Shout, shout, let it all out
These are the things I can do without
Det er ikke alle pophits fra 1980’erne som stadig lyder godt idag. En sang som alligevel synes at sige noget relevant til os i 2026, kan være »Everybody Wants to Rule the World« af den britiske synthduo Tears for Fears. Bag navnet gemmer sig barndomsvennerne fra Bath Roland Orzabal og Curt Smith. De skabte pop som endnu ikke er kommet helt ud af postpunkens dunkle landskaber, og som stadig udtrykker et vist mål af kritik og utilpassethed i verden:
Welcome to your life
There’s no turning back
Even while we sleep
We will find you
Acting on your best behaviour
Turn your back on Mother Nature
Everybody wants to rule the world
Tears for Fears havde kursen mod mainstream succes og fik den i overmål. Deres første plade The Hurting (1983) blev nummer et på hitlisterne i England og den anden plade Songs from the Big Chair (1985) nummer et i Amerika. Der er næsten kun hits på begge plader. Et så massivt gennembrud kan føre til at bands senere må forsøge at bryde ud af den boks, deres succes indespærrer dem i. Der er alligevel ingen grund til at være så ked af det når man har skabt så smukke sange som »The Working Hour«, som samtidig er en eviggyldig kritik af musikbranchen.
I 1989 kom den overambitiøse Sowing the Seeds of Love som var Orzabals forsøg på at skabe sin egen version af Beatles’ psykedeliske konceptalbum Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1967). Orzabals perfektionisme under arbejdet med pladen kom ultimativt til at rive bandet fra hinanden. Smith smækkede med døren og har siden forsøgt sig med soloplader, mens Orzabal har insisteret på at forsøge at holde Tears for Fears-navnet levende. Det blev nogle magre år.
Genforeningen kom i det nye årtusinde i form af pladerne Everybody Loves a Happy Ending (2004) og The Tipping Point (2022). Nu har Orzabal skrevet sin selvbiografi under titlen Welcome to Your Life. Nederlagsstemning tynger dele af bogen, men der er alligevel nogle aspekter ved dette band som gør dem mere fascinerende end den gennemsnitlige popduo.
Konceptalbum om primalskriget
Et band må have en motivation og et drive. I 1988 spurgte boybandet Bros: »When will I be famous?« Eller hvad med Madonnas enkle manifest: Music makes the people come together. Tears for Fears gjorde det lidt mere kompliceret for sig selv.
Roland Orzabal de la Quintana, som er hans fulde navn, går direkte ind i sit livs traumer, og de er ikke få. På de første sider hører vi om hans kone gennem næsten 40 år Carolines tragiske død af alkoholrelateret sygdom i 2017. Bandet var fra starten motiveret af en tankegang omkring personlige traumer, som Orzabals udfordrende opvækst med en psykisk syg, fransk-argentinsk far. The Beatles og John Lennon bidrog med inspiration, ikke bare til hvordan man kan lave musik, men også hvordan man kan leve. John Lennons sang »Mother« fra 1970 var inspireret af primalterapi, en gren af psykoanalysen som blev grundlagt af amerikanske Arthur Janov (1924–2017). Her var noget Orzabal og Smith kunne bruge.
Pointen ifølge Janov er at man skal skrige sig fri af sine fødselstraumer, altså smerte som er påført en under fødslen. Det er her Tears for Fears’ drivkraft og motivation kommer fra, et nok så uselvisk udgangspunkt. The Hurting kan betragtes som et konceptalbum inspireret af Janovs hovedværk om primalskriget. De to 19-årige fyre planlagde faktisk at gøre popsucces for at få råd til at tage til Los Angeles og gå i terapi hos Janov selv.
Til slut var det bare Orzabal som endte med at gå i primalterapi. Dette gjorde han i London i 1986 og fem år frem. Welcome to Your Life er næppe en hyldest til Janov, men bærer præg af at være skrevet af en mand med et afklaret forhold til egne traumer, i hvert fald de som ligger længst tilbage i tid. Det gør også bogens tone nøgtern og til tider befriende sorthumoristisk.
Orzabal gir indtryk af at være en viljestærk mand og har sikkert trådt en del folk over tæerne, ikke mindst Curt. Opgøret med vennen blev blandt andet til sangen »Fish Out Of Water« fra 1993. Et positivt træk ved bogen er de mange gange han får sagt undskyld, uden at det virker patetisk. Han skriver ikke som en dramaqueen, men man får alligevel smerten med sig, ikke mindst når terapiguden Janov, som Orzabal endelig møder, viser sig at være lidt af en svindler. Endnu en faderfigur at blive skuffet over.
Janov byggede videre på nogle af Sigmund Freuds og Wilhelm Reichs psykoanalytiske teorier. Efter successen med Lennon havde han forstået at det var popkulturen som kunne gøre ham berømt. Når Tears for Fears og han endelig mødes oplever Orzabal at han udelukkende opfatter dem som en chance til at ekspandere egen forretning. Efterhånden fremgår det at Janov har skrevet teksten til en musical baseret på sit hovedværk, The Primal Scream. Primal Therapy: The Cure for Neurosis (1970). Tears for Fears skal skrive musikken, foreslår han. Den fugl kommer ikke op at flyve.
Bandet som trossystem
Orzabal synes at trives med et overordnet tankemæssigt rammeværk, og primalterapien er på mange måder blevet erstattet af stjernerne, i betydningen dem på himlen over os. De har vel ingen kapitalistiske bagtanker. Undertitlen »An Astrological Memoir« kan sikkert skræmme nogle læsere bort og muligvis tiltrække andre.
