Venedigbiennalen 2026 Stille stemmer og pink aktioner

Sotto voce syng for mig, syng om alt hvad der bevæger sig.
Elisabeth Gjerluff Nielsen, 1988

Man kan selvfølgelig nærme sig Giardini og Arsenale, de to dele af hovedudstillingen på Venedigbiennalen, i vilkårlig orden. I år finder den store pangstart imidlertid sted i Arsenale. I indgangen vies plads til litteraturen, hvor et blåt banner møder os med digtet »If I Must Die« af den palæstinensiske poet og professor Refaat Alareer (f. 1979) som blev dræbt under et israelsk luftangreb i Gaza 6. december 2023. Digtet gik viralt efter Alareers død og begynder med ordene:

If I must die,
you must live
to tell my story
to sell my things
to buy a piece of cloth
and some strings

Der er utrolig meget død i udstillingen In Minor Keys, så er det sagt. Der er heldigvis også heling og et slags håb om regeneration, organisk genopstandelse. For første gang nogensinde er denne feterede biennale, måske kunstverdenens vigtigste, som har fundet sted siden 1895, kurateret af en afrikansk kvinde, den camerounsk-schweiziske Koyo Kouoh (f. 1967). Skæbnen vil at Kouoh døde efter kort tids kræftsygdom sidste år. Hun nåede dermed aldrig at se sin udstilling åbne. Hendes betroede arbejdsgruppe færdiggjorde den i samarbejde med familien.

Vi har lov at stå lidt lamslåede foran Alareers digt mens vi forsøger at fatte de forskellige niveauer af tragedie. På Gazastriben er over 75.000 palæstinensere blevet dræbt i krigen siden Hamas-angrebet på Israel 7. oktober 2023. Den nye biennaleleder Pietrangelo Buttafuoco har alligevel insisteret på at byde krigeriske lande som Israel og Rusland velkommen i deres respektive pavilloner. En bølge af protestaktioner suger i skrivende stund al presseopmærksomhed til sig. 

In Minor Keys er i kontrast til den aktivistiske uro en stilfærdig udstilling. I de dunkle rum lyser værkerne op i stærke farver, hvor specielt rød og blå er fremtrædende. Væggene er mange steder midnatsblå, ligeså bannere med uddrag fra skønlitterære værker af Toni Morrison, Ben Okri og andre. Det er nærliggende at tænke på det italienske udtryk sotto voce, en slags stilfærdig og intim stemme. Min hjerne graver dybt og finder en dansk popsang af Elisabeth Gjerluff Nielsen fra 1988 som hylder den stille stemme.

Træer og blomster findes overalt. På Giardini-facaden har nigerianske Otobong Nkanga plantet kravlevækster som i løbet af sommeren vil krybe over de kridhvide mure (»Soft Offerings to Silenced Voices and to All Who Have Turned to Dust«). Flere værker lover duftoplevelser, men det er indonesisk-brasilianske Dan Lie (»Ephemeral temple for decaying beings«) som virkelig stinker stedet ned med sine ophængte kæder af døende blomster. Biologiske vækster får på mange måder lov at agere. Kouohs arbejdsgruppe (biennalens jury som nu har trukket sig i protest) fortæller i kataloget om hvordan de mødtes i Dakar i en gård med et mangotræ. Mangofrugter faldt ned fra grenene når visse kunstneres navne blev nævnt. På den måde kan man sige at udstillingen er co-kurateret af et senegalesisk mangotræ.

Hyldester til Kouoh findes direkte og inddirekte, mest eksplicit i et stort maleri (»Anatomy of the Magnolia Tree«) af cubanske Maria Magdalena Campos-Pons nær Giardinis indgang som viser Kouoh ved siden af sin litterære heltinde Toni Morrison. Uden for biennalehallerne, over en stille grøn kanal, ses det monumentale vægmaleri af Derrick Adams (»Heavy is the head that wears the crown«) hvor Kouoh bærer en lysende krone med ordene JOY.

Kouoh havde en mangfoldig international karriere. Mest kendt er hun måske for at grundlægge og lede kunstskolen RAW Material Company i Dakar. I den permanente bygning Electa bogpavillon i Giardini findes en tilgængelig samling af litteratur som har inspireret hendes arbejde. Her snublede jeg ind mens der foregik en følsom præsentation. Flere mindre kunstskoler i stil med RAW har subkurateret dele af udstillingen. Det har ikke akkurat gjort den mere stringent. Et kaotisk præg sniger sig ind. Dirigenten mangler.

