I den irakiske ørken splintres både krop og psyke.
Tidligere publisert i Vagant 3/2014.
Phil Klay
Hjemkomst
Oversat af Halvor Kristiansen
Forlaget Press, 2014
Mikkel Brixvold
Så efterlades alt flæskende
Lindhardt og Ringhof, 2014
Da Walter Benjamin i 1936 skrev essayet »Fortælleren«, indledte han med et par koncise betragtninger om Første Verdenskrig og historiefortællingens tilstand. For den generation, der var kørt til skole med hestesporvognen, hævdede han, var mødet med krigens teknologiske destruktionsmaskineri en så voldsom erfaring, at evnen til at udveksle minder og tale om krigens gru tilsyneladende var gået tabt.
Forståelsen af krigen som en begivenhed, hvis erfaringer ikke lader sig videreformidle, lever i bedste velgående her 100 år efter Første Verdenskrigs udbrud, og i den amerikanske forfatter Phil Klays novelle »Psykologiske operasjoner« er den benjaminske fortolkning af krigsoplevelsen blevet til en halvdårlig vittighed: »Hvor mange Vietnam-veteraner trengs for å skru i en lyspære? Det vet du ikke, for du var ikke der.« Hvortil fortælleren lakonisk tilføjer: »Og det er faktisk slik det er.«
Phil Klay har en fortid som marinesoldat i den amerikanske hær og var fra 2007 til 2008 udstationeret i Irak. Hjemvendt til USA begyndte han at skrive, og »Psykologiske operasjoner« stammer fra Klays debut, novellesamlingen Deployment, i Halvor Kristiansens norske oversættelse Hjemkost. Bogen undersøger krigens effekt på den menneskelige psyke, og Klay skriver ikke kun om begivenheder på slagmarken, men også om den svære hjemkomst. I 12 noveller beretter 12 hovedsageligt navnløse og meget forskellige fortællere, alle mænd, om deres oplevelser i Irak. Eller det er måske for meget sagt, for udover at modstanderne omtales med det nedsættende ord haji, at Fallujah nævnes som nærmeste store by, at ørkenens dage er gloende hede og nætterne bidende kolde, fremstår Irak ikke som andet end en nødtørftig rejst kulisse; akkurat detaljeret nok til at sætte et drama om krigen og dens psykologiske følger i scene. Selve krigen, som den fremstår i soldaternes beretninger, er trøstesløs, absurd og umenneskelig, men også fyldt med omsorg og galgenhumoristiske indslag.
Med nedslag i enkelte episoder trækker Klay læserne rundt i hæren – fra feltpræstens værelse, ud på slagmarken, ind i afdelingen for genopbygningen af det irakiske samfund, hen til kanonerne og ind i lighuset. Vi er med, når novicen affyrer sit første dræbende skud, når kedsomheden indtræffer, og når soldaterne udtænker vanvittige strategier, der skal lokke fjenden frem til ildkamp. Vi er med, når sammenbruddet indtræffer, og når den hjemvendte soldat kæmper med at finde sig tilrette i det amerikanske hverdagsliv. Billedet af krigen og dens følger bliver nuanceret: I Hjemkomst er der ligeså mange reaktioner og erfaringer, som der er mænd, og en af novellesamlingens styrker består i, at Klay aldrig forfalder til skematiske, forenklede forklaringer om årsag og virkning.
Enkelte noveller holder sig strengt til selve krigsberetningen, andre veksler, ofte hurtigt og abrupt, mellem krigen og hverdagslivet i USA, som i fortællingen »Lik«, hvor soldaten fra Mortuary Affairs, afdelingen der håndterer de faldne amerikanere, er hjemme på orlov og ligger i ske med ekskæresten:
Jeg slappet av, jeg også, og alle de skarpe kantene på kroppen min forsvant i kontakten med kroppen hennes. Hoftene, beina, håret, nakkegropen. Håret duftet av sitrus, og nakken duftet svakt av svette. Jeg ville kysse henne der, for jeg visste at jeg ville kjenne saltsmaken.
Når jeg hadde tatt hånd om levninger, hendte det iblant at jeg tok tak i huden min og dro i den for å se den strekke seg, og så tenkte jeg: Dette er meg, dette er det eneste jeg er.
Men det er ikke alltid så ille.
Vi ble liggende på sengen i kanskje fem minutter, jeg sa nesten ingenting, bare pustet og begravde ansiktet i håret hennes.
