nietzsche og Freuds afvisning af det sadistiske super-ego – som «conscience» (11), en samvittighed knyttet til en «ethics of discomfort» (11). Critchleys etiske subjekt er derfor hverken kynisk, indifferent eller ironisk, men tværtimod både anfægtet og engageret (det er en af bogens ubestridelige fortjenester at støve de bilagte termer «samvittighed» og «engagement» af på ny), men dog på en sådan måde, at humoren forhindrer det i at blive knust af enten billig patos eller masochistisk sorg over verdens dumhed og ondskab. Hvordan kommer vi nu fra etisk ubehag til politisk handling, spørger han retorisk.

Ifølge Critchley først ved en ekspliciteret beskrivelse af den etiske erfarings formellestruktur, udspaltet som den er mellem det han kalder henholdsvis «approval» og «demand». Dernæst ved at fastholde kernen af sandhed i Marx’ oprindelige diagnose af kapitalismens særlige væsen og dens konsekvenser (samtidig med at vi dog skrotter den forældede, rent bipolære kontrast mellem proletariat og bourgeoisie), og endelig ved via Gramsci og senere Laclaus genfortolkning af Gramscis «hegemoni»-begreb at pege på muligheden for forskellige typer nye, konkrete alliancer der kan sættes ind mod den globale neoliberalismes og kapitalismes uvæsen. Og i og med dette ved at tilslutte os særlig Rancières forståelse af det sande eller «radikale» demokrati som en «interstitiel» distance mellem lommer af modstand mod Staten indenfor rammerne af staten. Det vil sige en opkomst af former for dissensus, der for en tid lang bryder med konsensualismens og nihilismens træske dårligdomme. Med Critchleys ord er det etiske da en «anarkisk meta-politik» (13), en politisk aktivisme der ved at aktivere subjektet nedefra opponerer imod alle forsøg på at knæsætte orden og sikkerhed (der desværre identificeres med hinanden i kølvandet på mange terror-lovgivninger) indenfor et givet territorium.

Det etiske subjekt godkender, eller bedre: tilslutter sig aktivt den uendelige fordring den anden stiller mig over for, fx som indkapslet i sætningen «elsk din næste som dig selv», og dette i en god, ikke ond, cirkel. At det amoralske subjekt enten stiller sig ligegyldig overfor fordringen, for så vidt eksistensen af den overhovedet anerkendes, eller udsiger den med ironi og foragt, rokker ikke ved at fordringen findes som invitation til eller mulighed for en etisk erfaring. Critchley går nu videre med en stærkere dobbelt hypotese: 1. at det etiske subjekt dannes i og med mødet med det det opfatter som det gode, og 2. at svaret på fordringen er det der for alvor grundlægger det etiske subjekt. Critchley argumenterer negativt for den sidste påstand: hvis jeg gennem enten forræderi eller ondskab svigter fordringen, er jeg ganske enkelt et fejlslagent etisk subjekt – uanset hvilket system af værdier og normer jeg som subjekt nu måtte finde godt. Via en længere diskussion af Kant, Rawls, Habermas, Korsgaard m.fl. afviser Critchley nu halvvejs det han betegner som «autonomi-ortodoksien», altså den indflydelsesrige forestilling at subjektet for at være genuint etisk må være autonomt, i stedet for heteronomt bundet til konge, leder, Gud etc. Critchley vil, ikke overraskende, slå til lyd for et rebelsk, heteronomt moment i dannelsen af det etiske subjekt.

Hegemoni

Vi har et «motivational deficit» (39), et underskud af motiver og handlekraft – hvordan fabrikere flere etiske subjekter? Det er her, afhandlingens brændende og fremadrettede problemkreds er forankret. Ifølge Critchley ved indledningsvis rent filosofisk at mobilisere et amalgam af Badiou, Løgstrup og Lévinas. Udkommet er kort sagt, at vi i hjertet af det moralske må operere med forestillingen om et etisk subjekt dannet ud fra et eksorbitant, asymmetrisk og uopfyldeligt krav, også selvom Critchley til slut indhenter Lacan og spørgsmålet om humor til at mildne det potentielt masochistiske hos særlig Lévinas.

