Skandinavismen finder ikke, og den har aldrig eksisteret. I det omfang den fandtes i fortiden, eksisterede den kun i Danmark. Og i det omfang, at den fandtes i fortidens Danmark, var den begrænset til national liberale fantaster, der beruset af deres sejr i Treårskrigen (1848–1851) og i naiv tro på den ikke-eksisterende skandinavisme kastede landet ud i en ulykkelig krig. Nederlaget ved Dybbøl i 1864 blev et Waterloo. Ikke blot for Danmark, men også for skandinavismen.
Det er i karikeret form essensen af professor emeritus Thomas Bredsdorffs fremstilling af 1800-tallets skandinavisme i hans debatindlæg i Vagant 4/2017. Skandinavismens nutidige udfordringer analyseres nøgternt, mens fordums skandinavister med let hånd bliver afskrevet som »nationalliberale fantaster«. Denne fortælling er blevet fortalt af forskere i mere end 100 år. Det gør den imidlertid ikke korrekt.
Jeg håber, at han vil tilgive den ironiske tone, men tonen i Bredsdorffs indlæg – og den grundfortælling han bygger på – bærer netop præg af den ironi, som danskerne sætter højt. Det særligt danske i debatindlægget gælder også perspektivet. Skandinavisme bliver forstået, fortolket og fortalt fra et dansk perspektiv og ikke fra et skandinavisk eller europæisk. Denne politiske bevægelse handlede således, ifølge Bredsdorff, ikke om Skandinavien, men om »[i]ndenrigspolitik, […]. Dansk indenrigspolitik.« Ideologien fandtes hermed reelt kun i Danmark, og her handlede den mindre om Skandinavien og mere om forholdet mellem dansk og tysk i den dansk-tyske helstat.
Denne opfattelse er Bredsdorff langt fra ene om. Tværtimod findes den i meget af den danske litteratur om skandinavisme lige fra Julius Clausens grundlæggende værk fra år 1900, Skandinavismen, frem til Hans Vammens Den tomme stat (2011). Det er imidlertid værd at bemærke, at tonen i kritikken af skandinavisterne er blev skærpet af den generation, der blev født lige før, under eller lige efter Anden Verdenskrig. Denne generation har i højere grad end dens forgængere og efter følgere afskrevet skandinavismen som en »utopi«, man forbandt med banketter, sang og skåltaler og beskrev med begreber som »drømme«, »drømmere«, »eventyr«, »ønsketænkning« og »fantasi«. Vammen har sigende kaldt den politiske skandinavismes klimaks for »fantasteriets kulmination«.
Min kritik af Bredsdorff bør derfor forstås som en kritik af en historiografisk tradition, som han i sit indlæg forfægter. I den danske tradition er perspektivet ikke overraskende dansk. Ligesom det i Sverige er svensk og i Norge norsk. Denne metodiske nationalisme går i alle tre landes historieskrivning skønt i hånd med en metodisk pannationalisme og en historisk determinisme.
Mens 1814 er nordmændenes annus mirabilis, så er 1864 danskernes annus horibilis.
Med metodiske pannationalisme forstår jeg forskningens mangel på et komparativt udblik. Skandinavismens politiske udfordringer bliver således analyseret uden at sammenligne den med de lignende udfordringer, som periodens tyske og italienske nationalisme stod overfor. Den italienske nationalismes politiske, kulturelle og geostrategiske udfordringer var ikke mindre end skandinavismens. Alligevel lykkedes den.
Den historiske determinisme består i en teleologisk tolkning af historien, hvor man anskuer nutidens demokratiske, nationale velfærdsstater i Norden ikke alene som historiens afslutning, men også som uundgåeligheder. Historien fremstår hermed som et strukturelt jernbur, hvor betydningen af afvigende individuelle og kollektive handlinger, meninger, følelser og ideologier afskrives. At fortiden havde flere mulige fremtider benægtes. Hermed bestrides den fri viljes eksistens.
