Uafgørlighedszonen

Først publisert i Vagant 4/2004

Omkring år 2001 blev Claus Beck-Nielsen erklæret død. I 2002 udkom hans efterladte værk Selvudslettelser og i 2003 udgav danske Gyldendal en biografi om ham, Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Claus Beck-Nielsen har desuden efterladt sig et teater, Das Beckværk, i udkanten af København, et teater, der udelukkende iscenesætter Beckværker, i teaterrummet, såvel som på verdensscenen.

Jeg er rejst til Danmark for at interviewe et menneske. Spørgsmålet er hvem? Før jeg får tændt diktafonen siger han, at han ikke er identisk med Claus Beck-Nielsen. Den, der taler, er enten lederen af teatret Das Beckværk, eller forvalteren af Claus Beck-Nielsens livsværk das Beckwerk. Førstnævnte hedder Nielsen. Sidstnævnte er i princippet navnløs, men går under betegnelsen ”c/o”, care of, og må finde sig i, at folk og fæ og journalister og børn kalder ham ”Claus Beck-Nielsen” – eller sågar ”Hej Claus” eller ”far”. Det er betingelserne: manden såvel som samtalen bevæger sig i det ubestemmelige felt mellem værkets og menneskets to yderpoler – fra verdensscenen til den biografiske skrift, fra værkfører Nielsen til den navnløse forvalter af livsværket.

Jeg får endelig tændt for diktafonen og begynder at tale med værkføreren om Das Beckværks aktuelle projekt The Democracy – Destination: Iraq. Projektet tog i 2002 sit udgangspunkt i en klassisk teaterforestilling, Parlamentet, men forlod derefter teaterrummet og blev en iscenesættelse af det offentlige rum i Danmark, inden to af aktørerne, Nielsen & Rasmussen, i januar i år bragte parlamentet til Irak. For nylig, i anledning af det netop overståede præsidentvalg, skiftede projektet navn til The Democracy – Destination: USA. En række reportager herfra har været at læse i Morgenbladet i oktober og november 2004.

Hvornår fandt I ud af at I skulle til Irak?

Der kom et tidspunkt hvor det blev åbenlyst, at der bare ikke var nogen vej udenom. Vi tog en formel konsekvens. Man laver en teaterforestilling som handler om en mand, en arkitekt, i en verden, som ligner vores, bortset fra at de to ord ”demokrati” og ”parlament” ikke eksisterer. Han får den idé at han vil bygge et parlament og det mislykkes. At sætte et sådant stykke i scene samtidig med at amerikanerne planlægger en demokratisering af Irak gør det meget nærliggende at forbinde de to ting, at tage ikke blot skuespillets historie, men også verdenshistorien på sig. Når man sætter en sådan forskning i scene så kan man enten bare blive inde i den, i værkets lukkede rum eller også kan man åbne det og se hvad der sker. Der var jo det smarte ved 1980-kunstnernes knaldhårde værker, at de var så hårde at de ikke gik i stykker. Men når man som os begynder at arbejde med de mere porøse former, så ender værket aldrig, så tager det aldrig endelig form, så fører det videre hele tiden. Akkurat ligesom verdenshistorien, som også blev ved, selv om Francis Fukuyama forsøgte at erklære den slut.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

På et tidspunkt erklærede Nielsen Das Beckværk for irakisk territorium, og dermed blev det et muligt mål for amerikansk invasion. Nielsen udsendte unilateralt – uden at informere teatrets øvrige medarbejdere – en noget kontroversiel pressemeddelelse, ifølge hvilken Das Beckværk sågar anså den siddende irakiske præsident som deres folkevalgte leder. Den pressemeddelelse førte til en splittelse af teatret og en fraktion under ledelse af politisk dramaturg Thomas Skade-Rasmussen sendte en satellit ind til byens og magtens centrum på Kongens Nytorv, hvor de oprettede Det Demokratiske Irak.

