Mellem museum og mørk technoklub Posh Isolation fejrer jubilæum

I år er det 15 år siden, Loke Rahbek og Christian Stadsgaard grundlagde Posh Isolation. 5. oktober fejres jubilæet med en koncertaften på Kristiansund Kunsthall.

Posh Isolation er ikke et klassisk pladeselskab, men nærmere et klubhus eller en fælles platform, hvor projekter og genrer krydsbestøver hinanden. Kataloget nærmer sig 300 fysiske udgivelser. Nu fylder foretagendet 15 år, og det har stadig masser af teenagerens rastløshed i sig; i et mylder af udtryk pendulerer Posh Isolations kunstnere fortsat mellem musikalsk introspektion og kollektiv skabelse.

Da Vagant møder dem, er de netop hjemvendt fra en showcase på RSO.BERLIN, hvor festen strakte sig fra august­aftenen og langt ind i den første september­morgen. Fredagen efter gælder det København, og i de kommende uger går turen til Prag og Barcelona. Artisterne i hvad de kalder det omrejsende »cirkus«, er dog ikke altid de samme, for hos Posh Isolation er driv­kraften at indvirke og medvirke på hinandens projekter, så de i fælles­skab kan forblive foranderlige.

I har beskrevet Posh Isolation som et »cirkus«, et »bygningsværk af mursten«, et »kuraterings- og publiceringsprojekt« og et »kollektiv«. Andre har kaldt det et pladeselskab. Hvordan hænger alt dette sammen?

Loke Rahbek: Det lyder som om, vi også er forvirret over det.

Christian Stadsgaard: Mange mennesker vil se på Posh Isolation som et plade­selskab. Det er det på sin vis, vi udgiver musik. Men vi har søgt at gøre en del ting anderledes. Det er derfor, vi har snakket om det som et kollektiv eller en eller anden form for platform.

Loke: Man kan sammenligne det med en kunstner­drevet udstillings­platform. Grunden til vi har danset lidt rundt om ordet ’plade­selskab’, er, at jeg forbinder det med sådan nogle fyre i brede jakkesæt, der ryger cigarer. Vi startede Posh Isolation for at udgive vores egen musik. Meget hurtigt blev det til at udgive vores egen musik og vores venners musik, det var for eksempel Ashley C, Sexdrome og Puce Mary. Det har været programmet lige siden. Vi har prøvet at hjælpe vores venner, og vi har lavet en platform, hvor det ikke handler om, hvor meget tingene streamer, og hvad der står i anmeldelserne. Hvad hvis vi parkerer alt dét? Og prøver at lave noget, man ikke bliver tosset af? I udgangs­punktet prøver vi at ikke udgive noget, medmindre vi ikke kan lade være. Af og til kommer nogle ting vores vej, hvor det begynder at klø indeni, og så må man gøre et eller andet.

I udgangspunktet prøver vi at ikke udgive noget, medmindre vi ikke kan lade være.

Christian: Meget musik­industri handler om at regne ud, hvad er det nye, hvad er det smarte, hvordan kommer man ind? Vi har valgt en anden approach, én der handler om, hvad vi faktisk synes er spændende. Det har nogle gange virket, andre gange ikke. Hver gang vi hører ordet ’industri’, åh. Det er ikke dér, vi gerne vil hen. Vi kan jo ikke sige, at vi er uden for en industri, og det er heller ikke det, vi søger, men det må bare komme med det, vi foretager os, med tanken om et kunstner­drevet kollektiv.

Loke: Vi har forsøgt at være et lidt mere bæredygtigt alternativ. En af grundene er, at det at drive pladeselskab, det er slet ikke dér, vores talent er. Vi skal ikke være dårlige forretningsmænd. Hvis det var det, vi ville, så var det et helt galt sted at gå. Vi har ikke helt fundet ud af, hvad vi er gode til endnu. Vi har måske de næste 15 år til at finde ud af det.

Christian: Vi arbejder med en gruppe af mennesker, der er elastisk efter, hvor energien i vores vennekreds er.

Loke: Vi rammer nok udgivelse nummer 300 i år, men jeg tror ikke, der har været så mange mennesker involveret i det.

Det handler om det stof, der er svært at snakke om, og som man risikerer at dræbe ved at putte alt for mange tillægsord på det.

Er der noget, der karakteriserer udgivelserne? Hvis man leder efter en rød tråd, finder man den så?