Grundfortællingen, hvis danske variant vi finder hos Bredsdorff, bygger basalt set på dette manglende udblik og denne historiske determinisme, hvor skandinavismen blot er et spørgsmål om »indenrigspolitik«. Konsekvensen er en opfattelse, hvor skandinavismens undergang ikke alene var uundgåelig; selve bevægelsen bliver lattergjort og afskrevet som »fantaster«. Den bliver ofte beskrevet med en bidende ironi, og affejet som en flok studerende, der havde set for dybt i punchbowlen.
Men hvorfor har vi fået en deterministisk og solipsistisk grundfortælling om skandinavismen? Forklaringen herpå er ikke blot historisk, den er også politisk. Perspektivet, argumenterne imod bevægelsen og begrebsbrugen kan spores én til én tilbage til skandinavisternes politiske modstandere, de såkaldte antiskandinavister. Når Bredsdorff kalder skandinavisterne for »fantaster«, så er det netop et ekko af den retorik, som fandtes hos deres politiske modstandere i midten af 1800-tallet.
En god del af den eksisterende forskning bygger hermed på et politisk partsindlæg, der blev skabt i en ophidset debat, der fandtes i alle tre lande – og ikke blot i Danmark. Det var en debat, der ikke kun handlede om, hvorvidt man var for eller imod en skandinavisk føderation, men nok så meget om Skandinaviens fremtid i Europa, styre formen og de enkelte nationers mulighed for at overleve i en darwinistisk verdensorden.
Skandinavisternes argumentation byggede altså på et politisk tærskelprincip, som Eric Hobsbawm har beskrevet i europæisk nationalisme mellem 1830–1870 i Nations and Nationalism since 1780 (1990). Et princip der foreskrev, at en stat skulle have en vis størrelse for at give mening politisk, militært, økonomisk og kulturelt. Små, tæt beslægtede nationer måtte derfor forene sig. Danmark, Norge og Sverige var individuelt dømt til undergang, men i fællesskab kunne de over leve og bidrage til verdenshistoriens udvikling.
Denne tankegang kan man vælge at afskrive, da de tre lande jo har overlevet, men i samtiden blev den taget seriøst af fyrster, politikere, økonomer, historikere og filosoffer på tværs af kontinentet. Nok så meget genfindes den i dag både i EU-spørgsmålet og i Gunnar Wetterbergs nyskandinavisme. Hvis Europa skal gøre sig gældende i verden, så må man forene sig, siger EU-tilhængerne, og hvis Skandinavien for alvor skal gøre sig gældende internationalt, så må landene forene sig, siger de politiske nyskandinavister.
Men hvordan kan det være, at grundfortællingen om skandinavismen er blevet fortalt ud fra deres modstanderes synspunkt? Der er to årsager. Den ene er den allerede nævnte metodiske nationalisme og historiske determinisme. Den anden årsag er, at »historien« selv synes at have givet antiskandinavisterne »ret«. Skandinavien blev jo ikke forenet under Karl 15. i 1864. Argumentet er hermed, at det måtte gå galt, fordi det gik galt. Derfor fremhæver man alt, der kan understøtte denne slutning, mens man glemmer, nedspiller eller fordrejer det, som peger i en anden retning.
Det gælder særligt den danske tradition, som Bredsdorffs analyse skriver sig ind i. I Danmark stod antiskandinavismen især stærkt hos helstatsmændene, det vil sige tilhængerne af den eksisterende dansk-tyske helstat. Helstatsmændene tabte og vandt på én og samme tid i 1864. Deres nederlag bestod i, at deres fædreland, helstaten, gik under og dansk historie lige siden er blevet skrevet ud fra et nationalstatsperspektiv. Deres sejr bestod i, at deres fortælling om 1864 kom til at udgøre kernen i den radikale historikertradition, der opstod i kølvandet på nederlaget og som dominerede dansk historiografi igennem det 20. århundrede, men som blev radikaliseret i sin sprogbrug fra 1980’erne og fremefter af den generation, der var påvirket af Anden Verdenskrig, hvor de nationalliberales danske nationalis me og skandinavisme synes at være blevet set igennem Anden Verdenskrigs prisme. En tradition, der i dag også findes i Tom Buk-Swientys megabestsellere om 1864 (2008, 2010), som Bredsdorff her synes at støtte sig til. Buk-Swienty har således rammen de beskrevet 1864, som Danmarks Stunde Null.
