Det er ingen hemmelighed at også nationalstater er afhængige af et stærkt image, og dermed af branding. Specielt små lande må hævde sig i en tid hvor de store fisk truer med at spise de små fisk. De nordiske lande har på mange måder en fælles identitet som er internationalt kendt. Kan man sige det samme om Albanien? Hvad er dette lille land på Balkan i dag?
Professor i politisk filosofi ved London School of Economics Lea Ypi (f. 1979) er en udmærket person at konsultere angående Albanien. I to kritikerroste dokumentarromaner, Free: Coming of Age at the End of History (2021, på norsk Fri – en oppvekst ved historiens ende, 2023) og den aktuelle Uverdighet, forsøger hun at vikle trådene ud angående sin egen families historie. Romanerne indgår i et større projekt som har med landets (og hele Balkans) komplicerede historie at gøre.
Hektisk historiefremstilling
Det vi kalder balkanisering, er en proces som indtræder efter imperiernes fald og etableringen af nationalstater. På Balkan betød dette fra slutningen af 1800-tallet et slags løbende eksperiment med det Ypi refererer til som the unmixing of peoples, hvor tanken var at alle skulle bosætte sig der hvor de nu – ud fra de nye landkort – burde betragte som deres hjem. Dette kom der i mange tilfælde ikke frihed ud af, men uendelig smerte og bittert fjendskab en række folkeslag imellem.
Ypis familie befandt sig i Albaniens øverste sociale lag. Hendes oldefar var landets 10. statsminister, Xhafer Ypi (1880–1940). I familiens vennekreds var også Enver Hoxha (1908–1985), Albaniens benhårde, stalinistiske leder i de sidste cirka 40 år af sit liv. Albanien var det sidste land i Østblokken som smed den kommunistiske ideologi ud efter murens fald.
I Uverdighet er hovedpersonen Leas bedstemor Leman (med kælenavnet Nini). På trods af forklarende tidslinjer og oversigter over persongalleri på bogens første sider bliver det hurtigt en udfordring at orientere sig i de verdenshistoriske landskaber. Ypis ambitioner er episke, vi hører historiens vingesus over flere århundreder. Samtidig er skrivestilen temmelig hektisk, måske til tider for hektisk.
I Uverdighet rejser hun fra sit nuværende hjem i London til Albaniens hovedstad Tirana for at grave i arkiverne efter information om sin elskede Nini. Et fotografi er dukket op online af hendes smilende bedsteforældre på bryllupsrejse til Italien i krigsåret 1941. I en række kommentarer under billedet anklages de for at være nazikollaboratører, og anklagen ansporer Ypi til at opsøge arkiverne for om muligt at forstå den nu afdøde bedstemor bedre – måske endda genoprette hendes menneskelige værdighed.
Pres fra alle sider
Leman er født i Salonica under det Osmanniske herredømme, altså den by vi i dag kender som Thessaloniki i Grækenland. I det Osmanniske Rige smiskede overklassen med Frankrig, og det var på mode at tale fransk. Som læser får man nogle solide bitch-slaps hvis man ikke umiddelbart forstår at vi befinder os i Tyrkiet, nu Grækenland, hvor man altså taler fransk. Hey, hænger du med? Dette er en svimlende historielektion for dem der ikke har fulgt med i timen.
Efter Grækenlands uafhængighedskrig (1821–1829) flytter hun til Tirana for at komme ud af et fjendtligt klima hvor der foregår omfattende deportationer af etniske grupper. Under Albaniens kommunistiske styre blev hun mistænkt for at være græsk spion, og det er det hemmelige politis filer om Leman som Ypi opsøger. Selvom det drejer sig om hendes egen familiehistorie, søger hun information som forsker, ikke som pårørende. Dette kommer der et større filosofisk dilemma ud af. Ypis tekster – uanset hvor spraglede og fulde af folkeliv de er – har altid en filosofisk klangbund.
Albanien har været presset fra alle sider til alle tider. Fra Italien af fascismen, fra Rusland af kommunismen, og store fisk som Grækenland og Jugoslavien har også mast sig ind med deres stærke viljer. Når Leman ankommer til Tirana, skal hun snart møde sin kommende ægtemand Asllan. Med en vis bitterhed siger Ypi at hun kan takke dem der igangsatte den etniske grovsortering af mennesker, for at hun selv kom til verden.
Verdighet, fortsetter jeg å gjenta inni meg. Det er det som skiller mennesker fra trær og steiner. Det som gjør mennesker menneskelige selv når de ikke finnes lenger, som farmor. Verdighet. Hvorfor tenkte jeg aldri på fortiden på denne måten da hun fremdeles var i live og jeg ennå hadde tilgang til den gjennom henne? Også da hun fortalte historier fra ungdomstiden, først i Hellas og så i Albania, var det som om jeg lyttet til et eventyr, en serie tragiske hendelser som kulminerte i den lykkelige ende at jeg ble født inn i denne verden.
Disse rørende erkendelser kommer sent i bogen, og det er den slags der løfter teksten.
Romanens uafgørlighedszone
Da Ypi for nylig besøgte Litfest Bergen (4.–8. februar 2026), mødte publikum en skarp og viljestærk forfatter som ikke havde et sekund at spilde på scenen. Hun fortalte om problemerne hun mødte da hun besøgte arkiver på hele Balkan. Kan man stole på hvad arkiverne viser, eller er alt materiale udvalgt til at passe ind i en given ideologi? Ypi ser dét som det hemmelige politi vil have at hun skal se. Dette drejer sig imidlertid ikke kun om kolde fakta, for spioner og stikkere opdigtede også information. Denne usikkerhed i arkiverne, fortalte Ypi fra scenen, genspejler sig i romanens litterære form som vipper i en uafgørlighedszone mellem fakta og fiktion. Hendes konklusion i romanen er tung:
Verdighet? Hva er poenget med verdighet? Leman Ypi er borte for lenge siden, hennes kamper er glemt, og all dumheten, egoismen, grusomheten, rovfuglene som opptrådte som lam, alt hun fryktet, alt hun kjempet mot, er fremdeles der. Det finnes ingen harmoni, ingen forsoning.
Her er Ypi nådesløs, ikke mindst imod sit eget projekt. Rammefortællingen, som er forankret i nutiden og handler om forskerens fremfærd, bliver til tider spektakulær. Det er her de filosofiske dilemmaer står stærkest frem.
Den hektiske energi i afsnittene om bedstemoren synes at vise at dette faktisk var mennesker som blot forsøgte at leve deres liv i en turbulent historisk periode hvor alle ledere ville gøre deres lande »great again« – med vold om det så behøvedes:
Forsoning handler kanskje mindre om å nå slutten av en prosess og mer om å finne en vei gjennom nåtidens konflikter. Hvis det er tilfellet, ligger kanskje sannheten om Leman Ypi bare delvis i en rekonstruksjon av faktaene om hennes liv. Da er tolkningen av disse faktaene like verdifull, historien de forteller, det moralske lyset de kaster på verden. Eller den katarsisen som oppstår når man reflekterer over hvordan ting kunne ha vært annerledes – når man trosser uverdighet gjennom forestillingsevnen.
I de afsluttende formuleringer bekræftes værdien af romanen som form fordi den i modsætning til forskningen kan tillade sig at spekulere der hvor dokumenterne tier. Før det har dele af projektet afsløret sig som en crazy forvekslingskomedie. Erkendelserne hun til slut når frem til, bimler i hovedet på læseren som en kirkeklokke.