Hoveder fulde af grene og vækster

På trods af alle anstrengelserne for at gøre hovedudstillingen til en beroligende og drømmeagtig affære får den overfyldte pressevisning rummene til at virke som Bergen Storsenter på en lørdag formiddag. Hvis alle disse mennesker skal skrive kunstkritik, så er der virkelig ingen krise i branchen. Tankerne er hurtige, men følelserne langsomme, og vendingen imod det følelsesmæssige gør det ikke nemt for den hektiske kunstkritiker som leder efter koncepter med et klart pitch.

Nogle værker er umulige at overse. Det gælder specielt kenyanske Kaloki Nyamais gigantiske malerier med lange titler på en kenyansk dialekt som ikke lader sig maskinoversætte. Billederne hænger frit i rummet og har motiver fra afrikansk hverdagsliv med legende, svømmende kroppe på begge sider. Med Kouohs regenerative tankegang i baghovedet ser flere skulpturkroppe ud som om de er igang med en magisk transformation. Marigold Santos og Rajni Perera viser en krybdyragtig lerkvinde med et væld af detaljer (»Efflorescence/The Way We Wake«) og Nick Caves (ikke den australske musiker) sorte skulpturer af menneskekroppe med eksploderede hoveder fulde af grene og vækster er generøst spredt ud over både indre og ydre udstillingsområder.

Et andet bidrag som ikke lader sig ignorere er fransk-amerikanske Eric Baudelaires videoværk (»Death Passed My Way and Stuck This Flower in My Mouth«) som vises over fem skærme sent i Giardini hvor de fleste er så udmattede at de er klar til at sætte sig et øjeblik. Baudelaire, er det ikke ham med den modernistiske digtklassiker Les Fleurs du mal (1857)? Eric er i fjern familie med Charles Baudelaire, og han viser en moderne version af et kapitalistisk blomsterhelvede på et hollandsk blomsterlager hvor levende vækster køres rundt på paller som om det var Amazon, der stod for salget. Der findes ellers ikke mange dokumentariske udtryk på udstillingen. Har du fået nok af snirkler og snørkler i stof og ler er det måske her, du bør søge hen.

En rød tråd?

Det er svært at ankomme Venedig uden at sende en tanke til Nicolas Roegs skrækfilm Don’t Look Now (1973, med den danske titel »Rødt chok«). En metode man kan bruge til at komme igennem In Minor Keys er at følge det røde spor. Er der tale om en rød tråd? Der er en del røde chok på vejen, blandt andet de blodrøde tekstilvandfald af sydafrikanske Senzeni Marasela og kritikerfavoritten chilenske Alfredo Jaars blændende oplyste korridor med værket The End of the World.

I lighed med Baudelaire anvender Jaar hårde koncepter i et udtryk som er let genkendeligt for vestlige kunstkritikere, når de bliver forpustede af bløde materialer og udflydende følelser. For enden af den lange korridor badet i blændende rødt lys finder man en lille terning bestående af ti nødvendige mineraler som får den moderne verden til at fungere. Disse mineraler har uden tvivl potentiale til at fremkalde krig og undergang i fremtiden. Efter denne lamslående tanke kan man passende begynde at forholde sig til de kampe som kæmpes udenfor hovedudstillingen.

En sky af pink røg

Vil det aktivistiske raseri vende sig imod udstillingen og begynde at skælde den ud for at være for neutral? Det ville være en grum og uretfærdig skæbne for In Minor Keys. Livløs biennalekunst er der virkelig ikke tale om. In Minor Keys har et stilfærdigt væsen, men er langt fra apolitisk. Bare tænk på hvor langt væk fra kunstverdenens vestlige dominans mange af disse kunstnere har rejst.

Juryen trak sig tilbage kort før biennalens åbning med en erklæring om at de ikke vil vurdere lande, hvis ledere er anklaget for forbrydelser imod menneskeheden. Samtidig protesterede Art Not Genocide Alliance (ANGA) uden for den tomme, israelske pavillon. Både Israel og Rusland er blevet budt velkommen af biennaleleder Buttafuoco. Israels stærkt formalistiske bidrag »Rose of Nothingness« af Belu-Simion Fainaru, en pool af sort vand med dryppende »skrift« fra nogle overliggende rør, kan beskues på Arsenale-området omringet af politi.

Abstrakt modernisme er virkelig ikke i vinden. I den amerikanske pavillon har der været en mærkbar vending. I 2024 var den malet knaldrød og var propfuld af dansende indfødte amerikanere i spraglede dragter. I år viser Alma Allen nogle abstrakte gulddimser i nogle næsten tomme rum, formodentlig til ære for den guldelskende amerikanske præsident Trump.    

