Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

REPORTAGE. Skal litteraturforskningen være en del af det nye katastrofeberedskab?

I anledning Frederik Tygstrup og Isak Winkel Holms tiltrædelse som professorer på litteraturvidenskab i København, afholdt universitetet den 10. oktober et seminar om uddannelsens rolle i det nye årtusinde. Med norske Knut Ove Eliassen som ordstyrer diskuterede otte deltagere fra forskellige humanistiske forgreninger, hvad litteraturvidenskaben bør stille op, når verden og litteraturen forandrer sig. Nogle af bidragene kan nu læses i det danske tidsskrift Kritik, som har en temablok om dansk litteraturforskning. Vagants udsendte rapporterer fra første livlige halvdel af debatdagen. Reportagen er publiceret som en notits i Vagant 4/2014.

*

Hvad kan vi bruge litteraturen til? Hvorfor er det vigtigt, at vi læser og studerer den? Og hvad kendetegner litteraturforskningens samfundsmæssige funktion?

Spørgsmålene var mange og store, da de to nye professorer i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, Frederik Tygstrup og Isak Winkel Holm, i oktober indkaldte til diskussion af litteraturvidenskabens rolle i dag. For som det hed på opslagene, man havde klistret op på god gammeldags maner, opstår der med jævne mellemrum behov for at gøre status.

Med tanke på at den danske regering et par uger inden havde sat sig for at cutte de humanistiske studiepladser med 30 %, kunne man let tro, at diskussionen ville have stoppet ved tidens økonomiske snæversyn. Men dette var ikke tilfældet. Udover at sætte spørgsmålstegn ved den humanistiske galskab, var debatdagen rig på lovende tanker om uddannelsens påfund og praksisser, samt den udvikling hvormed litteraturvidenskaben er gået fra at afdække teksters mulige betydningsdannelser til at inddrage nye kulturteoretiske horisonter.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Den altid moderne klædte Isak Winkel Holm, der tilmed havde anlagt et ungdommeligt skæg i dagens anledning, indledte med at påstå, at hjælpen til en ny litteraturvidenskab må komme udefra. Ganske som i tysk tradition, hvor professorer holder en såkaldt Antrittsvorlesung, når de træder til, viste Winkel Holms oplæg sig at være tilnærmelsesvist programmatisk i sin iver efter at give svar på litteraturvidenskabens udfordringer. For en person, som har brugt de seneste mange år på at yde væsentlige bidrag til den i forvejen store Franz Kafka-forskning, var hans tilgang forbløffende løsningsorienteret. Winkel Holm, som siden er begyndt at forske i katastrofer, fortalte, at han i sommerens løb havde et møde med Dansk Flygtningehjælp, hvor han forsøgte at finde ord for, hvad litteraturen har at tilbyde katastrofeberedskabet.

For professoren var det vigtigt at pointere, at litteraturen ikke er verden, men forestiller sig verden, og at den derfor ikke kan levere fuldblodige empiriske svar på jordklodens forfatning. «Litteraturen er handicappet, den er kendetegnet ved en ikke-kunnen,» lød det fra talerstolen. For at komme frem til denne konklusion inddrog Winkel Holm et Kafka-citat fra forfatterens dagbøger: Kafka, der var en ualmindelig dygtig svømmer, sidder på stranden og mindes pludselig den tid, hvor han ikke kunne svømme, og et øjeblik oplever han, at han har glemt at svømme. Litteraturen leverer en sådan menneskelig ikke-kunnen, dvs. en erkendelse af en bestemt form for praksis, sagde Winkel Holm. «Derfor må man gå bag om den æstetiske erfaring og ind til den sociale praksis.»

Med dette antydede han, at man grundlæggende må udforske menneskets produktion af idéer og forestillinger, og at litteraturvidenskaben derfor bør gentænke den klassiske æstetik med et nyt antropologisk tilsnit. Et af de forbilleder, han nævnte, i denne nyorientering var Bruno Latour, der med udgangspunkt i naturvidenskaberne har vist vejen for, hvordan disciplinerne kan krydse hinanden. Årsagen til Winkel Holms afvisning af den gamle litteraturvidenskab skyldtes, som han sagde, at man inden for denne humanistiske forgrening længe nok har anset verden for en tekst, som man behøver litteraturkendere for at kunne læse. Litteraturforskningen har længe nok lidt af storhedsvanvid, og det er derfor på tide, at den undsiger sin egen forblommede selvtilstrækkelighed.

