Instrueret af Joachim Rønning
Walt Disney Pictures, 2025
Da den originale Tron dukkede op i biografsalene i 1982, blev den opfattet som grænsebrydende, futuristisk historiefortælling. Stjernen var Jeff Bridges med sin afslappede hippiecharme i rollen som den drønsmarte programmør og videospiludvikler Kevin Flynn.
Tron selv, som lægger navn til Disneys ekspanderende franchise, er heltemodig, men ligger alligevel altid under for andre. Han er en personificering af et sikkerhedsprogram inde i computerens virtuelle verden, lavet for at beskytte systemet.
Dette forandrer sig en smule i den tredje film, Tron: Ares, instrueret af norske Joachim Rønning. Rønning er kendt for storladne Hollywood-bangers som Kon-Tiki (2012) og Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales (2017). Her dyrkes alt andet end den lavmælte realisme som er blevet andre internationalt kendte norske instruktørers adelsmærke.
Retroromantisk videospilsæstetik
1982-filmen appellerer stadig med sin coole, geometriske videospilsæstetik. Den fremstår faktisk endnu mere visuelt fascinerende nu hvor vi kan se den i et retroromantisk skær. Tron-filmene (1982, 2010, 2025) har aldrig forsøgt sig med samme intellektuelle dybsindighed som for eksempel Blade Runner (1982, 2017) og Dune (2021–). Som i 80’ernes videospil handler det om det gode versus det onde, og om suggererende, tempofyldte motorcykeljagter gennem udflippet grafik.
Musikken er altafgørende. Opfølgeren fra 2010 så ud som én lang reklame for Daft Punks nye album. Ligeledes havde den aktuelle film nærmest været utænkelig uden hårdtslående Nine Inch Nails ombord. Trent Reznor fra bandet har de seneste år slået sig op som komponist af en stribe mørke filmsoundtracks. Det understreger, hvor afgørende musikken er for Tron-filmene, at han og samarbejdspartner Atticus Ross denne gang står frem med deres bandnavn.
Tech-guru
I den aktuelle film ligner den ældre Flynn i Bridges’ skikkelse en frelst tech-guru på syre. Den 75-årige skuespiller aflægger dog kun et kort visit som gudelignende vismand.
I den originale Tron, skrevet og instrueret af Steven Lisberger, står kampen om magten i tech-firmaet Encom. Flynns geniale arbejde bliver plagieret af firmaets vicepræsident Dillinger. Før Flynn når at reagere, får Dillinger forvandlet ham til en del af spillet.
Flynns udslettelse skal fungere som underholdning, som på fordums gladiatorarenaer. I stedet får han sikkerhedsprogrammet Tron med på et oprør. Tron (Bruce Boxleitner) ender med at kaste sin identitetsdisk – en slags psykedelisk frisbee – ind i maskineriet og jammer således Master Control: »This is a key to a new order. This code disk means freedom.« Yeah, man. Flynn slipper ud af spillet og tager retmæssigt kontrollen over Encom.
Svimlende høj fart fremad
Tron og de programmer der trådte i hans sko, har altid båret præg af udskiftelighed. Dette gælder også den nyeste inkarnation: Ares som spilles af Jared Leto. Figurer i et computerspil har næppe en særlig nuanceret mimik, men Leto har nogle meget store, følelsesfulde øjne, hvilket er nok til at portrættere et skift – måske et hack – dybt i Ares. Det gør ham i stand til at bryde med sin krigsliderlige chef (Flynns evige antagonist Dillingers søn Julian (Evan Peters), CEO i det konkurrerende tech-imperium).
Selvom Ares er opkaldt efter den græske krigsgud, inkarnerer han i Rønnings film den undertrykte soldatersjæl som pludselig oplever empati og begynder at omfavne selvstændig handlekraft.
Jeg har egentlig ikke noget problem med et tyndt plot, så længe de euforiske flowsekvenser leverer. I en hverdag hvor alt synes at stå i stampe, og fremdrift sjældent synes mulig, er det befriende at opleve en illusion af svimlende høj fart fremad.
Teknologisk kapløb
Det er igen Dillinger versus Encom. Et teknologisk kapløb er i gang mellem de to tech-imperier. Dillinger den yngre vil laserprinte tanks og soldater, men det hele falder til jorden og bliver til støv på under en halv time. Encom, som har de humanistiske idealer intakt og langt fredeligere planer med samme teknologi, er et hestehoved foran. Flynn er forsvundet på mystisk vis, og den unge Eve Kim (Greta Lee) er nu CEO. Hun og hendes kollegaer laserprinter nuttede appelsintræer og fabler om at skaffe mad og medicin til alle nødlidende.
Kapløbet om permanenskoden som kan få digitale kreationer til at antage fast form i den fysiske verden, er i gang. Ares, den servile digitale soldat skabt af Dillinger, kigger med stigende interesse på Eve Kim og synes at blive berørt af hendes godhjertede projekter.
Regn af påskeæg
Hen imod slutningen regner det med påskeæg. En pludselig humoristisk vending, blandt andet med hyldest til 80’ernes technopop. Måske Reznor har fået et ord indført her, han har aldrig forsømt en chance for at hylde Gary Numan og Depeche Mode. Dumper Ares mon ned i 80’er-grafikken? Ser vi en gigantisk Recognizer (disse mærkelige M-formede krigsmaskiner fra 1982) crashe i en amerikansk storbys gader?
Jared Leto griber det humoristisk an, når den generte Ares kæmper med at forstå sine nyopdagede følelser. Filmens eneste kompromisløse krigsgud er Athena (Jodie Turner-Smith) fra Ares’ eget team – hendes ret tynde argument for at vende sig mod ham er, at hun bare adlød ordrer.
Filmen er mærket til unge over 13 år, og både for dem og deres forældre gælder det om at bevare sin integritet og aktivt træffe valg – helst med fredelige mål i sigte – sådan som Ares gør. Her vinker den oprindelige Tron-skaber Steven Lisberger til os fra slutningen af 70’erne, hvor det ultrasimple protovideospil Pong inspirerede ham til at udvikle sit filmmanus. I dette fiktionsunivers har hippieånden endnu ikke tjekket ud.
Jeg kan godt lide Tron-filmenes blåøjede sjæl og ler ved tanken om et laserprintet appelsintræ med spiselige appelsiner. Tron: Ares fremstår som ivrig fan fiction med en hjertelig relation til den første film.