Ruslands pavillon var bare åben tre dage under pressevisningen. Man kan gerne diskutere om dette var et sted at besøge eller ikke. Jeg var i to omgange på visit i bygningen som står vis-à-vis den nordiske pavillon. Gruppeudstillingen The Tree Is Rooted in the Sky formede sig som en musikfestival med toner fra forskellige russiske regioner og lande som Argentina, Brasilien, Mali og Mexico. Jeg så en fremførelse af traditionel musik og siden en DJ som spillede larmende techno for et næsten tomt rum. Nogle få maskeklædte besøgende flippede ud midt i en absurd mængde af døende, stinkende blomster som hang ned fra loftet eller stod som opsatser langs væggene. Go figure. Måske de tog et clue fra Kouoh om blomster og musik, men her var der zero sotto voce. 

Som en naturlig konsekvens rykkede de lyserøde balaclavas ind. Klokken 11.00 sharp onsdag den 6. maj ankom protestgruppen Pussy Riot til tonerne af støjende punkmusik. Den russiske pavillons grønne vægge forsvandt i en sky af pink røg. Selvom demonstrationen (for første gang fælles med ukrainske Femen) bare varede femten minutter, hamrede nyheden lynhurtigt igennem internationale medier. Pussy Riot (her med Nadya Tolokonnikova som talskvinde) har udviklet en overlegen evne til at skabe actionfyldt protestteater og distribuere dokumentation af høj kvalitet i vestlige medier. Set på den måde er Pussy Riot uden tvivl de mest virtuose visuelle kunstnere fra Rusland på denne side af årtusindskiftet. Selvfølgelig må de erobre den russiske pavillon, det er simpel poetisk retfærdighed.

Problematiske pavilloner

Teatrale greb fungerer godt på venedigbiennalen. Ser man tilbage på 2019, da finske Kiasma kuraterede den nordiske pavillon, havde de ikke fundet kunst som tydeligt nok udfordrede Sverre Fehns bombastiske arkitektur. Kunsten blev fanget i skotøjsæsken, som på mange måder selv udfordres af penetrerende træstammer. Siden dengang er verden blevet mere panikslagen, og kunsten i den nordiske pavillon er i 2026 på en glidebane mod det monumentale og performative. Det er igen Kiasma som kuraterer pavillonen, repræsenteret ved chefkurator Anna Mustonen. På udstillingen How Many Angels Can Dance on the Head of a Pin? går norske Tori Wrånes og finske Benjamin Orlow på hver deres måde til angreb på arkitekturen. Deres værker påtager sig at lave ballade med Sverre Fehn og samtidig kalde forbipasserende ind.

I år var det pudsigt at stå i læ under den nordiske pavillons tag og se på den unge crowd som slurpede champagne uden for den danske pavillon med sit ironiske pornotema. Den udstillende kunstner Maja Malou Lyse (f. 1993) er stor fan af italienske Ilona Staller, også kendt som pornoskuespillerinden Cicciolina, som i kunst og liv var den amerikanske popkunstner Jeff Koons’ partner i en årrække. En kvindestemme holdt en ekstatisk åbningstale, men alt jeg kunne se var det danske kunstfelts darling Esben Weile Kjær, selverklæret Koons-fan. Maja Malou Lyses instagramkonto @habitual_body_monitoring2 har 47.3K følgere. Måske generation Y arbejder mere med internetbuzz end med tung materialitet.

Publikumsfavoritterne har de seneste år været de mest performative. I år drejer det sig om Østrigs Florentina Holzinger og Belgiens Miet Warlop. Det var næsten ikke muligt at tvinge sig frem til den østrigske pavillon. En mur af paraplyer dækkede et performancesultent publikum – eller var det bare tissekøen? For her kunne man også tømme sin blære og således bidrage til en fortælling om Venedigs kloaksystemer og vandveje. Holzinger klarer at skabe ikoniske billeder som hjemsøger hjernen dag og nat. Mest måske klokken udenfor pavillonen hvor skiftende nøgne aktører kravler op ad et reb for at hænge sig slapt ned, klar for klokkens slag. Tiden tæsker bogstavlig talt den fysiske krop.

Naboen Serbien må tåle at deres udvendige område bruges som tilskuerplads, så flere folk får set Holzingers performancekunst. Indenfor udstiller den figurative maler Predrag Djaković. Hans kunst behager Serbiens højrepopulistiske præsident Aleksandar Vučić så meget at han er blevet hædret med en guldmedalje.

Der er stemmer som påstår at pavillonsystemet er uddateret og hviler på en kolonialistisk logik, fordi mange af Giardinis centrale bygninger ejes af fortidens kolonimagter. Nogle af disse, som for eksempel dele af den danske pavillon fra 1932, nærmer sig deres hundredeårsjubilæum. Vi får se hvor langt aktivisterne vil gå for at rive verdens ældste kunstbiennale ned.