Men hvad så? Skal litteraturen være challenge based, fristedes man til at spørge. Og kan den virkelig være med til at afhjælpe katastrofer eller måske endda redde verden, begyndte denne forvirrede tilskuer at overveje. Vidner disse løsningsforpligtelser ikke netop om en momentan storhedsvanvid, tænkte jeg og gled hen i tanker om lastbiler fulde af litterater, der snart vil komme flygtninge til undsætning med Foucaults Galskabens historie i hånden. Hvorfor er det ikke længere tilstrækkeligt med en litteraturvidenskab, der forsøger at gøre os klogere på mennesket? Hvorfor skal den i stedet yde humanitær bistand?

Men svaret kom prompte: For Isak Winkel Holm opstår der et teoretisk problem, hvis man blot hælder ny vin på gamle flasker. Hidtil har litteraturen fundet sine nødvendige erfaringer på to måder: Den ene har ledt til formalisme (den rene æstetisk erfaring), den anden til historisme (hvor litterære værker forstås som individuelle historiske størrelser, der udledes i diskurser og videnspoetik). Denne opdeling har ført til et alt for ensidigt syn på litteraturen, sagde Isak Winkel Holm og tilføjede, at dette skisma må nedbrydes, om end det er svært at forstå det teoretiske felt uden denne opdeling. Når litteraturvidenskaben forsøger at se bag om sig selv og leder efter den før nævnte ikke-kunnen, kalder det på en teoretisk vækkelse, men mere konkret blev det ikke fra professorens side.

Pudsigt nok blev Winkel Holms teser fulgt op med oplæg og diskussion mellem, hvad der kunne ligne de to gamle positioner: formalisme og historisme. Lektor og anmelder ved Politiken, Lilian Munk Rösing, mente således, at det er bedrøveligt, hvordan ordet æstetik er blevet støvsuget ud af studieordningerne. «Vi har glemt,» sagde hun, «hvorfor vi læser Shakespeares Hamlet». Det er ikke på grund af værkets historiske årsager, det er de æstetiske og eksistentielle baggrunde, der får os til at læse. Dette forsøg på at ihukomme den æstetiske erfaring blev imidlertid modsagt af lektor og anmelder ved Information Tue Andersen Nexø (f. 1974), som mente at tilhøre en yngre generation end Winkel Holm (f. 1965). Han advarede mod at bruge litteraturen som historiske kilder, idet de ikke er særligt brugbare til det. I stedet vovede han den påstand, at historien kan berige litteraturen, eftersom den forhindrer vores spejling i værkerne og minder os om, at verden har været anderledes og derfor også vil kunne være det fremover. Historien hindrer en absolutering af samtiden.

Tankerne gled hen på lastbiler fulde af litterater, der snart vil komme flygtninge til undsætning med Foucaults Galskabens historie i hånden.

Både Andersen Nexø og Munk Rösing var dog enige om, at det er bekymrende, når ét begreb gør sig gældende for hele forskningen – om det gælder æstetikken eller historismen. Alligevel var det Rösings pointe, med et citat fra den indiske litteraturteoretiker Gayatri Chakravorty Spivak, at man undertiden læser bøger som fagbøger. Litteraturens sanselighed kan ikke erstattes med historisk forståelse: «Det litterære værks kompleksitet er uadskilleligt fra dets æstetiske form,» lød påmindelsen fra Munk Rösing (f. 1967), der påstod, at hun på grund af sit mere formelle blik på litteraturen måtte tilhøre en yngre generation end Andersen Nexø.

Han lod sig imidlertid ikke forskrække af de andre generationer: «Jeg forstår ikke dit sandhedsbegreb. Du tror, du ser en sandhed, men du ser bare dig selv. Etiske udsagn, eksistentiel stemthed. Det i sig selv er en historisk måde at se litteraturen på. Det, du abonnerer på, er en kulturel fordring,» sagde han direkte henvendt til Munk Rösing, inden han gik videre til forfatteren Roberto Bolaño, der ifølge Andersen Nexø om nogen har formået at beskrive voldens væsen gennem en historisk kontekstualisering. I det samme brød Winkel Holm ind for at sige, at Nexøs definitioner var for kategoriske: «Bolaño giver mig ikke bare voldens væsen, men den verden hvori vi giver volden mening. Han tilbyder os den stemme, der blæser en ballon op, hvori vi ser volden.»

Men for panelets fjerde deltager, lektor Anne Fastrup, var Winkel Holms forståelsesprojekt og metode ikke direkte nok. Vi må ikke glemme, sagde hun, at litteraturen også kan have en enorm impact. Her måtte professoren give sin kollega ret: Den er ikke nødvendigvis kendetegnet ved en ikke-kunnen eller en essentiel afmægtighed. Dette var i al sin enkelthed en fin påmindelse om, at den humanistiske galskab også kan påvirke den tid, vi lever i. For det er vel ikke litteraturvidenskaben, som har glemt at svømme?

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no