Det var da Andreas Harbsmeiers forlag A Mock Book ville oversætte og udgive Ernest Callenbachs Ecotopia (1975), som Jeppe Svan havde taget forlagsnavn efter, at de mødtes. Jeppe skrev forordet, og siden har de to forlag været forbundne i en tro på, at forlæggeri og læsning kan bidrage til den nødvendige omstilling og mentale oprustning, klimakrisen kræver.
I kølvandet på udgivelsen af deres fælles artikel i ATLAS Magasin, »Der er brug for en litterær klimakanon«, inviterede Vagant dem til en samtale om litterær aktivisme.
Camilla Hougaard: Hvordan forbinder jeres forlag, Økotopia og A Mock Book, litteratur og klimakrise?
Andreas Harbsmeier: A Mock Book er overbevist om, at vi har brug for mere generøsitet og en ny sensibilitet. Den indiske forfatter Amitav Ghosh skriver, at klimakrisen også er en forestillings- og fortællekrise. Der er en potentiel kraft i litteraturen, i at kunne forestille sig nye verdener. Vi har næsten lige udgivet Kim Stanley Robinsons Fremtidsministeriet, som opbygger konkrete forestillinger om, hvordan vi skal reagere på klimakrisen. At verden godt kan fortsætte, men at den kommer til at se meget anderledes ud. Robinson hævder, at science fiction er en ny realisme.
Jeppe Svan: Forlaget Økotopia opstod ud af lavpraktisk klimaaktivisme. Jeg er del af Den Grønne Ungdomsbevægelse, og vi skulle have vores første manifest ud, fordi vi skulle bruge det til en kampagne. En Grøn Retfærdig Fremtid var et kampagneværktøj til folketingsvalget i 2022, og med den var Økotopia født. Den var den første af Den Grønne Ungdomsbevægelses fire bøger, derudover er der Retfærdig Naturbevarelse (2023), Til Fremtidens Virksomheder (2024) og Levedygtigt Landbrug (2024). De kan være skrevet af en gruppe på ti forskellige mennesker, men forfatteren står som én, Den Grønne Ungdomsbevægelse, og udgiveren som Økotopia. Vi er ikke noget stort forlag, det er kun Astrid Therese Blom-Hansen og mig.
CH: Det var også Astrid, der læste op af Levedygtigt Landbrug til Den Grønne Ungdombevægelses demonstration foran Christiansborg den 24. november. Er Økotopia og Den Grønne Ungdomsbevægelse stadig tæt forbundne?
JS: De startede med at være lig hinanden, så havde jeg min egen udstikkergruppe, og nu prøver jeg at have Økotopia som et nyt »vi«. Økotopia kan nå et andet publikum ved ikke at være Den Grønne Ungdomsbevægelse som afsender.
CH: Hvordan er Økotopia noget andet?
JS: Den Grønne Ungdomsbevægelse er en meget klassisk, realpolitisk bevægelse, der orienterer sig mod, hvad der foregår på Christiansborg, for eksempel klimaloven. Det Økotopia vil, det er at støtte op om, at foretagender som Den Grønne Ungdomsbevægelse tager sig tiden til at sætte sig ned og skrive, og så at hjælpe med at trykke og udbrede de bøger. Vi tror på, vi er i et forestillingsfængel, og at det der går forud for de politiske forandringer, der skal ske, bliver holdt tilbage af vores forestillinger om fremtiden eller vores måder at gå til verden og naturen på. Det er en længerevarende, kulturel kamp, der bliver nødt til at låne fra litteraturens værktøjskasse.
CH: Er det her, A Mock Book og Økotopias praksisser er forskelligartede?
JS: Vi adskiller os nok fra A Mock Book ved at udgive ting, som er mere eksplicit politiske. Og selvom manifesterne låner af skønlitteratur, har vi stort set kun udgivet faglitteratur og idédebat. Vi har lige udgivet Lukas Kluge, som er klimaaktivist og skriver om de moralske overvejelser bag civil modstand, og om det akutte behov for transformation af alle sektorer af samfundet.
CH: A Mock Book er et noget ældre forlag end Økotopia. For nyligt udgav I programskriftet Det planetariske er politisk. Et udgivelsesmanifest (2024), hvor det første punkt lyder: »At udgive bøger er en af de vigtigste og mest afgørende kulturelle praksisser lige nu.« Har I sammentænkt litteratur og klimakrise fra starten af?