Kapitel 3 kredser om muligheden af at forkaste det «tragisk-heroiske» paradigme vi kan finde hos fx Heidegger og hans egentligheds-jargon (jfr. Adornos sønderlemmende kritik i Jargon der Eigentlichkeit fra 1964, en kritik Critchley fuldt ud synes at tilslutte sig), og at gøre dette med henvisning til det vi kunne kalde for en post-derridask «originær inautenticitet» for det spaltede subjekt, et subjekt der yderligere gennem anerkendelsen af det komiske kan undvige affirmationen af det tragiske (78-79). Det indebærer for Critchley muligheden af at afdække et «super-ego II», et ex-centrisk subjekt der på den ene side er udsat for det eksorbitante krav, men som på den anden side kan bære det med komisk anerkendelse.

Efter disse indledende manøvrer er han klar til i bogens fjerde og længste kapitel at udfolde de politiske og aktivistiske implikationer af udformningen af en skitse af den etiske erfarings formelle struktur og det etiske subjekts særlige art. Med andre ord, at gå fra etikkens uendelige krav om engagement til politikkens konkrete spørgsmål om modstand. Critchley oplyser beredvilligt at projektet på samme tid er deskriptivt og normativt. I sit udgangspunkt noterer Critchley at klasse-analysen må besinde sig på, at vi i dag har en mangfoldighed af sociale aktører, der ikke kan passes ind i klasse-begrebets arkaiske spændetrøje (91). Dernæst tilkobler han Gramscis hegemoni-begreb, defineret som: «the formation of collective will and political associations out of the divergent groupings that make up civil society and which is based in local and situated forms of communality» (91). Ifølge Critchley gælder det – badiousk – at det centrale politiske problem er navngivning. Det kollektive politiske subjekt kan fx ikke længere meningsfuldt hedde «proletariatet», i stedet peger Critchley på navnet «indigenous» fra Mexico og Australien og hævder at vi her har et dueligt, aktuelt eksempel på vellykket navngivning. Derefter opponeres der imod Lenins ønske om at afskaffe Staten (også i denne henseende er der en dyb overensstemmelse med Badiou, jfr fx dennes Abrégé de métapolitique fra 1998), til fordel for optegningen af den «interstitielle», kritiske distance indenfor rammerne af Staten.

«Politik» defineres da som: «praxis in a situation that articulates an interstitial distance from the state and allows for the emergence of new political subjects who exert a universal claim» (92). Og der tilkobles et hængsel mellem etik og politik: «Politics is an ethical practice that arises in a situation of injustice which exerts a demand for responsibility» (92). Ud fra dette «hængsel» peger Critchley på to vigtige linjer. Dels efter Lévinas det «arkiske», heteronome subjekt; og dels på en art neo-anarkisme, der i modsætning til den klassiske variant tager spørgsmålet om et kollektivt ansvar alvorligt, og dermed ikke forfalder til individualistisk hedonisme, som jo netop også er neo-liberalismens kendetegn. Ud fra en elegant og skarp argumentativ vandretur mellem alle disse positioner og figurer og propositioner, forsøger Critchley med et badiousk credo at appellere til: «militancy and optimism, an occasion for political resistance that arises from the infinite demand of an ethical commitment» (94). Her er det værd at bemærke, at Critchley omhyggeligt viger uden om en af venstrefløjens (og undertiden også højrefløjens) klassiske faldgruber, nemlig en debil moralisme der i realiteten indebærer en depolitisering af feltet: «the risk of a moralization of politics and hence the risk of depoliticization» (130). Det betyder også, at han i sin konklusion kan lægge afstand til Agambens forestilling om tilbagetrækning og potentialitet, og Žižeks idé om et «parallaktisk» blik, fordi begge tiltag forekommer Critchley at terminere i en blindgyde, de facto i en passiv nihilisme (131).

