REPLIK. Helt fra begyndelsen falder Vagants skribent over sine ben i forsøget på at holde trit med min skildring af Knausgård-parrets brud.
Illustration: Andreas Töpfer[dropcap]I[/dropcap]ngen, der har læst Kasper Lyngholm Larsens kommentar til det »Sluttspill«, jeg har offentliggjort som forskræp til sidste kapitel af Fra skyggerne af det vi ved, kan være i tvivl om, at hans fremstilling fra ende til anden er baseret på et enkelt, urokkeligt – og fuldstændig indbildt – faktum. Nemlig rigtigheden af det dementi, Oktober lod offentliggøre i Morgenbladet ugen efter, at min bog udkom. Her hævdede forlaget, i strid med alle kendsgerninger, at det forholdt sig stik modsat af, hvad jeg har oplyst, både i min bog og i mit forskræp til dens slutkapitel i Morgenbladet to uger forinden: at Karl Ove Knausgårds hustru først havde fået sin mands tredje årstidsbog, Om våren, at læse, efter at den var gået i trykken.
Det er således dette dementi, der sigtes til, straks fra Vagant-kommentarens start, med metaforen i dens underrubrik, hvor jeg hævdes at være »snublet« i mit forsøg på at »holde trit med sagaen om Linda og Karl Ove«. Skønt det tværtimod er Lyngholm Larsen, der er faldet over sine egne ben, endnu inden han er gået i luften med sin kommentar.
Det fremgår ingen steder, at Larsen har læst noget af Knausgård selv. Han har under alle omstændigheder aldrig tidligere skrevet en linje om ham. Min bog lader han til gengæld, som om han kender, skønt han højst har pluk-læst dens fire første kapitler om forfatterens død samt dele af midterkapitlet.
Men ingen tvivl om det – Larsen vil fra nu af indtage en plads i Knausgårdbibliografien.
Tæppet blev trukket væk under hans fremstilling, da der – efter de første to salige uger i Oktobers tegn – dukkede et ganske andet dementi op, denne gang fra min hånd, under rubrikken: »Endnu et Sluttspill«.
To spalter i Morgenbladet, der trin for trin dokumenterede, at det umuligt kan have forholdt sig som hævdet af Oktober. Linda Boström Knausgård har aldrig, som påstået af forlaget, »i god tid«, inden Om våren gik i trykken, haft lejlighed til at »læse« og »godkende« forfatterens »manuskript«. Til dette dementi er der til gengæld i Larsens kommentar linket af Vagants redaktion, så enhver ved hjælp af et enkelt tryk kan forvisse sig om, i hvilken grad hans ultrakorte og misvisende gengivelse af mit indlæg i Morgenbladet har karakter af overspringshandling.
Hvis han nu også virkelig havde læst Fra skyggerne af det vi ved, i stedet for at lade som om, havde han ikke behøvet at vente til fredag efter påske på at få tæppet trukket væk under sine falske forestillinger. Så kunne han i min bogs næstsidste kapitel have fundet kilden til den kendsgerning, forlaget så usandfærdigt skulle forsøge at få dementeret. I min sammenhæng forsynet med både note, citat og reference: »Af den fjerde årstidsbog, Om sommeren, fremgår det, at forfatterens kone ikke havde haft lejlighed til at læse manuskriptet, inden det gik i trykken. Hun fik først sin mands roman i hånden samtidig med anmelderne, to uger inden udgivelsesdagen, 26. maj 2016«.
Hvoraf det altså samtidig fremgik, at Oktober ingen anelse har om, hvad der står i en bog, de selv har udgivet.
[dropcap]D[/dropcap]et afgørende var imidlertid, at det var lykkedes forlaget at få anbragt sit frit opfundne dementi i Morgenbladets spalter, mens mit »Sluttspill«, som dementiet havde til formål at uskadeliggøre, kun var tilgængeligt på Morgenbladets hjemmeside. Det er derfor en del af historien, at Morgenbladets redaktion, dagen før forlagets rettelse blev bragt, meddelte mig, at man havde besluttet i stilhed, den følgende dag, at fjerne den pågældende passage fra min fremstilling på nettet. »Dette bare til orientering!«, som de skrev. »Du trenger ikke å foreta deg noe«!
Jeg svarede øjeblikkelig, at de ikke kunne røre et komma. Og fremsendte samme dag et dementi af samme længde som forlagets statuariske »rettelse«. Blot kom det ikke i avisen den følgende dag, men dukkede først op en gang i løbet af den følgende uge på Morgenbladets netversion, der løbende offentliggør en halv gang mere end avisen selv. Det fik da heller ingen som helst følger for Lyngholm Larsens udformning af sin kommentar.
På den måde havde Oktober erobret en markant »menings-dominans« i forhold til offentligheden og papiravisens abonnenter. De var herefter orienteret direkte af forlaget selv, om den åbenbare »uredelighed« i en fremstilling, de ikke kendte. Men »vidste« altså på forhånd, hvad de burde mene, hvis nogen af nysgerrighed lod sig lokke til at gå på nettet og læse mit »Sluttspill«.
Dette er under alle omstændigheder, hvad der skulle vise sig at være tilfældet med Vagants danske kommentator, som åd forlagsbedraget råt og – som det fremgår af både ordvalg og tempus i hans fremstilling – derefter gik i gang med at udarbejde sin kommentar, udelukkende på grundlag af Oktobers kviksand.
