Tidligere publisert i en enquête om Stig Larssons När det känns att det håller på ta slut (2012) i Vagant 3/2013.
Når det känns att det håller på at ta slut
Albert Bonniers Förlag, 2012
Jeg må straks sige at jeg vist ikke er den rette til at sige noget om denne roman, Stig Larssons När det känns att det håller på ta slut. Jeg sagde ja til at gøre det fordi jeg tænkte at jeg havde nogle gode kritiske pointer, men i virkeligheden har jeg måske kun min frustration. Bogen irriterede mig, den gjorde mig trist, og selv om jeg på den baggrund må anerkende dens evne til at engagere og provokere – en evne Larsson altid har haft – glemte jeg den hurtigt igen. Når jeg skal sige noget, når jeg kommer ind fra den strålende sommersol og igen sidder her, føler jeg at jeg træder lige ind i en mørk kælder.
Irritationen først. Jeg læste bogen da den udkom, på to dage, for den er sensationalistisk og på sin vis en page-turner. I dens sidste halvdel lover den med jævne mellemrum at nu bliver det interessant, snart kommer det væsentlige. Men det kommer ikke. Jeg ville gerne have hørt om det kærlighedsforhold der gik galt, vist nok på grund af Larssons amfetaminindtag, men han kan så alligevel ikke bringe sig selv til at tale om det. Som helhed står det stille i memoirelitteratur. Lidt bekendelser, umiddelbart »ærlige« – jeg mener: formentlig ærligt mente, hvis man kan gisne om det, men ikke i retorisk forstand ærlige, f.eks. virker det utroværdigt at Larsson virkelig fortæller om amfetaminmisbruget for at advare andre mod det, den retoriske energi peger nærmere på selviscenesættelse, selvmytologisering, og emnets indramning i et spørgsmål om kunstnerisk arbejde flytter kun fokus fra det. Ellers mest anekdoter, nærmest røverhistorier, ofte pointeløse og alt for lange.
Det egentlige retoriske motiv er for mig at se hele tiden ét og det samme: at forsøge at forsvare noget. Hvad og hvorfor? Larsson er ikke simpelt selvoptaget, faktisk virker han til at være mindre optaget af sig selv end af hvad Lacan ville kalde hans symbolske billede. Dette kan forstås så direkte som det billede af ham der svæver i omverdenen og medierne, måske kunne man endda tænke: hans litterære eftermæle. Det er dette billede, en særlig bygning af en stor, men problematisk forfatter der skal forsvares. Det er det bogen går ud på. Samtidig har Larsson åbenbart været ude i voldsomme livstruende sammenbrud og kunne have al mulig grund til at satse alt – men han gør det ikke, han fortæller endnu en anekdote om den særegne forfatter.
Nu tristheden. Han kunne jo engang skrive nærværende digte. Jeg har – omkring Likar (1993) og Matar (1995) – regnet ham for en af Skandinaviens bedste forfattere. Men … for tiden læser jeg ti sider Burroughs, Nova Express (1964), om dagen. Hvilket fald i intensitet når jeg igen skal sidde med Larssons snakkesalige, kun for så vidt fortrolige prosa.
Man kan sige at teksten godt ved det selv. Horace Engdahl citeres på et tidspunkt for at sige om denne bog at det vigtigste måske ikke er om den er godt skrevet, det vigtigste er at den bliver skrevet. Larsson selv siger, i bogens begyndelse og på bagklappen: »Det behöver inte vara snyggt skrivet … Det här är allvar.« Men er det ikke falske modsætninger? Hvad skulle forhindre en godt skrevet tekst i at have denne vigtighed? Hvad skulle forhindre en smuk tekst i at være for alvor?
Måske kan man opfatte det som markedsføring. En inderlig og ærlig bog til tiden – ingen æstetisk fernis. Et protestantisk hængedynd af (påstået) inderlighed og etik som selvbiografismen efterhånden har sænket skandinavisk litteratur helt til halsen i, hvor er selvbiografi dog kedelig som kunst. God selvbiografi som hos Augustin, Johannes Ewald, Lars Norén giver jo netop fanden i at være kunst. Den kaldes netop ikke roman, man bekymrer sig ikke om at sætte den for eller imod nogen æstetik eller overhovedet problematisere sagen, for kunsten er noget andet, og begge dele er ok.
Burroughs er ikke det eneste parameter, jeg læser også Tolstoj, Krig og fred (1869), hvilken fryd – jeg prøver at tale om litteratur –: præcision, livfuldhed, de dybe toner af krig, død, tab, politisk anfægtelse, anarkisme, spiritualitet, men først og fremmest livfuldhed. Tolstoj tænkte vist ikke på om han var et geni, han – billedligt talt – sad ikke og flæbede, men Larsson bruger sin tid på at overveje om han måske tog et milligram speed for meget eller reminiscere over et tilfældigt møde med den svenske kronprinsesse på en bar. Udgivelsen virker pligtskyldigt udført, det er trist at tænke at han i hvert fald her overhovedet ikke er på niveau med den verdenslitteratur han ellers gerne samstiller sig med.