Loke: Det handler om det stof, der er svært at snakke om, og som man risikerer at dræbe ved at putte alt for mange tillægsord på det. Der er gået 15 år, og den røde tråd har skiftet nuance mange gange. Jeg kan godt lide tanken om, at der er noget, der binder det sammen, men vi tager os det privilegie ikke at skulle være dem, der skal definere hvad dét er. Vi arbejder med kunst og musik på kunstens og musikkens præmisser, og prøver ikke på at få det til at passe ind i en eller anden lækker, salgbar pakke. Det er ikke noget, vi har fundet på. Der findes masser af undergrunds­plade­selskaber, der har gjort lignende, som vi har været inspireret af, for eksempel Broken Flag, et engelsk noiseselskab fra 1980’erne.

Og hvorfor navnet Posh Isolation? Hvordan hænger det sammen med ambitionen om at kortlægge »inner landscapes«?

Loke: Et eller andet skal det jo hedde, og der var ret mange dårligere bud på bordet. Der er en Belle and Sebastian sang, der lyder: »Anything is better than posh isolation«, og det var udgangspunktet. Hvis man startede på bunden, kunne man kun bevæge sig i én retning. Der var noget skønt ved, at selvom musikken, som vi udgav, den var meget mørk, så kom navnet fra en Belle and Sebastian sang. Det var dejligt afvæbnende.

Christian: At et undergrunds­selskab claimer en form for poshness, det er lidt bizart, specielt fordi den musik vi udgav dengang, var meget lidt tilgængelig.

Loke: Det er en af de ting, hvor man må sige: Det er 15 år siden, og grundene har fortabt sig i glemslen. For at kunne lave den her slags ting, og blive ved med at insistere på nogle af de udtryk, der er svært tilgængelige, var man nødt til at have en stædig tro på, at det vi havde gang i, var det fedeste i verden. Ellers var der ikke nogen grund til at sidde nede i en kælder og dubbe kassettebånd til langt ud på natten, og det ligger der nok noget af i navnet. Det var en meget lille klub, hvor vi sad og tænkte: Vi har den!

Christian: Når man har været i gang i 15 år, får man nogle privilegier i forhold til, at tiden i sig selv bliver en rød tråd. Der får vi en hel del forærende. Vi skal ikke forklare, hvad det er, der er allerede en form for kendskabsgrad. Tiden og mængden er en del af det, der konstituerer det.

Så Posh Isolation handler også om at være vedholdende?

Christian: Vi behøver ikke at forklare os selv ret ofte, og det er nok fordi, vi har været i gang i så lang tid. De fleste interessenter har en fornemmelse af, hvad vi er.

Loke: Man kan i hvert fald bevise, at vi er stædige.

Christian: Dumstædige, måske.

Samtidig er der jo en del undergrunds­selskaber, som har haft samme tilgang, men som alligevel er gået ned med flaget.

Christian: De fleste oplever jo form for metaltræthed. Det har vi også ramt ind i flere gange, hvor vi tænkte: hvad nu?

Loke: Det er 15 år, hvor musik­distributionen har ændret sig vildt meget. Da vi startede, var der ikke nogen streaming­platforme. Der var en reel funktion i at gatekeepe. Man kunne facilitere og trykke en vinylplade, man havde adgang til en grad af distributions­netværk, og det er alle sammen ting, der ikke længere er nogen, der behøver. Alle kan med lidt snilde på en eftermiddag få uploadet og spredt deres musik til verden. Der er noget i den rolle, der har ændret sig meget. Man kan sætte spørgsmålstegn ved: Hvad skal man overhovedet bruge et pladeselskab til i 2024? Hvis der ikke længere findes fyre i brede jakkesæt med cigarer og et maskineri, der kan investere en masse penge, må man i stedet have en slags kollektiv ånd eller åndsfællesskab. At være musiker kan være en ensom eksistens. Men at have et klubhus at mødes i, et sted man kan komme og drikke en kop kaffe og have en samtale om det, man laver – det føles som en af de vigtigste opgaver, vi har haft i disse mange år. Det er nok derfor, vi er blevet kaldt et cirkus.

Loke, med albumeksperimentet The Wild Palms i 2014, kunne man som lytter kun få adgang til albummet, hvis man e-mailede dig et billede af sig selv. Det blev af en journalist beskrevet som »offering a meditation on the vulnerability of artistic exchange.« Hvad var det en reaktion på?