Efter nogle diplomatiske forhandlinger og Nielsens to legendariske ”lange vandringer gennem Danmark” med henholdsvis det irakiske og Demokratiets Flag, enedes man om at genoptage samarbejdet i en beckvaerk-container på Kongens Nytorv. Containeren blev erklæret for værende et overstatsligt territorium. Målet var at den skulle komme til at rumme en universel model af Demokratiet, som kunne eksporteres til og iscenesættes i alle egne af verden. Containeren fik et stort skilt på siden: The Democracy.

Mange laver jo nogle ting, som ikke har noget som helst at gøre med nogen form for virkelighed og kalder det alligevel for ”politisk teater”. Det vil jeg helst ikke påstå, at vi laver. Men det vi laver, må have en konsekvens, det kan ikke bare være sådan noget ”politisk kunst” man går og hygger sig med i et eller andet kultur-miljø.

Ja, hvis man stoppede der, så var det stoppet i det hyggelige lille danske rum. Men når der nu pludselig stod The Democracy – Destination: Iraq på siden af containeren, en container der ikke var lukket inde i teatret, men havde indtaget en central plads i København, så måtte skiltet have en konsekvens, så måtte nogen bringe containeren til Irak. Og da der ikke er andre end os, så var vi – Nielsen & Rasmussen, nødt til at gøre det.

Det er jo at lege for alvor, kunstneren der løber en risiko?

Ja, helt klart og det kan man godt gøre bare med et haikudigt, det er slet ikke på den måde, men der er nemlig bare ikke ret mange som tør risikere noget, det meste bliver kunst for kunstens skyld, for kunstnerens skyld, folk vil gerne være del af et miljø – og det er sikkert også hyggeligt, men det er privat på den virkelig private måde.

Kunsten kobler sig jo op til et socialt felt, men det kan ende ud i en masse aktiviteter blot for sig selv og hinanden. Jeg mener, det kommer an på hvad man bruger socialiteten til – at diskutere og gøre ting, forestille sig at man kan ændre noget, stort eller småt. Det er svært at kalde det andet end idealistisk, at bilde sig ind at man beskæftiger sig med kunst. Men det er vel heller ikke forkert at være idealistisk? – Og så tog I til Irak. I havde etableret en form for midlertidigt parlament i et telt?

Stykket Parlamentet tog udgangspunkt i hovedpersonens – Arkitektens – vision: hans vision om et verdensdemokrati og hans tegning af Verdensparlamentet. Grundfiguren var dialektisk: en cirkel i et kvadrat i en cirkel i et kvadrat i en cirkel i et kvadrat, et modsætningernes rum, et dialektisk rum som så i fire porte åbnede sig mod alle verdenshjørner.

Og da vi så senere brød ud af værket, så tog vi fiktionen med os, vi tog den på os. Det Nomadiske Parlament, som vi bragte med os til Irak, er blevet til i samarbejde med arkitekten Merete Ahnfeldt Mollerup, men på grundlag af den fiktive Arkitektens tegning, som igen er inspireret af parlamentet i Dakka i Bangladesh, tegnet af Louis Kahn. Og så har vi – fordi vi altid bruger forhåndenværende materialer – købt et igloo-telt og bygget det om til Det Nomadiske Parlament.

Men fik I kontakt – det fik I jo, jeg har set nogle billeder hvor der er masser af folk?

Vi afholdt 13 egentlige parlamentsmøder, og hvert enkelt af dem var også et formelt forsøg, et forsøg på at finde ud af, hvilken form den ideelle parlamentsforsamling skal have. Det var ikke hver gang, at vi overhovedet slog Det Nomadiske Parlament (DNP) op, nogle gange placerede vi bare selve Demokratiet – altså kassen med ”The Democracy” – midt i mængden og tog udgangspunkt i den. Og dér, i Parlamentsforsamlingen på Universitetet i Basra (peger på billede), er parlamentet ikke helt slået op endnu. Her har vi en vej ude i en ørken ved siden af et universitet, der sidder mennesker på hver sin side, det er et meget smukt parlament, og vi havde som sagt mange forskellige former for parlamentsforsamlinger i Irak, som Nielsen så flittigt tegnede ned i sin notesbog.