For en norsk læser kan det være vanskeligt at forstå hvor stor betydning, 1864 har i dansk historie. Den bedste parallel er 1814, blot med omvendt fortegn. Mens 1814 er nordmændenes annus mirabilis, så er 1864 dansker nes annus horibilis. Og mens eidsvoldsmændene i Norge nyder samme status som the founding fathers i USA, så kan danske historikere finde på at sammenligne de danske grundlovsfædre – »de nationalliberale fantaster« – med nazisterne og deres politik. Danskerne – og deres histo rikere – har slet og ret gjort 1864 til et urtraume, og i denne grundfortælling er de nationalliberale skandinavister skurkene. Det var deres udenrigspolitik, nationalisme og skandinavisme, der var årsagen til nederlaget i 1864.
Når det gælder en politisk »nyskandinavisme«, så er dens forudsætninger langt dårligere end i 1800-tallet.
Det er i det lys, man må forstå, hvorfor danskerne i endnu højere grad end nordmænd og svenskere vægrer sig ved skandinavismen, hvilket blandt andet kommer til udtryk igennem en uskøn sammenblanding af nazi-sammenligning, latterliggørelse og bidende ironi.
At grundfortællingen om skandinavismen har et politisk ophav gør imidlertid ikke, at den i sig selv er forkert. Vi skal således ikke forkaste alle anti-skandinavismens argumenter eller alt i den radikale tradition. Men vi bør være os bevidst om, at traditionens fundament ikke er en nøgtern og neutral analyse, men et ensidigt partsindlæg, og som John Stuart Mill skrev: »He who knows only his own side of the case knows little of that.« Det gør, at skandinavismeforskningen må ad fontes. Vi må vende tilbage til kilderne med et åbent sind og efter bedste evne skrælle 150 års politisk historiebrug bort.
Det bringer os fra baggrunden for Bredsdorffs analyse til dens indhold. Her er noget korrekt, om end skarpvinklet, andet diskutabelt, mens meget er forkert. Udgangspunktet for Bredsdorffs analyse er, at nordisk historie snarere er præget af modsætninger end af fællesskab, hvilket han illustrerer med 400-årsnatten, Det Stockholmske Blodbad og de nordiske krige. Bredsdorff har indiskutabelt ret i, at der er masser, der dengang som nu skilte skandinaverne. Der er imidlertid en række problemer med argumentationen. Den berør hverken de sproglige og kulturelle ligheder eller det faktum, at skandinavisterne var sig fortidens stridigheder yderst bevidst. De brugte fortidens stridigheder til at argumentere for nutidens behov for enighed. Historien blev set som en politisk læremester, og de punkter Bredsdorff fremhæver blev hermed anvendt til at fremme skandinavismen.
Vigtigst af alt, så overser Bredsdorff det faktum, at enhver nation hviler på en selektiv hukommelse, som allerede Ernst Renan skrev i Qu’est-ce qu’une nation? (1882). Det som kan bruges i nationsdannelsen huskes, mens det som skaber splid bliver drejet, formet, spundet – eller glemt, så det passer ind i éns fortælling. 400-årsnatten er netop et godt norsk eksempel herpå. Alt det dårlige fremhæves, mens alt det gode glemmes, forklejnes eller fordrejes. Fortællingen om 400-årsnatten er glimrende til at understøtte en norsk, nationaldemokratisk selvforståelse, men den er dårlig som en fortolkningsnøgle til dansk-norsk historie.
Når det gælder tidsfæstningen af den brede kulturelle skandinavisme, så placerer Bredsdorff den i begyndelsen af 1800-tallet. Det er ikke forkert, men det er vigtigt at understrege, at den stod på skuldrene af den nordiske renæssance i anden halvdel af 1700-tallet. Når det gælder den politiske skandinavisme, mener Bredsdorff, at den først opstod i midten af 1800-tallet, hvor den udelukkende handlede om dansk indenrigspolitik. Sejren i Treårskrigen gjorde, hævdes det, at »de nationalliberale fantaster« troede, man kunne vinde enhver krig, hvilket fik dem til at indlemme »de tyske dele af kongeriget i nationen«. Disse påstande, kan ikke blot anfægtes. De kan afvises.
