Den rumænsk-franske dada-poet Tristan Tzara (1896–1963) tilskrev sit første manifest den mystiske Monsieur Antipyrine. Antipyrine var et antiørevoksmiddel, og manifesterne blev præsenteret som en slags farmaceutiske produkter, der skulle helbrede lytteren med visioner om en bedre verden efter Første verdenskrigs vanvid.
Den gamle verden skulle vrøvles bort og en ny verden vrøvles frem. Det århusianske forlag Antipyrine udgav i november 2020 Tzaras syv vilde dadamanifester side om side med billedkunstner og forsker Jakob Jakobsens (f. 1965) indlæggelsesdagbog, og her er der sandelig også meget medicin på bordet – bare af den antidepressive slags. Jakobsen forsker i de historiske avantgardebevægelser, som Tzara var del af, men befinder sig i en depressiv samtid, hvor det utopiske overskud stort set er bukket under og ligger i fosterstilling og puster på gulvet.
Det at falde udenfor bliver en politisk protest.
Den danske kunsthistoriker Mikkel Bolt har siden 2004-udgivelsen Den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik kastet lys på situationisterne i en række publikationer. Med franske Guy Debord i spidsen og med ikke så få danskere involverede – mest profilerede var Asger Jorn og Jørgen Nash – kaldes de den sidste avantgarde, fordi deres intention var at vende kunsten ryggen til fordel for radikal politisk aktivisme. Enhver situationismeentusiast bør genkende Jakobsen fra projektet Copenhagen Free University (2001–2007), et situationistarkiv, som han grundlagde sammen med billedkunstkollegaen Henriette Heise. De seneste år har Jakobsen stået for grundlæggelsen af flere eksperimentelle institutioner som Hospital Prison University Archive og Hospital for Self Medication, som blandt andet har fungeret som udstillingsrum, møderum og aktive radiostationer med flere podcastserier bag sig.
Under sin indlæggelse, som dokumenteres i dagbogen, begyndte Jakobsen at pynte sin hvide celle på det psykiatriske hospital, hvor han var indlagt på grund af depression og angst. De kulørte papirark han brugte gjorde noget ved rumfølelsen, skriver han. Han oplevede ikke længere at være fanget i en kridhvid boks. Jakobsens dagbogsskrift er performativ på den måde, at vi gradvist kan se, at han vækker sig selv til live med skriften.
Teksten bliver et »hjernespor« og kan dermed blive kompliceret at redigere. Det er jo netop en pointe at se, hvordan både sind og skrift udvikler sig undervejs. I de første indlæggelsesuger skriver han kortfattet, køligt og med stor mistro til sine omgivelser og til »systemet«, der omgiver ham og foregiver at ville hjælpe ham. Selve skrivesituationen er mildt sagt udfordrende: Jakobsen vender mange gange tilbage til det faktum, at han er ordblind og taster teksten på sin mobiltelefon med sin ene tommelfinger og sender det hele afsted til sin ven forfatteren Claus Handberg, tekstens redaktør. Han vil have os til at forstå, at det at være deprimeret ikke er det samme som at være en smule trist. Det er snarere en alvorlig, dybtliggende handlingslammelse:
Når man lider af depression, har man nul selvværd og nul overskud. De kunne have stillet en cementblander ind i rummet, og jeg ville ikke være i stand til at beklage mig.
Jakobsen ser verden gennem en deprimeret linse, men han bruger også sin viden om den antipsykiatriske bevægelse fra 1960’erne, hvis grundtanke var, at det ultimativt er samfundets normer, som skaber de syge. Det konkurrencesamfund, der oprører Jakobsen, skaber en skillelinje mellem de, som kan leve op til normaliteten, og de, som falder udenfor. Det at falde udenfor bliver en politisk protest, at påtage sig en identitet som taber er en solidarisk handling med de marginaliserede eksistenser. Filosofien udtrykkes tydeligt i Ken Keseys roman One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1962), hvor rebellen på den psykiatriske afdeling i Oregon, Randle Patrick McMurphy, står for et sundt raseri og sunde seksuelle drifter, der holdes i skak af et frigidt og konservativt magtmonopol repræsenteret af Nurse Mildred Ratched.