AH: A Mock Book udspringer af den danske udgave af magasinet Lettre Internationale. Den første titel udgivet under navnet A Mock Book var Virkelighedssumpen fra 2010, som Karsten Wind Meyhoff og jeg skrev. Vi ville afsøge mulighederne for, hvad man kunne kalde en form for litterær mockumentary. Vi udfordrede grænserne mellem faglitteratur og fiktion. Det var med nogle mere eller mindre provokerende formater, for Virkelighedssumpen bestod af tre fiktive interviews med faktiske personer.
CH: I skriver også, at »En helt afgørende del af vores udgivelsespraksis er kurateringen«, og ofte forbindes A Mock Book netop med genudgivelse og oversættelse. Hvorfor er disse litterære praksisser vigtige i dag?
AH: For det første tror vi på, at det at skabe fortællinger og udgive bøger og tekst er forudsætninger for at skabe forandring. Det burde være indlysende for de fleste, at der er noget i menneskets naturforhold, der er kørt af sporet, og som skal laves om. Vores ambition er at udgive litteratur, der på en måde skubber lidt til grænserne for, hvordan vi betragter omgivelserne. Vi har en serie, vi kalder Gaia, hvor vi blandt andet bedriver en form for litteraturarkæologi. Vi går tilbage i litteraturhistorien og ser, hvilke værker der, på tværs af tid og sted, taler ind i den nuværende, planetariske situation. A Mock Book ønsker at vise, at hvis vi skal skifte perspektiv, så kan det sagtens være, at det er ting skrevet for 20, 50 eller 200 år siden, der er allermest relevante lige nu.
CH: At genudgive bøger fra forlagenes backliste og at genaktualisere klassikere er centralt for flere forlag: Gladiators Sandal-serie, Gyldendals Skala-serie, Rosinantes Klassikerserie, Forlaget Virkelig. Hvordan adskiller Gaia-serien sig?
AH: Med Gaia-serien ønsker vi at bevæge os mod en forlagsprofil, der er så tydelig, at hvis man samler en af vores bøger op, så vil man vide, at uanset hvem der har skrevet den, vil den være inden for en sfære, der interesserer dig. Det definerende ved udgivelserne er en dagsorden om, at vi er nødt til at redefinere vores naturforhold. Den tematik kan tage form af essayistik, nyere romaner, gamle science fiction-romaner, romantisk litteratur, alt muligt.
CH: Genredistinktioner optager ikke A Mock Book?
AH: Nej. For os handler det om at bryde nogle skel og fordomme over for nogle typer af litteratur ned. Vi er for eksempel optaget af science fiction-genren, fordi der i den type litteratur kan findes anderledes måder at skabe virkeligheder på. Det er jo en genre, der først langsomt er ved at finde vej til brede lag af læsere og pensumlisterne på universitetet. Kriserne vi befinder os i er beskrevet forbløffende præcist i megen litteratur fra 1960’erne og 70’erne. Science fiction som genre har været god til at forestille sig, hvordan verden ville udvikle sig.
CH: Jeppe, du sagde, at Økotopia har rod i klassisk klimaaktivisme. Hvordan blev litteratur og forlæggeri en del af det?
JS: Jeg fik kontakt til Andreas Vermehren Holm fra Forlaget Virkelig, som var meget gavmild og lærte mig hvordan man sætter tekst op i InDesign. I 2023 skrev vi i Den Grønne Ungdomsbevægelse bogen Retfærdig Naturbevarelse, som vi besluttede os for at gøre et stort nummer ud af, og den var skabende for forlagets forandringsteori. Den skulle låne fra skønlitteraturen og være meget flot. Det var der, vi skiftede navn til Økotopia, og jeg mærkede, at der var en anden form for aktivisme i det. På daværende tidspunkt havde jeg lavet klassisk aktivisme nonstop i fem år, og jeg bøvlede med udbrændthed. Når man har arrangeret 100 demonstrationer, så begynder det at blive meget svært at holde gejsten oppe, også fordi vi de realpolitiske resultater var få. Vi blev ved med at løbe panden mod muren.
CH: Hvad gør Økotopias litterære aktivisme anderledes?
JS: Det var tilfredsstillende at sidde og lave noget, der var meget langsomt. Jeg lærte af Andreas: Udgivelsen behøver ikke at hitte inden for den første uge. Det kan være, den først finder et publikum om et halvt år. Det var en helt anden måde at gå til aktivisme på, end at skynde sig at skrive et debatindlæg, råbe ude på gaden og være i radioen. Der er et helt andet tempo i Økotopias aktivisme, og der er en anden form for interaktion med de mennesker, vi gerne vil i snak med.
