Vi, de udbytbare Sortsynet tidsånddiagnose

I dag kan det virke, som om vejen til en såkaldt stærk oplevelse må forbi et minde fra en anden tid. Den stærke oplevelse indfinder sig næsten kun gennem en hentydning til et indtryk gemt i fortidens langt mere påvirkelige nervesystem. Mit yngre jeg lod sig let bevæge af visse oplevelser, som siden blev arkiveret i bevidstheden som uforglemmelige små og store chok.

I dag opleves de fleste hændelser som fjerne – som gentagelser – men jeg kan af og til huske, at jeg engang blev chokeret over noget. Situationen – hvad det nu end er – vækker et minde om, at jeg engang var påvirkelig. Hvorvidt det drejer sig om et generations­­fænomen, eller om det snarere handler om vidtrækkende samfunds­ændringer, er jeg kronisk usikker på. Jeg vælger imidlertid at tro det sidste. Something ain’t quite right.

Invasion af bevidstheden fra det ydre rum

Visse møder med skrækfilm husker jeg. Disse minder inkluderer gerne, hvor jeg befandt mig, om det var sommer eller vinter, hvordan der duftede i rummet og så videre. Mine forældre var på weekend­visit hos nogle venner, som havde børn på min alder, og vi så Alien (Ridley Scott, 1979) på video. Xenomorph-ungen, født ind i menneske­kroppen af moren, bryder i den traumatiske chestburster-scene på voldsom vis ud af brystet på Kane, en astronaut som spilles af John Hurt. Væsnet syntes ikke bare at eksplodere ud af kroppen, men også ud af skærmen, ind i stuen og potentielt ind i alle vores kroppe, som vred sig i angst rundt omkring i lænestolene.

De stærke indtryk invaderede bevidst­heden i real time, forstået sådan at filmen på dette tidspunkt var ny og endnu ikke absorberet ind i kulturen. Det samme gælder for en lignende oplevelse med The Thing (John Carpenter, 1982), hvor jeg befandt mig på besøg hos nogle venner, som ville se denne film, ligeså på video – disse sorte, rektangulære dimser som lignede en krydsning mellem et tungt bibelværk og et kassettebånd. I The Thing får nogle videnskabs­mænd på Antarktis en fremmed gæst. Vi ser den invaderende livsform eksplodere sig vej ud af en slædehunds krop i en grufuld, abjekt transformation. Det står klart, at det samme sandsynligvis vil ske for alle levende væsner på denne fjerne udpost.

Nedstigning til helvede

Tidligere skribent i Vagant, nu kritiker i Morgenbladet, Aksel Kielland (f. 1983), skriver i sin nye bog Besatt om, hvordan vi er blevet invaderet af det, han kalder den digitale kapitalisme. Kielland henter sine metaforer fra filmgenren body horror, som Alien og The Thing tilhører. Kiellands skrivestil er forholdsvis nøgtern, men skjuler ikke at dette er en beskrivelse af menneske­hedens langsomme nedstigning til helvede: »I en verden der kapitalismen er eneveldig, er teknologi­kritikk og kapitalisme­kritikk to sider av samme sak.«

I første omgang er det filmgenren body horror, som interesserer mig, for det er et række ganske forskellig­artede film, som placeres i denne kategori. Kropslig besættelse af ondsindende væsner synes at være et gennemgående træk, gerne visualiseret på eksplicitte, marerids­agtige måder. Den truende opløsning af det menneskeligt genkendelige – blob, thing, blod, slim – kommer udefra som truende natur; vækster eller parasitiske væsner. Det formløse kan dog også fremstå som tegn på en kommende befrielse fra alt for stramme, konforme livsforhold. Således i Tetsuo: The Iron Man (Shinya Tsukamoto, 1989), som er en af Kiellands hoved­eksempler, eller Black Swan (Darren Aronofsky, 2010), hvor opløsningen kan forstås som et psyko­somatisk symptom fremkaldt af en balletskoles rigide, præstations­orienterede reglementer.