Både den kunstneriske institution og den politiske, parlamentariske, folketinget, hvad er det konkret? Det er et hus. Men I flytter ud fra institutionen – det nomadiske er jo noget der er i bevægelse, noget som er åbent. I forhold til de der institutioner, det er jo bare et hus – det er noget der er på TV?

Ja, det er jo klart, det er et stykke arkitektur. Det er på én side helt konkret, og det er heller ikke nogen metafor, det er et helt konkret rum, der kan bruges, og samtidig så er det et utopisk rum, et endnu ikke eksisterende rum: Det universelle demokratis rum.

Læser fra brochure: ”In the past all (national) parliaments have been monumental buildings placed in centres of capitals, buildings that signal power, buildings with limited access for the demos, buildings guarded by the police. The Nomadic Parliament signals the vision of an open Parliament with unlimited access. A portable parliament. A parliament for all who wish to participate in the endless creation of democracy and democratic governance.”

Ja, traditionelt er ethvert parlament centralt placeret, det er lukket og bevogtet, svært tilgængeligt, og meget stort og tungt. Det Nomadiske Parlament er det stik modsatte, det er gennemskydeligt og gennemskueligt, hypermobilt og let tilgængeligt for alle og enhver.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Ja, og alt i alt er hele projektet – ligesom verdenshistorien – uafslutteligt, det fortsætter, fordi der er tale om et samspil mellem nogle formelle størrelser – Det Nomadiske Parlament, kassen med The Democracy, de to helt almindelige europæere Nielsen & Rasmussen – og på den anden side verdenshistorien. Begivenhederne på verdensscenen bestemmer i høj grad udviklingen af vores historie. Og det betyder at vi nu, af historisk nødvendighed, skal videre til Washington DC, USA.

Vi efterlod Demokratiet og Det Nomadiske Parlament hos en gruppe unge, hyperaktive irakere i Bagdad. Vi søgte støtte hos Det Danske Udenrigsministerium og fik tilsagn om 1,9 millioner kroner til at åbne et demokrati- og kulturcenter i Bagdad. Men planerne blev stoppet, pludselig holdt Udenrigsministeriet pengene tilbage på ubestemt tid, på grund af ”den forværrede sikkerhedssituation” i Irak. De var bange for at få os hjem uden hoveder. Og den ”forværrede sikkerhedssituation”, den skyldtes jo i høj grad de løsslupne billeder af amerikanske overgreb i Abu Ghraib fængslet, som viste, at der er et eller andet helt galt i den amerikanske demokrati-opfattelse. Og det problem er vi nødt til at gøre noget ved – vi må re-demokratisere USA– for at kunne komme videre med demokratiseringen af Irak.

Vi har hele tiden arbejdet i en parallelaktion med den amerikanske, med deres forsøg på at demokratisere Irak og derefter resten af verden. Vi er altså ikke tidstypiske europæere, ikke noget anti-krigs her, vi er ikke mod afsættelsen af Saddam Hussein, vi holder til udenfor den der europæiske polarisering mellem koalitionslande på den ene side og Tyskland og Frankrig og kompagni på den anden side. Nielsen & Rasmussen er hverken mod krig eller for krig, de er på én gang mere pragmatiske og mere utopiske.

Vores projekt er en parallelaktion til den amerikanske, og den amerikanske aktion på verdensscenen tager udgangspunkt i en slags utopi, en idealisme formuleret af de såkaldt ”nykonservative” i Project for the New American Century. PNAC har siden 1997 været bagmændene bag Bush’s befrielse af det irakiske folk og forsøget på at demokratisere landet som det første af en hel række – Iran, Saudi Arabien, Nordkorea. Men noget er gået galt, og det må viså rette op på. Vi skal så hente Demokratiet fra sin nuværende vugge i Irak og bringe det den modsatte vej. På vejen skal vi afholde et møde i Jordans hovedstad Amman, et parlament, hvor vi forsøger at samle så mange mellemøstlige hoveder som muligt for i fællesskab at lave en plan for demokratiseringen af USA, en plan som samles i et skrift, der skal svare til det charter som PNAC tog udgangspunkt i. De skrev i 1997 et charter, og det skal vi nu genskrive, så det bliver et charter for demokratiseringen af USA, en klar beskrivelse af, hvad det er, den gamle verden skal gøre for at rette op på den amerikanske demokrati-model, så den kan blive universel og kan eksporteres til resten af verden. Vi tager denne gang udgangspunkt i to gamle civilisationer og også samfundsstrukturer, den europæiske og den mellemøstlige, i håb om at kunne tage og bringe erfaringer derfra til USA.

