Peter Adolphsens nye roman sprænger hul i seksualmoralen.
I sommeren 2019 rammer en epidemi Danmark. Inden for få måneder dør mere end 100 mennesker, der indføres forsamlingsforbud og mindst to mennesker bliver lynchet. Udbruddet er ikke kriminelt, ikke forårsaget af mennesker eller dyr men af rumvæsener; nærmere bestemt et enkelt 0,1 millimeter langt bænkebiderlignende væsen med hoved i begge ender, der kommer svævende fra en planet 105 lysår fra Jorden og lander i navlen på en solbadende ung kvinde på Amager. Den borer sine spidse tunger ned i hendes hud, og herefter er det umuligt at stoppe dens formering. Kvinden, ved navn Winnifred Hemmingsen, bliver mere liderlig og mere rynket for hver dag, der går. Til sidst eksploderer hendes hud, og hun bliver det første offer for det, som i folkemunde kaldes »rynkekneppesygen«.
Rynkekneppesygen er titlen på Peter Adolphsens nye roman, og fremtidsscenariet er hans opfindelse. Det minder en smule om den postapokalyptiske virkelighed i forløberen År 9 efter loopet (Samleren, 2015), hvor en solsorts sang sætter gang i en global lyd-tsunami, der får alle væsener med hjerneceller til at gå i loop. I begge bøger får en undseelig begivenhed uoverskuelige konsekvenser. Men hvor År 9 efter loopet finder sted i Los Angeles, flytter Rynkekneppesygen sceneriet til København og leverer en mere lokal samfundskritik.
Adolphsen inddeler sin roman i tre akter, som et drama med introduktion, konflikt og forløsning. Siderne forud for handlingen giver ligeledes et praj om en vis dramatisk indflydelse: en liste med alle »medvirkende« i romanen står opført på siden efter et langt citat fra David Cronenbergs science fiction body horrorfilm Shivers fra 1975. Rynkekneppesygens groteske kropslighed vidner om inspirationen fra den tidlige Cronenberg. Romanen bruger en række body horrortroper lige fra utrolige mængder sex til fysisk og psykisk degeneration, usynlige, indre fjender og tiltagende paranoia, dog uden at miste den erkendelsesskepsis og filosofiske undren, der er Peter Adolphsens kendetegn.
Alene beskrivelsen af det mikroskopiske rumvæsens oprindelse er en bedrift i sig selv. Ikke alene får det en forhistorie – der er tale om en snylterparasit, som allerede har fået en hel planet til at eksplodere af rynket liderlighed – Adolphsen giver også dens oprindelige vært sin egen fortælling, biologi, seksualitet og sit eget sprog. Ubu, som værten kaldte sig selv, var en »sprogdannende kæmpeorganisme«, der beboede en planet i solsystemet omkring Sim040. Beskrivelsen af Ubu er ekstremt udførlig:
Morfologisk var Ubu en slags gigantisk lyserød plante: Stedsbunden til et oprindeligt vækstpunkt med en rodstok, hvorfra enorme bladflader udgik. Disse blade voksede i forlængelse af hinanden og dækkede sammenlagt millioner af kvadratkilometer, men var som regel ikke mere end en–to centimeter tykke. Næringsoptaget skete gennem bladene; rodstokken tjente primært til forankring. Materielt var Ubu lavet af en art hud, som det kendes fra jordiske pattedyr: en tre-laget struktur, her på planeten kaldet epidermis, primært keratinocytter; dermis, bindevæv med adnex-strukturer som sved- og talgkirtler, nervetråde og hårfollikler; og nederst en slags subcutis med fedtvæv og muskellignende strukturer.
Den karakteristiske Adolphsenstemme – en alvidende fortæller i yderste potens – beretter levende om Ubus følesans, bevidsthed og næringskilder for slet ikke at tale om dens kønsorganer, små hermafroditiske tvekøn »omkranset af tæt behåring og af omtrent samme kemiske sammensætning, og dermed lugt, som et menneskes kønsorgan«. Organismen udvider sig ifølge fortælleren igennem selvbefrugtning: »Ubu, motiveret af en slags serotonin-båren seksualitet, gned to af de små tvekøn mod hinanden, og efter en kort gestationsperiode begyndte det næste blad at vokse frem.« Til slut er Ubu vokset så meget, at den omkranser hele kloden, »[e]t specielt og højtideligt øjeblik. Den havde nået sit maksimum, sit absolutte slutpunkt«.
Peter Adolphsen kortlægger over et enkelt kapitel på ni sider Ubus fremvækst, storhed og fald. Beskrivelserne af organismens selvbillede og selvopretholdelse er blandt de mest maleriske og sjove passager i hele romanen. Ubu forføres af sin egen »verdensomspændende status« og kalder sig selv »Ubu, den uendelige«. Dens sprog følger altid et bestemt mønster med tre bogstaver, to vokaler og en konsonant, og fortælleren oplister samtlige ord i det ubuske ordforråd, ord som ikke har andre afsendere eller modtagere end Ubu selv. En typisk Ubumonolog lyder sådan her (i fortællerens oversættelse):
Åh, vand derhenne, ja tak, og sådan, ja, en lille strøm den vej. Der var tørt. Ah, det manglede, ja tak og tak. Og så lidt sol der, ja tak, sky gå væk. Må ikke blive for svampet og fugtig, nej tak. Ah, dejligt varmt, ja tak.
