Fra Kiev til Kyiv Sprog i krydsilden

Eksonymer er de navne, vi kalder andre steder, når disse navne afviger fra, hvad stederne hedder på original­sproget. De er navne, vi tager for givet, men som har potentiale til at skabe forvirring, som f.eks. når man starter en rejse i Danmark mod Venedig, der på engelsk hedder Venice, og ender i det, lokal­befolkningen kalder Venezia.

Ofte kan en by på den måde have flere navne, og alligevel være den samme. Men at kalde steder ved deres rette navn får endnu en dimension, når disse steder får et andet navn. I starten af 2022 anbefalede Dansk Sprognævn en ændring af det danske navn på den ukrainske hovedstad, fra Kiev til Kyiv. Målet var at bringe eksonymet tættere på det navn, ukrainerne selv bruger, nemlig endonymet »Kyiv«, og væk fra det hidtidige, russiske navn »Kiev«.

Jeppe Kofod, daværende udenrigs­minister i Danmark, gav på Twitter (nuværende »X«) ændringen store ord med på vejen: »Det sender et signal om respekt og solidaritet med den ukrainske befolkning i denne svære tid. De fortjener at vide, at de ikke er alene i deres kamp for frihed.«

Med eksonym­ændringen til »Kyiv« skete en bevidst­gørelse af, hvordan magt og politik kan bo i sproget, i de ord, vi bruger om steder. Det handlede om at udvise solidaritet med et folk under angreb. Et sådant mål kunne virke uimodsigeligt. Alligevel mødte eksonym­ændringen modstand.

Mylder af uenighed

Først opponerede danske sprogforskere mod »Kyiv«. Stavemåden var upræcis, påpegede disse stemmer: »Kyiv« er den engelske trans­litteration (alfabet­omskrivning), ikke den korrekte danske, der ville have været »Kyjiv«. Dette anerkendte Dansk Sprognævn da også, men havde andre, mere pragmatiske grunde for at anbefale stavemåden uden »j«: »Trans­skriptionen af det ukrainske Київ ville ifølge ovennævnte transskriptions­liste fra 1970 kombineret med oven­stående tillæg egentlig give Kyjiv, men Kyiv er mere udbredt inter­nationalt og har derfor formentlig fremtiden for sig.«

Anbefalingen af »Kyiv« vakte undren hos studie­lektor Mads Büchert Eskildsen: »Det ville svare til, at vi skrev Warsaw i stedet for Warszawa om Polens hovedstad. Det ville da være meget besynderligt.«

»Kyiv« synes at være at ændre noget halvt; at resolut imødekomme et ukrainsk ønske, men i farten komme til at glemme den korrekte trans­litteration. Eller var det bare endnu et udtryk for den danske, sproglige lånetrang, endnu en udvaskende anglificering?

Ingunn Lunde, professor i russisk sprog og litteratur ved Universitetet i Bergen, har længe været kritisk overfor den russiske okkupation af ukrainsk kultur. Hun fortæller, at hun selv brugte »Kyjiv« fra 2014 til 2022, men da Norge også valgte den engelske trans­litteration, skiftede hun: »Det kan man diskutere, men selv er jeg pragmatisk nok anlagt til hurtigt at skifte fra ‘Kyjiv’ til ‘Kyiv’, da det blev den norske norm.«

At blande sprog og politik

En anden slags modstand handlede om ændringens politiske karakter. Da den tyske journalist Jens Jessen i midten af juli bragte en diskussion om »Kiew oder Kyjiw?« i avisen Die Zeit, udtrykte han et andet forbehold, når det gjaldt sammen­blandingen af politik og sprog, som han spottede i den pro-ukrainske eksonym­ændring (indført på toårsdagen for invasionen): »Dermed hævdes det, at man kan udlede en politisk over­bevisning ud fra brugen af eksonymet – hvilket i sidste ende er en ren påstand« (min oversættelse). At blande eksonymer og politik er mudrende, synes Jessen at mene. Han bruger den førhen­værende tyske stavemåde, »Kiew«, og skriver, at byen »siden ældgamle tider har været kendt under dette navn i Vesten«.

»Fra et sprogvidenskabeligt perspektiv er der ikke noget, der er entydigt rigtigt eller forkert.«

Thomas Olander

Både Ingunn Lunde og Thomas Olander, lektor ved Københavns Universitet, finder Jessens udlægning af de ukrainsk-russiske sprogforhold skævvreden. Der er noget faktuelt forkert i Jessens beskrivelse af den ukrainske stavemåde »Kyjiw« som blot en »fonetisk variation« af den russiske variant: »’Kyjiw’ er ukrainsk, ’Kijew’ er russisk. Der er tale om to forskellige, lingvistisk lige­stillede sprog, der er i slægt og derfor ligner hinanden, men det ene er ikke en fonetisk variant af det andet« siger Lunde, og Olander stemmer i.

