Retrospektiv bedrevidenhed

Projektionerne vs. kulturradikalismen.

Tidligere publisert i Vagant 1/2010.

Den danske kulturradikalisme får på puklen i denne tid. Med skarpt skydes der på den fra stort set alle sider. Dønningerne fra de stridende når efterhånden helt op til de norske fjelde. I Vagant 4/2009 forefindes en enquête i form af fire bidrag under titlen »Kulturradikalisme nå?« [kan leses her], og snakkesalige og vidende kombattanter som den danske journalist Rune Lykkeberg, den danske litteraturforsker Lilian Munk Rösing og den norske litteraturprofessor Eivind Tjønneland støder sammen på offentlige debatmøder (Norsk litteraturfestival, 27. maj 2009).

Fra højre side af det politiske spektrum forlyder det, at kulturradikalismens elitære smagsdommeri har redet folket som en mare, men at dens kulturelle hegemoni1 nu heldigvis er ved at blive afviklet. Det lange synderegistret byder bl.a. på, at kulturradikalismens frisindede, pacifistiske og demokratiske livs- og kunstsyn har bidraget til at nedbryde den kristne, nationale sammenhængskraft i landet, at dens seksuelle frigørelsesforestillinger har bidraget til at afvikle mange ægteskaber og til udbredelsen af aids og allehånde kønssygdomme, og at dens pædagogiske visioner har ødelagt folkeskolen og gjort eleverne dumme, uhøflige og ulydige. Udover dens ansvar for denne fejlslåede pædagogik, har dens bedrevidende drømme om at skabe det lykkelige, klasseløse og naturlige menneske været undertrykkende og fatale; men heldigvis er det danske folk nu endelig blevet vakt til kamp mod meningseliten: de formynderiske, statsautoriserede eksperter og opdragere.

I kronikken »Kulturkampen sett fra Danmark«, skriver Hans Hauge, dr. phil. på Nordisk Institut, Aarhus Universitet, at der snart er valg i Norge, og at »oliesocialisterne, kunstnerne og de intellektuelle frygter folkets dom«; men at det kun er godt, at der også kommer gang i den norske kulturkamp, der »skal bryde med kulturradikalismens totalitære [sic] hegemoni«.2 Hauges evne til at hælde sort galde ud over jer, vort nordlige broderfolk, er omvendt proportional med hans evne til at tænke klart – vel at mærke i førstnævntes favør.

Nu skal der ikke længere eksperimenteres med samværs- og livsformer, og nu skal skattepengene føres tilbage til borgernes (in casu: konsumenternes) lommer. Kulturradikalismen, der har fået skyld for at have siddet på alt fra aviserne Politiken og Information til Danmarks Radio (DR), er en død sild i 00’erne.3 Forfatteren Carsten Jensen, der just har fået tildelt Olof Palme-prisen, kan da bare flytte til Sverige, hvis de er så glade for ham og hans humanistiske livssyn på de kanter.4 Han er helt sikkert også velkommen til at tage Klaus Rifbjerg, Georg Metz, et par humanistiske fakulteter og et større læs Danish Design ikoner med sig over Øresundsbroen.

Fra venstre side lyder det, at kulturradikalismen har bidraget til at romantisere åben- og nøgenheden, og at den har fremprovokeret en oprindelighedsdyrkende uni-sex-kropsnaturalisme, der har slået erotikken ihjel og gjort forførelsen hjemløs. Endnu mere bastant er kritikken af, at kulturradikalismen blot har været med til at modernisere »systemet«, og at de fleste af dens mange revolutionære idéer blev virkeliggjorte for lang tid siden i løbet af 1950-70’erne. Kulturradikalismen blev i en lang årrække til velfærdsstatens servilt klistrende selvforståelse; således blev velfærdsstatens mellemlag, bestående af skolelærere, bibliotekarer og socialrådgivere »bærere af den sejrende kulturradikalisme«.5 Dertil kommer, at Poul Henningsen (PH) og andre klandres for at have misforstået det kapitalistiske samfunds dynamik. I 1933 skrev PH i pjecen Hvad med kulturen, at: »Det kapitalistiske samfund er naturligt konservativt.« Ganske naivt så han ikke, at de idealer, som kulturradikalismen navigerede og stræbte efter: det frisindede, kreative menneske og de humanistiske forestillinger om »det hele menneske«, netop skulle komme til at bidrage til at forandre og styrke kapitalismen. I vore dages kognitive kapitalisme står det normbrydende, skabende og innovative menneske i høj kurs.6 På moderne sprog hedder livsduelighed selvledelseskompetence og idérigdommen realiseres på varemarkedet. Det legende og frigjorte menneske bliver projektsamfundets enzym, og gode idéer bliver guld værd på Børsen.

