Hvis du kender én sang med det britiske postpunkband Killing Joke, er det sandsynligvis »Eighties« (1985) med sit repetitive guitarriff. I musikvideoen ser forsangeren Jaz Coleman ikke helt komfortabel ud, der hvor han står og synger fra en talerstol prydet med en vifte af mikrofoner. Bag ham hænger et sovjetisk flag, mens talerstolen er dækket af et amerikansk flag. Resten af videoen er en forstyrrende kollage af atombomber, rumraketter, Ronald Reagan og Margaret Thatcher. Måske du genkender riffet recirkuleret i Nirvanas »Come as You Are« (1993) i en lidt langsommere, smådepressiv udgave. Muligvis en passende påmindelse om, at 90’erne ikke var så meget bedre end 80’erne.
To nye selvbiografier af profilerede amerikanske punksangere, Kathleen Hanna fra Bikini Kill og Le Tigre og Ray Cappo fra Youth of Today og Shelter, sætter spotlys på præcis, hvor hårdt livet var i 80’erne og 90’erne. I Skandinavien klarede de fleste sig sandsynligvis ganske ok, men i Amerika var det for nogle, specielt de dårligst bemidlede og unge kunstnere, kniven på struben og hånd-til-mund-overlevelse fra dag til dag. I Hannas bog får vi i tillæg et gruopvækkende indblik i den sexisme, som rådede, og den konstante trussel om vold og overgreb, der lurede overalt i underklassen, ikke bare på gaderne, men også i hjemmene.
Hannas bog er en rå og meget morsom beskrivelse af en ung kvinde (konsekvent kalder hun sig »girl«) fra et uroligt hjem med en voldelig og grænseløs far. Nærmest intuitivt finder hun frem til punk, billedkunst og feminisme og bliver del af og bannerfører for en ny punkfeministisk græsrodsbevægelse ved navn Riot Grrrl. Hun og hendes bandveninder var først ude med sloganet Girl Power, som senere blev kommercialiseret af Spice Girls.
Hanna var nær ven med Kurt Cobain fra Nirvana, og de boede i den samme lille søvnige – men kulturelt progressive – by Olympia udenfor Seattle. Lige før Nirvana lancerede sit store gennembrud Nevermind (1991) skrev en beruset Kathleen på hans soveværelsesvæg: »Kurt smells like teen spirit« – Kurt spurgte hende pænt, om han måtte bruge formuleringen i en sangtekst.
Punkkoncerten som rådgivningslinje
Alt dette er mytemateriale, og nogle af os har hørt historierne mange gange, men måske ikke leveret på samme slagfærdige måde med Hannas seje og humoristiske skriftstemme, godt trænet af spoken word-performance og punkkoncerter. De spillede punkshows, som ofte udviklede sig til en sceneudgave af den vejledning, Hanna gav til kvinder, der havde problemer med vold og misbrug og ringede til SafePlace, en gratis rådgivningslinje i Olympia. Der var kort sagt tale om katarsisk rockmusik, men med andre fortegn, end man kendte fra tidligere, hvor det mest var mandens privilegium at forløse sine følelser ved rockkoncerter. Hos Bikini Kills’ publikum blev der talt ud om hårde pigeerfaringer som abort og voldtægt.
Hannas bog viser, at der fandtes et slags mentalt præ-internet mellem søgende unge mennesker i disse år. Man var på bølgelængde, hvis man gik til de samme koncerter. Samtidig var problemerne presserende, det hjalp at erkende, at de var kollektive. Musikscenen skabte fællesskaber bort fra destruktive familierelationer, hvor man sammen kunne bygge en bedre fremtid. Man brugte kneb fra tidligere tiders punkundergrund, men ambitionerne voksede sig efterhånden universelle.
Kathleen Hannas bog er voldsomt ekspansiv mens Cappos er knap.
Hanna og Cappo er meget tydligt fra en mere idealistisk punkgeneration, end den som herskede i 70’erne. Feministisk punk og straight edge hardcore (Cappos udgangspunkt) var måske ikke altid naturlige bedfellows, men der var en fælles længsel mod autentiske fællesskaber omkring sundere værdier, end de som for øjeblikket prægede kulturen. I 90’ernes korrektpunk findes kimet til det, som nu hjemsøger os som moraliserende tankesæt. Måske det er en slags sejr.
Hanna og Cappos respektive punkbevægelser var stort set parallelle i tid, selvom Hanna mest var på vestkysten og Cappo i New York. Hanna begiver sig ud i en halsbrækkende totalfortælling om sit liv, som nærmest strækker sig fra første dag, hun slog øjnene op til bogens udgivelsesdato. Der er ups and downs og alt midt imellem. Man får efterhånden følelsen af at deltage i en vældig lang intim samtale med en veninde om al smerte i verden.
Når snakken falder på kunsten, er Hanna altid strategisk bevidst, når hun vægtlægger sin DIY-indgang til den. Hun vil invitere andre ind. Hun havde ingen forudsætninger, og hun fandt ud af meget på egen hånd ved blot at være åben. Hun gjorde mange fejl, hun prøvede sig frem, og derfor bliver hun ved med at være et beundringsværdigt forbillede. Det bliver også klart, at latter og humor er en suveræn overlevelseskraft.