CH: I starten af oktober fremsatte I, sammen med Andreas Vermehren Holm og Forlaget Virkelig, i ATLAS Magasin en fælles artikel, hvor rubrikken lyder: »Der er brug for en litterær klimakanon«, hvor I med Amitav Ghosh skriver, at »Klimakrisen markerer også en krise i vores klassiske fortælleformer og forestillingsevne.« Derefter giver hvert forlag konkrete bud på værker, der kunne indgå i denne klimakanon. Hvad var tankerne bag den artikel?
AH: Hele den modernistiske kanon, som stadig dominerer på ungdomsuddannelserne og universiteterne, er domineret af menneskets, ofte mandens, forsøg på at finde sig til rette i den moderne verden. Dette udvalg har helt sikkert haft sin berettigelse – det er svært at finde sig til rette i den moderne verden. Denne litterære bevægelse toppede med Karl Ove Knausgård, der har siddet og skrevet 3000 sider, hvor han kokser rundt i sit eget liv. Det er af kæmpe kvalitet, og identifikationsmulighederne er virkelig gode for én som mig, men måske det ikke er, hvad verden har brug for lige nu. Måske det er tid til et perspektivskifte. Med artiklen ønsker vi at pege på en anden type af litteratur og et andet fokus, der bedre repræsenterer det, vi kan iagttage om verden omkring os.
CH: Hvilken litteratur repræsenterer det perspektivskifte?
AH: Det er tre ganske forskellige værklister, de tre forlag foreslår. Vi vil ikke være enige eller gøre os selv til en autoritet, der kan fastsætte en kanon, det er derimod et oplæg til en debat. Vi har gjort tingene lidt tydelige i håbet om, at nogen vil samle det op, vil foreslå noget helt andet eller være uenige.
JS: Jeg er egentlig ikke så interesseret i kanon. At fremsætte forslaget i kanonformat fungerer lidt som clickbait. Det får folk til at læse. Projektet forsøger at sige, at vi bliver nødt til at tage nogle kvantespring i diskussionerne om vores måder at være i verden på, og at dette starter på uddannelserne.
CH: I taler for en litterær klimadannelse som del af gymnasieundervisningen?
JS: Jeg fik en kæmpe forskrækkelse, da jeg for fem-seks år siden først lærte om de naturfilosofier, Økotopia fremsætter i artiklen, for eksempel tænkere og forfattere som Robin Wall Kimmerer og Ulrike Herrmann. Jeg forestiller mig, at de yngre generationer efter mig vokser op med forskrækkelsen fra starten af. Klimakrisen er allerede i fuld gang, klimabevægelsen ruller derudaf. Til gengæld bliver man præsenteret for så lidt eksistentialistisk gods til at forstå, hvad det betyder for én. Hvordan bliver jeg klædt på, hvor starter jeg henne? At lave lidt af det arbejde, eller at starte den snak, det synes jeg er meget motiverende.
AH: Vores ambition med artiklen er ikke, at vi skal bestemme præcist hvad en ny gymnasiekanon skal indeholde, men derimod at starte en diskussion om, hvilke kulturelle udtryk der giver et dækkende billede af, hvor vi som samfund og kultur er på vej hen. Det står enhver frit for at anbefale andre slags litteratur. At anbefale er også det vi gør ved at udgive bøger. Når A Mock Book genudgiver ældre værker, og når Økotopia genudgiver Henry David Thoreau, er det at sige: »Hey, nu er det her altså vigtigt.« Der er grunde til, at det er nogle værker, vi hiver op nu. Værker, som har været gået i glemslen og nu pludselig kan få en fornyet vitalitet.
CH: Hvilke værker kan hives frem nu?
AH: Vi har en ambition om at genforbinde relationerne mellem det poetiske og det videnskabelige, og der har tyske Hanns Cibulka, hvis bog Havtorntid vi udgav i 2023, et billede om, at vi i vores blik på verden har skelnet alt for meget mellem, hvad han kalder skalpellen og pennen. Skalpellen er den naturvidenskabelige måde at dissekere verden på, og pennen er den poetiske tilgang. Han forsøger at kombinere begge dele i sine skrifter. A Mock Book søger den type litteratur, der befinder sig i spændingsfeltet mellem skøn- og faglitteratur, hvor man bruger poetiske greb eller tilgange til at beskrive noget, der ellers har været forbeholdt naturvidenskabelig litteratur.
