KOMMENTAR. Med VM i Qatar har virkeligheden indhentet landsholdsfodbolden.
Som dansk landsholdsfan var EM-slutrunden i sommeren 2021 et parallelunivers med rødt og hvidt filter. Det startede med et granatchok, der udviklede sig til kollektiv eufori med flag i vinduerne, massevis af mennesker i gaderne, nogle af dem dansende ovenpå busser, Re-Sepp-ten sunget nonstop i en af coronanedlukningens mange halvlege. Ifølge min søster var sekundet, hvor Mikkel Damsgaard sendte sit frispark i kassen til 1-0 mod England i semifinalen, det ubetinget lykkeligste i hendes liv. Det var kulminationen på flere ugers national ekstase; et af de øjeblikke, der bliver lagret i kroppen og kan findes frem som en indre varmekilde i kolde tider.
Jeg så kampen på en bar i København, hvor jeg desperat opsøgte fællesskabsrusen efter at have bandet mig igennem en tjenervagt under kvartfinalen mod Tjekkiet. Barejeren, sitrende af begejstring over endnu en aften med fuldt hus oven på de mange måneder med tomme lokaler, delte litervis af Sambuca ud i timerne før kampstart. Jeg husker svagt, at en af mine sidemænd fortalte, at en nærkontakt var testet positiv dagen før. Det tog vi ikke så tungt: Alkohol og fodboldfeber rensede luften for smittefrygt. Vi kastede os i armene på hinanden, da Damsgaard scorede, og vi stod sammen i nederlagets stund og forbandede den engelske nation efter kampen. Et par dage senere tog jeg færgen til Bornholm for at holde ferie med familien. Der gik ikke et døgn, før jeg havde sendt alle i karantæne. Virkelighedens nedslående genkomst ramte hårdt og kontant efter drømmen.
Halvandet år senere er der slutrunde igen, og klaphatentusiasmen har svært ved at trænge igennem realiteternes tunge panser. Mere end 6.500 migrantarbejdere er døde for, at VM 2022 kan finde sted i Qatar; et diktatur, hvor homoseksuelle smides i fængsel, og oliepengene flyder i stride strømme; et land lidt større end Sjælland, hvor det er umuligt at dyrke sport om sommeren, men som alligevel finansierer en række af Europas bedste fodboldklubber og forventes at byde ind på OL-værtskabet i den nærmeste fremtid.
Fodboldens Dorian Gray-øjeblik
Den menige seers begejstring for spillet har længe været fedtet ind i penge og blod. Fodbold har de seneste 30 år, siden etableringen af Premier League og Champions League, udviklet sig i samme takt som den globale kapitalisme. De største turneringer, ligaer og klubber skal hele tiden vokse for at bevare deres førende position på markedet. Det har ført til et økonomisk våbenkapløb, hvor hensyn til tilhørsforhold og klubidentitet tilsidesættes, så fodbolden kan blive en strømlinet pengemaskine. TV-aftalerne bliver stadigt mere lukrative, og sponsoraterne dukker op fra lande uden fodboldtraditioner. De monstrøse pengebeløb har gjort spillet på banen smukkere end nogensinde. Men skønheden har en pris. Det er ikke muligt at se topfodbold i 2022 uden at sende penge i lommen på despoter, bettingfirmaer eller kapitalfonde. Men det er først med VM i Qatar, at fans for alvor bliver præsenteret for fodboldens billede af Dorian Gray.
Begrebet »sportswashing« er blevet benyttet flittigt det seneste årti. I DR-dokumentaren »Verdens Bedste VM« fortæller Danmarks ledende ekspert i fænomenet, senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut, Stanis Elsborg, hvorfor lande som Qatar pludseligt er blevet interesserede i fodbold. Sport er en relativt billig måde at købe indflydelse i globale anliggender på, og fodboldverdenen tilbyder den længste kulturelle rækkevidde for pengene. Ved at investere i sport kan lande, organisationer og virksomheder forbedre deres offentlige anseelse; sportswashing er med andre ord en nær slægtning til »greenwashing« og udføres som regel af stater for at fjerne omverdens fokus fra kritisable menneskerettighedsforhold og politisk undertrykkelse. I Qatars tilfælde betyder det, at VM er et propagandaværktøj for regimet, der forsøger at brande sig som en global magtfaktor med et humant ansigt, nøjagtigt som Rusland gjorde det i 2018. De sætter bogstavelig talt deres penge på, at billeder af jublende fodboldfans fortrænger omverdens kritiske bevidsthed om forfølgelsen af homoseksuelle og migrantarbejdernes urimelige vilkår.