Hannas veje krydses af mange kendte feministiske personligheder som Joan Jett, Andrea Dworkin og Kathy Acker. Nogle af dem kom hun i nævekamp med, som for eksempel Courtney Love, forsanger i Hole, der var en smule ustabil efter hendes mand Kurt Cobains død:
She began screaming stuff at me like, »Bye-bye! Are you leaving now, Kathleen? Go home and feed the poor!« She held her lit cigarette up to my face and traced my features with it, like she was going to put it out on my face. Then she dropped a sweater in front of me and bent down to grab it. As she stood up she coldcocked me in the face. I fell down, put my hand up to my cheek, and felt blood. From the ground I yelled, »I will debate you at the college of your choice!«
Hanna gik i 00’erne igennem en sygdomsperiode, hvor man til slut slog fast, at hun har lidt af borreliose som følge af flåtbid helt siden ungdommen. Nu er hun imidlertid tilbage for fuld kraft og spiller med begge sine bands Biniki Kill og Le Tigre. Hun er ingen flawless influencer med perfekte negle. Hun gør sig ikke til en død, perfekt ting. Faktisk er Hanna en fest på en scene i 2024, og man får en følelse af, at hun har en vigtig mission i en tid, hvor der er alt for meget nervøsitet omkring, hvordan vores handlinger opfattes udadtil. Hanna og hendes musikalske livsværk er en chill pill, som generation præstation har alvorligt brug for.
Selvforbedringspunk
Der hvor Hannas selvbiografi nærmest forsøger at omfavne alt, er det anderledes fat med Ray Cappo. De to bøger deler en enorm beundring for britisk-somaliske Poly Styrene fra punkbandet X-Ray Spex. Begge sangere forsøger at kontakte hende, når de besøger London. Hanna ved hun er til stede på en koncert, men træffer hende ikke. Cappo er mere heldig. Både han og Styrene er på dette tidspunkt dybt involverede i Hare Krishna-bevægelsen, og Cappo møder hende i hendes tempel og gengiver samtaler med hende.
Hannas bog er voldsomt ekspansiv, mens Cappos er knap. Det handler om hans liv, men rockmusikken er i baggrunden; dette skal snarere handle om hans vej til religiøs oplysning.
Hardcore punk blev til i Washington DC i 80’erne, og de bands, som Cappo associeres med dannede en anden bølge efter såkaldt straight edge punk i DC. Ian MacKaye fra Minor Threat (og senere Fugazi) har nok haft lyst til at bide sin tunge af mange gange: Hans sang »Straight Edge« (1984) blev taget alvorligt helt ud i det absurde. Der blev bygget en bevægelse omkring en streng afholdstankegang. Forbuddene var som sådan ikke afgørende. I en tid, hvor hash og heroin gennemsyrede musikmiljøet, var det snarere det klare sind, som der var brug for. At holde sig fra alkohol, stoffer og animalske produkter blev essentielle kerneværdier for en række bands.
Punksangeren Ray Cappo er blevet til yoga- og selvhjælpsguruen Raghunath.
Disse kulturelle fortællinger fylder imidlertid næsten intet i Cappos bog, som i sin form forsøger at efterligne Bhagavad Gita, et helligt hinduistisk skrift, der består af filosofiske dialoger mellem prins Arjuna og hans guide Krishna. Jeg kan sætte pris på minimalismen, og bogen skal uden tvivl stå på hylden i et yogacenter (Cappo er blevet til yoga- og selvhjælpsguruen Raghunath), men det er også ofte påfaldende så lidt, som findes udenfor de spirituelle konversationspartneres verden.
Det giver mening, at forældreløse børn på gaden i New York snart vil finde frem til Krishna-templerne, hvor der bydes på gratis måltider og ro og fred, hvis ikke stofferne finder dem først. Ray er den ældste i sit band med det rammende navn Youth of Today. Han er 19, og de yngste som drager afsted på turné med ham er 13 og 15.
We had no credit cards, no cell phones, no internet, no plan for where we would stay or what we would eat. We had two days to get to Virginia Beach. It was complete surrender to God or the universe, trusting we’d be taken care of.
På en nok så indirekte måde lærer vi ham at kende. Mest hører vi om mennesker, han møder og udveksler tanker med på sine rejser til Indien, et land han vitterligt får til at lyde magisk, men også som en stor udfordring. Der, hvor Hannas bog handler om at bygge søsterfællesskaber, handler Cappos bog om at søge efter en faderfigur. Hans egen hårdtarbejdende far ender i koma, hvor han ligger i tre år, indtil han afgår ved døden. Der bruges ikke mange sider på farens fravær, men man er alligevel ikke i tvivl om, at dette handler om en søn, som forsøger at mobilisere håb.
Ray kaster sig over diverse strenge selvopdragelsesregimer, og inspirationen fra de religiøse værdisystemer bringer han med ind i undergrundsmusikscenen med sine bands, hvoraf Shelter blev døbt krishnacore. På hver deres måde påtager de to punksangere sig at skabe egne idealistiske fællesskaber midt i en bundrådden kultur.