THIS IS WAR TO EXTERMINATION. FIGHT CELL BY CELL THROUGH BODIES AND MIND SCREENS OF THE EARTH. SOULS ROTTEN FROM THE ORGASM DRUG, FLESH SHUDDERING FROM THE OVENS, PRISONERS OF THE EARTH COME OUT. STORM THE STUDIO-
Nova Express
Matar, halvdelen af Likar, halvdelen af Natta de mina (1997), et par gode kapitler i Komedin 1 (1989), var det det? Men er det et fald af en helt jeg begræder? Nej. Han var aldrig en helt, og han måtte gerne, i sin skrift, falde endnu længere. Netop. Ud af sig selv.
Men selvfølgelig – når jeg nu siger at Burroughs er intens og Tolstoj livfuld og Larsson kedelig, når jeg siger at jeg blev trist osv., så kan man ud fra en eller anden udvandet modernistisk logik tænke at dét måske er det interessante. At bogen netop ikke vil intensiteten i kunstnerisk form, men holder sig til det (påstået) ærlige og om så skal være kedelige. Det er vel en slags logik for den nutidige selvbiografi: Det må godt være kedeligt, ja trist skrevet, bare forfatteren mener det er sandt – eller kan påvirke ved at sige at det er. En senkapitalistisk værdiforladthed gemmer sig her hvor vi alle er blevet til små meddelelsesmaskiner med hver vort liv at sælge.
En forsimplet forståelse af sproget og kunstens forhold til sandheden gemmer sig også, måske som antydet en forståelse der udgår fra protestantismens skarpe skelnen mellem form og indhold. Men er dét så ikke netop interessant? Jo da. Måske vi efterhånden er lykkedes med at udpine litteraturen i vores del af verden. Vældig interessant.
Larssons evne til at manipulere med læseren. Med et pænere ord: engagere. Måske bevidner jeg blot denne evne lige nu. Jeg har ikke genlæst bogen, reagerer kun på min læsning tidligere på året.
Det er på en måde vildt usympatisk, også mere usympatisk end tidligere – den indædte fokusering på at NÅ IGENNEM, PÅVIRKE. Og det er mest af alt trist, hvis der næsten ikke er andet tilbage.
Men samtidig tvinger bogen mig ind i en rolle som en barmhjertig samaritan der skal sidde og holde fortælleren i hånden, forbarme mig over den flade stil og kompositionens uformåenhed fordi han har det dårligt, synes det er synd for ham. Dette er ganske bevidst. Et bevidst følelsespres.
Altså to ganske manipulerende fortæller-læser-forhold som nærmest går stik imod hinanden: den ene fortæller vil påstå, imponere, befæste, den anden angler efter læserens velvilje, begge kan nærmest ikke leve uden læseren, det er jo faktisk virkelig trist. Hvorfor tænker jeg igen senkapitalisme? Og skulle det så være pointen?
Kun delvist. Måske denne bog også taler til to forskellige slags læsere. Den ene, den selvbiografistisk indstillede, vil måske købe den selvbiografiske intention, føle sig imponeret, medlidende osv. Den anden vil måske lade sig tiltale af en slags ironi. Fordi fortælleren jo véd hvad han gør. Han ved at hans påståelige selvcentrering kalder på en reaktion. Han er også bevidst når det er medfølelse han søger. Larsson véd utvivlsomt også at man ikke rigtigt kan synes det er synd for et billede. Selv hvis han tænkte sig at han faktisk står frem som sig selv, formoder jeg ikke at han tror at han kan bruge den eventuelle sympati til noget. Hans forfatterskab i øvrigt peger heller ikke på nogen forsimplet opfattelse af sandhed i kunsten. Læste man denne bog op imod hans romaner f.eks., ville måske elementet af ironi i fortælleinstansen træde endnu tydeligere frem.
Efter beskrivelsen af en religiøs oplevelse til et pinsemenighedsmøde formoder fortælleren at dette vil læseren ikke kunne forstå. Hvordan skal jeg nu forstå dét? Er det også blot selvmytologisering? Eller faktisk selvironi? Begge dele sikkert, begge dele delvist, og som sådan ikke dumt.
Jeg kan godt gå med på den ironiske læsning, men den gør mig ikke mere positiv end den naive læsning jeg måske startede i. Igen er jeg trukket ind i kælderen. For at kunne følge ironien skal jeg nærmest helt ind i denne skrifts usagtheder, som til sidst bliver alt jeg famler efter. Og hvorfor skulle jeg? Jeg tror ikke engang Larsson ville synes om denne læsning. Jeg tror desværre ironien melder sig som et kompositionelt problem hos en forfatter der kan skrive godt og godt ved at han ikke gør det her.
Måske tror Larsson ikke på et indhold i skriften uden spillet af kommunikation. Jo – når det nu er memoire –, et fint portræt af forældrene, en romantiserende, men også levende skildring af en voldsepisode og fængsling i London. Men intet der udspørges, intet der overrasker i udvælgelsen af scenerne, ofte ingen skarphed eller glød i udførelsen, ingen kunstnerisk overgivelse. Måske er det alt sammen vældig interessant. Nej, som sagt, jeg var ikke den rette at spørge. Nu er det nok. Jeg vil ud herfra.
