Bibelen glitcher Religiøse heltinder vender tilbage

I Ditte Holm Bros Eva & Jeanne er gækken slået løs; gennem 25 spændstige scener veksler romanen mellem tjep prosa og poppede erosdigte. En saftig spekulationsromance bygges med historiske sten fra både skabelsesberetningen og fortællingen om 1400-tallets franske martyr og krigerinde Jeanne d’Arc. Hvor Eva er bærer af syndefaldet, blev d’Arc brændt på bålet for den kætterske handling at have båret mandsdragt. Med Eva & Jeanne løsner Holm de to kvindefigurer fra de vanlige forestillinger og iklæder dem i stedet rustning og crop top.

Selvom de ikke lever sammen til deres dages ende – forelskelsen var vist mest en sommerting – er Eva & Jeanne en lystig fremstilling af den menneskelige forbindelsestrang som omsorgsfuld og seksuel på én og samme tid. Mødet mellem de kvinder sender Eva i Paradis-oprør og Jeanne i både militæret, på universitetet og i armene på nye queerelskere. 

At fortælle ungpigehjertet

Selvom Adam stadig cirkulerer i periferien af Paradisets Have, er han mest en bifigur. Ditte Holm Bros vigtigste projekt synes at være at udrulle de kvindelige fællesskabers potentielle alternative livsformer. 

I debuten Fladland (2021) beskrev Bro et vestjysk venindeskab. I den efterfølgende roman med den ejendommelige titel Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler (2023) var det to efterkrigshusmødres alliance på tværs af egne ægteskaber og ensomhed, der blev omdrejningspunktet. I Eva & Jeanne, er det den teenagepigede, knitrende kærlighed, der trækkes frem: »Det var ungpigehjertet hun gerne ville omprogrammere og beholde. Hun ville fortælle dets historie for at cementere den og slippe af med den i en og samme bevægelse.«

Ganske i tråd med de to protagonisters rastløshed vender romanen herefter vrangen på samme inderlighedsmission ved at pege på sin egen konstruktion. Eva tager læseren med om i produktionen, ind i romanens maskinrum: »Måske det er muligt, sagde Eva til sine in-ears, selv at vælge hvilken historie vi vil fortælle ud fra det fortalte? Er fiktionen måske ikke skelettet i enhver virkelighed?«

På den måde kan fiktion og fakta føles umærkeligt omvendt. Men modsat en klassisk vrangvending, hvor de to sider blot bytter plads men ikke forandres, så er afselvfølgeliggørelsen en leg, der som en korttrickster igen og igen laver nye virkeligheder, indtil det svimler, og selv syndefaldet, en så fasttømret fortælling, begynder at glitche lidt. Gud er blevet chefkonsulent og er travl med at hænge sine liberale trosbekendelser op i parkens træer: »Man er sin egen lykkes smed / Man skal yde før man kan nyde / Leddiggang er roden til alt ondt«. Gud er ikke så optaget af, at Eva spiser løs af æblerne. Engang var han så altseende, men nu så tunnelsynet: Eva kan uden problemer tage på erotiske getaways med Jeanne.

Tilsyneladende lidt mere historietro melder Jeanne sig til militæret (Jeanne d’Arc nåede i sin levetid at blive hærfører), men heller ikke det autoritetstro liv er beskrevet, som man forventer: her er straffene »smukke, afgrænsede«, og her kan Jeanne endelig blive »sit eget menneske, hverken mand eller kvinde«. Værelsets kollektive køjesengsonani bliver en form for sjæleforbinder. Netop fordi det maskuline fællesskab bekommer hende godt, lykkes hun som en anden trojansk hest en fredag på kasernekroen med at afbløde soldaterkammeraternes seksualiserede sprogbrug.

Men lykken varer ikke ved, for i tråd med romanens hurtige klippetempo holder Jeannes kønsophævelse ikke i længden. Da hun en morgen er blødt igennem, får kammeraterne afsløret hendes hemmelighed, og hun bliver bortvist. Men da hun kører væk, står mændene ved afskeden og ligner »tapre skoledrenge« – nok blev hun ikke én af drengene, men hun blev en del af et andet »vi«. Helte bliver til skurke og til helte igen; ingenting står her skrevet i sten.

Den neongrønne æblearv

Eva & Jeanne foregår hen over en sommer og i en tid, der både er Første Mosebog og samtidig så meget lige nu, at Billie Eilish spiller i radioen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om romanen mon er vokset ud af æblekerner sået sidste sommer, da Charlie XCX var umulig at undgå, særligt hendes linjer om, at »the apple’s rotten right to the core« (i en sang, der også har en vis arvstematik); ikke bare i kraft af det numseformede, emoji-stiliserede limegrønne æble der pryder forsiden eller den brat-farvede bagside, men også i kraft af den måde, som Eva skødesløst går rundt Paradiset Have i crop tops, rækker tunge og sexter Jeanne. 