Det virker jo netop som om at kommunikationen den anden vej er vældig svag eller bliver stoppet?

Ja, men hvis man som amerikanerne slet ikke forestiller sig, at der er noget at finde den anden vej, hvis man slet ikke forestiller sig, at der muligvis er noget at modtage fra resten af verden, så er det klart, så kommer der ikke noget.

Det er fordi de ved hvem irakerne er, de har billedet.

Det er et helt grundlæggende problem for amerikanerne, og det er også en stor del af grunden til, at det er gået helt galt for dem i Irak. De ved på forhånd, hvordan irakerne er, og de ved, at irakerne ikke skal være dem, de er.

Irakerne har jo vældig svært ved at trænge igennem det billede der bliver dannet i medierne, de har ikke den samme kraft til at definere sig selv, så de bliver i højere grad defineret, og så stopper kommunikationen, så er det jo i virkeligheden Amerika som taler med et fjendebillede. Men hvad skal I så, tager I simpelthen teltet – og?

Vi skal ned og hente det i Bagdad eller ved grænsen. For at Udenrigsministeriet skulle kunne legitimere deres deltagelse i invasionen var de nødt til at lave nogle initiativer, der har at gøre med demokratisk genopbygning. Og når det er Udenrigsministeriet, man har med at gøre og ikke Kulturministeriet, så er det jo pludselig mange flere hundrede millioner end det normalt er – men der var ingen der turde søge dem, så de var nødt til … de bevilligede i hvert fald os to millioner kroner til at lave Parallelaktionen som skulle starte med etableringen af et kulturcenter, kultur- og dialogcenter, et demokratisk rum i Bagdad sammen med irakerne. Så Rasmussen skulle flytte derned, men så i sidste øjeblik i maj måned tilbageholdt de pengene netop på grund af det der skete i Abu Ghraib – og hovederne, der begyndte at skille fra kroppene: halshugninger af vestlige gidsler vist på arabiske fjernsynskanaler. Derfor ville Udenrigsministeriet ikke give penge til nogen, de ville ikke have nogen der kom tilbage uden hoved eller omvendt, hoved uden krop. Så grunden til at vi ikke kunne fortsætte i Irak, det var simpelthen fordi det danske udenrigsministerium holdt de to millioner kroner tilbage, på ubestemt tid, og hvorfor gjorde de det, det gjorde de på grund af de billeder der. Så det er ikke bare noget vi lige finder på, der er også en økonomisk logik i det.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Du har jo skrevet en del skønlitterære bøger: Vejlederne (1997) og Horne land (1999) og Selvudslettelser. Disse bøger arbejder med sproget på en specifikt litterær måde, men Claus Beck-Nielsen (1963-2001) En biografi (2003) som jo til dels er collage – dér er det som om skriften forsøger at være enklere. Sproget er jo journalistisk meget af vejen, første halvdel er det. Bogen består indledende af en collage af avisartikler som senere afløses af en mere dagbogsagtig form. Det er som om de litterære virkemidler er tonet ned – eller det er mere neutralt?

Det tror jeg nu ikke … biografien er vel i høj grad litterær, der er ganske vist også en del billeder og dokumenter i den, men jeg tror forskellen på den og f.eks. Selvudslettelser er, at biografien ikke er et stykke ren écriture. Det er Claus Beck-Nielsens første og sidste tre skønlitterære bøger i høj grad, de er alle forsøg ud i skriften, skrifteksplosioner, og Selvudslettelser er den bog, hvori sproget virkelig rykker sig løs fra traditionen og bliver en helt egen verden. De to første bøger arbejder og bliver mere indenfor en tradition. Og forskellen på Selvudslettelser og biografien er bl.a. at i Selvudslettelser indeholder selve skriften alle niveauer på én gang – hvilket også gør den så overophedet, som en atomreaktor, der smelter ned lige nu – mens alle skriftens niveauer i biografien bliver spredt ud i klart adskilte og mere klassiske skriftformer.

