I et centralt afsnit i Theis Ørntofts nye roman får Ernst, underdirektør i Silkeborgbanken, øjnene op for oliens skønhed.
Vi befinder os i 1960’ernes Danmark kort tid efter opdagelsen af oliefelter i Nordsøen. På en charterferie til Tenerife med sin kræftsyge hustru falder Ernst i snak med Ove Hansen fra Dansk Undergrunds Consortium, der fortæller om firmaets arbejde med at finde olie. Umiddelbart efter hjemkomsten får Ernst at vide, at han bliver degraderet til bankassistent på grund af sin skepsis over for ophævelsen af guldstandarden.
Ernsts problem er, at han ikke kan få finansverdenen til at give mening, når pengene mister forbindelsen til den fysiske verden og forvandles til abstrakt værdi. Pludseligt, da hans bil er brudt sammen, og han står med hænderne fulde af motorolie, får han en åbenbaring. Han hiver et leksikon frem og mister tidsfornemmelsen af ren begejstring, mens han læser om råoliens historie. Her genfinder han forbindelsen mellem penge og den håndgribelige verden. Kort tid efter opsøger han Ove Hansen og går ind i oliebranchen.
På mange måder er der her tale om et dobbelt syndefald. Olieudvindingen er den primære årsag bag de menneskeskabte klimaforandringer, og Ernsts nye job gør ham til en fraværende far, hvilket får store konsekvenser for hans familie. Jordisk handler om de personlige, politiske og kosmiske følgevirkninger af beslutningen om at deltage i oliekapløbet. Der er tale om en slægtsroman bestående af fem dele, som fortælles af Ernsts efterkommere samt hans svigersøn og dennes datter. Romanen skrider ikke kronologisk frem. Den starter og slutter med tiden omkring Ernsts død, der finder sted i vores nutid, og i mellemtiden er der blandt andet afstikkere til Danmark under anden verdenskrig, en Arcade Fire-koncert i New York i 2004 og månen i 2036.
Et nybrud i forfatterskabet
I romanens første del, »Børnenes bog«, følger vi Ernsts børnebørn, Rhea, Joel og Miriam, mens de hver især forsøger at finde meningen med livet som thirty-somethings. I anden del får Ernst ordet, og den efterfølgende »Nicks bog« handler om børnenes amerikanske far, som flytter tilbage til USA tidligt i deres liv. Her får han endnu en datter, Julia, der er omdrejningspunkt for romanens fjerde del, der finder sted i en nær fremtid i et USA plaget af uroligheder, hvor flere stater har løsrevet sig fra unionen. I »Alices bog« vender vi tilbage til en genkendelig nutid, hvor vi følger børnenes mor, mens hun rydder op i sin fars hus og kæmper for at bevare fredningen af istidslandskaberne omkring Søhøjlandet, der står til at blive udstykket til ejendom.
Jordisk handler om de personlige, politiske og kosmiske følgevirkninger af beslutningen om at deltage i oliekapløbet.
Jordisk dækker et spænd på omkring 100 år og kredser om mange af de samme emner som Ørntofts første roman Solar (Gyldendal, 2018): global opvarmning, udbytning af naturen, depression og Vestens undergang. Alligevel er der tale om en markant anderledes læseoplevelse og en helt ny retning for forfatterskabet. Hvor Solar havde en førstepersonfortæller, den semiautofiktive økodigter Theis, der blev skudt af i en kosmisk kanon mod nattens ende, så er Jordisk en kontrolleret tredjepersonsfortælling på 600 sider med mange perspektiver at tage højde for.
Bogens fortællerstemme er nærmest olympisk, hævet over sine romanpersoner og i stand til at sætte en intellektuel ramme op for begivenhederne. Det ser man for eksempel, når fortælleren gør sig tanker om entropien som et både naturligt og socialt fænomen og til slut gør status over mennesket som en skabende og ødelæggende kraft:
Det siges, at mennesket er et destruktivt væsen. Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på. Men mennesket er også et ordnende, organiserende fænomen i universet. Det samler og bygger ting op, danner fællesskaber og institutioner, opfører huse og byer, bringer materien frem mod en højere orden med sine myriader af insisterende projekter, og på den måde modarbejder mennesket på forunderlig vis entropien, en af fysikkens mest grundlæggende love.
