Så giv mig da en chance til

ANMELDELSE. Liderlighed og længsel er drivkræfterne i Lone Hørslevs tragikomiske noveller.

Genrebetegnelsen til Lone Hørslevs digtsamling fra 2008, Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, er »skilsmissedigte«. Hendes nye samling af tekster, En ordentlig mundfuld, kunne lige så passende kaldes »skilsmissenoveller«. Fortællingerne handler om mennesker, som har fået en spand koldt vand i hovedet og pludselig opdager, hvor de befinder sig: alene midt i livet. I tyve korte noveller – i længden to til tolv sider – tegnes portrættet af en række mænd og kvinder, som enten forlader eller bliver forladt. De er liderlige og frustrerede og sørgende, de er drevet af: »Lidenskab. Som er så godt et ord, fordi det forbinder den kødelige kærlighed med smerte.« De længes efter en gammel flirt, eller de falder over en ny. Nogle af personerne har affundet sig med deres livssituation og udviser en form for accept af tingenes tilstand – andre, bare skuffelse. Og i nogle tilfælde er de ramt af den helt uimodståelige impuls, simpelthen at stikke af fra det hele.

I den første novelle med en titel som kunne være et håbefuldt mantra for alle personerne i novellesamlingen – »Lige om lidt bliver alting meget sjovere« – er en kvinde rejst til Tyrkiet med sine børn. Når hun kommer hjem, planlægger hun at gå fra sin kæreste, fordi hun har forelsket sig i en anden. Men forelskelsen er ikke udelt positiv, den er også grådig og fortvivlende:

Manden jeg havde forelsket mig i, var filminstruktør og meget flot. Jeg gik med mine børn på basaren og spekulerede på om det var godt eller skidt at han var flot, og blev enig med mig selv om at det sikkert var skidt. Hvem vil ikke gerne have sin mand i fred, tænkte jeg, og jeg havde ikke engang fået ham endnu. Som at være bange for æblerov før man overhovedet har en have.

Som et ondt rygte, breder den nedslående sandhed sig blandt novellernes personer: Man kan ikke eje et menneskes hjerte, hvor end man gerne ville. Hørslev skriver med en befriende humor om nedslående temaer – det er den dobbelthed, som rammende er indfanget i titlen på hendes roman fra 2011, Sorg og camping. I En ordentlig mundfuld fortæller hun videre fra det vanlige Danmark med alt, hvad der dertil hører af kolonihaver og swingerklubber, håndværkertilbud og »såkaldt hygge«. Novellerne er skrevet med stor sans for komiske scenarier (en kåd kvinde løber nøgen rundt i en have og føler sig LEVENDE mens hendes kæreste står i døråbningen og skammer sig på hendes vegne), persontegning (»Men han havde aldrig slået et dyr ihjel nogensinde, han havde en kandidatgrad i filmvidenskab«) og dialoger (»Åbne vores parforhold, hun sagde det som om hun foreslog ham at de åbnede en pose peanuts«). I novellen »Sorte huller« har en kvinde fået hukommelsestab og kan ikke længere huske, at hendes mand er gået fra hende. Siden vender han tilbage, det var bare et udsalg af midtvejskrise. Hun tænker tilbage på det med et delt sind: »selvfølgelig var det komisk hvis det ikke havde været så forfærdeligt.« Omtrent sådan føles det at læse Hørslevs noveller: ganske forfærdeligt, hvis det ikke havde været så komisk.