I Kampen om sandhederne (2008) skriver Rune Lykkeberg, at det ikke kan ignoreres, at de kulturradikale har udvist social foragt over for folket, samtidig med at de har haft deres økonomiske, sociale og ikke mindst deres kulturelle kapital på det tørre, og i Kritik af den negative opbyggelighed (2005) raser forskeren Frederik Stjernfelt og digteren Søren Ulrik Thomsen imod de nemme og falske (kulturradikale) besyngelser af kunstprovokationens negative strategi.7 Hvor Lykkeberg spidder den angivelige kulturradikale idealisme og moralisme, vender d’herrer Thomfelt Stjernsen sig imod den i selvforståelsen overskridende kunsts blindheder og mangel på kvalitet.

Fænomenet kulturradikalisme har mere end 55 år på bagen8; men det er nu altid forfatteren og litteraturhistorikeren Elias Bredsdorffs »dåbsord« fra en kronik i Politiken i 1955, der anføres i almanakkerne: »Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed.« Med denne åbne og smukt klingende fanfare i sindet, må jeg sige, at jeg har meget vanskeligt ved at forstå de anmassende aktuelle behov for at ville udkæmpe alle disse slag om og ikke mindst imod fortidens engagementer og visioner.

Havde de kulturradikale strømninger ikke eksisteret, måtte de være blevet opfundet; thi de kunne ikke undværes. Danmark tog et kvalitativt spring fremad fra 1930’ til 1970’erne – såvel økonomisk, socialt som kulturelt. Nutidens skylds- og syndstilskrivninger er både lemfældige og grovkornede. Skulle vi hellere være forblevet et almuesamfund med lavt til loftet; et gennemreligiøst præmoderne samfund; et autoritært opdraget folk med stivnede skæv- og ufriheder mellem kønnene og mellem generationerne; et land hvori bøsser og lesbiske forfølges og straffes; et relativt uuddannet folk og indelukket nationalt reservat uden udsyn?

Kunne PH og kumpaner have forudset, at kapitalismen 70 år senere virker meget livskraftig world-wide på trods af den forhåndenværende finanskrise? Kunne The Beatles have forudset, at omkvædet: »Why don’t we do it in the road, nodoby will be watching us. Why don’t we do it in the road?« ville blive fulgt til dørs af 117 24-timers tilgængelige sex- og pornokanaler på nettet, at 1960-70’ernes grænseafsøgende og uombaggåelige rockmusik ville blive til en kæmpestor industri, og at den kritiske ruc-projektpædagogik inkl. gruppearbejde og coachende vejledere engang ville blive populære indslag i hrm-modelleringer af erhvervslivet?

Bedrevidende og uden skyggen af kraft til at skabe fremtid koger mange af nutidens kritikere suppe på gamle dages pølsepinde på behørig og bekvem afstand. De skyder på noget, der på én gang synes at ligne »god smag« og »rigtig smag« uden at tænke på, at ingen af Bredsdorffs gamle ord nogensinde er blevet virkelighed; de har ikke alle sejret sig ihjel. I dag gælder det bl.a., at man må lade sig belaste af en klimamæssig og økologisk samvittighed, og at tidens indadvendte nationalkonservative projekt må udfordres og modgås af en internationalt sindet bevægelse.

Måske man ligefrem kan hævde, at kulturradikalismen er et ufuldendt projekt. Tygges der drøv på det 20. århundredes politiske historie er det heller ikke just kulturradikalismen, der har brug for mest negativ presse. En række totalitære stater, bevægelser og politiske ideologier burde nok kunne påkalde sig større interesse og kritik.

Mine tanker går tilbage til barn- og ungdommens mange besøg på det smukke Nyborg Bibliotek i 1960-1970’erne. Den gamle lavstammede, halvarrogante overbibliotekar i det grå jakkesæt løb rundt efter de gamle damer blandt reolerne for at bedyre dem, at de endelig ikke burde nøjes med at låne og læse underlødige Morten Korch-bøger; at de hellere skulle åbne øjnene for nogle af de bøger, de aldrig havde hørt om tidligere endsige læst. Om dette behjertede forsøg på opdragelse og decentreringskunst nogensinde førte noget godt med sig, véd jeg ikke; men det er soleklart, at folket næsten altid vender sig imod opdragerne med mindre disse både er karismatiske, underholdende og har andet og mere i ærmet eller i tankerne, end de selv kan tjene på eller blære sig af at kende til.