Denne passage, som bringer os fra den lille flække Callaway til krigen i Irak og tilbage igen på et splitsekund, viser ikke blot, hvordan krigserindringen bestandigt trænger sig på; den kendetegner også Klays iscenesættelse af krigen: En for læseren genkendelig situation flettes sammen med en hændelse, som kun soldaten har kendskab til, hvilket understreger krigsoplevelsens gennemgribende forskellighed fra det velkendte, civile hverdagsliv. Krigsskildringen er holdt i et nøgternt sprog med kortfattede sætninger, måske for at undgå alt det pissprat om krigen, som soldaterne bestandigt kritiserer. Her siges kun det mest nødvendige, men derved bliver realiteterne desto mere hårdtslående: »Hajjien skjøt mot oss. Visekorporal Suba skjøt tilbake. Hajjien døde. Det er den lykkeligste slutten du kan finne utenfor et thailandsk massasjestudio.«
Spørgsmålet om, hvilken rolle fortællingen om og fra krigen spiller, udgør et gennemgående tema i Hjemkomst. I »Penger som våpensystem« skal fortælleren dele baseballudstyr ud til de irakiske børn doneret af en forretningsmand fra Kansas, som er af den overbevisning at uden denne sportsgren, intet demokrati. Fortælleren bliver sendt ud for at tage et billede af børnene og sende det retur til USA. Det ser godt ud, billedet, fortæller en god historie – bare ærgerligt, at det er opstillet. I »Rapport etter kamp« forveksler Timhead fra militærpolitiet, fanget i krydsild, en teenager med en voksen kriger. Ude af stand til at vedkende sig det uheldsvangre drab overtaler Timhead det eneste vidne, sin kollega og novellens fortæller, til at sige, at han dræbte drengen. Langsomt bliver løgnen til sandhed – ikke kun for soldaterne i deres deling, men også for fortælleren selv: »[H]istoriene ble sterkere og sterkere for hver gang jeg gjenfortalte dem, og føltes stadig mer sanne.«
I andre af novellerne bringes spørgsmålet om erindringen og krigsfortællingerne ind i et anderledes eksistentielt register. Når Wilson fra Krigshistorier beretter om den ulykke, som lemlæstede hans gode ven og kollega Jenks, vækkes et skummende raseri i ham, og han føler en »trang til å drepe noen«. Jenks derimod fortæller og anstrenger sig for at huske det fatale møde med vejsidebomben så nøjagtigt som muligt for at være i kontrol: »Heller det enn å gå bortover gaten og kjenne en lukt som får dagen til å huske seg selv for meg.«
I en kommentar trykt i The New York Times få uger før debuten skriver Klay, at civilbefolkningen såvel som soldaterne må lægge forestillingen om krigen som en uudsigelig oplevelse bag sig: »Forestillingen om, at krigen er en oplevelse hinsides ordene, er en afskaffelse af ansvar […]
I en tid hvor soldaterne frivilligt lader sig rekruttere til militæret, er det alt for let for amerikanerne at sende soldaterne i krig igen og igen uden oprigtigt at gøre en indsats for at forestille sig, hvad det betyder.« (Oversat af cst.)
Afskaffelsen af den amerikanske værnepligt i 1970’erne har resulteret i, at kun en brøkdel af befolkningen i dag konfronteres med omkostningerne ved landets angrebskrige. I tillæg har afskaffelsen medført, at ingen i dag ufrivilligt bliver soldat og sendes i krig. Hæren er en arbejdsplads, og krigen et hverv, man uddannes til. At slå ihjel uden at tøve er en del af arbejdsbeskrivelsen, og igen og igen fremhæves det i Hjemkomst, at soldaterne træner på menneskeformede skydeskiver for at være klar, når det gælder.
Dette fokus på soldatergerningen som arbejde finder man også hos Klays debuterende, danske kollega, den tidligere elitesoldat Mikkel Brixvold, der som Klay har en udsendelse til Irak i baggagen. I digtsamlingen Så efterlades alt flæskende gengiver Brixvold soldatens forsøg på at forklare irakerne, at det ikke er et had til befolkningen, men blot arbejdsforpligtelser, der har bragt ham til landet: »men prøv nu/ at høre jeg har jo/ ikke noget per-/ sonligt imod dine børn jeg/ arbejder her bare sagde uniformen«.
Som Klay cirkler Brixvold om soldatens krigs- og hjemkomsterfaring, men han fremfører i tillæg en kritik af medi- erne og politikernes »akademisk teoretiske« krigsretorik, der slører de barske realiteter, og han går i clinch med civilbefolkningen, der ikke vil vedkende sig de handlinger, som soldaterne udfører i nationens tjeneste:
[…] vil I
godt lade være med at opdatere jeres
profiler med jeres hverdag den harmonerer dårligt med vores
[…] vil I
synge i kor med os syng os en sang om løgn og
ikkevold lad os høre os ikkeskrige lad os lad os lad os lad os lade
være og lade
som om alt er såre godt
Brixvolds vrængende gentagelse af påbuddet om selvcensur, som soldaterne møder fra civilsamfundet, kritiserer den pågående kollektive fortrængning af følgerne ved at være en krigsførende nation, som i sidste ende også få konsekvenser for soldaten. Civilsamfundets manglende lydhørhed isolerer ham, og i Så efterlades alt flæskende fører isolationen til en vrede, som, kanaliseret over i digtene, på én gang bliver både anklagende og belærende: Nu skal civilsamfundet saftsuseme lære om krigens blodige alvor.