Loke: Man kan ikke undgå at røre ved det stof, både når man laver kunst, og når man har en distribuerende funktion i kunsten. Hvad er det, der bliver sendt frem og tilbage? Meget nemt falder vi en i en vurdering: Jo flere der har lyttet til det, jo bedre er det. Så sker der noget skævt, eller det kan der gøre. Wild Palms-projekt er mange år siden, men det var et eksperiment: Er der en anden måde, kan man bevare en eller anden form for intimitet? I stedet for at stille sig på den højeste bakke og råbe det ud, hvad sker der så, hvis man gør det mere som den leg, hvor man hvisker noget til den næste, som hvisker noget til den næste. Jeg ville gøre det på en anden måde i dag, men dengang virkede det som det rigtige at gøre.

Kan du sige noget mere om, hvorfor du ville eksperimentere med den form for gensidighed i musikudvekslingen?

Christian: Hele den der relationelle ting tror jeg både er en af vores forcer, men det er også noget, vi synes er interessant. Vi synes faktisk, det er spændende at komme ud i verden som en samlet gruppe og præsentere vores ting, ligesom vi skal i Norge.

Loke: Eller at spille med folk der gør lignende ting. Det handler om udveksling.

Christian: En dude du så for 10 år siden, der var et kid dengang, har pludselig fire album bag sig. Du får også lov til at følge hans udvikling. Det synes jeg er meget mere spændende end så mange andre ting. At der er en form for interaktion og kommunikation. Det er noget af lønnen i det her cirkus.

Mærker I, at den elektroniske musikscene tilsyneladende er blevet voldsom populær? Påvirker Charli XCX-feberen Posh Isolation?

Loke: Nu har vi været i gang i 15 år, så ser vi ting blive populære og forsvinde igen, blive populære. Der er nogle ting, der fylder mere i det overordnede musikbillede nu, end det gjorde for 15 år siden. Men på en måde passer vi bare os selv.

Christian: Det er vigtigt at holde øje på bolden. Musik er jo skiftende trends hele tiden, så jeg tror, man skal sørge for at bare gøre sin ting, og så bliver man samlet op på et eller andet tidspunkt af en eller anden strømning. At følge for meget med i, hvad sker der, og hvordan jeg kan passe ind i dét, det er opskriften på ikke at få ting til at lykkes.

Loke: Ja, og i hvert fald opskriften på at få ondt i maven.

Christian: Og et unhappy life, ikke?

Loke: Jeg ved faktisk ikke så meget om det. Jeg undgår bevidst at være alt for meget i den modus, for det lader ikke til at gavne kunsten eller arbejds­processen. Hvordan tingene lander, det er i 15 år endnu ikke lykkes at regne ud en eneste gang, så der er også en ydmyghed om, at der nok sker nok, der skal ske.

Den elektroniske musiker er tit en ansigtsløs, spøgelsesagtig figur, der minder mere om en graffitimaler end om en rockstjerne.

Loke: Da vi startede Posh Isolation, var der ingen fremtids­udsigter i at lave sådan noget. Der var ingen af dem, vi kiggede imod, der nogensinde havde levet af det, så det var slet ikke en del af ligningen, at det kunne blive en karriere. Det har jo ændret sig, nu kan man godt leve af at spille elektronisk musik, også noget ret mærkeligt elektronisk musik. Jeg er glad for, at vi startede dengang. Der var ikke nogen anden grund til at lave musik, end fordi vi ikke kunne lade være. Det giver også en vis frihed. Der var ikke nogen karriere, vi kunne læne os ind i, ingen strategisk vej. Selvom det i højere grad er en mulighed i dag, er det stadigvæk for de få. Vi har været heldige, og måske er vi også blevet belønnet for vores stædighed.

Jeg har tænkt på, at elektronisk musik kan have en ansigts­løshed over sig – det eksisterer ofte på nettet, men på den anden side har det også en nærhed til krop, dans, mennesker der sveder. Hvordan forestiller I jer spektret mellem musik og menneske?

Loke: Når det er rigtig godt, så opstår noget kollektivt. Jeg kan ikke huske, hvem der citeret for at sige: »Da klubmusikken begyndte, stoppede folk med at kigge på scenen, og begyndte at kigge på hinanden.« Når det er allerbedst, så kan musikken dét, så er det et rum, vi har sammen, alle sammen. I elektronisk musiks historie er der meget få David Bowier og Princer. Den elektroniske musiker er tit en ansigtsløs, spøgelsesagtig figur, der minder mere om en graffitimaler end om en rockstjerne. Rummet er noget, der bare sker, og hvem der egentlig har gjort det, er ikke så vigtigt. Det var noget af det, der tiltrak mig ved elektronisk musik til at begynde med. Det handlede om værket, og kunstneren var oftest en lidt udvisket størrelse. Hvis der var en mytologisering, så var det, fordi man ikke vidste noget, mere end fordi der var tale om en medieret superstjerne, hvor man vidste, hvad de spiste til morgenmad.