Alligevel er Olander enig med Jessen i, at man risikerer at blive spændt for en nationalistisk vogn, når man ændrer betegnelser for bynavne. Han forholder sig ifølge sig selv konservativt til eksonym­ændringer, og var derfor betænkelig ved at skifte til »Kyiv«. Det skyldes en sprog­videnskabelig overbevisning om, at sprog og politik bør holdes adskilte: »Fra et sprog­videnskabeligt perspektiv er der ikke noget, der er entydigt rigtigt eller forkert. Dette navnevalg er et politisk spørgsmål, og det er mest politisk neutralt ikke at ændre navnene som følge af en politisk beslutning.«

Olander siger, at det er en ændring, der kan være socialt tvingende; han er gået over til nu at bruge »Kyiv«, men kun for ikke at blive mistænkt som russisk­sindet.

Det russiske i »Kiev«

I en artikel i danske Journalisten efterspurgte Simon Kruse, sikkerheds­politisk korrespondent for Berlingske, hvad han kaldte »historisk bevidsthed« fra Dansk Sprognævn. Han så ikke noget særegent russisk ved »Kiev«: »Hvert sprog har sit eget navn for mange byer. På polsk hedder den ’Kijów’ på tysk hedder den ’Kiew’, og på svensk hedder den ’Kiev’. Det er historiske former, som man kan argumentere for er ældre end det russiske imperium og det russiske sprog som nedskrevet i moderne form.«

Her er altså noget andet på spil end modstanden, der gik i rette med pragmatikkens sejr over den sprogkorrekte, danske trans­litteration. I eksonym­ændrings­modstanden hos Jessen og Kruse lurer der, med argumenterne om »historiske former« og »ældgamle tider«, en anklage om eksonym­ændringens historie­løshed. At bruge historien som argument har altid en vis pondus, og det er let at komme i tvivl: Tilside­sætter velvilligheden, der viser »respekt og solidaritet«, ikke bare den korrekte trans­litteration, men også den historiske bevidsthed?

En mere indgående historiebevidsthed

Jeg præsenterer argumentet for Ingunn Lunde, og hun opfordrer til at revurdere, og »diskutere historie lidt mere indgående«. Kritikken af eksonym­ændringens historie­løshed, fortæller hun, bør snarere rettes tilbage imod de selvsamme ændrings­kritiske, der ønsker at beholde den danske translitteration af det russiske navn: »Findes der én eneste god grund til at vi på norsk skulle referere til ukrainske geografiske navn med de russiske betegnelsene, Kiev, Odessa, Zaporozje, Dnepr og så videre? Danskerne bruger vel ikke tyske navne på svenske byer?«

»I Rusland er der tradition for at fremstille ukrainsk, kaldt ‘lillerussisk’, som en dialekt af russisk, kaldt ‘storrussisk’, men det er altså to forskellige sprog.«

Ingunn Lunde

Kruses efterspørgsel efter »historisk bevidsthed« virker altså ikke helt dækkende. Heller ikke Jessens udlægning af, at navnet »Kiew« har eksisteret »siden de ældste tider«, er korrekt, svarer Lunde: »I Rusland er der tradition for at fremstille ukrainsk, kaldt ‘lille­russisk’, som en dialekt af russisk, kaldt ‘stor­russisk’, men det er altså to forskellige sprog.«

Følger man Lundes argumentation, er Jessens »Kiew« nærmere et udtryk for et ældgammelt, russisk magt­herredømme, og uenigheden om skrivemåderne er en mulighed for at forstå Ruslands historie­skrivning i kolonialt perspektiv.

Afkolonisering

Ordet »afkolonisering« kan give en fornemmelse af at træde ud på isplader, der gynger under én. Læser man om Kyivriget og om folke­vandringer, ser man hvordan kortene over nutidens Ukraine igen og igen fik tegnet nye grænser. Kyivriget var en middel­alder­stat med en blød Barbapapaform, der slængede sig på tværs af de baltiske lande, det vestlige Rusland og Belarus, med fødderne akkurat inde i nutidens Polen og Ungarn. Dette rige havde sin storhedstid i midten af 1000-tallet, men her 1000 år senere har det fået en gen­oplivning: Putin bruger det som artilleri i sin historie­skrivning, mens ukrainere fremhæver det som deres nations vugge.