Grebene fra denne type skrækfilm kan også tyde på, at vi trigges af den rædsel, som knytter sig til vores egen fødsel. Gennembruddet af noget kvindeligt – eventuelt homoseksuelt – truer den maskuline orden. Som Kielland er inde på, kan robotforvandlingen i Tetsuo forstås som en undertrykt japansk lønarbejders voldsomme komme ud-historie. Den gravide eller menstruerende krops rædsel i Rosemary’s Baby (Roman Polanski, 1968) og Carrie (Brian De Palma, 1976) er også gode eksempler. Uanset om Rosemarys djævle­besættelse er reel eller et resultat af et psykisk sammenbrud, kommer vi tæt på en eksklusivt kvindelig oplevelse af graviditet som noget monstrøst. Den 16-årige, religiøst opdragede Carries status som mobbeoffer på en amerikansk highschool gør hendes menstruation, som alle får at se i omklædnings­rummet, til noget abjektalt, der bidrager til hendes sociale udstødelse. Senere transformerer den afskyvækkende kvindelighed sig til en hævnende, psykiske superkraft. Carrie rammer til slut alle sine mobbere med ekstrem død.

Forbrug af unge kroppe

Det er, som om franske Coralie Fargeats film The Substance (2024) har absorberet alle disse film i sig. Hendes film må betegnes som det seneste hit i body horror-genren. Hoved­rolle­­indehaveren Demi Moore har i visse kredse fået et stempel som 80’er has-been med ungdomsfilm som St. Elmo’s Fire (Joel Schumacher, 1985) og Ghost (Jerry Zucker, 1990), hvor hun spiller over for datidens største hjerteknuser, Patrick Swayze. Det er sandsynligvis et fint udgangs­punkt for at spille hoved­rollen i en så dræbende, Hollywood-kritisk film som The Substance, der vender sig imod film- og tv-branchens forbrug af unge kroppe.

Den falmede 50-årige stjerne Elisabeth Sparkle (Demi Moore) står i fare for at miste sit job som fitness-instruktør i et tv-show. Yngre stjerner må til, brøler den superonde tv-producent spillet af Dennis Quaid. Elisabeth investerer i en mystisk substans på det sorte marked, som spalter hende i to kroppe. Nu kan hun hver anden uge fremstå som smuk og ung igen. Det er som et folkeeventyr gone wrong. Sue, hendes smukke, afspaltede selv, klarer sig strålende og overtager Elisabeths gamle job. Det udarter sig, når de to – som jo er ét – begynder at bekrige hinanden. Meget passende spilles Sue af et andet 80’er-filmikon, Andie MacDowells datter, Margaret Qualley. 

Kielland nævner kun The Substance i forbifarten. Hans fortælling er en anden, men ikke mindre angst­provokerende. Med reference til et kræsent udvalg af body horror-film, beskriver han en verden, hvor teknologien har invaderet kroppene. Som uddaterede computere har vi fået dårlig hukommelse og elendig koncentration. Ifølge Kielland er det de ydre symptomer på en proces, hvor vi bliver røvet for alle de dele af os, som teknologi­selskaberne har brug for; vores information, vores identitet, vores kreativitet og vores tanker. Noget i os er ved at blive udskiftet. Markeds­tankegangen er allesteds­nærværende, og teknologien støtter op under det kapitalistiske verdenssyn. Kielland skriver:

Ved å trene oss opp til å betrakte verden gjennom et markeds­prisme, understøtter de sosiale mediene flere av høyre­­sidens store fortellinger – som den om at det ikke er mulig å regulere teknologi­­bransjen, og den som sier at det ikke finnes noen andre måter å strukturere verden på enn kapitalismen.

Markedsorienteret selvforståelse

Vi omformes til indholds­mennesker i et system, hvor kvantitet er vigtigere end kvalitet. I sidste ende spiller det ingen rolle, hvad vi får likes for. Det er under alle omstændig­heder dem, som får flest reaktioner, som vinder frem. Det er nivelleringen af al information i verden, som for eksempel det, vi tidligere opfattede som helt forskellige kunstarter, i et bizart mix med krige og katastrofer, som skaber apati og resignation. Alt er blevet til indhold, og vi tvinges til at producere indhold for overhovedet at blive synlige i verden. Indholdet høstes af de store techgiganter, som dybest set er i gang med at producere kopier af os ud fra alt vi nogensinde har lagt ud på nettet.