Så efterlades alt flæskende åbner dog ikke med en episode fra soldaterlivet, men med eksplosionen i Tjernobyl i 1986 og de ødelæggelser, som spredtes fra atomkraftværket. Umiddelbart efter spoler Brixvold godt 20 år frem i tiden til den irakiske ørken og soldaternes ankomst, og vi følger lejrlivets langsommelighed og kampenes tumult indtil sidste tredjedel, hvor Brixvold lægger stemme til den hjemvendte soldats problemer med det tryghedsanale Danmark. Udover den indledende henvisning til Tjernobyl, farver Brixvold sin krigsskildring med referencer til Leo Tolstojs Krig og fred (1869) og Louis-Ferdinand Célines Rejse til nattens ende (1932), og krigens blodige alvor understreges med beskrivelser af blandt andet faldskærmssoldater, der falder som tunge bomber »fyldt/ med kropsvarmt levende/ kontrolleret vold og/ død«.
Karakteristisk for krigsfremstillingen i Så efterlades alt flæskende er også det totale fravær af tegnsætning, samt de mange sammensatte ord, der er sprængt i stykker, og en række nye ord, dannet af de sproglige murbrokker. Syntaksen er konsekvent mangelfuld, og sætningerne lades ofte ufuldendte ved digtenes slutning, som afbrød nogen soldatens tankestrøm. Iblandt smelter beretninger fra fronten sammen med soldatens bevidsthed om de danske mediers fremstilling af hans adfærd:
Når vi
Mogadishu-skyder ham to
kugler i brystet og så slukker
for ham med den sidste lige midt i synet gør vi det for
menneskerettigheder ifølge medierne dræber
vi ikke men skal
gradvist eskalerende skadepåvirkende mest muligt humant
overbevise dem om vores gode
intentioner
I denne syrlige gengivelse af menneskerettighedernes retningslinjer for korrekt krigsførelse og mediernes krigsfortælling, hvor skuddet aldrig affyres for at dræbe, og hvor døden følger af modstanderens halsstarrighed, fremstår offentlighedens krigsretorik i al sin absurditet.
Med Brixvolds syntaks og de mange itusprængte ord læser man sig rykvis, snublende gennem digtsamlingen, og jeg kan ikke undslippe følelsen af at være vidne til en forceret understregning af krigen som en oplevelse, der med al sin voldsomhed sprænger sprogets rammer. Effekten af krigen synes dog ikke at være identisk med det tab af formidlingsevnen, som Benjamin iagttog i årene efter Første Verdenskrig. For i tillæg til kritikken af den offentlige krigsretorik, som Brixvold tilvejebringer ved at gentage og ironisere over den, er Så efterlades alt flæskende også et forsøg på at skrive en alternativ krigsfortælling – en sandere fortælling. Dette korrektiv tager form dels som en negation af den forløyede krigsretorik, dels ved at isolere og fremhæve ord som vold, død, blod og skud. På voldsom og påtrængende vis, til tider yderligere understreget med versaler, tydeliggøres krigens væsen. Det hersker ingen tvivl om, at krigsoplevelsen trækker uudslettelige spor i soldatens psyke, men i Brixvolds fremstilling forbliver den underligt abstrakt. Ordene er voldsomme, det samme de skildrede begivenheder, men jeg kommer aldrig rigtigt til at begribe, hvad al den død og ødelæggelse egentlig vil sige; hvordan den føles.
Hvis vi som samfund skal diskutere krigen, dens konsekvenser og de krigsførende nationers ansvar – ikke blot over for soldaterne, men også over for befolkningen i det krigshærgede land – er vi nødt til at tale et sprog, der faktisk sætter ord på de reelle konsekvenser og kalder drab for drab; hvad både Klay og Brixvold gør. Men skal jeg, som uindviet i krigen, prøve på at forstå dens væsen og effekt på den menneskelige psyke, i kampens hede og hjemme igen, vil jeg foretrække at gribe ud efter Hjemkomst fremfor Så efterlades alt flæskende. For Klay giver med sine episodiske nedslag i den irakiske krig et nuanceret og intenst indblik i Vestens krigsførelse og dens følger i det første årti af det 21. århundrede.
