Illustration: Andreas Töpfer

KOMMENTAR. Poul Behrendt snubler i forsøget på at holde trit med sagaen om Linda og Karl Ove.

Den 12. april bragte den Oslo-baserede avis Morgenbladet en rettelse til den danske litteraturforsker Poul Behrendts artikel fra ugen før, »Slutspill«. Artiklen var en oversættelse af et uddrag fra hans nye bog, Fra skyggerne af det vi ved (2019), og kredser om de sidste dage i ægteskabet mellem Karl Ove Knausgård og Linda Boström Knausgård. I centrum står Om våren (2016), Karl Ove Knausgårds tredje årstidsbog, hvor han skriver om sin kones selvmordsforsøg. Behrendt påstår, at Linda Boström Knausgård først fik romanen at læse samtidig med anmelderne i slutningen af maj 2016. Af den grund kunne hun ikke bede sin mand om at ændre noget i manuskriptet. »Hun kunne derfor heller ikke sige, at hvis han lod den bog trykke, var det slut imellem dem, selvom romanen må være landet som en bombe i hendes skød.« Ifølge Forlaget Oktober er dette forkert. De skriver i Morgenbladets rettelse, at »Boström Knausgård leste og godkjente manuset i god tid før boken utkom«. Hvis det er sandt, ødelægger det hele Behrendts fortælling om slutningen på Linda og Karl Oves ægteskab.

I Morgenbladet den 26. april svarer Behrendt på forlagets rettelse og forlanger, at de trækker den tilbage. Ifølge ham skriver Karl Ove Knausgård selv i sin fjerde årstidsbog, Om sommeren (2016), at Linda ikke havde mulighed for at læse Om våren, før den blev trykt. Hvis der er sket en fejl, så er det altså ikke ham, der har begået den. Et spørgsmål står dog tilbage: Hvorfor bekymrer Behrendt sig overhovedet om, hvornår Linda Boström har læst sin eksmands bog?

En af de mest markante teser i Fra skyggerne af det vi ved er, at Forfatteren lever igen efter at have været begravet i et halvt århundrede. Med afsæt i en håndfuld selvbiografiske romaner fra det seneste årti, først og fremmest Min kamp, gendriver Behrendt Roland Barthes’ idé om forfatterens død fra 1967. Behrendt er i den grad mand for voldsomme påstande: I løbet af sin teoretiske redegørelse hævder han blandt andet, at forfatterens død har »reduceret humaniora til en filial af samfundsvidenskaberne«, og at litteraturstudierne har givet fortabt til dekonstruktionen og socialkonstruktivismen og dermed mistet sin eksistensberettigelse. Men nu er det slut: Forfatteren er kravlet ud af sin grav, klar til at redde de humanistiske fag.

I Behrendts fortælling er Knausgård legemliggørelsen af den genopstandne forfatter, Karl Ove Lazarus, og Min kamp er et »programmatisk brud« med de herskende forestillinger inden for litteraturstudierne. Fra skyggerne af det vi ved berører kort diskrepansen mellem forfatterens død på universiteterne og den forfattercentrerede dækning af litteratur i medierne. Behrendt nævner, hvordan anmeldelser i dag er marginaliserede til fordel for andre former for litteraturformidling, og hvordan dagbladenes kultursektioner er pressede af sociale medier. Derfor er forfatterne ikke længere afhængige af anmelderne for at slå igennem i offentligheden: »Det sker først, når forfatteren rykker fra anmeldelsessektionernes åbne begravelses­pladser over på pressens og billedmediernes nyhedsflader, fx i form af en forsidehenvisning eller et interview.« Behrendt nævner dette, fordi Knausgård med Min kamp har gjort op med »adskillelsen mellem Bourdieus to kredsløb, mellem den kulturelle og den virkelige kapital, og det skel mellem dybde og bredde, hvorfra bogmarkedet normalt bedømmes«.