Det utopiske overskud er bukket under og ligger i fosterstilling og puster på gulvet.
Jakobsen har meget angst, hvilket har at gøre med tidligere tiders behandling af psykisk syge. Ikke at man med sikkerhed kan antage, at dagens system ene og alene er humanistisk indstillet, i det mindste er den eventuelle magtudøvelse blevet langt mere diskret. Jakobsen skriver for at huske, hvad han gennemlever. Han mener, at medicinen, han får, muligvis fjerner traumet, men samtidig fjerner personligheden og hukommelsen. Det er blandt andet dette, han forsøger at bekæmpe med sin dagbogsskrift. Langsomt kommer nye toner ind, som kærlige følelser for kæresten, børnene og en veninde i London. Veninden (Sophie Carapetian) har også en diagnose, og deres tanker om kommunisme og mental helbred udfoldes i podcastserien Social Crisis! Mental Crisis! Langsomt opstår der også et fællesskab med de øvrige indlagte, og vi får løbende en serie miniportrætter af dem.
Ifølge den antipsykiatriske tankegang er det samfundssystemernes undertrykkende rationalitet, som fører til udstødelse og straf af de, som ikke passer ind. Denne tankegang lever videre i dagens filosofi. Blandt andet har den danske forsker Mikkel Krause Frantzen bidraget til at formidle den britiske teoretiker Mark Fishers tanker om politisk depression i bogen En fremtid uden fremtid. Depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger (Information Forlag, 2018). Fisher (f. 1968) underviste på universitetet Goldsmiths i London og bloggede ivrigt om musik og filosofi i 00’erne. Han led af depression og tog sit liv i 2017, og hans tekster om populærkultur og sammenhængene mellem det kapitalistiske system og psykisk sygdom har nærmest startet en bevægelse. I Capitalist Realism: Is There No Alternative? (Zero Books, 2009) nikker han til tænkere som Michel Foucault, Gilles Deleuze og Felix Guattari og beskriver blandt andet, hvordan kapitalismen er blevet usynlig som ideologi, den er blevet til natur; den kan ikke kritiseres, den er ikke tydelig som et system, som kan skiftes ud, og hvis vi fejler, er det vores egen skyld. På den baggrund må vi spørge: Hvad er egentlig galt med Jakobsen? Han virker vred, han er vred på Pia Kjærsgaard, på Stram Kurs og på de identitære bevægelser, men vreden vender vrangen ud og bliver til en lammende følelse af fravær:
De sidste dage har været meget tunge. Der tales hele tiden om negative tanker. Jeg har ingen negative tanker. Der er ingen dramatiske overskrifter. Der er ingen brokker fra min barndom, som vender tilbage. Intet. Det er mig selv, der er negativ. Min ladning er vendt imod den positive verden af bekræftelse og profit. Jeg er negativ. Mit sind er et sort hul, der suger alt til sig ned i mørket, sproget er væk, tankerne er væk, jeg er væk.
Jakobsen er langsomt ved at få det lidt bedre, men det er de mindste ting, som vi andre knapt ville bemærke, der vækker stor angst i ham. Han ser for eksempel nogle klistermærker fra den identitære bevægelse udenfor og omkring hospitalet, og den angstdrevne fantasi giver ham hurtigt følelsen af, at han er omringet af fjender, som dybest set vil de indlagte sjæle, i mange tilfælde hjemløse med misbrugsproblemer, til livs. Skriften er ofte flegmatisk og fuld af gentagelser, hvilket på mange måder afspejler et nedstemt sind. Samtidig kan den glimtvis gnistre, idet den formulerer et specifikt syn på psykisk sygdom, som ikke handler om, at du er din egen lykkes smed og eneste ansvarlige for at komme til hægterne igen. Teksten kan fremstå lidt løsrevet, hvis man ikke samtidigt opsøger Jakobsens øvrige aktiviteter. Hvis disse lægges til det overordnede indtryk, så tegner der sig straks en stærkere profil af en kunstner og hans ligesindede, som argumenterer for en slags depressiv aktivisme, der modsætter sig kapitalismens forskellige imperativer.
