Se, så er den her igen, den store, majestætiske maskine. Overalt troner den, blokerer veje, motorvejstilkørsler, rundkørsler og vejkryds og forstyrrer den gode ro og orden.
Det er selvfølgelig traktoren, det drejer sig om. Dette ualmindelig hårdføre køretøj, som engang var budbringeren af den strålende modernitet og de pålidelige fremskridt. Traktoren var den første af mange maskiner, som tillod landmænd at have deres egen bedrift. I dag er den blevet et symbol på stilstand, ja, ligefrem modstand.
Mandag i denne uge rykkede hundredvis af belgiske traktorer ind i Bruxelles’ europæiske kvarter og lammede trafikken. På nettet findes billeder og videoer af rasende bønder, som pløjer sig gennem byens gader, bygger barrikader og sætter ild til dæk. I røg og damp protesterede de mod EU’s import af billigt ukrainsk korn, der fortrænger deres eget fra det europæiske marked.
Den eneste, som kan gnide sig i hænderne over disse billeder, er Vladimir Putin. De viser, at hans metoder og afpresning betaler sig.
Med krigen i Ukraine er de traditionelle eksportruter gennem Sortehavet lukkede. Som EU’s landbrugskommissær Janusz Wojziechowski sagde mandag efter et hasteindkaldt møde mellem EU’s landbrugsministre:
»Dette er en vigtig grund til landmændenes protester.«
Den belgiske landbrugsminister, Willy Borsus, som ledede mødet, var endnu mere klar i mælet:
»Rusland bruger korn som et krigsvåben for at destabilisere Ukraine og Europa.«
EU’s Green Deal
Dette er helt sikkert sandt, men også meget forenklet. Bøndernes protester i Bruxelles skyldes ikke bare Ruslands invasion. Årsagerne har også en anden forklaring, og den kan opsummeres i disse tre ord: EU’s Green Deal.
Hvad, vi er vidner til, er en reaktion på den grønne omstilling. Om det er i Tyskland, Polen, Frankrig, Spanien eller Italien, er landmændene i de seneste måneder gået på gaden og har belejret storbyerne med deres mægtige køretøjer.
Den eneste, som kan gnide sig i hænderne over disse billeder, er Vladimir Putin.
Mange landmænd frygter især, at den nye Green Deal kan bringe virksomhedernes konkurrenceevne og fødevaresikkerheden i EU i fare. Dertil kommer, at landmændene er nervøse for den øgede konkurrence fra nye mulige frihandelsaftaler med sydamerikanske lande.
Alt sammen svarer godt overens med franske Michel Houellebecqs fantasi: Da han i sin roman Serotonin (2019) forudså scenarier med landmænd, der spærrer veje i desperation over deres levevilkår, var protesterne netop afstedkommet af EU’s politik.
Til trods for at de forskellige lande styres af meget forskellige regeringer, er det i de seneste måneder lykkedes landmændene i flere af landene at presse betydelige indrømmelser igennem. Det samme er sket på EU-niveau.
Med hjælp fra den konservative parlamentsgruppe EPP har landmændene allerede haft held med at punktere væsentlige dele af kommissionsformanden Ursula von der Leyens grønne lovpakke.
Værsgo, ville pessimisterne sikkert sige: Bonden på traktoren er den nye verdensånd til hest.
Ikke desto mindre stemte et lille flertal i europaparlamentet tirsdag en vigtig lov om skærpede naturbeskyttelseskrav igennem. Med den såkaldte lov for genopretning af naturen planlægger EU at udbedre miljøødelæggelserne. For at naturen kan komme sig, bør der plantes flere træer, Europas tørkeområder skal genvædes og floder skal genoprettes til deres naturlige tilstand.
Det er ikke småting, men en milepæl for global naturbeskyttelse: Loven forpligter EU-landene til at genoprette mindst 20 procent af deres land- og havområder inden 2030 – og alle truede økosystemer inden 2050.
Traktoren er kommet til byen for at blive
Vi må nok konstatere, at traktoren er kommet til byerne for at blive. Landbrugets kamp for overlevelse er slet ikke ovre endnu. Traktoren inkarnerer alt det, vi forbinder med bonden, den er stærk og solid, den er slidfast og modstandsdygtig.
Engang var det næsten omvendt.
Den tændte et lysnende håb. Den var selve billedet på fremskridt. Traktoren, denne fantastiske maskine, frigjorde mennesket fra det tunge arbejde – især efter krigen.
Værsgo, ville pessimisterne sikkert sige: Bonden på traktoren er den nye verdensånd til hest.
Det var dog ikke alle, som var lige begejstrede. I sin roman The Grapes of Wrath (1939) fremstillede John Steinbeck ikke bare traktoren som truende; han mente også, at den fremmedgjorde bønderne fra naturen:
»Den mand, der sad i jernsædet, lignede ikke en mand; beklædt med beskyttelsesbriller, gummistøvmaske over næse og mund, han var en del af monsteret, en robot i sædet. […] Føreren kunne ikke kontrollere den – lige hen over marken gik den, skar gennem et dusin gårde og direkte tilbage. Et ryk i styret kunne afskrække katten, men førerens hænder kunne han ikke styre den, fordi monsteret, der byggede traktoren, monsteret, der solgte traktoren, havde på en eller anden måde sat sig i chaufførens hænder, var kommet ind i hans hjerne og muskler, havde forbløffet hans øjne og forstummet ham – forbløffet hans sind, forstummet hans tale, forbløffet hans forestillinger, forstummet hans protest.«
Traktoren blev på sin vis begyndelsen på den landbrugskapitalisme, vi har i dag, hvor alle skal eje deres egne maskiner, ofte finansieret ved hjælp af lån. I begyndelsen var det en lykkelig historie: Der skete en utrolig økonomisk ekspansion, bønderne blev trukket ud af fattigdom og trange kår, men langsomt blev de også mere gældsatte og låste i et økonomisk system, som fortsat plager dem.
Man behøver således ikke at være marxist for at vide, at landmændene er enormt hårdt presset af den liberale økonomiske politik og nye miljø- og klimakrav. Samtidig vækker det uro, at de nu vender sig mod dem, der delvist forsøger at skabe en politisk løsning, som ikke blot er en fortsættelse af status quo.
Traktoren er i dag blevet landmændenes våben mod de grønne.