Min kamp er revolutionerende, fordi den er »et brud med virkeligheden som fiktion, et brud med fiktionen som konstruktion og et brud med fiktion forstået som såkaldt alternative verdener med egne love og regler, lige så gyldige som den tilfældigt eksisterende verdens. Alt det, der omskaber forfatteren til programmør, konstruktør, konceptualist og kurator.« Hvordan skal kritikerne gribe sådan et værk an? Ifølge Behrendt har den hidtidige reception gjort det forkert. Han råder bod på kritikernes og akademikernes misforståelser ved at introducere et begreb, der skal feje »dobbeltkontrakt« (som han selv introducerede i 2006), »autofiktion«, »performativ biografisme«, »fiktionsfri fiktion« og »fiktionaliseret ikke-fiktion« af banen som forståelsesnøgler til Knausgårds seksbindsroman: »Autonarration,« eller »selvfortælling«, hedder Behrendts nye opfindelse.

Med til autonarrationen følger blandt andet et narratologisk skema, en voice-over-model, som læseren af selvfortalte romaner kan bruge til at finde ud af, hvornår der er tale om henholdsvis »karakteruafhængige situationsskildringer«, »indirekte genfortalt bevidsthed«, »dækket direkte bevidsthed« og »direkte citeret bevidsthed«. Det er en model, man skal lytte til, hvis ikke man vil lide af den »høreskade«, som professor emeritus i litteraturvidenskab Eivind Tjønneland ifølge Poul Behrendt udviser i sin bog Knausgård-koden(2010), hvor han mener at have gennemskuet Knausgårds værk som narcissistisk, reaktionært intimitetstyranni.

Behrendt viser, hvordan Tjønnelands projekt er baseret på en tendentiøs fejllæsning. Han fremhæver især en scene fra bind fire, hvor den 19-årige Karl Oves storebror Yngve sårer lillebrorens ego ved at sige, at hans novelle nok er god, men ikke god nok til at blive udgivet. Det fører til en rasende monolog, som Tjønneland mener har slående ligheder med Hitlers tendens til raserianfald, og han insinuerer, at Hitler og Knausgård har samme narcissistiske personlighedstype. Behrendt afviser denne læsning ved at påpege, at Tjønneland ikke skelner mellem den 41-årige forfatter og den indre stemme fra en »19-årig wannabe«. Den danske professor dunker herefter den norske ditto oven i hovedet med denne nørdede og ret sjove svada:

Det betyder altså her og nu, at Tjønneland – uden anelse om, at det er, hvad han gør – slår de to aldersforskellige stemmer sammen til én, på den ene side den 41­årige forfatters, som taler i verbernes præteritumsformer, og på den anden den 19­årige forfatterspire, som ytrer sig mimetisk og idiomatisk i rækker af repetitive eder, forbandelser og forskrivelser – fem gange fanden tage mig (og »mig« og »mig« syv gange), under påkaldelse af hans sorte majestæt i alt ni gange (»faen« og »jævla«), og »jeg« og »jeg« og »jeg« hele femten gange. I stedet knækker Tjønneland koden, fuldstændig døv for romanens underfundige diskurs, med det uhyre smalle overfladefacit: forfatterens narcissisme.  

I den mindre temperamentsfyldte del af bogen laver Behrendt en model over Min kamps handling. Den viser, hvordan Knausgårds beslutning om at tilføje sit første møde med Linda i bind to i stedet for bind fem, hvor det ellers hører til kronologisk, forandrer hele værket fra en »V-struktur« til en »lidelsens kalk«: »Med første bog som kalkens bund eller ›fod‹. Anden bog som dens top eller ›skål‹. Og med de tre kronologisk mellemliggende bøger som ›stilken‹, der forbinder fod med top.«

Det er alt sammen meget overbevisende, men filmen knækker, når Behrendt løber tør for boksebolde og modeller og kun har Knausgårds værk at forholde sig til. Behrendt er en ekstremt grundig læser, men så heftigt, som han forsvarer Min kamp mod Tjønnelands anklager om intimitetstyranni og narcissisme, lige så meget bekræfter han dem i sin egen analyse, som aldrig bevæger sig væk fra familien Knausgårds intimsfære. Vi hører om ægteskabet, skilsmissen, Karl Oves forhold til sin bror, sin onkel, sine forældre og bedsteforældre; hvad der er sandt, hvad der er falsk, hvem der har ret til at være sur på hvem.