CH: Jeres fælles forslag om en ny klimakanon fik mig også til at tænke på jeres manifester. A Mock Books førnævnte Det planetariske er politisk og Økotopias Retfærdig Naturbevarelse og Levedygtigt Landbrug har alle »manifest« som undertitel. Hvilke tanker er der bag manifestgenren?
JS: Vi kalder de to bøger for utopiske manifester eller håbefulde manifester. De har forandringsteorier om, at der skal laves nogle andre forestillingsøvelser, og at vi bliver nødt til at bryde med, at det er nemmere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens endeligt. Vi er nødt til at komme ud af spiralen og hjælpes ad med at tænke, at det ikke handler om tech-fix. Øvelsen er meget bredere og hænger sammen med alle mulige andre spørgsmål – for eksempel om hvordan vi organiserer vores økonomi, og hvordan vi værdsætter menneskeliv frem for andre liv. Der er tale om en større, kulturel forandring, og det er det, manifesterne prøver at appellere til.
CH: Man kunne kritisere manifestet for at være en udtryksform, der ikke altid inviterer til samtale? Risikerer manifesterne at gøre litterær klimaaktivisme firkantet eller for spidsformuleret?
JS: Om det bliver for fastlåst? Jo, det taler vi også om løbende. Vi udgiver ikke manifester i punktform, fordi krisen er så abstrakt, at det er vanskeligt at koge et svar ned til nogle simple formuleringer.
AH: Den diskussion har vi også haft: Begrænser vi mulighederne? Men manifestetgenren er en måde at være tydelig på. Historisk har det været formuleret kort og kontant, hvilket jo gør, at det er noget, man kan forholde sig til og diskutere med. Med manifestet har man udgangspunktet for en samtale. Det planetariske er politisk har vi også lavet for at blive klogere på, hvad vi laver, og der kan det være godt at formulere sig i et format, hvor tingene kan sættes på spidsen.
CH: Manifestet både samler og spreder?
AH: Det er også for at prikke til nogen. I genren ligger, at man kan blive provokeret af det. Vi føler os som en del af en bevægelse, og vi har ladet os inspirere meget af Økotopia. Af alle de ting I i Den Grønne Ungdomsbevægelse, en stor gruppe progressive mennesker, kunne vælge at bruge tid på, har I valgt at starte et forlag. Det er håbefuldt, og det bruger jeg tit som argument for, at det er meningsfuldt at forsætte med A Mock Book. At der i Den Grønne Ungdomsbevægelse faktisk er nogle mennesker, der er noget yngre end mig, som har valgt at investere en ganske betragtelig mængde energi i at lave et forlag, det synes jeg er håbefuldt. At drive et forlag er bøvlet, og det at lave bøger tager hundrede år.
CH: Hvordan bidrager litteraturen som form, sammenlignet med for eksempel Instagram-reposts og demonstrationsbannere?
AH: Hvis man vil drive en bevægelse eller skabe en forandring, kan man ikke gøre det alene på Instagram. Der kan man skabe opmærksomhed om, at du findes, om dine projekter og man kan mobilisere. Hvis en bevægelse skal være levedygtig, tror jeg, at litteratur og bogen som format er afgørende. Forandringen bliver nødt til at være funderet i noget, der er langsommere. Noget der er konkret og manifest. Man gør sig bare mere umage, når man skal trykke en bog i flere hundrede eller tusinde eksemplarer. Man læser den lige en gang mere, man får flere til at bidrage og redigere, den bliver bedre og mere konsistent. Sammenlignet med hvad de digitale platforme tilbyder, er det stadig af større nødvendighed at formulere sig og tænke i litteraturens formater.
JS: Det blev meget konkret for os i Den Grønne Ungdomsbevægelse efter vi i 2018 og 2019 var startet med klassisk aktivisme med for eksempel Klimamarchen, og så fik kæmpe opbakning ved klimavalget. For det var også nogle meget lette paroler at være med på: »Klimahandling nu«, »Det her er en nødsituation« og »Grøn fremtid«. Det gik gradvist op for os, at paroler er så nemme at korrumpere. Der er vidt forskellige forståelser af, hvad der skal til for at tilslutte sig banneret. Når der til klimamarchen kommer 50.000 mennesker, og vi råber: »Hvad vil vi have?«, og der bliver svaret »En grøn fremtid«, så er det klart, det vil vi gerne alle sammen – men folk har vidt forskellige forståelser af, hvad det betyder, og hvad marchen står for.