Hard Sports Power
I en klumme i The Guardian (14.10.22) påpeger sportsjournalisten Barney Ronay, at sportswashing alene ikke rækker til at beskrive VM 2022. Ifølge Ronay har Qatar ingen grund til at tækkes sindelagene i det liberale vesten, da nationen er en af verdens rigeste og har naturressourcer til de næste 200 år. Til gengæld er Qatars kolde krig mod Saudi Arabien mere eller mindre overset i dækningen af VM-forberedelserne. Siden den nuværende emir, Hamad bin Khalifa al-Thani, kom til magten i 1995, har han forsøgt at frigøre Qatar fra Saudi Arabien og blive en magtfaktor i regionen. Denne tendens accelererede i forbindelse med Irak-krigen, hvor saudierne nægtede at lægge land til amerikansk militær. Qatar så sit snit til at dyrke sine diplomatiske relationer til USA og bød tropperne velkommen. Under det arabiske forår støttede Qatar og deres tv-station Al Jazeera i første omgang de revolutionære kræfter, som Saudi Arabien kæmpede imod, og østaten brugte ustabiliteten til at fremme sin position i regionen. I 2017 mobiliserede saudierne en række lande i en fælles embargo og kappede alle diplomatiske relationer med Qatar, der i stedet knyttede tættere bånd til Iran. Sidste år blev diplomatiet genoptaget, men stemningen i regionen er stadig anspændt.
VM er derfor også et spørgsmål om national sikkerhed for Qatar. Ifølge Ronay er slutrunden et slående eksempel på »Hard Sports Power«. De seneste år har Tyrkiet sendt 3.250 sikkerhedsstyrker til den lille østat, sydkoreanske specialister undervist i nærkamp, Storbritannien lavet luftøvelser med det qatarske flyvevåben, og Nato holdt øje med kemiske-, biologiske-, radiologiske- og atomvåbentrusler. Skellene mellem sport og geopolitik er udviskede. Som Ronay skriver: »Welcome to Qatar 2022, where the world comes together, and does so seriously tooled up.« Verdensmesterskaberne i fodbold er en totalmobilisering af hård og blød magtudøvelse.
Overlever landsholdsfodbolden?
Den seneste uge er videoer af glade landsholdsfans gået viralt på sociale medier. Tilhængere af Argentina synger og danser for rullende kameraer, og menneskemasser i engelske trøjer råber »it’s coming home«. Alt er, som det plejer. Og så alligevel ikke. For fansene stammer tydeligvis ikke fra de pågældende lande. De fleste medier gætter på, at der er tale om migrantarbejdere, som bliver betalt for at få stemningen i vejret, at få denne slutrunde til at ligne enhver anden. De qatarske myndigheder afviser beskyldningerne og peger på fodboldens globale tiltrækning, at mennesker fra alle lande kan danne »emotionelle bånd« til alverdens landshold.
Dette kommer en måned efter den mystiske organisation Denmark Uncensored sendte et åbent brev til FIFA, som fordømte Danmarks behandling af flygtninge og minoriteter. Brevet florerede på qatarske medier. I det opfordrer organisationen dommerne under VM til at bære armbind med ordene »Stop Denmark Racism«. Denmark Uncensored har ingen adresse, ingen forpersoner, ingen medlemmer. Der fandtes kortvarigt en hjemmeside, thetruedenmark.org, som sidenhen er lukket, hvor man kunne tilgå kritiske historier om den danske immigrationspolitik. Ifølge Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er der tale om klassisk desinformation, designet til at svække troværdigheden af den danske kritik af forholdene i Qatar. Hybridkrigsførelse har med andre ord fundet vej til fodboldverdenen.
Paralleluniverserne kredsede længe om hinanden som sorte huller; med VM i Qatar er de smeltet sammen for øjnene af os. Kort før kampstart runger ekkoet af det store spørgsmål på de tomme stadions, der snart bliver fyldt med overlevende migrantarbejdere, mens de døde spøger i baggrunden: Kan landsholdseuforien overleve fodboldens masketab? Bør den?