Ønsket om et forenet Skandinavien blev ikke blot fremsat af Frederik Sneedorff i 1792 og drøftet ved hoffet i København i 1790’erne. Det genfindes også som en yderst konkret politik i forbindelse med de svenske kronprinsevalg i 1743, 1809 og 1810. I alle tre tilfælde kunne historien let have taget en anden drejning. Den politiske skandinavisme blev således foregrebet af en dynastisk skandinavisme, der bliver taget yderst alvorligt inden for den nyere forskning såsom Lars B. Struwes »Jeg er sikker på, at Danmark har onde hensigter over for Sverige« (2009), Lee Sathers The Prince of Scandinavia (2015) og Morten N. Ottosen og min 1814 (2014). Når det gælder den skandinavisme, som Bredsdorff hentyder til, så opstod den allerede i 1830’erne hos mænd som A. F. Tscherning og Orla Lehmann. Dateringen til midten af 1800-tallet er således forkert, men det er korrekt, at Danmark var dens udspring. Til gengæld er det hverken rimeligt at hævde, at skandinavisme kun var et vikarierende motiv i dansk indenrigspolitik, eller at den blot fandtes i Danmark.
Selvom det er hævet over enhver tvivl, at splittelsen i helstaten og den danske frygt for et forenet Tyskland spillede en stor rolle for dansk skandinavisme, så er der ingen grund til at betvivle, at mænd som Orla Lehmann forstod sig selv som skandinaver. I Lehmanns tilfælde endda mere som skandinav end som dansker. At skandinavismen kun fandtes i Danmark er let at afvise. Her kan henvises til studentermøderne, de videnskabelige møder, svenske og norske politikere og akademikeres pamfletter, kunstneres kunstværker (tænk blot på Ibsen og Bjørnson), de norske og svenske frivillige, der kæmpede og døde i de slesvigske krige, demonstrationerne i svenske og norske byer mod regeringernes politik i 1864, Oscar 1., Karl 15. og prins Oscars (2.) skandinaviske politik, den aldrig ratificerede alliancen mellem Danmark og Sverige-Norge i 1863, regeringskrisen i Sverige i 1863–1864 samt det ekstraordinære Storting i foråret 1864.
Nu kan man naturligvis vælge at angribe de forskellige punkter på denne liste. Det er fuldt ud legitimt, da en rimelig analyse af skandinavismen bør inddrage både dens styrker og svagheder. Det ændrer ikke ved, at selvom de måske enkeltvis kan relativeres, så kan de ikke afvises. Hermed er det indiskutabelt, at fænomenet ikke kan begrænses til Danmark eller dansk indenrigspolitik. Nok så meget bør man huske, at mange af de svagheder, som indiskutabelt fandtes i skandinavismen, også fandtes i bevægelser, der lykkedes. Pointen er, at når datidens monarker og politikere tog skandinavismens alvorligt, så bør nutidens forskere også gøre det. Stortinget diskuterede i 1864, om man skulle gå i krig for Danmark, danske skandinavister begik højforræderi i Skandinaviens navn, prins Oscar (2.) opfordrede til revolution i København, mens den svenske forhandler på Londonkonferencen, den senere udenrigsminister Carl Wachtmeister, var parat til at lede en skandinavisk regering og gøre København til Skandinaviens hovedstad. Det er fakta, der kalder på forskning snarere end ironi.
Når det gælder Bredsdorffs udlægning af årsagerne til 1864, og hermed den politiske skandinavismes angivelige undergang i dette år, så er den i bedste fald ensidig. Det er korrekt, at der i nationalliberale aviser som Fædrelandet opstod en overdrevet tro på egne evner efter »sejren« i Treårskrigen. Det er imidlertid forkert at tro, at denne var afgørende for den danske udenrigspolitik op til 1864. Hvis man skulle være i tvivl, behøver man blot at læse den svenske gesandt Henning Hamiltons referater af samtalerne med C. C. Hall, den danske konseilspræsident og udenrigsminister. Hall gjorde det således klart, at han mente Danmarks valg stod mellem at blive en del af enten Skandinavien eller Tyskland. På egen hånd kunne Danmark ikke overleve. Angst spillede således en større rolle end overmod. En angst, der i øvrigt også findes blandt svenske og norske skandinavister. Her var dyret i åbenbaringen blot Rusland.
