Som et plagsomt genfærd Sofokles’ tragedie på Bergen Kjøtt

Der sker vidunderlige ting, når græske tragedier sættes op. Disse tekster er grundlaget for vores litteratur, så før man klæder sig i teatertøjet, kan man vurdere, hvilken pakkeløsning man foretrækker: Man kan vælge at gå uden for mange forberedelser, det skal der være plads til. De videbegærlige kan også vælge den helt store selv­udannelses­pakke. Specielt Antigone bør være et hit for enhver læsecirkel. Med bunken af sekundær­litteratur kan man holde Antigone-læsefester hele sommeren, om man vil.

Sorgen er fremherskende

DNS har indtaget lokalerne på Bergen Kjøtt på grund af ombygning af den ikoniske teaterbygning på Engen. Antigone er potentielt et sprængfarligt politisk stykke. Denne opførelse holder imidlertid kortene tæt til kroppen. Sorgen er fremherskende, mens det med jævne mellemrum glitrer med troværdigt raseri. Det slår gnister i skuespillet mellem Antigone (Reidun Melvær Berge) og hendes søster Ismene (Monica Dybwad) og mellem Kong Kreon (Stig Amdam) og sønnen Haimon (Peiman Azizpour). Det er krævende at skabe følelses­mæssig intensitet samtidig med, at teksten bør bæres så klart og tydeligt frem som muligt.

Det indledende greb er effektivt og tankevækkende. Vi skal ikke til teater, vi skal til begravelse. Vi kommer direkte ind i et rum, som på alle sider er dækket af grønne fløjlsgardiner. Her står en åben kiste med den sørgende familie omkring. Vi er til et hverdagsligt begravelses­arrangement og transporteres således ind i en følelses­mæssig tilstand med personlige minder om de, som er gået bort. Det er en snedig tuning af sindet, som ryster noget af teater­oplevelsens kunstige højtidelighed af sig.

Dobbelt broderdrab

Der er sket et dobbelt broderdrab i forbindelse med et angreb på Theben, og Kong Ødipus’ to sønner, tvillinge­brødrene Eteokles og Polyneikes, har dræbt hinanden på slagmarken; den ene, Eteokles, i forsvar for lov og orden og den anden, Polyneikes, i et forsøg på at overtage styret i byen (som i øvrigt retmæssigt skulle deles mellem brødrene). Den nye hersker Kong Kreon vil give Eteokles en værdig begravelse, mens liget af Polyneikes skal overlades til rovdyrene. Han forbydes begravet. Det finder hans rebelske søster Antigone sig ikke i.

Reidun Melvær Berge har i en stribe roller på de bergenske scener vist sig som uhyre alsidig. Hendes Antigone er fyldt af raseri og sorg. I den første konfrontation med søster Ismene hører vi om, hvordan den patriarkalske lovgivning i Theben giver mindre råderum til kvinder. Ismene vil i første omgang ikke tage sagen i egen hånd og medvirke til en ulovlig begravelse af Polyneikes. Hellere vil hun bøje sig for loven og advarer derfor Antigone. I Halldis Moren Vesaasʼ oversættelse siger hun: »Tenk på kva som skjer med oss dersom vi trassar makthavarane. Vi må lyde lovene. Og vi må då òg tenke på at vi er kvinner. Vi er ikkje skapte til å kjempe mot menn. Vi må vere lydige, same kor tungt det fell oss – det er då sjølvsagt, det ligg i vår natur at vi skal bøye oss.« Antigone er bestemt ikke med på dette.

Efter dette losses publikum gennem dørene ind til et større scenerum. Vi placerer stearinlys til minde om de døde, en række blafrende lys som giver et blødt, orange skær til rummet, som ellers står tilbage i en rå form med marmoragtig blå-grå farver på scenens bagvæg. Kong Kreon er som sådan ikke ond, men han inkarnerer Thebens patriarkalske lovgivning. Han er i sidste ende en tvivler, som indser, at han er gået for stærkt frem, at han har begået hybris, og som konsekvens af egne beslutninger må han lide store tab. Den store mand ender på sine knæ.