»Man kan ikke argumentere for at folk er idioter for å få dem til å slutte å være det,« skriver Bernhard Ellefsen meget fornuftigt, men også noget defensivt i sit enquêtebidrag i Vagant 4/09, »Feilslått pedagogikk«. Men både for seriøse mediefolk og videbegærlige aktører inden for den store uddannelsessektor er det vigtigt, at offentlighedens og faglighedens overligger sættes så højt op, at det bliver dragende at forsøge at tangere – eller allerbedst at hoppe over – den. Det er dog næppe tilstrækkeligt at sætte en hær af dannede og klassikerbevæbnede overbibliotekarer i felten for at opdrage den umyndige og kræsne hob af arbejdsomme lønarbejdere til kvalitet, tænkning og transformativ læring. Dertil er dumhedens dale for afgrundsdybe, og sansen for, at det kræver intellektuelt knofedt, mod til at overvinde modstand og et vist gehør for komme til at høre profan englesang, nok for ringe.9

Som alle andre stærkt omdiskuterede fænomener besidder kulturradikalismen nogle produktive og destruktive træk, noget mulighedsåbnende og noget anløbent. Drømmen om myndighed, nysgerrighed og frihed kontrasteres af tendenser til selvgodhed, kanon-hypostasering og magtsyg transparens. Drømmen om autonomi og styrke risikerer at slå om i det, som Martin Heidegger allerede i 1919 kaldte for en »en mod jeg’et tilbageskuende selvbegloelse«10 og en strategisk blindhed over for de hjemmebagte rævekager.

Skal der opfindes en kulturradikalismens fjerde fase – eller er vi efterhånden på vej ind i en femte fase? – må disse modsætninger ses direkte i øjnene. Det skulle undre mig, om den 130-140 år gamle prygelknabe ikke kan tåle at tage et par livgivende svingture mere.

  1. Kasper Strøvring: «Fra kulturradikal til nationalkonservativ kulturpolitik», dansk version af engelsk paper til kulturpolitisk konference i Wien, juli 2006. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen lagde i sin første nytårstale til den danske befolkning i 2001 op til det berømte systemskifte i dansk politik, da han med en ulækker, populistisk og selektiv retorik lagde eksperter og smagsdommere for had.
  2. Se debatsiden www.document.no (26.7.2009).
  3. Med begrebet «Den røde Bermuda-trekant», der skulle have været så magtfuldt udspændt mellem Politikens Hus, Forlaget Gyldendal og dr, har højrefløjen sågar udformet en konspirationsteori, der ikke kan underkendes en vis opfindsomhed og repetitiv kraft. Se fx Rasmus Bo Sørensen: «Meningsmafia til debat», Information 21.7.2007, via http://www.information.dk/146776
  4. Kasper Støvring: «Ak Sverige», http://blogs.jp.dk/borgerligtvagtskifte/2010/02/01/ak-sverige
  5. Morten Thing: «Kulturradikalisme», Leksikon for det 21. århundrede, www.leksikon.org (2001).
  6. Se fx Yann Moulier Boutang: Le capitalisme cognitif, Amsterdam 2007 og Steen Nepper Larsen (snl): Kategoriale tydninger af den kognitive kapitalisme, Kbh. 2008.
  7. For en kritik af Stjernfelts og Thomsens bog, se snl: «Negation som kitsch og hvermandseje», i norske Le Monde Diplomatique 1.5.2005 og snl: «Anmeldelse af Kritik af den negative opbyggelighed», i Filosofi 1/2006.
  8. Se således Eivind Tjønnelands fortjenstrige bidrag: «Kulturradikalismens fjerde fase» i Vagant 4/1999 og «Kulturradikalismens muligheter» i Vagant 4/2009. I førstnævnte bidrag spiddes den norske kulturmasochistiske, nypuritanske og reteologiserede skønlitteratur aldeles veloplagt, og i sidstnævnte bidrag slås der kongeniale strenge an med denne danske gæsteskribent: «Drømmen om frigjøring fra undertrykkelse står uantastet …»
  9. Se også Peter Sloterdijk: Masse og foragt. Essay om kulturkampe i det moderne samfund, Frederiksberg 2002, med forord v. snl; norsk version: Masseforakt. Kampen mellom høy og lav i moderne samfunn, Oslo 2005, med forord v. Eivind Tjønneland; opr. version: Die Verachtung der Massen, Frankfurt am Main 2000.
  10. I Gesamtausgabe, GA Band 24: Die Grundprobleme der Phänomenologie. Se også Dan Zahavi m.fl. (red.): Den unge Heidegger, Kbh. 2003, s. 75.
Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.