I de første dage af januar spørger jeg mig selv: Hvad er Bergen egentlig for en størrelse, og hvorfor har jeg overhovedet involveret mig? Jeg får fat i musikjournalist ved Bergens Tidende Joakim Randa Berthelsens bog om fodboldklubben SK Brann (stiftet i 1908) og håber den kan bidrage med nogle svar. Jeg gætter heldigvis rigtigt, dette er en bog om fodbold, men den belyser også denne oldgamle kviksølvagtig bergenssjæl, der udleves som et manisk stammeritual af Branns fanbase.
Berthelsen beskriver relationen mellem fans og klub som et junk bond. At være dedikeret fan af et hold, som taber så ofte, og hvis ledelse ifølge Berthelsen præges af kaos og dårlige beslutninger, er lige så følelsesmæssigt enerverende som at støtte en forælder, der igen og igen snubler over egne ben. Dyb fortvivlelse følger med, men også fællesskabets healende kraft, når det endelig går godt, som det netop gjorde i foråret 2023. Her vandt Brann 2–0 mod Lillestrøm i den coronaudsatte 2022-cupfinale på Ullevål station. Flere tusind Brann-supportere strømmede gennem Oslos gader i deres rød-hvide dragter, og en euforisk skildring af denne sejr hjælper Berthelsen til at afrunde dette personlige Brann-portræt med et positivt højdepunkt. Befriende at det ikke drejer sig om en stram A-Z krønike, men at vi i stedet gennem animerede interviews med centrale skikkelser og punktnedslag i Branns historie kommer tættere på klubbens betydning.
Sandheden er, at Brann-dragterne primært er røde, men det er svært for mig ikke at få flashback til de rød-hvides storhedstider i 80’erne og 90’erne, hvor jeg var mere dansk end norsk. Berthelsens bog er vellykket, fordi han er inde med outsiderne, han kender koderne og stammeritualerne, og det er måske det mest interessante aspekt ved hans Brann-portræt. Selv er jeg en fodboldmæssig outsider, det modsatte af en fan og connoisseur, men har dog alligevel mine egne skæve fodboldminder. For eksempel fra en rejse til Paris i 1984, hvor det øjeblik, hvor jeg i romantisk slow motion løber mod Eiffeltårnet for at omfavne alt, som ikke minder om Danmark, forstyrres af en stor flok danske fodboldfans med klaphatte på, som er i byen i forbindelse med EM-mesterskabet.
Historien om Brann handler som alle historier om fodboldklubber om storhed og fald, en evig bipolar vekselvirkning mellem success og nederlag. Berthelsen skriver: »Det er som om klubben er historisk determinert til å mislykkes på mest mulig cinematisk vis, og hva er da mer passende enn at det er lagets stjerne og beste spiller som sender laget ned til amatørfotballhelvetets kunstgressbelagte forgård?« En genkendelig historie om store forventninger og loyalitet til en ustabil klub. Brann tillægges betydning af sine fans og bæres frem i en grad, som af og til ikke svarer til de faktiske præstationer. Det er det mytologiske niveau, som synes at interessere Berthelsen. Ville jeg vide, hvad en »pungfernet« egentlig er? Det er lige meget, nu ved jeg det altså, og det er en mini-Fernet Branca, som smugles ind på stadion gemt bag testiklerne. I de mytologiske lag findes litteraturen, det kreative ordgyderi på fodboldpubben før kampen, som udvikler sig til chants præget af slang og dialekt. Det giver hardcore fans et panser af interne koder, så enhver idiot ikke lige kan komme valsende ind i deres midte.
Historien om Brann handler som alle historier om fodboldklubber om storhed og fald, en evig bipolar vekselvirkning mellem success og nederlag.
Fællesskaberne er maskulint kodede. Jeg tipper, at du som dame også må være en dude for at føle tilhørighed. Det går også ofte fint, men Berthelsen får alligevel frem, at der blæser nye vinde over de maskuline fællesskaber. I august 2021 låste nogle spillere sig i en sen nattetime ind på Branns stadion, dette højhellige sted, for at holde en fordrukken efterfest sammen med nogle veninder. Her gik noget vældig galt, og flere spillere blev anmeldt for både vold og voldtægtsforsøg. Berthelsen har en frysende beskrivelse af, hvordan fanbasen afstraffer spillerne med tavshed og bannere med strenge irettesættelser som »Nei er nei«, »SK Skam« og »Vis respekt for klubben«. Tre spillere fik afsluttet sine kontrakter som følge af fadæsen.
