Skandinavisk forbrødring Tørkens tid

Vagant fortsetter den diskussion om skandinavisme tidsskriftet rejste i lederartikler i 2017. Det er en vigtig diskussion, og hvem er nærmere til at føre den end et tidsskrift med en redaktion der rummer svenskere, nord-mænd og danskere. Hvis en ny skandinavisme skal gro, er der ikke noget bedre væksthus end netop Vagant.

Rasmus Glenthøj i Vagant 1–2/2018 og Knut Dørum i Vagant 1/2020 har bidraget til diskussionen med synspunkter på den første bølge af skandinavisme i 1800-tallet. Når de vurderer den højere end jeg gjorde i mit debatindlæg i Vagant 4/2017, behøver det ikke være fordi vi er meget uenige, men fordi vi lægger vægt på forskellige sider og forskellige tider.

1800-talls skandinavismen

Dørum og Glenthøj bringer vidnesbyrd om hvor omfattende skandinavismens mentalhistorie var i 1800-tallet, mens jeg især havde realhistorien i tankerne. Svenske monarker drømte, siger Jens Arup Seip ifølge Knut Dørum, om at blive statsoverhoveder i en nordisk union; danske skandinavister drømte om at få hjælp, når preusserne kom. De drømme viste sig, som enhver véd, at føre til nul og niks. Den svenske konge må stadig nøjes med Sverige. Og da preusserne gik uden om Dannevirke i 1864, direkte mod Dybbøl, var alt hvad danske skandinavister fik ud af deres drømme om støtte nordfra, et digt af Ibsen:

De ord, der flød, som om de kom
fra hjertet lige hid, –
de var da kun en frase-flom;
og nu er tørkens tid!

De to historikere bebrejder mig med rette at jeg gør for lidt ud af hvor meget skandinavistisk der blev sagt, tænkt og sunget i alle de tre centrale nordiske lande i 1800-tallet. Det skyldes nok at den opgave jeg havde fået stillet, var at sige noget begrundet om udsigterne til en ny skandinavisme. Det beskæftiger Glenthøj og Dørum sig til gengæld ikke med, så det er ikke sært at vi taler forbi hinanden. Det kan godt være at 1800-tals skandinavismen forekommer mig mere don quixotisk end den forekommer dem. Det kunne vi sikkert argumentere om længe, men for mig er den diskussion jeg oprindelig blev bedt om at bidrage til, interessantere: Hvad med fremtidens samarbejde mellem de skandinaviske lande og kulturer? Jeg så sort på udsigterne dengang, i 2017. Jeg ser endnu sortere på dem i dag. Det Dørum kalder »den stærke form for skandinavisme«, altså den realhistoriske, er lige så ikke-eksisterende nu som dengang. Ser man på fænomener i de år som MeToo-bølgen, Coronakrisen og Højskolesangbogen, er der heller ikke på det mentalhistoriske område tegn på tilnærmelse mellem de tre kulturer.

Metoo i Sverige og Danmark

Opgøret med seksuel chikane og sexistisk kultur begyndte i USA . Bølgen tog land i Europa efter et stykke tid, ligesom hippiebølgen, rockmusikken, og alle andre amerikanske bølger har gjort det siden Anden Verdenskrig. Men i Sverige og Danmark på forskellig tid og forskellig måde. Svenskerne var først, med anklagerne mod en mand, der ikke var medlem af Det Svenske Akademi, men gift med et medlem, så det var muligt at trække akademiet ind i dem. En svensk politiker kommer ingen vegne, hvis han ikke kan hævde at han og hans politik er »feministisk«. Jeg tror ikke man kan høre nogen dansk politiker, uanset køn og politisk farve, hævde som svenskerne gør at han vil føre en »feministisk udenrigspolitik«.

»Ja, vi elsker dette landet« og »Gubben Noach« er selvskrevne i Højskolesangbogen.

Da MeToo-bølgen et par år senere kom til Danmark, var det ikke på grund af det svenske eksempel, men fordi en højprofileret dansk tv-personlighed rejste en anklage om en ualmindelig modbydelig seksuel magtudøvelse fra hendes fortid. Ikke skygge af koordinering, efterligning eller samarbejde mellem de drivende kræfter i bevægelsen på de to sider af Øresund. Ikke med den bedste vilje kan man finde eksempler på noget der kan kaldes »ny-skandinavisme« på dette område, hvad der ville være oplagt, hvis der, som i 1800-tallet, var nogen der troede at svenskere og danskere kunne vinde noget ved at være fælles om et mål. Set fra Danmark er det mentale Sverige en by i Rusland.