Ser I noget paradoksalt i, at jo højere grad musikken bliver maskinel, jo mere demokratisk bliver den også?

Loke: Det er altid svært at snakke i absolutter, men der er en enorm bevægefrihed i elektronisk musik. Du skal ikke have dyrt studie eller dyre instrumenter, så der er en masse mellemled, der er taget ud. Derfor kommer der pludseligt vildt spændende elektronisk musik ud af slum­områderne i Sydafrika. Det var formentlig ikke muligt, hvis man skulle have studie­tider og dyre synthesizers. Du skal have en semi­funktionel computer og et computer­program, som du nok kan finde et hack til, hvis ikke du har råd til at betale for det, og så kan du komme i gang, og den skabende del har en hel anden demokratisk proces i det. Alle kan sådan set være med.

Christian: Da klubkulturen startede med techno, var det også et opgør med noget af den måde, man ser det i rocken med store stadion­koncerter. Elektronisk musik har gearet på gulvet og er i øjenhøjde med publikum. Der er en eller anden form for massefølelse i det. Det kan også være, at dem på gulvet er de næste, der skal op og optræde. Specielt i den klubbede del af den elektroniske musik er en form for demokratiserings­ideal. Det betyder ikke, at det reelt set er fuldstændig demokratisk. Der er også alle mulige strukturer, selvfølgelig.

Loke: Det sniger sig ind alle steder. Det er en dionysisk kunstform, det er et kollektiv. Jeg tror, det har været en vigtig ting i Posh Isolation, at ikke købe ind på det forældede kunstbegreb om det singulære geni. Jeg tror ikke på, at der er en tombola oppe i himlen, hvor der for hver titusinde bliver skudt en Michael Jackson eller en Prince ud. Det giver ikke mening, det skulle være på den måde. Kunst er noget, vi alle sammen har adgang til. Vi kan øve os, vi kan gøre os bedre, men som oftest bliver vi bedre af at stå sammen, meningsudveksle og hjælpe hinanden. Vi har haft en historieskrivning, som har været dygtig til at fremhæve ham der sidder oppe i sit tårn og tænker store tanker, typisk en hvid mand. Men jeg har ikke mødt dem i virkeligheden. At være en eller anden form for cirkus eller en urtehave, hvor alle kan komme, det tror jeg selv, vi har haft brug for. Så kan vi hjælpe hinanden, vi kan snakke. Hvordan gør man det her, hvad synes du, er det en dårlig idé? Den del har ikke stoppet med at give mening, selvom der er så mange andre ting, der har ændret sig.

Tror I, der en grund til, at det netop er i elektronisk musik, den form for relationalitet dukker op?

Christian: Det tror jeg egentlig også gør sig gældende i mange andre genrer. Havde vi kastet os over jazz, så tror jeg, vi havde haft den samme tilgang til det.

Loke: Det tror jeg eksisterer mange steder.

Christian: Specielt klubkulturen er i høj grad marginaliserede grupper, der startede med at lave noget, der så er vokset op til den hvide middelklasse og blevet en kæmpe industri.

Hvordan bevæger Posh Isolation sig, hvordan hænger jeres projekter sammen?

Christian: Vi laver musik på kryds og tværs.

Loke: Dem jeg skal i studiet med nu, var du i studiet med i går aftes.

Christian: Det er også den bølge af energi, som er med til at kendetegne, hvad Posh Isolation er. Der er en håndfuld mennesker, som er i gang, og så laver de alt muligt forskelligt musik. Lige nu er det særligt Scandinavian Star, Varg2TM, GB, oqbqbo og Soli City, der er aktive. Det ene projekt er knyttet ét univers, men det betyder ikke, at man ikke også kan lave noget, som er helt anderledes i en anden sammenhæng, og det er helt fint.

Hvordan afspejler fredagens arrangement på Copenhagen Contemporary det?