Hvis Jordisk har en samlende idé, så er det den allestedsnærværende spænding mellem organisering og ødelæggelse. I »Julias bog« befinder vi os i et autonomt »community« i Rocky Mountains i 2036, hvor beboerne skal stemme om, hvorvidt de vil udvinde sølvet fra jorden for at skaffe penge til at optimere infrastrukturen i deres samfund. Dette afsnit, som befinder sig i det sidste led i romanens kronologi, viser tilbage til det danske olieeventyr i Nordsøen, som Ernst beslutter sig for at deltage i. Ørntofts største fortjeneste er netop dette, at han med Jordisk har skabt en beholder for en masse idéer omkring verdens tilstand, historien bag og et bud på dens nærmeste fremtid.
Et genkommende mønster
Romanens overordnede handlingsplan er løst struktureret omkring Ernsts død. Det er denne begivenhed, der til sidst samler søskendeflokken i »Børnenes bog«. Rhea er den ældste af dem. Hun arbejder som dokumentarist og bor i et kollektiv på Møn, hvor de til hendes fortrydelse har inviteret til åbent hus.
Hun nærmer sig slutningen af trediverne og ligner på mange måder en typisk freelancer i kulturbranchen med et væld af uforløste idéer liggende på sin computer og en masse angst i hovedet. Joel er mellemstebarn og far til Villads, som han ser hver anden weekend. Ligesom sin storesøster har Joel en løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Han er vikar i fysik og geologi på Ørestads Gymnasium, og i fritiden går han på dates, hvor han meget nemt bliver først forelsket og senere fortvivlet. Miriam er adfærdscoach, og hendes klienter er ensomme mænd, der på forskellig vis er afhængige af ting på internettet fra porno til Minecraft. Hun lever et liv i overklassen med sin spekulantkæreste Frederik, og da læseren møder hende, er hendes største problem, hvilken marmorbordplade, hun skal vælge til deres nye dyre lejlighed på Frederiksberg.
Hvis Jordisk har en samlende idé, så er det den allestedsnærværende spænding mellem organisering og ødelæggelse.
Efter »Børnenes bog«, hvor man som læser føler, at man har lært de tre søskende at kende, forsvinder de mere eller mindre fra bogen til fordel for deres slægtninge. Romanens første del fremstår ellers som en perfekt indledning til de begivenheder, man forventer vil udspringe af Ernsts begravelse. Men nej, det er mere eller mindre kun slægtskabet mellem hovedpersonerne, der forbinder dem, ikke en plotlinje.
I et digert værk som Jordisk bliver det desværre en svaghed. Selvom de forskellige bøger i bogen fungerer fint som isolerede fortællinger, og idérigdommen i passager er overvældende, sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at romanen mister pusten undervejs. Måske fordi bøgerne ligner hinanden i opbygningen: En lettere skadet person står ved en skillevej og for at nå frem til, hvordan vedkommende er nået dertil, får læseren serveret deres livshistorie, der som regel indeholder et faderkompleks og/eller en traumatisk begivenhed, som i varierende grad definerer deres personlighed.
Det er imponerende, hvordan Ørntoft skaber et persongalleri, der kan fortælle en vidtforgrenet slægtshistorie over 100 år, men de mange erindringsspor bliver en smule ensformige i længden.
At blive i besværet
Alene titlerne vidner om, at Solar og Jordisk er hinandens modstykker. Hvor Ørntofts første roman var en odysse mod kosmisk udslettelse, er efterfølgeren jordnær. Mod slutningen af bogen tager Alice anstød af sin kæreste Hennings modfaldne udsagn om, at selvom de bevarer fredningen af Søhøjlandets istidslandskab i denne omgang, så vil de tabe kampen mod overmagten i det lange løb:
Det vigtige er, hvad der sker lige her og nu. Det bliver jeg mere og mere sikker på. Jeg tænkte på det da vi gjorde rent på Sølystvej forleden. Jeg tænkte: Her står jeg og gør rent i et lille bitte hus et tilfældigt sted i verden, og hvad i alverden er meningen med det? Det er jo så ligegyldigt, tænkte jeg. Men så slog det mig, at det måske ikke var rigtigt. Fordi alt er vigtigt. Den mindste lille oprydning, den mindste lille konflikt. (…) Putins krig er vigtig, ja. Og klimakrisen. Men det er de mindste ting også. Der er i princippet ingen forskel.
Alice citerer på et tidspunkt Donna Haraways mantra om »at blive i besværet«. I bogen fremstår det som en modvægt til især Nick og Joels (maskuline?) tendens til at flygte fra problemerne og frasige sig deres ansvar, når fremtiden virker uoverskuelig. Og det er måske den opbyggelige pointe, der står tilbage efter endt læsning: At kampen mod entropien står på i dagligdagens trummerum, at det ikke nytter noget at stirre modløs ind i en uforudsigelig fremtid, mens verden går i opløsning.