Det virker som om kimen til biografien ligger i Selvudslettelser ?

Jamen, ja ja, det gør det også. På mange måder. For det første er Selvudslettelser skrevet af forfatteren Claus Beck-Nielsen, og biografien er så historien om hans liv. Forfatterens liv er traditionelt set kimen til historien om ham. Selv om en af pointerne ved Claus Beck-Nielsen (1963-2001) jo netop er, at det her er omvendt: historien bliver kimen til mandens liv og hans død. Selvudslettelser er selvfølgelig en del af materialet til historien om dens forfatter. Og i Claus Beck-Nielsen (1963-2001) indskrives Selvudslettelser også, men godt nok kun i forordet.

Men lad os lige identificere Selvudslettelser først: Selvudslettelser er én særlig skrift, en écriture, der starter et sted og så kører derudad, ødelæggende alt og til sidst også sig selv, og var selv bevidst om dette, også om sig selv som kraft, en skriftkræft, der breder sig ud over det hele og æder alt inklusive sig selv for at ende i et telefonnummer, forbindelsen fra sproget ud til ”virkeligheden”, forfatterens altfor virkelige telefonnummer, læserens mulige forbindelse.

Og i modsætning til denne enhedsskrift, denne Totalschrift, der gør biografien i en vis forstand det, at den spreder alle de der niveauer, som der hele tiden hoppes imellem inde i totalskriften. De niveauer er adskilt i Claus Beck-Nielsen (1963-2001), delt op, og, ja, der sker noget helt andet når man arbejder med forskellige former for skriftlighed imod hinanden.

Da artiklerne om Claus Nielsen – som udgør en stor del af materialet til biografien – stod i dagbladet Information, da forholdt de sig bevidst til det journalistiske sprog og den journalistiske form – med faktabokse, dokumentarfotos, over- og underrubrikker – men samtidig mærkeliggjorde de sig, de forskød sig lige en smule, og kom dermed ud i den der Uafgørlighedszone, som det siden Selvudslettelser er blevet helt afgørende at placere Claus Beck-Nielsen og hans værk i. At hele tiden forsøge at placere ham og hans værk der ude, hvor tingene bliver usikre, ikke blot skrøbelige, men svært definérbare: er dette teater, er dette kunst, er dette virkelighed, er dette politisk, er dette liv eller er det død. Kimen til denne Uafgørlighedszone, sprækken, der efterhånden har åbnet sig og udviklet sig til en helt Anden Verden, den findes bl.a. i Selvudslettelser, i skriftens uigennemskuelige blanding af fakta og fiktion og ikke mindst på plakaten bag i bogen, hvor det traditionelle forfatterfoto og forfatterbiografi er blevet forstørret op til en slags gravsten. I biografien er denne uafgørlighedssprække blevet til en hel zone, et ingenmandsland. Helt ud i parateksten, titlen: Claus Beck-Nielsen (1963-2001)– er det titlen? Og hvis ja, hvem er så forfatteren?

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Men så det avisopslag hvor der står ”Hvem er jeg?”, når du ser det – når de ting bliver flyttet ind i en bog som er designet med så megen højkulturel tyngde, selve bogen er jo tydeligvis en lille bid af den litterære institution – så sker der noget.

Ja, og den har jo det hele, den har jo det der Lenin-mausoleumspapir inden i, det er virkelig et udstyrsstykke!