Et spil er på mange måder ritualiseret vold og aggression. Saftigt had til Østlandet fungerer typisk nok identitetsskabende og fyrer op for kreativiteten. Indenfor bestemte rammer kan følelser, som i det øvrige samfund er sanktionerede, finde forløsning. Der er mange eksempler på det i bogen, et af de mere uskyldige er et minde fra Berthelsens barndom, hvor der altid blev kastet sten på en bestemt sitkagran, som inkarnerede en hadet dommer på den tid. Der sker en forflyttelse og ritualisering, som fjerner forbud og tabu omkring en del følelser, som ellers ikke kan strømme frit rundt i gaderne, uden at politiet dukker op.
I et atypisk afsnit med en anden tone end resten af bogen får vi et bud på, hvad fremtiden bringer. IL Sandvikens kvindelige fodboldhold er for nyligt blevet indlemmet i Sportsklubben Brann, og der er en forventning om, at de permanent skal spille kampe på Branns stadion og således få lov at tage del i myterne, som udspiller sig her. Det har ikke været nogen enkel overflytning, hvilket belyses af nogle interessante interviews med topspillerne Marthine Østenstad og Cecilie Redisch Kvamme, som også taler om opvæksten som fodboldpiger. Den noir-inspirerede persona som Berthelsen ellers dyrker i de øvrige afsnit (hjertesorg, bar crawls og misantropi) abdicerer her, og journalisten er i stedet lydhør, empatisk og nøje med detaljerne. Jeg har det fint med at fortælleren og karakteren Berthelsen har flere funktionsniveauer – det havde været tragisk, hvis det var anderledes. Imidlertid, for de som elsker badass-tonen, den godhjertede taberfigur, som ævler entusiastisk om fodbold over nogle pints, føles det nok desværre som et underskud af humor og swung i dette afsnit.
Selv forbliver jeg fodbolddystopiker. Jeg har givet hysteriske fodboldfans skylden for meget ondt i min tid. I 1992 skete det bizarre, at det amerikanske grungeband Nirvana gik på Roskilde Festivals hovedscene netop, som Danmark havde vundet EM, en sejr som lige var blevet transmitteret på storskærm til os. Som jeg husker det stod forsanger Kurt Cobain smertefuldt stift bag mikrofonen med solbriller på og sang sine selvdestruktive sange i et hav af røde-hvide flag. Cobain tog direkte til Rom, hvor han næsten døde af en overdose, et preview på selvmordet som fulgte kort tid efter. Heldigvis drejer det sig om en forskydning i min hukommelse, for dette skete først to år efter EM-sejren.
Fællesskaberne er maskulint kodede.
Nu var det sikkert bare i mit ungdommelige hoved, at der var et modsætningsforhold mellem musik- og fodboldkultur. Specielt på de britiske øer hænger de to massefænomener nøje sammen, og det er nok musik- og fodboldbyerne Manchester og Glasgow, som er Bergens fodboldfankulturs store inspirationskilder. Manchesterheltene New Order opstod efter Joy Divisions kollaps i forbindelse med forsanger Ian Curtis’ selvmord i 1980. Som konsekvens tog de depressiv postpunk med ud på dansegulvet. Man behøver altså ikke være glad for at danse. New Order stod i 1990 for fodboldhittet »World in Motion«, hvor landsholdsspillere fik lov at både synge og rappe som del af kampagnen før FIFA World Cup. Et velkomment brud fra Joy Divisions mere puritanske udtryk.
Musik og fodbold virker forbundet via arbejderklassebetonet pubkultur. Mogwai fra Glasgow sampler både Iggy Pop, som ranter euforisk om punkrock og den amerikanske sportskommentator John Madden på deres plade Come On Die Young (1999). Den kvasireligiøse sejrsrus og det punkromantiske potentiale i historier om tabere, som vinder, danner et strålende bagtæppe for Mogwais søvnigt trippende, men også storladne musik. Jeg har oplevet stridighederne mellem Rangers og Celtics-fans på nær hold, eftersom jeg i nogle måneder boede tæt på det enorme Ibrox-stadion i Glasgow. Flodbølgerne af fans på vej mod Ibrox virkede både imponerende og frygtindgydende. Jeg skal ikke forsøge at benægte det, det virker tillokkende at være del af noget større end mig selv.