Det er det, som er så mærkeligt: Hvis Min kamp er et epokegørende værk, som Behrendt hævder, hvorfor fremstiller han det så som en sæbeopera? Tag for eksempel beskrivelsen af Karl Oves følelsesliv, da Linda tager manuskriptet til anden bog med til Stockholm:

Intet under, at han var ude af sig selv af panik, da hun valgte at læse hans manuskript på et sted, hvor han ikke kunne nå hende – på en togrejse Stockholm tur­-retur, hvor han ringede hende op den ene gang efter den anden for at sikre sig, hvor langt hun var nået, og hvordan hun reagerede. En time efter afgang, en time før ankomst, og igen næste morgen, da hun var på vej hjem.

Eller tag den lange redegørelse for det brud, der finder sted i fjerde bog mellem Karl Ove og hans fars side af familien. Behrendt forsøger at bestemme, hvem der bærer skylden for bruddet, og det ender med domme som denne: »Havde farmoren for alvor ønsket, at hendes opringning til svigerdatteren i foråret 1986 skulle have haft en positiv virkning, skulle hun nok ikke have nøjedes med – en opringning.« Og denne:

Mindre absurd er det ikke, når onklen mener at kunne forklare sin svigerindes reaktion på svigermors opringning som et udslag af raseri over, at hendes mand havde forladt hende. Der findes ikke, hverken i Ude af verden eller i Min kamp, eksempler på forbitrelse fra morens side i forhold til faren efter skilsmissen, tværtimod.

Hvordan er det blevet Poul Behrendts job at vurdere, hvem der handler rigtigt og forkert i familien Knausgårds interne stridigheder? Han anklager dekonstruktionen, poststrukturalismen og lignende strømninger for at have gjort »›teori‹ til det hele« i litteraturstudiet, og han løser det problem ved at fornægte teori for så at sætte værkets relation til forfatterens biografi i centrum for læsningen. Med andre ord behandler Behrendt både teoriernes og forfatterens tilstedeværelse som nulssumsspørgsmål: Enten findes forfatteren ikke, ellers findes der ikke andet; enten er teori »det hele«, ellers er det ingenting. Ved at kritisere humanioras underdanighed over for teori og samfundsvidenskab i så hårde vendinger, som han gør, maler Behrendt sig selv op i et hjørne, hvor han næsten ikke kan gøre brug af andet end nærlæsning og forfatterbiografi og spekulere over, hvem der har læst og gjort hvad hvornår, om nogen er blevet sårede eller har handlet ud fra hævnmotiver. I stedet for at være forpligtet på en bestemt teori, forpligter Behrendt sig på et narrativ og en identifikation med det persongalleri, der findes i Knausgårds værk. Han forsøger at udkaste moralske domme i virkeligheden på baggrund af noget, forfatteren selv kalder en roman. Det får i sidste ende Behrendts læsning til at ligne en spekulativ familieretssag med ham selv som dommer.

Fra skyggerne af de vi ved, og især uddraget fra Morgenbladet, »Slutspill«, er et eksempel på, hvordan personkulten omkring Karl Ove Knausgård og andre »virkelighedsforfattere« har det med at forvandle deres liv og værk til reality shows. Jes Stein Pedersens anmeldelse af Behrendts bog i Politiken viser, at han også er fuld af fascination over kendissen Knausgård. Han kalder »Slutspil« for bogens højdepunkt og roser den »indlevede og minutiøse redegørelse for, hvordan og hvornår Knausgård og Linda Boströms kærlighedsliv – helt ned til konkrete datoer – har formet sig«. Efter at have kritiseret de teoretiske afsnit, der er fyldt med indforstået »akapyk«, akademisk volapyk, vender Stein Pedersen begejstret tilbage til sagaen om Linda og Karl Ove: »Slutningen i Behrendts bog viser, at også litterater, der har haft forstørrelsesglasset fremme, fanges af virkeligheden, af forfatternes personlige livsdrama.«

Ifølge Politikens litteraturredaktør er dette en hædersbevisning, et bevis på at litterater også kan være ægte mennesker med ægte menneskefølelser. Hvis man ikke har sans for livsdrama, kan det dog være svært at se værdien af de konklusioner, Behrendt kommer frem til i slutningen af Fra skyggerne af det vi ved. Faktisk er det mere tåkrummende at læse Behrendts udlægning af deres skilsmisse, end det er at læse Karl Ove Knausgårds fortælling om Linda Boströms sygdomsforløb. Mere end noget andet er »Slutspil« et voyeurarbejde, som tabloidpressen bør være misundelige på.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.