Magtens mænd

Der foregår en spejling mellem Antigone og Kreon. De har endda næsten de samme sorte herrefrakker på. Antigone er butch as hell, for at sige det sådan. I ældre gendigtninger kalder Kreon hende for mand, forstået sådan at hun kun som mand ville være i stand til at undslippe sin straf. Kreons søn, Antigones kommende ægtemand Heimon, kalder ham til gengæld for kvinde, til Kreons store forargelse. For ham er det en nedsættende betegnelse. Kreon viser sig typisk, med sin universelle lovgivning i ryggen, som krænkelsesparat. Heimons konfrontation med Kreon er et højdepunkt. Peiman Azizpour spiller Heimon med sønnens opmærksomme hengivenhed, men også med stor modvilje. What can I say, det er en græsk tragedie, ikke stol på happy end.

Scenerummet boomer med store personligheder, men der er humor gemt i vagten spillet af Huy Le Vo, det nervøse sendebud som bevidner, at Antigone har udført ulovlige begravelses­ritualer over sin bror. Vagten er egentlig bare på arbejde, og er på den måde fri til at være en lidt småironisk letvægter, som forståeligt nok ryster i bukserne over Kreons vrede. Det græske kor er skrumpet ind til en enkelt lille hvidklædt person spillet af vekslende unge sangere fra Edvard Grieg Guttekor. Ved premieren så vi en påtrængende – næsten konfronterende – engel, som sang direkte i ansigtet på de store personligheder. Som et plagsomt genfærd og som en samvittighed man ikke kan ryste af sig. På en uhyre diskret måde spilles der på køn igennem kostumerne, som er lavet af scenograf og designer Tora Troe. Kordrengen og Heimon bærer østligt inspirerede kostumer, hvor en herrejakke kombineres med et glat skørt, som bæres over løse bukser.

Nedtonet politik

Der er meget godt at sige om denne opførelse af Antigone. Måske forbliver de elementer, som taler direkte til en samtid med ustabile magthavere, i stil med Kreon, lidt for nedtonede. Den amerikanske queer­teoretiker Judith Butler har læst nogle interessante aspekter ind i Antigone-figuren i Antigone’s Claim. Kinship Between Life and Death (Columbia University Press, 2002). Hendes læsning er også en god indgang til den hob af filosoffer og teoretikere, som gennem tiden har interesseret sig for stykket: Hegel, Jacques Lacan, Luce Irigaray etc.

Butler er optaget af slægtskab, et tema som Sofokles slår an fra stykkets første ordveksling mellem Iseme og Antigone; de er døtre af Ødius, resultater af en incestuøs forbindelse mellem Ødius og hans egen mor. De er udenfor loven, og denne bastard-identitet er det kun Antigone, som tager de fulde konsekvenser af. Hun står nærmest stolt frem som den, der trodsede loven uden hensyn til, at det vil medføre en dødsdom. Derfor kan hun ses som et slags forbillede, når det gælder civil ulydighed, hævder Butler.

Opsætningen tillader os at træde ind i en personlig refleksion omkring begravelses­ritualer. Måske vi ved en lejlighed har ønsket os, at det kun skulle være den nærmeste familie til stede. Dette er vel ganske almindeligt, medmindre livet og/eller døden på en eller anden måde var kontroversiel og derfor et offentligt anliggende. At gøre sorg til et offentligt anliggende har politisk sprængkraft i sig. Var det for eksempel en kvinde, som gik uden slør, som blev dræbt af et undertrykkende regime? Var det mennesker bedømt som mindre værd, som døde af en sygdom, som for det meste rammer homoseksuelle? Blev Trayvon Martin, Michael Brown og Eric Garner dræbt af en politistyrke, man kan mistænke for racisme?

Der er en utrolig åbenhed og fleksibilitet i de græske tragedier. Skal man proppe hele samtiden ind på scenen? Sikkert ikke, og en subtil opsætning kan også vække diskussion og videre studier.