Det er nemt at miste orienteringen i denne betændte kamp om historien. Ingunn Lunde tilbyder et litterært perspektiv: »Man bør spørge sig selv, hvorfor ‘Kyiv’ er kendt som ’Kiev’ i Vesten. Det hænger sammen med spørgsmålet om, hvorfor ‘alle’ i Vesten kender Dostojevskij og Tolstoj, men meget få kender Ivan Franko og Lesia Ukrajinka.«

Problemet ligger i, fortæller Lunde, at mange i Vesten har en tendens til ikke at forholde sig til de perioder, hvor Ukraine ikke lå under Rusland eller Sovjet­unionen. Fra 17- og 1800-tallet og fremefter var russiske fortællinger og skøn­­litteratur med til at etablere og fasttømre de russisk­sproglige benævnelser af Ukraine. Med Ruslands fortsatte krig­førelse mod nabo­landet er det vigtigt at sætte spørgsmåls­tegn ved at pirke i dette. Nu »handler det meget om synliggørelsen ­af et land og en kultur, som i et par århundreder har været domineret af Rusland«, uddyber Lunde.

Fra 17- og 1800-tallet og fremefter var russiske fortællinger og skønlitteratur med til at etablere og fasttømre de russisksproglige benævnelser af Ukraine.

Det er umådeligt store tidsspænd og overvældende magtforhold, der dukker op i et sådant udsagn. Journalisten Roman Horbyk påpeger i et opslag på X, at det er vigtigt at anerkende afkolonisering som en mange­facetteret bevægelse. Og det er vigtigt at være vedholdende, skriver han, og ikke lade afkoloniseringen blive en forbi­passerende dille.

En eksonym­ændring kan i den størrelses­skala virke fattig, et blågult klistermærke på cyklen kan virke fattigt, midt i en demonstration kan man rammes af et udefrakommende blik, hvormed ens bidrag, en lørdag eftermiddag, ligner en meget forkølet indsats. Alligevel er det tusind små handlinger, der udgør processen.

Sproglig afrussificering: fra eksonymer til litteratur

Lunde beskriver, at afkolonisering for en skandinav først og fremmest handler om at »placere Ukraine på vores mentale kort. Næste skridt er kundskab og forståelse.«

Afkolonisering er også introspektiv, noget der graver op i de indre territorier, for eksempel i de måder, man selv taler om og læser verden på. Med eksonymændringen får en ukrainsk by et ukrainsk navn. Og måske det ikke kun er sprog, men også den litterære bevidsthed, der må gennemgå samme afrussificering?

Lunde beskriver, at afkolonisering for en skandinav først og fremmest handler om at »placere Ukraine på vores mentale kort. Næste skridt er kundskab og forståelse.«

Dostojevskij og Tolstoj er plantet dybt i den vestlige, litterære bevidsthed. Der bør nu ved siden af plantes nogle ukrainske stemmer. Ingunn Lunde peger som en vejviser på den ukrainske historiker og forfatter Olesya Khromeychuk, der »har skrevet og snakket brillant« i en kavalkade af essays og foredrag om blandt andet hvordan russisk imperialisme har farvet forståelsen af Ukraine.

PEN Ukraine har anbefalet at læse flere ukrainske forfattere for at henlede opmærksom­heden fra både ukrainske såvel som inter­nationale læsere til de værker, de ser som betydnings­fulde, men »som af visse grunde er blevet glemt eller er lidt kendt« (min oversættelse). PEN’s anbefalinger er en begyndelse, et tilbud om at tage del i den mentale afkolonisering af Ukraine. Ligesom med den sproglige opmærksomhed, eksonym­debatten fordrer, kan man med litteraturen forsøge at tilnærme sig »kundskab og forståelse.«

Ingunn Lunde anbefaler flere forfatterskaber. Andrij Kurkov (interviewet i Vagant 2/2022) og Serhij Zjadan (oversat i Vagant 2/2023) er to gode bud. Eller Les Kurbas og Valerjan Pidmohylnyj, de er næsten ikke kendt udenfor Ukraine, selvom de begge var spydspidser i den ukrainske modernisme. De var, ifølge Lunde, del af den ‘skudte renæssance’, de »valgte at skrive på ukrainsk, blev arresteret i henholdsvis 1933 og 1934 og begge skudt på samme dag, den 3. november 1937, i Sandarmokh i Karelen sammen med flere hundrede andre ukrainske intellektuelle.«

Nok skudt, men ikke død og borte. Listen af vitale ukrainske forfattere er alenlang. Næste skridt er at lade deres stemmer fremmale Ukraine på Vestens mentale kort.