Også for Eva synes der at være noget råddent i Paradisets æbler. I en scene, hvor hun, mest af pligt synes det, mødes med Adam, er det netop det livskraftige i Eva, der er for meget for ham: 

Nu tog hun en bid af Adams æble og mærkede hvordan saften trak en linje ned over hendes hage. Hun grinede af sig selv og ad det fråderen æble, ville grine med Adam og alt det de virkelig også havde sammen, men Adam så på hende, helt kort, så hende an oppe fra den piedestal som hun og hele kærlighedens historie havde givet ham. Du smasker, sagde han og lod sit blik glide ud i parken.

Eva er stadig, som navnet antyder, »den livgivende.« Denne gang synes det ikke at være menneskebørn, hun skaber, men derimod kærlighedsforbindelser. Det er mødet med Jeanne, der sætter Evas ungpigehjerte og begær i svingninger, noget som kickstarter både Evas oprør og Jeannes kærlighedsliv.

Hvor Charlie XCX på hyperpoppet vis gonna drive all night efter at have fundet ud af, hvad der sker, når man ikke bare tager en enkelt bid, men splitter æblet i to, skruer Eva op for modsvaret. En eftermiddag hænger også hun skilte op: »Hvil alle syv dage og elsk / Begæret der former vores sjæl <33 / Ingen er en ø, og ingen lykke smeder sig selv.«

Verdensåbenhed

Men Eva & Jeanne er meget mere end en poppet summerfling, meget mere end frugten af en tendentiel hyldest af den skødesløse, nydelsessøgende unge kvinde; den er legende men ambitiøs, subversiv men sjov, bygget på historiske personer men helt ligeglad med historiske forventninger, for i Paradisets Have hænger kirsebærrene »på stilke to og to og lignede emojis«. Et sted derinde mellem disse går Adam rundt, han er også med, og Eva er stadig kæreste med ham, jovist, men det er ikke alvorligere eller mere helligt, end at Eva kan give sig hen til Jeannes hænder.

Og så lige, da omvendelses-rundtossetheden endelig var aftaget en smule, viser Adam sig også at være klar til at forandre sig. Pludseligt sidder han, blød og forstående og med lilla glimmerspænde i håret, på en sten og fremfører en sang til Eva, der erklærer, at han er klar til at åbne sig for indtrængende kræfter: »jeg er træt af at være et nul / være verdens ikke-penetrerbare røvhul«. På den måde synes verden med Eva & Jeanne pludseligt anderledes åben.

Urvrede og uimodståelighed 

Eva er på den måde, ligesom romanen i sin helhed, for meget. Men for meget på en måde, hvor de i-lånetelefonens-notesbog-skrevne digte er svulstige og ublu, små pralinéfyldte chokolader spredt med løs hånd gennem romanen, for eksempel idet Evas digt svinger sig op til kritik af både kapitalismen og patriarkatet: »At elske Jeanne er at åbne / en æske fyldt med liv / der ikke er opdraget af parken / det vil sige patriarkatet / det vil sige pengenes magt.«

Vreden kunne synes overfladisk, men den er i højere grad uimodståelig, fordi den krænger sig selv ud, ligesom en teenagers svulmende digte er for meget og uimodståelige på samme tid. At også Bjørn Rasmussen med Kirstens hævn (2024) bruger teenagepigefiguren som en oprørerske, er der gode grunde til; ingen kan være så sårbar og så kraftfuld, ingen kan rive verden fra hinanden som en vred og forelsket teenagepige.

Bevægelsen med at sætte religiøse kvindefigurer i forgrunden i litteraturen er ligeså at finde i Jonas Eikas Åben himmel (2024), der tager afsæt i den kristne begine-bevægelse fra 1200-tallets Liège. Også her viser de ellers så modtagende, kvindelige bibelfigurer en genstridighed, når Maria stiller sig særdeles kritisk, da ærkeenglen Gabriels kommer til hende og bebuder Jesu fødsel. 

I dansk litteraturhistorie er bibelske motiver centrale i for eksempel Karen Blixens Babettes Gæstebud (1950) og novellen »Sorg-Agre« (1942). I en skandinavisk sammenhæng er bibelomskrivninger langt fra et ukendt fænomen – her findes vægtige bidragsydere som Selma Lagerlöfs Kristuslegender (1904) og Karl Ove Knausgårds En tid for alt (2004).

Nu hænger også Eva & Jeanne på denne forgrening – som et kondenseret, grønt æble, der med sit sure spark tilføjer et farveudbrud på historieskrivningens palette.