Flere af teksterne består af en lille aparte scene, som i »Vildt vejr«, hvor en mand og en kvinde, begge fraskilte, bliver blæst ind i en Fakta og bogstavelig talt flyver ind i hinanden, inden de køber to flasker vin og går hjem sammen i uvejret. Andre noveller er bygget op omkring en nutidig handling og en række flashbacks, som i det, der lidt omskrevet er titelnovellen, »For stor en mundfuld«. Her tænker en kvinde tilbage på den mand, som hun stadig er forelsket i, mens hun planlægger sin 40-års fødselsdag: De spiste østers en sommer på Jesperhus Camping på Mors, det var før hun selv blev gift og skilt igen, nu er det ham, som er lykkeligt gift. Ofte finder der en forandring sted i novellerne, som det pludselige skift når vejret slår om, og bringer personerne ud af fatning. Det er blandt andet det, der løfter de egentlig banale scener til vedkommende små studier: Hørslev beskriver, så læseren selv mærker chokket, hvordan en følelse med ét kan slå over i sin modsætning. I »Laksegade« er Kristian blevet forladt af sin mand og står tilbage med et uoverskueligt halvfærdigt køkkenprojekt. Som udtryk for hans identitet, for hele hans liv, står det påbegyndte byg-selv-køkken og kommer ingen vegne. Da han ser et tv-program om mennesker i skrædderstilling på yogamåtter, der gennemgår et fælles trip som led i deres selvudvikling, bliver han provokeret:

Som om man bare kan flygte fra sine problemer på den måde, tænkte Kristian og følte sig overlegen.
Indtil han ikke følte sig overlegen længere.
Her sad han med sin vin og sit lortekøkken.

De korte noveller slutter ofte pludseligt, midt i en indsigt, et skred, måske ligefrem et ildebefindende. Personerne befinder sig besvimet på gulvet i midtergangen af et fly eller alene på et tog i Indien uden pas og penge. Panikken breder sig i kroppen og fortælleren forlader dem lige dér, i desperationen, og efterlader samtidig læseren underligt tom. Det kan være den lidt irriterende overraskelse, når det går op for læseren at den ene part i Fakta-affæren ikke kun er fraskilt, men også er gift på ny. De overraskende slutninger giver følelsen af at været blevet lovet noget, en forandring, en forsoning, og så slutter teksten, bare sådan. Det ligner lidt personernes egen skuffelse over livet – de føler sig ganske enkelt snydt.

Hvor mange chancer får man til at leve et lykkeligt liv? I flere af novellerne spekulerer personerne på, om de ganske enkelt har haft for store forventninger til sig selv og til andre, til livet i det hele taget. Men det er vel ikke urealistisk, det er vel ikke et udslag af storhedsvanvid, at ville være elsket? I novellen »Kommoden« digter den kvindelige hovedperson en fantasi om den mand, som kommer og leverer hendes møbel, og bliver selvfølgelig skuffet, når deres møde ikke udvikler sig, som hun havde håbet: »Ville han tilbyde hende sex? Hvad ville hun svare? Hvad ønsker jeg mig egentlig, tænkte hun, jeg ønsker mig jo bare at blive holdt lidt. Omfavnet af livet, holdt som af en bjørn der holder sin pjuskede bjørneunge i favnen.« Det er ikke eventyr og stormfulde romancer, som menneskene i Hørslevs noveller længes efter, men noget så simpelt som nærhed.

Lone Hørslev skriver skarpt og rammende i et hverdagsligt, næsten frejdigt sprog. Nogle gange løfter novellerne sig til en lidt malplaceret patos, som når en mand på Island i novellen »Nordlys« – langt fra Fakta og ufærdige køkkener – ser op mod polarhimmelen og genkender »[s]in egen dansende og flimrende fortabthed«. Men for det meste holder teksterne, og deres personer, sig helt nede på jorden. De stærkeste noveller er faktisk de allerkorteste, som måske ikke er lige så morsomme som de andre (om end tragikomiske), men mere sårbare, næsten nøgne, refleksioner over den ulykkelige ensidige kærlighed. Man får fornemmelsen af at disse lyriske monologer på bare to sider, som er sat ind som små mellemstykker undervejs, stammer fra den samme fortæller; den 43-årige kvinde som sidder ved sit skrivebord og taler til et du. Teksterne fremstår næsten som kommentarer til de andre noveller, refleksioner over de følelser, som det hele drejer sig om: sorgen og skuffelsen over alt som gik galt. Som der står i samlingens sidste tekst: »Kærlighed er ikke en følelse. Det der bor i kroppen, er: glæde og sorg. Vrede og liderlighed, angst.«

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.