Som appendiks er optrykt en forelæsning Critchley gav i New York og andetsteds i tiden efter George Bushs genvalg i 2004. Det mest interessante ved dette appendiks er, at det lancerer begrebet om en «krypto-schmittianisme» som navn for Republikanernes fremfærd i USA, og derudfra argumenterer at Demokraterne aldrig vil kunne vinde kampen ved systematisk at være for pæne og velopdragne mod en benhård og brutal modstander, og drastisk at undervurdere modpartens taktiske og strategiske intelligens – som Critchley udmærket udtrykker det: intet er dummere end at påstå, at Bush er dum. Med «krypto-schmittianisme» henviser Critchley til den tyske retsfilosof Carl Schmitt, hvis værk har oplevet en tankevækkende renæssance de sidste 10-15 år. Tankevækkende, fordi Schmitt var manden bag den anti-demokratiske idé om suverænen, som den der bestemmer over undtagelsestilstanden. Og dermed også den såkaldte «decisionisme», ifølge hvilken afgørelsen optræder som suveræn akt hinsides det endeløst diskuterende demokratis palaver – det relevante hovedværk af Schmitt er her Politische Theologie (1922). Helt bortom Chantal Mouffes sympatiske forsøg på at genoplive Schmitt, er Critchleys påstand da, at Cheney og Carl Rove især, lykkedes med at reaktivere Schmitts tankearv. Dette appendiks burde alene i sig selv være pligtlæsning for en hel del skandinaviske venstre-intellektuelle. I interviewet iVagant 1/2010, tilføjer Critchley, at Obamas hidtil største fejl har været at kappe forbindelsen til hele den græsrods-bevægelse der – usandsynligt – bar ham frem mod magten. Obama forbrød sig dermed mod det gramsciske hegemoni, for hvilket det endelig lykkedes ikke-voldeligt at vriste USA fri af republikanernes hårde greb. I en bibemærkning kunne man spørge Critchley hvordan han ville forholde sig til den konservative højrefløjs hegemoni i form af Tea-Party-bevægelsen? Organisatorisk er der tale om en formation, som opfylder Gramscis fordringer, men ideologisk kunne man argumentere for, at bevægelsen i bred forstand sigter mod at negere dén etiske erfaring Critcley skitserer?

Engagement og modstand?

Men hvad er nu udkommet af Critchleys projekt? Som krystalklar og uhyre pædagogisk formidlet (man mærker, at Critchley nu i nogle år har skullet undervise amerikanske studerende) opsummering af ansatser i hans tidligere værk, tilbage til The Ethics of Deconstruction (1992) og Ethics-Politics-Subjectivity (1999), fungererInfinitely Demanding glimrende. Som aktuel diagnose af den teoretiske tilstand på den intellektuelle venstrefløj i USA og Europa fungerer bogen ligeledes overordentligt godt – den er både præcis og fintmærkende. Lad gå, at især Badiou og i nogen grad Ranciére er de stærke, selvstændige, filosofiske hoveder, og at Critchley for en stor dels vedkommende abonnerer på ideer derfra. Som et overmåde sympatisk manifest, endelig, der ønsker at bryde med apati, resignation, futilt raseri eller gedulgt revolutions-romantik (Žižek), er den fremragende. Critchley fremstår i Infinitely Demanding som en godhjertet men langt fra naiv eller kynisk filosofi-professor og – i ordets bedste forstand – som en kosmopolitisk engageret intellektuel.

Men alle disse flatterende og fine træk er hjemsøgt af mindst eet centralt problem. Hvis vi cirkler tilbage til Kants to spørgsmål, «Hvad kan jeg gøre?», og «Hvad bør jeg håbe på?», så besvarer Critchley begge spørgsmål. Jeg bør håbe på en mindre uretfærdig verden, hvor handledygtige individer (etiske subjekter) reelt kan gøre og gør en forskel. Og hvad kan JEG gøre? Være med til at danne et gramscisk (laclausk) hegemoni, dvs. tage del i allehånde typer konkret praxis, der kan danne selv nok så beskedne skridt frem mod en ændring af status quo – fx være anfægtet nok til at arbejde for «Læger uden grænser», donere midler til Amnesty International, arbejde for PEN, opnå mere selvstyre på en given institution, etc. etc. Frem for udelukkende og alene at bekymre mig om en endnu mere glimrende karriere og en højere indtjening, større prestige og anerkendelse, altså alle det plagede, senmoderne individs narcissistiske byrder i den vestlige verden.

