ANMELDELSE. Alain Badiou har skrevet et nyt essay om maj 68 og revoltens eftervirkninger. Ud af ruinerne træder skurken fra i går: Nicolas Sarkozy.
For Alain Badiou har der altid været flere gode grunde til at vende tilbage til maj 68, men blandt disse har man aldrig fundet den seksuelle frigørelse eller opgøret med professorvældet.
Nu, som så ofte før hos den franske filosof, handler ungdomsoprøret om noget endnu vigtigere: Den forfriskende ånd, som gjorde, at de studerende tog ud på fabrikkerne for at diskutere med de strejkende arbejdere, og hvor de dannede en ny frontlinje, som var klar til denne gang at udfordre magthaverne, ikke i parlamentet, ikke i forhandlingslokalet, men på lang afstand af den undertrykkende stat. Det var en ny angrebsformation, mener han, en ny måde at bedrive et spontant organiseret oprør på, som venstrefløjen fortsat må reflektere over i dag. I post-massebevægelsernes tid.
Med sit nye essay On a raison de se révolter (Vi har ret til at gøre oprør, 2018), publiceret i anledning af 50-året for ungdomsoprøret, gør den franske filosof således atter et forsøg på at forstå begivenhederne og samtiden i lyset af det, som hændte for fem årtier siden. På den måde tager maoisten Badiou igen udspring fra det mest centrale punkt i sin egen politiske tænkning. Og som altid finder man her en bemærkelsesværdig blanding af nostalgi og fremtidsoptimisme.
Pointen for den dialektiske tænker er og har altid været, at ungdomsoprøret ikke skal ses som en triumferende oprindelsesmyte, som venstrefløjen må forsøge at genskabe i sin helhed. I indledningen til sin nye bog betegner han ikke bare ungdomsoprøret som afslutningen på arbejderpartiet, men også som begyndelsen på en samfundsgåde, der kun kan formuleres som et spørgsmål: Hvis det er rigtigt, at de, der ikke har noget – hverken penge, våben, magt eller propagandaapparater – men kun har styrken til at skabe deres egen enhed og orden, og hvis det er sandt, at socialismens centraliserede og militariserede form (stalinismen) har vist sine begrænsninger, hvilken ny orden og enhed skal til, før man kan støtte de folkelige protester?
Når nu Badiou igen går på barrikaderne for at forsvare arven fra maj 68, som han til dels også gjorde i L’être et l’événement (Væren og begivenheden, 1983), skyldes det en klokkeklar irritation: Han er træt af at se majrevolten reduceret til et udtryk for, at de studerende agerede uden omtanke eller større bevidsthed om, hvad det hele skulle føre til. Netop den anklage, mener han, svarer til at placere hele ansvaret for historiens gang på skuldrene af de, som dengang befandt sig på blokaden midt på Boulevard Saint-Michel. For selvfølgelig fandtes der aldrig nogen stor plan for, hvad der skulle ske efter universitetsbesættelserne og de store masseprotester. Sådan må det nødvendigvis være: Oprøret – dengang som nu – må være drevet frem af egen vilje, hævder Badiou, det skal være et sted, hvorfra det er muligt at udforske andre sociale leveformer, fri fra statens og kapitalismens tvang. Eller som han har sagt så mange gang før: For at kunne tro på en anden fremtid, må man være tro mod begivenheden.
Hvordan skal vi så i dag læse og forstå ungdomsoprøret og de store masseprotester? Hvad er der sket, som vi kan føre tilbage til majdagene for 50 år siden? Dette er det på én gang helt basale og utroligt komplicerede spørgsmål, som han selv forsøger at besvare med fire fortolkninger af begivenheden i sin nye essaybog.
Først og fremmest, hævder Badiou, må det dreje sig om at komme af med de mest stereotype udlægninger af det, som skete. Selv om nogle sikkert vil bruge jubilæumsanledningen til at tale om »det største ungdomsoprør« i Frankrigs historie, om »en revolution af moralen« eller om »utopiernes fest«, så må man ikke glemme, skriver han, at maj 68 ofte bliver mindet af fremtrædende personer, for at de kan spejle sig i »glansen fra illusionens ægthed«. I hukommelsen vil maj 68 altid være en reduceret og selvtilpasset udgave af det, som egentlig skete. Selv når Nicolas Sarkozy, Frankrigs forhenværende præsident, drømte om at »gøre en ende på maj 68«, så vidner det ifølge Badiou om, at han forsøger at tilskrive sig en magt, han aldrig haft. Sådan er ungdomsoprøret blevet en skabelon, som alle kan læse deres egen ideal- eller skræmmeverden ind i.
Dette betyder imidlertid ikke, at vi skal parkere ungdomsoprøret på historiens mødding. Tværtimod. Når Daniel Cohn-Bendit, en af frontfigurerne fra dengang, i dag siger, at man må glemme maj 68, så viser det ifølge Badiou, at oprøret åbenbart ikke har nogen aktiv betydning for ham længere. Godt nok er verden en anden i dag, situationen har fuldstændig ændret sig, men det betyder ikke, at historien har mistet sin positive virkningskraft. Som det hånligt lyder fra Badiou, vil Cohn-Bendit helst bare minde sin egen »smukke ungdom i fred«. Sådan, skriver han, er maj 68 blevet til folklore og nostalgi.