CH: Hvordan sikrer Økotopia sig, at den litterære klimaaktivisme ikke bliver parolisk?
JS: Der er en gammel teori om, at bevægelser lever fem år, og så går de enten i sig selv eller bliver en NGO. Hvis man bliver ved med at være en bevægelse, der kan opsummeres med et hashtag, så er der ikke den substans i det, der gør, at det kommer med videre i næste stadie, hvor det handler om: Hvad betyder det så, når vi siger, vi vil have en grøn fremtid? Vi vil være dem, der sidder ved mikrofonen og definerer, hvad de her ting betyder. Den kamp kræver et andet format end det, der bliver sat til rådighed af de sociale medier.
CH: Hvornår mærker du ellers det skel mellem Den Grønne Ungdomsbevægelse og Økotopia?
JS: Bøgerne har været succeser på hver deres måde, og det at kunne koble Den Grønne Ungdomsbevægelses demonstrationer op på Økotopias bog og henvise til den, det har virkelig fået tingene til at gå op i en højere enhed. Den kobling har ført til nogle andre samtaler. Nu kalder vi det et manifest, men vi har ikke holdt os til de gamle venstrefløjsmanifesters form. For os handler manifestgenren om, at det er en spidsformulering af nogle ting. Bøgerne skal være en lille pakke, man kan kaste rundt til folk. Der er altid noget drømmende og fortolkende i at sidde og læse en bog, og det er også det, vi læner os op ad ved at skrive utopiske visioner. De handler om at indbyde folk til at tage med på en forestillingsrejse. Det er en fare for, at det bliver for firkantet, men i stedet for at andre fortolker, vil vi hellere selv definere, hvad vi står for. Vi har før oplevet at blive taget lidt til gidsler: »De unge derude har givet os det her mandat.« Det er vigtigere for os selv at tage mikrofonen, selvom det sagtens kan blive lidt snævert.
AH: Vi har en forestilling om, at forskellige former for spekulativ fiktion kommer til at rykke frem i butikken. Der findes meget, og det bliver læst, men mest på engelsk. Man gør det bredere tilgængeligt, hvis man oversætter det til dansk. Jeg synes også, at de værker Økotopia udgiver er super konkrete. Det er nemt at gå ind i en samtale om og med dem, uanset om man deler verdensanskuelsen eller ej.
JS: Det har været vigtigt for mig at læse Ursula K. Le Guin, Callenbachs Økotopia (2024) og Frank Herberts Dune (2020), som I har udgivet i A Mock Book. Men det er også sjovt at prøve at udgive noget, der foregår i Danmark, og som kun foregår om to årtier. Vi står i et så vigtigt skel lige nu, i en forestillingens tid, for som FNs Klimapanel har peget på, så er det i den her tid, der bør ske så meget.
CH: Jeg læste, at Dagbladet Information bad en række forskere og aktører i den grønne trepart aftale om at forholde sig til Levedygtigt Landbrug?
JS: Ja, Levedygtigt Landbrug har fået et sjovt liv. Den har været med inde til forhandlingerne om den grønne trepart, og dens politiske krav er blevet introduceret i alle mulige sammenhænge. Bogen rummer nogle universelle temaer, de fleste kan komme med på. Folk kan læse et kapitel om, hvordan man organiserer sig økonomisk, og sige: »Det lyder dejligt, jeg kan godt forstå, at omsorg bør være det vigtigste«, og så først bagefter går det op for én: »Hov, det her er socialisme.« Det står ikke i overskriften. Så jeg tror, bogen har pirret nogle ting på en spændende måde.
CH: Kan du fortælle lidt om Levedygtigt Landbrugs særegne form?
JS: Den er delt op i tre: Første del handler om, hvad problemet er. Anden del bliver mere og mere til skønlitteratur. Tredje del stiller nogle politiske krav, som er ufravigelige. Den form gør, at vi kan komme mange steder hen. Vi kan lægge vægt på den midterste, skønlitterære del, når vi snakker med nogle mennesker. Bogen har affødt et netværk, en sammenslutning, af cirka 120 progressive landbrugere, der har kaldt sig »Levedygtigt Landbrug«.
CH: Levedygtigt Landbrugs litterære aktivisme har ført til en slags mobilisering af landbrugere?