Men mageligheden forstyrres så småt af den lille parasit, Ofu, der efterhånden spreder sig ud over hele Ubus hud, der bliver rynket og slasket, samtidig med at de små tvekøn gnider sig mere og mere ivrigt mod hinanden: »Åh, hvad er nu det? Endnu en plet med ofuer? De små bæster, nej tak og nej tak. Nej tak, men åh, og altså, ja tak, lige gnide, ja tak.« Til slut splintres Ubu og sender milliarder af Ofuer ud i rummet, hvoraf altså én falder ned på Amager.
På samme måde som Ubu ikke tog notits af ofuerne, indtil det var for sent, tager sundhedssektoren sig ikke for alvor af Winnifred Hemmingsens symptomer, før hun eksploderer i ansigtet på en hudlæge. Alle andre statslige institutioner glider også af på ansvaret for den nye epidemi. Først da den slipper ud til offentligheden gennem de sociale medier, bliver der for alvor reageret. De sociale mediers virale logik minder lidt om epidemiens, ukontrollabel og tilfældig, men samtidig mere handlekraftig end de etablerede institutioner og deres abstrakte regelsæt. Romanens handling er struktureret efter en lignende opskrift: Alt af betydning sker som følge af tilfældigheder, ofte nogle usandsynlige, absurde af slagsen. Det gør sig for så vidt gældende i hele Peter Adolphsens forfatterskab, eksempelvis i Brummstein (Samleren, 2003) hvor man følger en lille brummende stens vej gennem det 20. århundredes europæiske historie, mens dens forskellige ejermænd får chaiselonger i hovedet eller bliver arresteret af Gestapo. Rynkekneppesygen er det seneste eksempel på Adolphsens anarkistiske plotstyring.
Bogen adskiller sig dog stadig fra de andre romaner i forfatterskabet. Den er længere, mere karakterdreven og samfundskritisk. Adolphsen sætter konsekvent møder i scene mellem det normale – videnskab, sundhed, institutionerne – og det abnorme – rumvæsener, degeneration, overnaturlighed. Det er i det officielle Danmark og befolkningens reaktion på disse møder, at romanen viser sin kritiske side. Folk i København begynder at holde afstand til andre mennesker, at undgå kropskontakt og anse den intime sfære som en »helligdom«. Derfra eskalerer det, og folkestemningen vender sig mod udfarende seksualitet i det hele taget. Sundhedsstyrelsen igangsætter kampagner som »’Andres sundhed, dit ansvar’ og ’Din krop er din egen’«, og statsministeren udtaler, at »[v]i skal bevare vores åbne og demokratiske samfund og ikke lade frygten for det ukendte styre vores dagligdag. Derfor må vi alle bringe ofre for det fælles bedste«. Disse ofre inkluderer anmelderpligt over for personer med »særlig aktiv seksualitet«, en tankegang der bliver internaliseret i en sådan grad, at »sunde« mennesker griber til selvtægt. Ingen har sympati med de døde og døende; de får som fortjent. Dette had til den udfarende seksualitet var ifølge fortælleren allerede før epidemien en latent følelse i Velfærdsdanmark, da der over en længere periode havde fundet et »backlash« sted mod »tidligere tiders frisind«. Med rynkekneppesygen bliver følelsen eksplicit, og fordømmelsen af »det, der tidligere blev kaldt for ’utugt’« kommer boblende frem, en proces der for længst er begyndt i sproget:
I et samfund, hvor de kristne begreber var ophørt med at være referenceramme, gav det ingen mening at bruge ord som ’synd’, hvorfor man foretrak gloser som ’sundhed’, ’velfærd’, ’ansvar’, ’sammenhold’ og ’familieværdier’ som positive modsætninger til ’utroskab’, ’egoisme’, ’nydelsessyge’ og ’løgn’.
En sådan betragtning kan godt virke lidt afskrækkende i sin gammelkloghed. Den minder pludselig om, at lignende tankeeksperimenter med diverse samfund i undtagelsestilstande er set før. Ofte er de forudsigelige, sentimentale, slet og ret kedelige. Det, der gør Rynkekneppesygen anderledes, er de mange overraskende associationer og konsekvenser, Peter Adolphsen skriver frem af denne afdankede trope. Nok er der moraliseren til stede, men som en eftersmag, ikke i centrum. Kritikken af den danske seksualmoral anno 2017 bliver kun skarpere, når den skaleres op i en grotesk størrelse, og København samtidig bliver invaderet af en særlig dødsdriftig sexturisme og nye pseudoreligiøse kulter, der tilbeder »Guden med de to hoveder«. Rynkekneppesygen kan derfor næppe kaldes belærende fiktion; nærmere et sjældent godt bud på satirisk science fiction body horror-civilisationskritik.