Ja, for eksempel de tre artikler fra tabloidavisen Ekstra Bladet. De er i biografien skrevet ud som en nydelig prosa og fremtræder derfor på en helt anden måde, de afslører sig som skrift. En rigtig jubel-postmoderne forfatter ville jo hverken behøve noget menneske eller liv eller aviser og gader – han ville kunne konstruere det hele, konstruere en sådan biografi, mime en Ekstra Blads-skrift og få en klassisk postmoderne roman. Men noget af det suveræne ved det ustyrlige virkelige er, at selv ikke den mest virtuose postmoderne forfatter kunne skrive så eminent Ekstra Bladsagtige artikler, som journalisterne på Ekstra Bladet rent faktisk har gjort, de er jo fantastiske, alene overskrifterne: ”Hvem er jeg?”, ”Ingen må hjælpe”, ”Håb for Claus”, det er jo forrygende!

(Latter.) Det er popsange!

Men det er klart, biografien er ikke ren skriftlighed, den har ikke den samme skriftkraft som Selvudslettelser. Nogle forfattere forsøger at skrive den samme bog hver gang, men Claus Beck-Nielsen forsøgte tværtimod hver gang at skrive sig derhen, hvor skriften ikke kunne komme længere, og det lykkedes først rigtigt i Selvudslettelser. Den slutter der, hvor både skriften og forfatteren hører op. Og derfra er der ingen vej videre, hvis noget skal komme efter den, så må det være noget helt andet, som f.eks. biografien. Og jeg er klar over, at nogen i biografien måske vil savne den der skriftkraft, men det er der ikke noget at gøre ved. Ikke i denne omgang.

Skriftligheden er jo i biografien netop blevet fysisk på den måde at skriften er dine bevægelser rundt i byen. Der er også et kort over Claus Nielsens rute til sidst i bogen. Så du begynder at skrive i byrummet eller på medieoverfladen. Det bliver noget andet end når forfatteren sidder og kigger på sætningen, så bliver det en sådan mikroarkitektur, sætningen skal være på en bestemt måde, den skal være ”kunstnerisk”. Det her bliver en helt anden slags skrift, der måske i sig selv bliver ganske konkret og måske mere enkel?

Skriften viser sig ikke frem, i hvert ord, hver sætning. Det er meget vigtigt, at sproget er præcist, ned i hvert eneste ord, på den måde er biografien stadig eminent skriftlig, sproget skal være helt præcist, ellers virker det ikke, men det er klart, det er ikke skriften selv som fører hele bevægelsen videre, skriften er bare del af en mangeartet bevægelse. Biografien er på skrift samtidig med at den er skrift i byrummet og den er skrift i medierne. Og som skrift i bogen arbejder den helt bevidst med hvordan en traditionel biografi ser ud, og så forskyder den sig derfra.

Men du får nogle læserreaktioner, folk var vældig vrede, hvorfor var der de reaktioner, tror du? Der var jo en form for følelse af forræderi?

Det er fordi artiklerne om Claus Nielsen optræder i en avis, det er konteksten, de optræder i en avis, og næsten alle avislæsere opfatter helt naturligt det, der står i en avis, som virkeligheden, og når artiklerne så pludselig åbner den der sprække ud i Uafgørlighedszonen, så bliver det en afgrund, hvori læseren og hele hans virkelighedsbillede styrter ned. Og så er det klart, at så kommer der læserreaktioner, så udbryder der panik, for én ting er alverdens katastrofer, Irakkrige, døde børn i Beslan og orkanen Ivan, dem kan man leve med, fordi de ikke truer virkelighedsbilledet, de bliver inde i deres kasse, inde i mediet, inde i tv-apparatet eller i avisen eller på internettet. Men når læserne pludselig ser ned i Uafgørlighedszonen, så er det deres egen virkelighed, der bliver uafgørlig, hverken virkelighed eller fiktion, og det er meget ubehageligt, så føler man sig snydt. Derfor var der hundrede af læsere der skrev rasende læserbreve, hvori de beskyldte Claus Nielsen eller Claus Beck-Nielsen eller journalisten Claes Bech – de kunne ikke finde ud af hvem der var hvem – for alt fra socialbedrageri til nazisme, og enkelte læsere sagde sågar deres abonnement op.