Som følge af Norges særlige fusion af påske- og skiferie gik der imidlertid ikke kun en uge, men hele fjorten dage, før mit udførlige dementi af forlagets »rettelse« omsider lod sig offentliggøre på tryk i Morgenbladets spalter (hvad der bør nævnes til debatredaktionens ros).
Det viste sig bare i tilfældet Vagant at være meget for sent. Vor mand var alt for langt henne i sin kommentar til, at han kunne stoppe(s). Nu kom jeg så med en slæde og trak grunden væk under fødderne på ham. Han var ikke bare snublet over sine egne ben. Han lå i sumpen af Oktobers frit opfundne »kendsgerninger«.
Hvad skulle han gøre? Når lige bortses fra indsættelsen af et forsvindende indskud om mit dementi til Morgenbladet (med den falske konklusion fra Larsens side, at der var tale om påstand mod påstand), var svaret indlysende.
Han kunne simpelthen bare lade som ingenting og fastholde, hvad han én gang havde skrevet. For det første sin meningsløse underrubrik (samt sin lige så meningsløse boomerang af en overskrift: »Keeping up with the Knausgårds«). Dernæst også den falske indledning med afsæt i det, der – nu imod bedre vidende – ganske uændret var hans kommentars patetiske hovedbegivenhed og grundlag: »Forlaget Oktobers rettelse 12. april i den Oslo-baserede avis Morgenbladet«! Uagtet at samme rettelse fire dage forinden havde vist sig at savne enhver gang på jorden.
Han så derfor heller ikke nogen grund til at ændre sin karakteristik af mit »Sluttspill«, så meget mere som den havde været forkert fra begyndelsen. Det er fx ikke rigtigt, at uddraget fra min bogs slutkapitel kredser »om de sidste dage af ægteskabet«. De dage er tværtimod afhandlet i det forudgående kapitel. Lige så forkert er det, at Om våren står »i centrum« for min fremstilling. Romanen befinder sig tværtimod i forskræppets yderste udkant, fordi den under betegnelsen »Min kamp 7« allerede har fået en omfattende behandling i min bogs sidste halvdel, som et tematisk og kompositorisk modstykke til kapitlerne om Min kamp 2 i bogens første halvdel. Denne del af min bog rummer til gengæld den afgørende forudsætning for i dybden at fatte, hvad der er på i færde i mit forskræp til den (selvom det selvfølgelig også kræver, at man sætter sig ind i den langt mere pointerede version af slutspillet, der udgør min bogs sidste kapitel; som Larsen naturligvis heller ikke har læst).
Fra ende til anden handler dette slutspil om hustruens genopførelse af parternes radikalt forskellige oplevelse af en række fælles nøglesituationer fra deres kærligheds historie, alle knyttet til berømte episoder i VM- og EM-fodbold fra de foregående 25 år (hvoraf der i avisen kun var plads til at omtale et enkelt eller to højt profilerede eksempler). Først undervejs gik det op for mig, at det i den sammenhæng var nøjagtig lige så vigtigt at vide, hvornår dette opgør blev affattet, som hvornår det blev offentliggjort.
Men Larsen fastholdt ikke bare de ovenfor omtalte usandheder. Han fremturede også – med verber i præsens, der entydigt røber affattelsestidspunktet: »Behrendt påstår, at Linda Boström Knausgård først fik romanen at læse samtidig med anmelderne i slutningen af maj 2016«! Ganske uhørt. Eftersom det på tidspunktet for offentliggørelsen af hans kommentar var gået op for hele resten af verden, at det ikke er mig, der »påstår« noget som helst. Men derimod forlaget Oktober, som uden dokumentation af nogen art, efterfølgende har »påstået«, at den kendsgerning, der ligger til grund for mit »Sluttspill«, er forkert.
Men eftersom forlagets løgn var Lyngholm Larsens trosgrundlag, fastholdt han uforknyt sin fortrængning, idet han havde den mageløse frækhed ganske upåvirket at fortsætte, som om intet var hændt. Fordi han skulle redde sin kommentar fra kollaps, forkyndte han med tordenrøst følgende konklusion på Morgenbladets/Oktobers »rettelse« af mit »Sluttspill« – fortsat i en fuldstændig absurd præsens: »Hvis det er sandt, ødelægger det hele Behrendts fortælling om slutningen på Linda og Karl Oves ægteskab«!
Men hvad nu, når det ikke er sandt?
Det kunne hævdes, at denne syllogisme er den eneste virkelige »sandhed« i Larsens kommentar. Og uden tvivl også har været det virkelige formål med forlagets henvendelse til avisen. Nemlig at få destrueret den anklage, der kan rejses, ikke bare imod forlagets hovedforfatter, men også mod forlaget selv: At de sammen har forbrudt sig mod den læserkontrakt, som også fra Oktobers side var lagt til grund for udgivelsen af samtlige Min kamps seks bøger. Og som gik ud på, at alle »karakterer«, der var nævnt ved navn, havde ret til at læse, blive anonymiseret eller helt fjernet fra manuskriptet til hver enkelt bog, inden den gik i trykken. I dette tilfælde en anden af forlagets egne forfattere samt påstanden om selvmord.
Blot følger heraf med nødvendighed, at når »det« nu har vist sig netop ikke at være »sandt«, så destruerer »det« – med ganske samme syllogistiske konsekvens – hele Lyngholm Larsens efterfølgende kommentar.
At dette faktisk er tilfældet, skal jeg vende tilbage til, i anden og sidste del af mit svar.