Vi opdrages til en markeds­orienteret selv­forståelse, sådan som Sue med sin unge krop passer ind i verden. Elisabeth, det gamle system som skal forstødes, bliver mere og mere grotesk og monstrøs. Hun bliver til en Gollum-agtig mutation. Når Sue for alvor forsøger at tage livet af Elisabeth, hamrer hun hendes ansigt ind i et spejl, indtil blodet sprøjter. Hun er kopien, som ikke har brug for den gamle, grimme original længere. Der er ikke længere brug for mennesket med alle sine fejl. Techgiganterne kan fint tjene penge uden at involvere os. Kapitalen har løsrevet sig ind i en fantasisfære, hvor de få tjener episke pengebeløb, mens de fleste af os lever abjektale liv. 

Kiellands eksempler på udviklingen mod total kapitalistisk realisme er body horror-filmene Videodrome (David Cronenberg, 1983), Tetsuo og Netflix-produktionen Cam (Daniel Goldhaber, 2018). Hans to yndlings­filosoffer er den canadiske medie­teoretiker Marshall McLuhan (1911–1980) og britiske Mark Fisher (1968–2017), sidstnævnte kendt for sin rammende beskrivelse af den kapitalistiske realisme i bogen af samme navn fra 2009. Cam er, modsat de øvrige to film, ikke kanoniseret, men bliver genstand for Kiellands mest interessante analyse. Denne film peger også frem mod The Substance.

Intet betyder længere noget særligt

I Videodrome og Tetsuo eksisterer der endnu en slags fascination af de begærs­drevne mulig­heder, der kan ligge i, at mennesket smelter sammen med teknologien. I Cam derimod bliver det store kup afsløret. Her arbejder den unge pige Alice som camgirl på en netside ved navn FreeGirlsLive (FGL) under navnet Lola_Lola. Vi lærer om camgirl-miljøet, og om hvordan der er indbyrdes konkurrence mellem pigerne for at opnå en høj placering på den interne hitliste. De slider sig op for at få reaktioner fra brugerne. De fingerer endda selvmord for åben skærm for at få respons og pengebidrag.

Selvom det er et relativt uskyldigt miljø, hvor der udveksles social energi mellem samfundets laveste, kan det ikke fortsætte. På et tidspunkt stjæler nogen eller noget Alices profil. Vi ser, hvordan systemet ultimativt ikke har brug for mennesket længere. Det kan generere en deepfake-kopi, som er billigere i drift. Alice kæmper med den falske Lola til døden, i hvert fald til at hun får kontrol over sin profil, så hun kan slette den. Kielland skriver:

Hvorvidt det er laget av et menneske eller en maskin er langt på vei likegyldig, ettersom det ikke er meningen at noen skal fordype seg i det til et punkt hvor det utgjør en reel forskell om det står et bevisst vesen bak eller ikke. Det er ikke ment å være bra, det trenger bare være godt nok.

Den nye indholdskynisme er ankommet. Kielland kommer ind på en yderst aktuel problemstilling, som belyser et aspekt ved KI, som store Hollywood-skuespillere som Nicolas Cage allerede har udtrykt bekymring for. Hvordan skal Cage eje sig selv i fremtiden? Hvordan skal han efter sin død kunne styre, hvad hans ansigt kommer til at blive brugt til:

Kunstig intelligens må forstås som et verktøy for å gi mennesker som jobber i de kreative yrkene mindre makt, mindre sikkerhet, mindre forutsigbarhet og en mindre del av bransjens totale omsetning. […] KI-tjenester som presenteres som erstatninger for menneskelig tanke og kreativitet, er verktøy for å produsere menings­løshet i et omfang menneske­heten aldri tidligere har vært i nærheten av. 

Ifølge Kielland kan vi altså se konturene af et kapitalistisk maskineri, som kører af sig selv. KI genererer musik­indhold til Spotify, og deepfakes stepdanser rundt i nye Hollywood-produktioner. Kunsten, forstået som noget der gav menneske­livet en dybere mening, er skubbet til side. Fra nu af handler det kun om indhold. Det er måske ikke så mærkeligt, at vi er ved at gå i hundene. Strawberry fields, nothing is real.