Men der findes faktisk en anden og endnu mere pessimistisk måde at forholde sig til det, som fandt sted for 50 år siden, og som også ligger meget nær Badious tidligere analyser. Da socialisten François Mitterand blev præsident i Frankrig i 1981, var det ifølge Badiou det endegyldige bevis på, at venstrefløjen havde afvist 68-oprørets revolutionære arv og dermed overgivet sig til den socialdemokratiske samfundsvision. Med Mitterands præsidentskab var det ikke længere muligt at nære et solidt håb til en udtalt antikapitalisme inden for rækkerne af de etablerede franske partier. Dette var det virkelige resultat af maj 68, skriver Badiou i dag: »en massiv eftergivenhed, overalt, overfor den liberale kapitalisme og en endelig forherligelse af det salige ›demokrati‹, som følger med det«. Dermed blev det på én gang tydeligt, at mange af hans egen generations intellektuelle foregangsmænd havde vendt ryggen til deres ungdoms begejstring og tro på en anden fremtid. Det gjaldt på den ene side den udprægede frihedssøgende del af 68-bevægelsen, som helt uden samvittighedskvaler fik smag for individualismen og begyndte at nyde sin egen selvrealisering i den postmoderne kapitalismes farverige forbrugsunivers. På den anden side af tidens tumult, hævder Badiou, fandt man trotskisterne, maoisterne og ikke mindst anarkisterne, som i flere tilfælde havde nærmet sig en forfærdelig totalitarisme uden angst for at pådrage andre smerte.
Dette ser vi stadig konsekvenserne af i dag. For som Badiou skriver med slet skjult sarkasme i bogen, må netop Nicolas Sarkozy være »det positive dialektiske produkt« af maj 68. Sammen med nyfilosofferne André Glucksmann og Bernhard Henry-Lévy kastede den forhenværende franske præsident sig ud i et »modigt« forsvar for retsstatsprincipperne, der skulle afskærme Frankrig fra barbarene udefra. Det vil sige russerne og kineserne, for slet ikke at nævne de hæslige muslimer og deres terrorister – først ved hjælp af den amerikanske hær, dernæst med assistance fra den femte republiks politi. For Sarkozy og hans allierede forløb udviklingen efter maj 68 altså fuldkommen hensigtsmæssigt, mener Badiou: De kunne afskære sig selv fra deres totalitære synder, samtidig med at de kunne bevare en sikker forbindelse »til USA, til staten Israel, til værdierne og dyderne i det imperialistiske Vesten«.
Hvis der overhovedet er kommet noget godt ud af de sidste 15-20 års fransk politik, må det ifølge Badiou være den nye bølge af anti-sarkozisme. Men også den bevægelse synes at være gået i sig selv med Émmanuel Macron som den nye fyrste i Élyséepalæet. I 2007 skrev Badiou en pamflet med titlen De quoi Sarkozy est-il le nom? (Hvad ligger der i navnet Sarkozy?), hvori han udpegede Sarkozy til at være manden, der lykkedes med at overbevise den franske befolkning om, at det at være rig, at elske profit og at foragte de fattige, ikke bare skulle være muligt, men nødvendigt og tilmed retfærdigt. Mitterand, derimod, var forsigtig på dette punkt, skriver Badiou, han havde altid tænkt, at størstedelen af franskmændene grundlæggende ikke brød sig om pengesager. I den nye bog peger Badiou atter på, hvordan Sarkozy havde held med at overbevise befolkningen om nykonservatismens herligheder. Og François Hollande, skriver han, fortsatte bare sin forgængers linje. Han førte en kampagne, hvor samfundets finansmænd udgjorde de store skurke. Men i sidste ende viste det sig, at han selv var filtret fuldstændig ind i denne rigmandsverden. Nu er Macron så præsident, men heller ikke her ser Badiou nogen forbedring. Den unge løve er kun i færd med at sikre velstanden hos det franske »oligarki«, samtidig med at han tror, at tilstrømningen af kapital »er alfa og omega for moderniteten«. Imens skærer han ned på al understøttelse og offentlig service. »Selvfølgelig er der ikke noget, som står i større modsætning til dagdrømmene fra 68«, skriver Badiou og stiller spørgsmålet, om ikke netop den neoliberale kurs kalder på en kontrabevægelse. »Kunne de mange unge og gamle ikke vende tilbage til maj 68 som en form for inspiration, en form for historisk digt, for at finde modet og virkelig reagere, nu hvor vi befinder os på bunden af hullet, skabt af den globale kapitalismes uhyrlige triumf?«
Men der findes også en sidste og mere optimistisk måde at forholde sig til arven fra maj 68 på. Til slut forsøger den 81-årige filosof sig således med en endnu dristigere hypotese: Begejstringen for maj 68 kan blive ført i retning af en endnu mere obskur, men samtidig helt nødvendigt – det vil sige påtrængende – ende på det, som han selv betegner som en »unik skæbne for menneskeheden«. Badiou taler her om en afslutning på historien i samme målestok, som man ser i Francis Fukuyamas berømte tese. Det vil sige: en ende på kapitalismen og parlamentarismen i dens nuværende form.
Dette er imidlertid ingen nyhed. Badiou har altid forsøgt at koge suppe på dette nødlidende håb. Men der er ingen pardon fra hans side – og hvorfor skulle der også være det? Måske fordi han nu overraskende nok finder støtte til troen på kapitalismens sammenbrud fra en ganske uventet kant. Denne gang gælder det det yderste højre, der ligesom ham selv udtrykker en radikal kritik af liberalismen, dog bare med det ønske at foretage et traditionsberuset tilbagetog til en verden af nationalisme og demagogi. Ifølge Badiou bekræfter denne »præbevidsthed« hos det nye højre, at det på ingen måde er umuligt at sætte gang i kapitalismens endeligt. Og det bliver således Badious sidste ord: Med denne bevidsthed, som er ved at vågne, kan maj 68 meget vel blive inspirationen til, at »dagen engang i fremtiden vil komme tilbage«. Vi har ret til at gøre oprør, som han siger med Maos ord. Sådan lyder en venstreradikal, når han ikke forsøger at fornægte sig selv.