En del af problemet ligger selvfølgelig i mediet selv. Hvis man taler med journalister, så er de næsten altid overbevist om at den journalistiske skrift er objektiv, at der findes én og kun én realisme og det er den, de selv bedriver. Men hvis der er noget der er konstrueret så det jo den journalistiske realisme. Og det er jo på en meget mere forfærdelig måde end litteratur, fordi den ikke melder rent ud med det, den ikke blot lader som om, den tror jo selv, at den er virkelighedsbilledet, og det gør læseren og seeren så også.

Nyhedsdelen af avis-mediet og tv-mediet arbejder i nogle realismemodeller som den følger helt slavisk og som selvfølgelig kun kan vise materien på én måde. Og i det øjeblik man så laver noget der er tæt på at være en avisartikel, og samtidig er bevidst om, at det er en repræsentation, så er det truende. Så det som forvirrede mest, tror jeg, var at læserne følte sig snydt, men ikke helt var klar over hvordan de var blevet snydt. Derfor kom der også alle mulige beskyldninger om at udnytte det sociale system, tror jeg, for at have eet eller andet at kunne hænge sin vrede op på.

En form for destabilisering? Folks tillid til at aviserne taler som de nu taler og jeg læser min avis hver dag, det kan jo blive en ganske stærk faktor. Og dét du jo gør, som har potentiale til at være både farligt og interessant, bevirker at de kunne begynde at mistænke de øvrige artikler også?

Ja, det at man fjerner tilliden til at verden er stabil og at den er så enkel og påtagelig som man gerne vil have, og som man jo er nødt til at tro på, at den er, for at man kan gå ud i den. Læserne skal kunne åbne deres avis, de skal kunne slå op for at se, hvad der er sket, hvad der sker og hvordan vejret bliver, ikke sandt? Og hvis det billede begynder at forskyde sig, at blive usikkert, så bliver de altså vrede. Og der var masser af deres beskyldninger som kunne tilbagevises, men avisen blev jo bange også, folk begyndte at sige deres abonnementer op, så derfor så stoppede avisen hele den begyndende demokratiske debat om virkeligheden og det sociale system, de forbød Claus Beck-Nielsen og Claes Bech og hvem der nu ellers var involveret, at svare på læserbrevene. De ville have historien sluttet, have Uafgørlighedszonen lukket, inden den begyndte at sluge dem selv. Det var ikke det, der – fra avisens side – havde været meningen med at slippe Claus Nielsen ind i deres spalter, det skulle være spændende, men ikke farligt!

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Journalister arbejder med en præmis, det vil sige: man går ind til en redaktør og siger ”Vi vil godt tage til Sao Paolo” – ”Ja, hvad er historien?” siger de så, ”Det er dét jeg skal ned at se”, siger jeg, men nej, avisen vil kende historien på forhånd, og derfor så havde dagbladet Information en klar forestilling om, hvad det var, hele den der Claus Nielsen-aktion skulle gøre. Og den præmis var deres legitimation for at gøre noget, de og læserne troede var en slags undercover journalistik, og da den præmis ikke holdt, så …

Ja netop, de troede at man ville afsløre noget. Og artiklerne afslører jo i virkeligheden en hel masse, de blotlægger nogle pinlige ting om sprog, og om det der med at et menneske skal have et personnummer, ellers eksisterer det ikke. Ting der kan have katastrofale konsekvenser for den konkrete krop, men det var ikke det, avisen ønskede at afsløre, og det var ikke den slags afsløringer læserne forventede, det var ligesom for abstrakt. Vi skulle bare have fortalt nogle historier som de kendte i forvejen, om livet på bunden, og det er jo også med, men det er bare ikke fortalt med den medlidenhed som man gerne skulle benytte.

Så det er jo et projekt der ligner halvfjerdsernes kritiske projekter, men der er et vrid på, der er noget der er lidt anderledes. Man mente vel dengang at man kunne sige sandheden, jo mere intim man var jo lettere kunne man udsige en slags sandhed. Men i dag er det måske lidt anderledes?