Bredsdorffs udsagn om indlemmelsen af »de tyske dele af kongeriget i nationen« bygger på en misforståelse af såvel statsdannelsen, nationalitetsforholdet samt Novemberforfatning i 1863. Staten og kongeriget forveksles, hertugdømmet Slesvig var statsretsligt dansk og nationalt blandet og Novemberforfatningen indlemmede ikke Slesvig. Det var en føderal forfatning, som de to tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg i teorien – men næppe i praksis – kunne have tiltrådt.
Når Bredsdorff kalder skan dinavisterne
for »fantaster«, så er det netop et ekko af den retorik, som fandtes hos deres politiske modstandere i midten af 1800-tallet.
De fejl, Bredsdorff begår, er udbredte, og netop derfor er det vigtigt, at denne grundfortælling bliver imødegået. Samtidigt ønsker jeg at understrege, at dette ikke blot lyder kompliceret. Det er kompliceret. Det gør netop, at man ikke bør henfalde til forsimplede forklaringer. Historien er ikke sort eller hvid, men derimod som den tyske historist Thomas Nipperdey har skrevet, uendelige nuancer af grå.
Når det gælder »nyskandinavismen«, så er begrebet ikke uproblematisk, da det allerede blev anvendt i 1890’erne. Uafhængigt heraf, så er mit synspunkt på dette område ikke langt fra Bredsdorffs. Jeg er – desværre – ikke optimist. Når det gælder en politisk »nyskandinavisme«, så er dens forudsætninger langt dårligere end i 1800-tallet. Den nationale identitet og de nationale fortællinger er i dag langt mere forankrede i de tre lande end for 150 år siden, det kulturelle og sproglige fundament er svagere, orienteringen og offentlighederne er mindre tvær nordiske, den politiske kultur og debat adskiller sig (især mellem Danmark og Sverige), Norge og Sverige befinder sig ikke længere i en union, mens Danmark og Sverige (og Finland) modsat Norge er en del af EU, kongemagten har ikke den samme betydning, og ingen af kongehusene står til at uddø i øjeblikket. Nok så meget, så findes der ikke den samme frygt for Tyskland og Rusland, som var en forenende faktor i 1800-tallet.
Det er imidlertid svært at spå om fremtiden. Verdensordenen er i kaos, og EU er rystet. Hvis sidstnævnte union skulle bryde sammen, så kan man ikke udelukke et mere forpligtende nordisk samarbejde som et alternativ. En anden mulighed, hvis perspektiver er mindre, men ikke forudsætter et politisk ragnarok i Europa, er, at Norge bliver et reelt medlem af EU. Norge er det allerede de facto, men ansporet af den nationaldemokratiske fortælling vælger flertallet af nordmænd at bibeholde en illusion om fuld suverænitet i stedet for at få medbestemmelse på den EU-lovgivning, som de konsekvent underlægger sig. Et norsk medlemskab kunne skabe en nordisk blok i EU, der kunne koordinere sin politik og fremme en fælles dagsorden. Det kræver naturligvis, at man er enige – hvilket danskerne og svenskerne ikke har været de seneste 20 år.
Mulighederne for en kulturel skandinavisme er nok bedre, og jeg bekender mig gerne selv hertil. Men ligesom Bredsdorff maner jeg til forsigtighed, når det gælder den betydning, som vi tillægger Skavlan, Skam og samarbejdet mellem enkelte forlag og tidsskrifter. Omfanget af denne kulturelle udveksling er stadig langt mindre end i midten af det 20. århundrede, og dens betydning er ikke i nærheden af, hvad der foregik i midten af det 19. århundrede. Desværre. Det betyder naturligvis ikke, at den ikke er værd at arbejde for.
