KOMMENTAR. Teknologien går i sort, måske gør civilisationen det også snart. Don DeLillos nye roman The Silence udspiller sig under et strømsvigt i New York.
Når verden en dag går under, bliver det sandsynligvis helt uden bulder og brag. Det vil nok snarere ske i total stilhed, i et samfund så komplekst, at ingen længere er i stand til at forstå det. Hvem ved, måske vil menneskene sidde indespærrede i deres hjem, fuldstændig ude af stand til at påvirke processen.
En mand, som i mange år har advaret læserne om, at katastroferne lurer lige om hjørnet, er den amerikanske forfatter Don DeLillo. Han har tidligere spredt undergangsstemning med sine romaner om kemiske udslip (White Noise, 1985), atomvåbenenes udbredelse (Underworld, 1997), finansmarkedernes kollaps (Cosmopolis, 2003) og teknologiens forsøg på at stoppe aldring og sygdomme (Zero K, 2016). Kort sagt handler hans bøger om menneskeskabte systemer, der ender med at tage magten fra folk.
Socialt eksperiment
I sin nye roman The Silence forestiller han sig en ny amerikansk katastrofe: Et blackout har fundet sted, alt el- og datanetværk er kollapset, og alle lysende skærme er blevet til sorte spejle. Hvem står bag? Er det et hackerangreb, kan det være begyndelsen på tredje verdenskrig? Og hvordan reagerer menneskene på denne uvished?
The Silence
Don DeLillo
Scribner, 2020
DeLillo er bestemt ingen profetisk forfatter. Snarere burde man kalde ham en medfølende postmodernist. Han vil bare gerne vide, hvad hans romanpersoner føler, idet de ser sig selv i spejlet og mærker, at noget udefrakommende sætter eksistensen på spil. Når blodet stiger dem til hovedet og strømmer ud i fingrene, så ved forfatteren det: Her er et godt socialt eksperiment.
DeLillo er i dag 84 år gammel og fortsat lige optaget af, hvad fællesskabet kan bære på den yderste dag: Hvilke afhængighedsforhold lever vi i, og hvorfor er det så svært at give slip? DeLillo har altid være interesseret i at undersøge, hvilke sprog og sandheder, vi er fanget i. Og igen bruger han katastrofen til at fremhæve den amerikanske hypermodernitets dårligdomme.
Få andre steder har man set undergangsfortællingen kogt ned til noget så basalt. Sætning for sætning er The Silence fuldkommen åbenbar og ukompliceret – den inviterer ikke til en søgen efter dybere mening. Som hos Beckett nærmer vi os nulpunktet med fantomskridt. DeLillo fratager menneskene deres teknologi, og hvad der venter, er ikke bare et eksistentielt vakuum, men også kulturel død og begyndelsen på verdens ende. Herefter: Kun stilhed.
Radikal modernitet
I The Silence udspiller handlingen sig i hovedtræk over en aften på Manhattan. Fysikprofessoren Diane og hendes mand Max venter i deres lejlighed på, at Super Bowl-finalen skal sendes live. Også til stede: Martin, en ung fysiklærer, som engang havde Diane som underviser på universitetet. Max har allerede skænket sin første bourbon, og alle er godt forberedte på footballritualet, men pludselig går skærmen i sort.
På samme tid er venneparret Jim og Tessa på vej hjem over Atlanten. Flyet nødlander, og Jim pådrager sig en flænge i panden, der betyder, at de må en tur på hospitalet. Da det kaotiske besøg er overstået, fortsætter de igennem New Yorks tomme gader og tager til Super Bowl-sammenkomsten hos Max og Diane.
Falsk virkelighed
Nogen ville sikkert spørge: Hvem er alle disse personer? I bedste fald udgør de til sammen et behageligt selskab, flere af dem med hang til kloge bemærkninger. De har ingen udprægede karakteristika, de kunne næsten være hvem som helst. Og det lader netop til at være pointen. Undtagelsestilstanden fører ikke til panik hos de fem hovedpersoner. De er alle sammen så optagede af sig selv. Tankerne overtager romanens realistiske form, og til sidst udspiller den egentlige handling sig nærmest kun i personernes bevidsthed.
Imens er verden omkring dem fuldkommen sløret til. Vi befinder os i et klaustrofobisk rum, og Max’ største bekymring er, at han ikke kommer til at se kampen. De andre personers tanker ledes hen på Albert Einstein, relativitetsteorien, konspirationsteorier og forestillinger om livets afgrund: »Er dette en fremtid, der endnu ikke formodes at have taget form?«, spørger Martin. Hvad skal man sige? Det spørgsmål er rimelig svært at svare på.
Til sidst i The Silence er de fem venner nærmest ikke i stand til at tale sammen, ej heller til at huske, hvad der er sket. De spekulerer i alt muligt, om vi lever i en falsk virkelighed, eller om aliens nu er ankommet til Jorden – der ikke noget, der mangler. Romanen ender med, at en af personerne kravler op ad trapperne og tæller alle trinene for at være sikker på, at han lever i denne samme verden som i går. Men han kommer i tvivl: Talte han nu trinene korrekt? Som zombier forlader parret Jim og Tessa selskabet, de tilbringer natten hos sig selv, og en af de andre personer spørger: Er dette virkelig sandt eller bare en simulation? »Er dette en kunstig intelligens, der forråder os, og hvordan vi lever og tænker?«
Dystopi uden at være overdrevet
Samfundsnedlukning og nervesystemer i alarmberedskab: Selvfølgelig er The Silence en roman, som får en til at tænke på lockdown. Don DeLillo har lagt handlingen i 2022, og begyndte efter sigende at skrive romanen i 2018. Med The Silence har DeLillo på alle leder og kanter forsøgt at indfange en radikal modernitetserfaring, der må siges at være grundlæggende amerikansk. Overalt finder man skærme, der holder personerne optagede – i flyet, i deres hjem, alle hver for sig.
DeLillo har sikkert gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at skrælle flest mulige betydningslag af skærmene, så de står tilbage med en enorm tomhedsskabende effekt. De er der bare, uden aura, som en ren overflade, der forhindrer personerne i at se hinanden. Scenariet er dystopisk uden at være overdrevet. The Silence minder os om, at katastroferne ofte er nogen, vi skaber selv.