JS: Det er vildt. Dér er hele forandringsteorien i en nøddeskal. Jeg tænker tit over: Giver litterær aktivisme mening? Men man bliver også nødt til at holde fast i troen på, at forandringen findes lige så meget i litteraturen som i den gode demonstration. Det kan godt være, man ikke når ud til lige så mange mennesker som et debatindlæg, men til gengæld kan det være, at man med litteratur forandrer en håndfuld mennesker ret gennemgribende.
CH: Jeg har tænkt på ordet »aktivisme«, at man ofte forbinder det med noget aktivt, handling, at gå på gaden, kampråbe og demonstrere. Omvendt er læsning en ret indadvendt praksis. Hvor tænker I, læsningens aktivisme ligger?
AH: Læsningen kan være en hverdagslig protest. At læse noget i en bog er rent fysisk en bedre oplevelse, næsten uanset kvaliteten af litteraturen, end at læse på en skærm. Selvom jeg frekventerer udmærkede hjemmesider med kvalificeret indhold, er det sjældent, når jeg har siddet en halv time på telefonen, jeg tænker: Det var fedt, det må jeg gøre noget mere. Men det tænker jeg altid, når jeg har læst. Jeg har det fysisk bedre. Det er ikke fordi, læsning er healing, men at du på en eller anden måde går ind i litteraturens rum, det er eksistentielt afgørende for dit velvære. Det er i det hvert fald for mig.
JS: Vi skal lave den største omvæltning af vores tankeverden og vores samfundsstruktur nogensinde, og vi har ti år til at gøre det. Det kræver en dybdegående forståelse af tingene. Det får man af læsningen, ikke af at scrolle eller skrive under på et borgerforslag. Jeg appellerer til, at man efterfølgende går til verden på en anden måde, og at man ser sig selv som én, der har indflydelse – at man udvikler en økologisk bevidsthed: Kan jeg påvirke min arbejdsplads? Skal jeg stemme anderledes? Tage aktiv del i en strukturel kamp? Det er ikke nok at indføre kødfri fredag, fordi man har læst en bog. Jeg appellerer til, at læsning skal skabe den store, politiske, strukturelle forandring også.
CH: I morges læste jeg en artikel i Dagbladet Information om, at Anton Jäger, som avisen udnævner som den nye, store samfundstænker, i sin bog Hyperpolitik (2023) skriver, at der er opstået en dissonans i den nuværende politiske situation: På grund af for eksempel Instagram er det lettere end nogensinde at engagere sig politisk, men samtidig er det blevet sværere at omsætte engagementet til politiske forandringer. Risikerer opildningen til litterær aktivisme at medvirke til hvad Jäger ser som en hyperpolitisering?
JS: Jeg forstår pointen om, at alt er politisk og skruet op. Da vi startede Den Grønne Ungdomsbevægelse, var det frustrerende, hvor dårligt vi var klædt på til at være demokratisk aktive. Det er en meget fattig dannelse, vi får i vores uddannelse, man lærer slet ikke, hvordan man kan indgå i forandring på andre måder end at købe noget andet i butikken og stemme hvert fjerde år. Vi skulle helt fra bunden finde ud af, hvordan man starter en social bevægelse, selvom det er blevet gjort 1000 gange før. Det var svært at finde viden om forgangseksempler. For at imødegå den mobilisering, der kræves nu, skal der skrues op for klimadannelsen på alle institutioner.
AH: Der er også en grund til, at en tænker som tyske Hartmut Rosa er blevet populær. Jeg kommer ud af en tysk, kritisk tradition, som jo på mange måder er negativ og kulturpessimistisk. Rosa bringer med sit resonansbegreb en positiv erfaring med ind i ligningen. Det er enormt efterspurgt.
CH: Jeg vil gerne slutte med at spørge jer, om I har læst noget potentielt forandrende for nyligt?
JS: Sofie Isager Ahl og Sille Skovgaards bog Lysbønder (2024) gav mig en opløftende følelse. Den inspirerede til, at jeg har været ude og snakke med mange af dem, der blev interviewet i den.
AH: Jeg vil nævne Andreas Vermehren Holms Gaia Uhyre (2024). Den har et projekt om at skabe et nyt sprog for den her verden for så at blive i stand til at lave den om. Det er alt andet lige vildt at have en verden, hvor sådan en tekst kan blive til og udkomme i den form. Det synes jeg i sig selv er håbsfremkaldende.
