Barokt så det batter Samtidssatire med gal professor-energi

En af mine venner går fra tid til anden rundt med en T-shirt, hvor der står: »Humor er tull« – en formulering, jeg ofte er vendt tilbage til. Det er vittigheds­tegner og tekst­forfatter Ragnar »Joker« Pedersens udtryk, kan jeg konstatere, nu hvor jeg har fundet frem til noget, som faktisk er ganske latter­vækkende. Det drejer sig om kunst­historiker og tidligere kurator ved Henie Onstad Kunstsenter Lars Mørch Finboruds nye roman Tårnet. Fyrtårnet, som i sin form vækker minder om hans debut fra 2013, De svarte skiltene. Finborud har udgivet en række sagprosa­bøger om kunst­verdenen og plejer samtidig et skøn­litterært forfatterskab, hvoraf dette er hans fjerde roman.

Mens hovedpersonen i De svarte skiltene er advokat, som skal gøre et bo i et mystisk spøgelseshus op, træder vi i den nye roman ind i museums­systemerne og følger en nyansat arkivar i det fiktive, futuristisk-modernistiske kunst­museum Tårnet. De af og til absurde problematikker, som knytter sig til efterladte kunst­samlinger, er igen prominente, og teksten former sig som en satirisk blomster­buket til den norske kunst­verden. Småborgerlige og anonyme, men på samme tid pedantiske ansatte som forvilder sig ind i en labyrintisk verden, der er hjem­søgt af ånder og monstre? Det lyder som weird fiction, hvor for­fædrene er H. P. Lovecraft og Edgar Allan Poe.

Museumsdirektørens dominans

Vores arkivar kommer sidelæns ind i teksten, så lidt synes han at betyde. Hans arbejdsgivers stemme, Tårnets direktør, runger i hver eneste sætning og dominerer teksten fra første øjeblik. Det er måske lidt utilfredsstillende, at Finborud bruger så få sætninger på at præsentere og forankre tekstens jegfortæller, men det stemmer samtidig med, hvor underordnet og observerende hans eksistens er. Et fluen-på-væggen-jeg siver ind i teksten og i jegets nye job som såkaldt »levende« arkivar. Efter alt at dømme ligger museet i nærheden af Oslo, cirka i lignende omgivelser som Henie Onstad Kunstsenter. Hvad består det »levende« i, som jobannoncen henviser til? Han må faktisk ringe og spørge og får følgende svar:

Det herjer en arkivfeber i museumsbransjen. Alle institusjoner vender magasinene på vranga. En arkivar er ikke som i gamle dager da vedkommende tørket støv og la dokumenter i rett mappe. En levende arkivar må være mer som en produsent, en journalist, ja, en formidler av fortidens polyfoniske stemmekor inn i samtiden.

Direktøren – en krakilsk oldtimer – er til at begynde med ved at få en prop over støtte­ordningernes annoncerede mangfoldigheds­krav. Ironi og kynisme driver ned ad væggene. Tårnet står dårligt, når det gælder diversitet, og nye greb må til temmeligt hurtigt. Arkivaren tages efter­hånden under direktørens vinger, og han får lynhurtigt flere og flere opgaver og mere og mere ansvar. Efterhånden flytter arkivaren ind på museet og får så meget arbejde, at han begynder at lide af angst og tvangstanker.

Idealer på vild glidebane

Det eneste som hjælper er at spærre sig inde på toiletterne og gøre rent. Her møder han museets gode ånd, Willem. Man kan gætte på, at han er opkaldt efter den abstrakte hollandsk-amerikanske kunstner Willem de Kooning. Ånden bor ikke i en magisk olielampe som i Aladdin, men i en toiletcisterne som arkivaren har pudset grundigt på. Det er barokt, så det batter! Willems helbredende visdomsord er med rund hånd drysset i teksten, og de udtrykker ofte noget om kunstmuseets sande mission og idealer, som nu er ude på en vild glidebane. Blandt andet konverserer de to om virketrangen:

Virketrangen er irrasjonell i sin natur. En skaleringsmaskin på amfetamin. Den setter ting i gang på grunn av et innfall eller fordi det er midler. Den gjør det bare fordi den kan.

Det kan selvfølgelig kun blive mørkere herfra. Et generations­­skifte er på vej, og direktøren udpeger arkivaren til en hemmelig mission, før han selv forsvinder ud af billedet. Det viser sig, at museums­­maskinen huser altædende, destruktive kræfter. Den nye, coole direktør – selvsagt en kvinde – er optaget af mærkevare­­udvikling og helheds­­oplevelser. Museet omdøbes til Fyrtårnet, og tivoliseringen går bananas:

Kraftige lamper bombet takterrassen i et intenst lysskjær. En hip-hop-beat ble mikset inn sammen med barnekorets sang, og kameralinsen zoomet inn på en samisk hip-hop-gruppe med en DJ og to MCs i kofter. De hoppet ned fra den store Alexander Calder-skulpturen og dro sine rim. I et episk breakdown, som minnet om da Run DMC slo seg gjennom veggen til Aerosmith, fremførte de Fyrtårnets tema i en nordsamisk versjon, mens direktøren sto og gyngeklappet ved siden av.

Guderne skal vide, at dele af denne roman er som et godgørende brusebad. På relativt kort tid har Norge fået prangende museumspaladser som Munch, nye Nasjonalmuseet, Kunstsilo, PoMo, K-U-K og hvad de ellers hedder alle sammen. Mange af de nye kunstmuseer er sponsoreret af private investorer. Her marginaliseres det kunstfaglige personale ikke sjældent.  

Der bliver skrevet for lidt samtidssatire i det norske land. Det er den latter, som er grundet i noget dybt smertefuldt, som er virkelig godtgørende, og med Tårnet, Fyrtårnet får Finborud sat et par perfekt siddende knytnæveslag ind.