Jeg tror at det livsværk, vi har med at gøre, dette Beckwerk, har to poler, det ene er det privat-biografiske aspekt, det andet er den der verdensscene. Umiddelbart virker det som to vidt forskellige og uforenelige dele eller poler, uden nogen mulig forbindelse. Men det hele hænger sammen, den lille, skrøbelige, dødelige krop på den ene side og verdensscenen og verdenshistorien på den anden side, er to uadskillelige poler af den samme verden.

Og for både biografien og Irak-projektet gælder det, at de på mange måder ligner noget der også fandt sted i tresserne og i halvfjerdserne, men med altafgørende forskelle. Med hensyn til det politiske, der mangler begge projekter fuldstændig den der halvfjerdser-uskyld. De er hinsides, banalt set, syndefaldet, de er efter murens fald og de der store simple utopiers død. Der findes masser af kunst nu som kalder sig politisk, hvor man har nogle simple fjendebilleder – en slags håbløs halvfjerdser-revival. Men man kan også være kritisk på en anden måde, en næsten allergisk selvbevidst kritik, hvor man lige så meget skyder på sig selv og sit eget fundament, som man beskyder ”fjenden”. Det er allerede strategien i Selvudslettelser, hvor det hele tiden drejer sig om at slå både forfatteren og fortælleren og hovedpersonen ihjel, udradere deres identiteter og deres virkeligheder.

Biografien bruger jo en masse privat stof, men der svarer det der brudebillede – et opklippet billede af en brud og en brudgom som afslutter bogen – meget godt til projektet, at den der er blottet, det er brudgommen, kvinden er skåret af, så hun … bortset fra alle dem der kender hende, de ganske få der kender hende, så ser man ikke andet, end at det er en brud, at det er en kvinde, kvindekød og så videre, man kan ikke se hvem hun er, på nogen måde, med mindre man ved det. Den der skydes på er alene den biograferede. Det etiske problem i den (biografiske) sammenhæng er selvfølgelig, at når man skyder på sig selv, så risikerer man at ramme sine nærmeste.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Men hvis det var at man i halvfjerdserne forsøgte at gøre noget ved det skel der er imellem det private og det offentlige, så var det med en forestilling om at man kunne krænge det private ud, at man kunne befri mennesket. Det du siger er noget andet – i antologien Virkelighedshunger , tror jeg det er, skriver du at det autentiske blot er endnu et lag af fiktion, der er flere forskellige forskydninger af fiktive lag hvor det biografiske blot er eet af disse?

Ja, men i forhold til attituderelativismen, så er hele projektet alligevel mere patetisk, smerteligt eksistentialistisk, havde jeg nær sagt. Man må endelig ikke blande det sammen med den del af attituderelativismen, postmodernismen, hvor alting bare er for sjov, et spil, du ved, man kan vågne op og være den eller den, som man behager. Den tragiske dimension er med overalt i Beckwerket, det er ikke en forestilling om at livet, identiteten og litteraturen kan være hvad som helst, der er en masse dødelige konsekvenser. Men det betyder ikke, at Beckwerket rider med på bølgen af ”det autentiskes genkomst”. Kun som endnu en autenticitetskritik. Og forskellen på Beckwerket og den variation af det postmoderne, hvor alt bare er et fornøjet post-historisk spil med identiteter og historier og fortælleformer, er det utopiske element i Beckwerket. Men når vi tager af sted til Irak, så er det sgu et forsøg på at nå frem til et eller andet, at forandre noget, at nærme os utopien. Og det utopiske element er også til stede i hele det biografiske arbejde, det er ikke bare destruktion af identiteter og selvudslettelser. Der er i det hele et forsøg på at nå frem til noget andet.

Når man erklærer Claus Beck-Nielsen død, og i Selvudslettelser forsøger at skrive sig helt ud af sproget, så er det også et forsøg på at erfare noget omkring identitet og skyde alle de der forestillinger om identitet i stykker. Ikke for at der ikke skal være noget tilbage, eller for at alt skal være lige godt, men for at der kan komme noget andet til syne.

Teatret Das Beckværk den 7. juli 2004.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.