Satanisk kammerspil

ANMELDELSE. Glenn Christians nye digtsamling Taarn yder modstand på alle planer. Den er en atonal og brutal læseoplevelse.

Glenn Christians forfatterskab har altid haft noget hermetisk over sig. Hans nye digtsamling er bogstavelig talt en lukket bog. Siderne skal skæres op, og det kan godt være en udfordring for et menneske med tastaturmotorik. Mit eksemplar af Taarn er i hvert fald en smule blodplettet nu.

Modstanden fortsætter under læsningen. Taarn er ikke et imødekommende værk, måske endnu mere utilnærmeligt end Glenn Christians forrige digtsamling, månen atlas over sandparken avenue (Gyldendal, 2018). Ligesom den udgivelse, og for den sags skyld hele forfatterskabet, nok især siden hovedværket Mudret sol (Arena, 2013), kan Taarn læses som en meditation over køn, krop og natur, eller rettere sagt opløsningen af disse kategorier. Taarn er desuden en flot bog, illustreret af kunstneren Rolf Nowotny, ligesom månen atlas var en smuk lille sag skabt i samarbejde med en anden kunstner, Lea Porsager. Bagerst i bogen står der anført 13 forfattere, tænkere og kunstnere, som Glenn Christian citerer på dens 106 sider, varierende fra Freud og det anarkistiske forfatterkollektiv Den usynlige komité til Gabrielle Wittkop og Aleister Crowley. Alt i alt en liste med en lige dele makaber og modernistisk forankring.

Dionysos vs. Apollon

Taarn er delt op i fire bøger. De medvirkende karakterer står anført i en lille cirkel før hver bog. Det fulde persongalleri lyder: Jeg (idioten), Mand, Hustruen/kvinden, Vagten og Satan, hvis navn konsekvent skrives med store, gotiske bogstaver. I det første tekststykke henvises der til cirkelillustrationen med ordene: »vi er cirklen: et fælles punkt«. At cirklen er et centralt motiv, ses også i første bogs epitaf: »It will be noticed that they have lost their human shape. They have become mere geometrical expressions.« Man fornemmer med det samme, at der ikke er tale om virkelighedstro personer med genkendelige menneskekvaliteter, men allegoriske figurer, som falder ind og ud af hinanden, som hjulet drejer rundt.

Hvad handler værket så om? Opførelsen af et tårn, hvor cirklen kan leve sammen, når jorden er gået under? Hvem ved. Digtenes jeg ønsker i hvert fald at bygge »en grenbygget rede« til alle sine unger, hustruen går rundt og synger, Satan er den dyriske, dionysiske kraft, og vagten er disciplinerende, apollinsk. Så skærer de lidt i hinanden, har sex og vader rundt i børnelig. Taarn føles på mange måder som et satanisk kammerspil.

Mennesket, den megalomane idiot

Taarns tekststykker bevæger sig fræsende fremad med korte hakkende sætninger. Dermed er alt, som det skal være: Hvis poesi er sprogmusik, så er Glenn Christian en atonal kunstner. Mennesket er en megaloman idiot, endnu et christiansk kendetegn. Den brutale syntaks og den mørke antropologi kommer til udtryk i en passage som denne: 

Jeg har – sært nok – allerede en løssluppen – menneskeiver efter at tæmme: gøre tam. Jeg klapper og klapper. Jeg står i øjenhøjde med en høne. Mine røvsyge tanker – jeg højt render rundt og svarer på – voldsrammer min hjerne. 

Sprogligt forholder digtsamlingen sig for det meste til elementære og eviggyldige troper som is, ild, krig og kropslige materier. Derfor virker det slående, når der på en af de sidste sider bliver hentydet til coronapandemien. Det er mere eller mindre det eneste sted, hvor værket fjerner sig en smule fra sin allegoriske modus og skaber et resonansrum med nutiden:

Vi må huske tilbage: til dengang/ hvor vi lå oveni hinanden/ tæt på. Senere foldede vi hænder og vaskede: 82 vol% Alcohol denat./ Aqua/ Isopropyl Alcohol/ Glycerin/ Acrylates/ C10-30 Alkyl Acrylate Crosspolymer/ Aminomethyl Propanol/ og vi skinnede/ renheden stod i os. Os: de rengjorte. Skidt faldt til jorden. Vi: de sæbede.

Sådan et stykke klæder bogen. Det viser, at Glenn Christian sagtens kan fange det groteske i menneskets nuværende situation. Jeg kunne godt tænke mig, at værket opholdt sig længere tid ved dette og var lidt mindre optaget af sin egen allegoriske konstruktion. Halvdelen af tiden virker Taarn nemlig fortænkt, som om værkets idé trækker energien ud af sproget, eller: Det er, som om værket bruger for meget energi på sin egen allegori, altså; at formen ikke står til tjeneste for sproget men omvendt. Med et forrygende ord hentet fra side 101, så finder der en »solipsisliggørelse« sted i Taarn, som nok er tilsigtet, men til tider også virker mere kedsommelig end fremmedgørende.

Blændende brutal

Når det er sagt, så er den kunstneriske barre sat højere for Glenn Christian end de fleste andre danske digtere. Det er hans egen fortjeneste. Taarn er blændende brutal i momenter. Som her: »jeg udsættes for hastighed – en slags fart ned gennem et blodfyldt kondom – hvor jeg derinde – blindt svømmer rundt – som en lille fisk – hulet ud i siden med gæller.« Der findes heller ikke mange, som skriver bedre barsk »økopoesi« end dette:

Jeg husker min lille leg med de overlevende arter af planter – som stadig – med en hvis kraft skød op af den hårde jord. Hvor jeg nærmest arrogant gik ”i bladene” på dem – med mit hakkende menneskesprog. Med min store overbevisning: at her er jeg i eet med selveste naturen. Jeg snakkede løs. Gjorde mig fortjent til at tale med lige netop min del af et sprogligt ophav. Planterne nikkede – forestillede jeg – forstod al min omsorg – rakte ligefrem ud. Modersmål! Modersmål! Jeg går ud mod et åbent terræn – noget marklignende – og fortsætter derfra – godt træt udmattet efter timer i dødelig kulde. Jeg har pludselig ulven ved min side som et fastspændt legeme – som noget der skal være. I ro går vi. Vi kobles sammen – serotoninen virker – en kortvarig lykkefølelse og solen skinner.

Når Taarn er bedst, som i ovenstående passage, opererer værket med vilde og smidige billedlige og affektive registre. Selvom der er længere mellem snapsene end normalt, så serverer Glenn Christians stadig nogle af de skarpeste af slagsen.