Den astrologiske tankegang gør lidt af det samme som primalterapien: lægger nøglen til menneskets skæbne i fødselsøjeblikket. Fødselssmerten trykkede neuroser på plads i kroppen, og stjernernes præcise konstellation i dette øjeblik vil ifølge astrologien sige noget afgørende om livets videre udformning. Hvem vores forældre bliver, er lige så meget uden for vores kontrol som måden stjernerne stod på himlen i det øjeblik, vi forlod moderkroppen.
The two of us together had found another common bond because of our damaged childhoods. We became evangelical about Primal Scream, trying to tell our friends and band members about it.
Der er meget horoskopsnak i bogen. Orzabal går grundigt til værks, men dette er heldigvis ingen gurubog. Forfatterens nøgterne side vinder for det meste. Det er fuldt muligt at tro på et ideologisk rammeværk og samtidig være klar over at man gør det, fordi rammeværket holder egoet i skak. Man kan hævde at dette er pointen med de fleste trossystemer, også de sekulære. Orzabal omtaler flere gange sin egen og Curts tankegang som evangelisk. De troede på at mennesket kunne forandre sig. Mest virker referencerne til Saturn og Uranus og andre planeters påvirkningskraft som et poetisk tillæg, som beriger et ellers potentielt trivielt narrativ om et popbands storhed og fald. Det fungerer i nogle af beskrivelserne af faren:
Uranus the sky god, god of the stars and heavens, despised his offspring, the Titans, and hid them away in the bowels of the Earth. He saw them as ugly and imperfect. It reminds me of a very sad fact about my Uranian father: that he would not eat with us his children because, in his words, we were animals.
Trenden nu er at ikke lade sig holde sammen af tankemæssige overbygninger (med mindre man er fundamentalist eller konspirationsteoretiker). Tendensen går i dag snarere i retning af at hengive sig til følelsesmæssig stammekrig. Mennesket hengiver sig til affektive bølger og strømme. Vi er blevet frie, men geråder i en emotionel klimakrise hvor hjernen kan overtages af hvem som helst. De som trækker i trådene, har gjort sig usynlige.
Planetære bekymringer
Tears for Fears bruger ordet »world« i titlen på sine to største hits. Det kan tyde på at de har planetære bekymringer. På Sowing the Seeds of Love er teksterne fulde af emancipatoriske forhåbninger for arbejderklassen i England. Orzabal havde læst Marxism for Dummies, skriver han selvironisk. Pladen, som via Beatles-beundringen har et psykedelisk præg, viste på mange måder vejen til »Madchester« som var en stofdrevet musikscene, der udviklede sig omkring Manchester-klubben The Hacienda i de sene 1980’ere.
Det kan idag virke som om enhver kendis forsøger at få en slags gurustatus ved at skrive selvbiografier med et element af selvhjælp. Sådan gjorde Zlatan, sådan fik jeg succes, sådan kom jeg ud af krisen, og så videre. At et popband fra året de blev grundlagt (1981) greb fat i Janov og gjorde nogle af hans pointer til pophits er en lidt anden operation. Det kan virke som et greb der lægger op til selvstudier, snarere end at forløse en trang til at tømme sig emotionelt (»bekendelsespop«). Derfor er Orzabals bog også mere cerebral og holder sig fra at koble strømmende følelser til strømmende penge, sådan som det ellers ofte kan være tilfældet i den poppede selvbiografibranche.
Hvem kunne ellers finde på at udgive konceptuelle popalbums i 80’erne? Jeg kommer på et eksempel fra Frankrig, Indochine, som også blev grundlagt i 1981. Som bandnavnet tilsiger, handler alle sange på Le péril jaune (1983) om Frankrigs kolonialisering af Indokina. Svaret ligger også et andet sted, nemlig i det faktum at Tears for Fears kommer fra Bath. Her holder Peter Gabriel til. Ingen på britisk grund har vel lavet så kompleks, konceptuel popmusik som Peter Gabriel (og hans kvindelige modstykke Kate Bush). Her er en faderfigur som fungerer for Orzabal.
These bands [Depeche Mode, Human League] were exploding, and they so efficiently expressed a new genre and the music of the day. These bands were urban. For us, in the West Country, in Georgian Bath, Peter Gabriel was a much greater influence than Kraftwerk. […] It was unnerving, real adult stuff. Gabriel was the real deal; his third album became our sonic bible with its distorted vocals, its big ambient drums, and absolutely no hi-hats and cymbals.
Der hvor Lennon og Gabriel bliver en slags musikfædre, eksisterer stadig mindet om den biologiske far. Det er måske passende at se på ham med en slags planetære øjne. Ikke sjældent lå faren i sengen og troede han var Gud. Orzabal beskriver ham som »an electrician who would go on to have electric shock treatment to cure him of his depression«. Som læser er man ikke i tvivl om at opvækstmiljøet bød på vold og kaos, men stadig får Orzabal de paradoksale følelser frem: »I missed my father: his fire, his eccentricity, his imagination, his foreignness, his irreverence, his rage.«
Hvis der findes noget at lære af et popband som Tears for Fears er det måske, at det går an at bevidst forme og uddanne sig selv i en gal verden:
I find it kind of funny, I find it kind of sad
The dreams in which I’m dying are the best I’ve ever had
I find it hard to tell you, ’cause I find it hard to take
When people run in circles, it’s a very, very mad world.