Styringen av coronapandemien

Coronahåndteringen er et godt eksempel på hvor forskellig mentaliteten er i Sverige og Danmark. Den danske regering besluttede sig for en hård nedlukning, da pandemien nåede landet. Sundhedsmyndighederne fremsatte, som i alle civiliserede lande, deres anbefalinger, men det var politikerne der bestemte. Da direktøren for den danske Sundhedsstyrelse, Søren Brostrøm, blev spurgt hvordan han havde det, med ikke at blive fulgt til punkt og prikke, sagde han på landsdækkende tv: »Jeg er glad for at bo i et land hvor det er de demokratisk valgte politikere der træffer de endegyldige beslutninger.« Hans modstykke i Sverige, Anders Tegnell, derimod traf på egen hånd beslutningen om at lade landet forblive åbent. Vi kunne endda læse i vores aviser
at det var den eneste tenkelige mulighed, for »i Sverige er der ikke ministerstyre«.

Igen et eksempel på at der absolut ingen forbrødring findes. Jeg har i denne sammenhæng ingen mening om hvilken kurs der var bedst, den strenge danske eller den milde svenske – det afgørende i den foreliggende sammenhæng er at en altoverskyggende krise med nøjagtig samme årsag får de to lande til ikke bare at reagere forskelligt, men også til at undlade at diskutere forskellene eller at lade sig påvirke af hinanden. Der forekommer naturligvis i begge lande kritik af de forskellige strategier, men så vidt jeg har kunnet følge med, aldrig med skandinavistiske argumenter om hvad nabolandet gør.

Pendlerne hen over den dansk-svenske og den norsk-svenske grænse havde grund til at være sure over manglen på skandinavisk samarbejde: en grænse der er åben den ene vej og lukket den anden, er en voldsom og skæv begrænsning af den individuelle frihed. Men noget skandinavistisk initiativ opstod ikke. Danskerne anså beslutningen om den svenske grænse nøjagtig lige så rigtig (eller forkert) som beslutningen om at lukke grænsen til Tyskland.

Sange som målestok

Vi har i Danmark et nationalt klenodie der hedder Højskolesangbogen. Det er en antologi af digte, der som navnet siger, har sin rod i den grundtvigske højskole- bevægelse, men den når langt videre ud med sine cirka 600 digte og tilhørende melodier, altså sange, der bruges i skoler og forsamlinger, overalt hvor der synges. Den er også lidt af en målestok for dansk identitet.

En ny udgave, den 19., ble udgivet i november 2020 og skabte røre. På en uge solgte den 75.000 eksemplarer. I mange aviser var der læserbreve med kritik af hvilke sange der er med, og hvilke ikke. En ny sang, »Ramadan i København«, fremkaldte et ramaskrig, der viser hvor vigtigt spørgsmålet om islamisk integration er for dansk identitet.

Der forekommer naturligvis i begge lande kritik af de forskellige strategier, men så vidt jeg har kunnet følge med, aldrig med skandinavistiske argumenter om hvad nabolandet gør.

Den »bløde skandinavisme« har fostret sange i skandinavismens storhedstid i 1800-tallet. Sange var jo i høj grad hvad skandinavismen gik ud på. Og synge hinandens sange gør vi da stadig. »Ja, vi elsker dette landet« og »Gubben Noach« er selvskrevne i Højskolesangbogen. Meget er som nævnt blevet sagt og skrevet om udvalget af sange i den nyeste udgave. Men jeg har ikke bemærket en eneste sjæl brokke sig over at antallet af norske sange er faldet lidt, fra 22 i forrige udgave til 19 i den ny, og at antallet af svenske sange er faldet noget mere, 38 til 26. Altså henholdsvis 13 og 31%. Ikke drastisk, men heller ikke helt til at negligere. Faldet skyldes ikke pladsmangel. Der er hele 51 sange på engelsk. Højskolesangbogens redaktion har registreret at vi henter mere identitet fra vest end fra nord og øst.

Skandinavistisk ånd findes stadig. De mikroforlag med udgivelser på nabolandets sprog jeg omtalte i 2017, findes stadig. Og Vagant findes. Heldigvis. Mens de tre lande i stigende grad passer sig selv. Desværre. Den tørkens tid Henrik Ibsen indvarslede, består.