Jeg kan med andre ord beflitte mig på at blive et spaltet, heteronomt etisk subjekt der påtager mig den etiske fordrings uendelige uopfyldelighed med komisk anerkendelse og militant optimisme. Dette KAN jeg gøre. Og det BØR jeg gøre. Uden tvivl. Men selv om Critchley mange gange strejfer spørgsmålet, mangler han stadig at forklare os præcis hvordan vi kan avle en situation, i hvilken alt dette får en bindende kraft der reelt, i den politiske praxis, kan avle flere subjekter. Vi har på sæt og vis det man kunne kalde for et «Pinocchio-problem»: der er ingen bånd der binder mig. Anderledes sagt: Critchleys interesse for det bindende, for båndet der i første ombæring udsætter subjektet for etikken, og i anden ombæring bringer det fra etikken til politikken – denne både sympatiske og skarpsindige interesse for båndet har ingen rigtig forklaring på, hvordan båndet overhovedet i første runde skal komme for dagen og begynde at binde? Hvad eller hvem binder båndet? Hvis ikke Gud, hvis ikke Lévinas, Gramsci, Lacan, Badiou, Rancière eller Critchley selv? Hvad forhindrer os i at sidde appellen overhørig? Intet, er Critcheys udmærkede svar, eller «almost nothing» som det hedder i værket fra 1997 (Very Little … Almost Nothing). Men som jo også kommer til at fungere som en urovækkende fordobling af den velkendte lakune, han selv fint udpeger i Kants praktiske fornuft – hvorfra hidrører morallovenes bindende påbud overfor det autonome, fri subjekt? Hos Kant må og skal vi forudsætte dem, lige som det moralske ego må og skal fyldes af agtelse konfronteret med lovenes oversanselige eksistens. Det er gode og rigtige grunde der opregnes (uretfærdighed for fx sans-papiers i Frankrig), men er de partout bindende? Nej, kun hvis vi frit vælger at binde båndet om vores etiske halse, eller de facto rammes af den etiske kraft i anfægtelsen. Og dermed er vi tilbage hvor vi var, inden vi læste Critchley, hverken mere eller mindre tomhændede, eller mere eller mindre aktivistiske. Her har vi samvittighedens tautologi: hvis du har en samvittighed, vil du have en samvittighed.

Den finitte fordring

En af Becketts vagabonder går engang forbi en indigneret og højtråbende agitator, der står på ladet af en hestevogn og tilråber folket. Vagabonden hører løsrevne ord, «Marx», «the People», men pludselig peger missionæren på vagabonden, og siger: «dér, dér har vi en af Folket»; vagabonden bliver forskrækket og skynder sig videre, hvorefter han tænker «it was all Greek to me». Becketts stilfærdigt underfundige humor peger på båndets problem, på Pinocchio-problemet. Navngivningens gestus, her med navnet «proletaren», har ingen bindende og aktiverende kraft for subjektet, tværtimod fungerer det som en fælde, han må skynde sig ud af. I Infinitely Demandinghar vi en klog kritik af den beckettske agitator på ladet af hestevognen; men stadig ingen rigtige svar på, hvordan vagabonden kan forvandle sig til et etisk forpligtet og dernæst politisk handlende subjekt.

Det betyder langt fra, at det er forgæves eller omsonst at læse Critchley. Tværtimod har vi at gøre med et værdifuldt bidrag til en trængt, desorienteret og svag venstrefløj over alt i den vestlige verden. Men «infinitely» krævende er den desværre ikke, nok kun «finitely» krævende; der er et spring, nogle ville sige et fald, fra Badious uendelighed til Critchleys endelighed. Og man kan spørge sig, om det er nok til at producere mere intense former for hegemoni. Det er det muligvis nok indirekte, ved energisk at afvise den passive og aktive nihilismes mange træske Hydras-hoveder; og man kan næppe bebrejde Critchley, at han ikke er troldmand, tværtimod er det både befriende og troværdigt at han afviser charlatanens, sekt-lederens og politikerens magtdrukne løfter om lykke. Derfor kan man også spørge anderledes: er meta-etikken og den normative etik overhovedet megen nytte til, når de selv i hænderne på en kløgtig filosof som Critchley, ikke for alvor binder bånd? Her sniger den passive nihilismes skepsis sig ind, og den er af det onde. For den militante optimismes skyld – og for den beskadigede verdens skyld – skal jeg derfor ende med at opfordre læseren til at forsøge at udsætte sig for Critchleys finitte fordring.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.