Det lille bergensforlag Les Bones Dones har siden slutningen af 2023 udgivet en stribe af bøger med litteratur oversat fra latinamerikanske forfatterinder, alle i dokumentariske hybridgenrer, hvor det personlige vidnesbyrd og den kvindelige erfaring står centralt. Omslagene på deres første bøger arbejder sig gennem regnbuens farver, og med Det navnløse er de nået til orange, en vital og energisk farve, som her omhylder et sorgfuldt indhold.
Det navnløse er den colombianske poet Piedad Bonnetts bog om sin egen søn Daniels psykiske sygdom og selvmord. På trods af det tunge emne skriver Bonnett med let hånd i en neddæmpet tone. Titlen viderefører ikke tabuet omkring selvmord, som man først kunne tænke, men addresserer det faktum, at der ikke findes et ord for en person, som har mistet et barn. Man er ikke pludselig enke, enkemand eller forældreløs, man er … intet, måske fordi det at miste sit barn er utænkeligt.
Lovende kunstner
Daniel beskrives som en følsom og kunstnerisk søn i en familie af ambitiøse og vellykkede kvinder. Faren Rafael er i deres liv, men findes stort set ikke i bogen. Moren er en succesfuld forfatter, og begge døtre har fuldført uddannelser ved amerikanske eliteuniversiteter. På omslaget er sønnens personlige ejendele lagt frem på en pertentlig måde. Hvert afsnit åbner med tegninger, han har lavet. Moren er fortvivlet på grund af tabet af sin søn, men også på grund af tabet af et potentielt kunstnerskab, som hun og andre havde stor tro på.
Daniel fulgte sine søstre og studerede ved Columbia University i New York. Han beskrives som en ung mand, som er ude af trit med sine omgivelser, ikke mindst med den brutale retorik på universitetet om, at billedkunsten er død, og så videre. En del af Daniels kunstneriske forbilleder, som Rembrandt og Goya, ligger tilbage i tiden. Moren forsøger at opmuntre ham: »Billedkunsten kommer aldri til å dø, den forvandler seg bare som den alltid har gjort. ›Jeg er veldig klassisk‹, beklager han seg, som en spedalsk over sårene sine.«
Familien ved, at noget er galt med sønnen, især bliver det klart på en ferierejse rundt i Latinamerika, hvor han får et sammenbrud ombord på et fly. De må nødlande i Peru, og venner får dem snart opgraderet fra et provinshospital til en facilitet med bedre ry og rygte. Til trods for behandling tager han efter noget tids psykisk sygdom sit liv, 28 år gammel.
Familiens trang til at gribe ind
Det, som denne familie gennemgår, er både unikt og alment, og der er selvsagt en god tanke ved at sprogliggøre erfaringerne. Moren oplever ikke så overraskende behandlersystemet som uempatisk. Der er mange beskrivelser af stressede læger, som ikke synes at gøre deres job godt nok, og af familiens forundring over at blive forbudt at se den indlagte søn. Hvorfor bliver familien ofte lukket ude? Fordi psykisk sygdom har sociale aspekter. Påvirkningen fra familien, om den så er nok så omsorgsfuldt ment, må nødvendigvis føre til, at lægerne for en tid insisterer på at vurdere det enkelte individ isoleret.
Jeg kan mærke en vis ambivalens. Bonnett har skrevet en tekst, jeg efterhånden finder medrivende, men jeg grunder over det faktum, at et familiemedlem forsøger sig med en litterær fremstilling, som skal give adgang til bogens hovedperson. Dette er en beretning om en mors følelser, det er et intenst forsøg på et portræt af en ung mand, men sønnen er alligevel en skygge; han er udenfor teksten, ligesom han forbliver uforklarlig for moren.
Werther-effekten
Oversætteren Bente Teigen Gundersen sammenligner i sit forord den skyhøje selvmordsrate i Norge med Spanien, hvor selvmord er mindre almindeligt og desuden stærkt tabubelagt. I den norske offentlighed har medierne i tidligere udgaver af de etiske retningslinjer (»Vær Varsom-plakaten«) opretholdt tavshed omkring selvmord af frygt for den såkaldte Werther-effekt, opkaldt efter Goethes roman Den unge Werthers lidelser (1774), som var et sådant smashhit hos den tyske ungdom, at den inspirerede til en selvmordsbølge.
Bonnetts bog forsøger at forstå og fatte psykisk sygdom og selvmord. En dialogpartner er den britiske poet Al Alvarez’ The Savage God: A Study of Suicide (1971). Alvarez tager udgangspunkt i personlig erfaring med egen og andres lidelse, specielt var han tæt på Sylvia Plath (1932–1963) i hendes sidste tid, men bogen løfter sig langt over den personlige erfaring og trækker filosofi – specielt Albert Camus – og kunst ind i et studie, som går til sagens kerne.
Hvad har den vilde Gud med sagen at gøre? Der er grund til at tro, at Alvarez refererer til den samme herre som Nick Cave på hans seneste plade The Wild God. Der er tale om en gammeltestamentelig kaosgud, som er streng mod menneskeheden, og ikke holder sig tilbage i sin straf. I titelsporet synger Cave: »He was a wild god searching for what all old wild gods are searching for and he flew through the dying city like a prehistoric bird.«
En forhistorisk fugl er intet beroligende billede, eftersom disse var gigantiske øgler med næb og muligvis også fjer. Også Cave har lidt tab af to sønner og må finde sig i at være lige så navnløs som Bonnett. Det er måske der, kreativiteten bliver et kraftigt modsvar.