Loke: Line-uppet til det arrangement vi holder på fredag i sammenhæng med vores 15 års fødselsdag er et ret godt eksempel. Så må vi se, aftenen har ikke været der endnu, vi ved ikke hvordan det fungerer, men der er noget spændende i at invitere nogle verdener til at bo sammen, nogle der måske ikke normalt gør det, eller som sjældent vil opstå i forlængelse af hinanden. Halvcirkel spiller sammen med Soli City, som er en ung komponist fra København, der lige har udgivet et album. De laver den første opsætning af hans ting med en strygekvartet. I slutningen af aftenen spiller Christian med et projekt, der hedder The Empire Line, som bestemt må siges at være i den anden ende af skalaen.

Christian: Det er helt vildt privilegeret, at vi kan facilitere det spænd, og at vi selv kan være involveret i projekter, der ligger i det spænd.

Kan man sige Posh Isolation er musik, der opererer i det mellemværende? At I spiller musik, der smitter hinanden?

Loke: Der sker noget, når ting står ved siden af hinanden i sådan et katalog. Når vi har en helt hård gabber-techno som The Empire Line, der står ved siden af Halvcirkels moderne kammer­kompositions­musik, så sker der et eller andet. Det kan ikke undgå at smitte lidt af på hinanden. Der sker noget sjovt og mystisk i det lillebitte felt imellem de to. Hvis vi skal finde de røde tråde, så er det dér, man skal lede efter dem.

Christian: Og det er fint. Det er fedt, mand!

Loke: Det er levende. Vi spillede på RSO.BERLIN i fredags, hvor vi også havde en line-up, hvor tingene virkelig skifter væsen i løbet af aftenen. Det er fedt, lige pludselig er der 3-400 mennesker på en klub, der bliver tvunget eller inviteret til at opleve noget, som de måske ikke selv har valgt. Alle kommer, fordi de skal se én ting, og lige pludseligt spiller et andet act, der er noget fuldstændig andet. Det er altid en gave, hvis vi kan strække vores scope på en eller anden måde.

Vi spiller på et museum den ene aften og på en virkelig mørk technoklub i Berlin den næste. Det er fandme en stor gave.

Christian: Det er i stedet for at lave en aften, hvor man har otte acts, der lyder ens. Det er jeg i virkeligheden ikke særlig interesseret i.

Jeg læste et interview, hvor Christian udtalte, at du foretrækker at se musik som en »åben tekst«. Hænger det sammen med den alternative ambient, Posh Isolation er kendt for?

Christian: Hvis man sammenligner med hvordan Brian Eno definerede det til at starte med, så sagde han, at ambient skal være lige så interessant, som det skal være ignorable. Det skal ligge forskellige steder i dit attention center. Det skal være noget, der kan køre i baggrunden, og det skal stadig være interessant, hvis du lytter til det. Jeg ved ikke, om det er en åben tekst, men han har jo en idé om, at ambient i princippet kan vare forever, og det enkelte nummer bare er et udsnit af det. Det var noget han definerede omkring 1975, og det har jo forgrenet sig i 1000 retninger siden.

Loke: Det er sjældent, man tænker på Brian Eno, når man sidder i studiet.

Christian: Når man laver musik, der ikke er særlig interesseret i at diktere, hvad lytteren skal føle, så tror jeg, der har været en tanke om en åben tekst: At lytteren har et mulighedsrum for at danne hvad det nu skulle være.

Det tror jeg, elektronisk musik har været kendetegnet ved: At der er en plads, hvor du kan putte ting ind i.

Loke: Det er klart, når du fjerner den der karismatiske frontfigur, som har skrevet sange om ’fuck systemet’ eller ’min kæreste er skredet’, så giver det jo plads. Dér hvor den person var, er noget plads i stedet. Det tror jeg, elektronisk musik har været kendetegnet ved: At der er en plads, hvor du kan putte ting ind i. Jeg kan få en oplevelsen af, at med en ensidig første­persons­fortælling, så er ilten er allerede blevet brugt. Det er en smagssag, men den musik, hvor der er plads, den har helt sikkert altid interesseret mig mere. Der er en tone eller en farve, og der er masser af wiggleroom til dem, der lytter. Man kan gøre det til ’vores’, det synes jeg, elektronisk musik er godt til, og det er klassisk musik også godt til.

Det kommer måske også til udtryk ved, at jeres udgivelser får lov at fylde, får lov at overskride de magiske tre minutter?

Loke: Ja, der er ikke en pointe, der skal nås. Det kan jeg godt få fornemmelsen af i nogle former for populærmusik: ’Nu skal du høre’.

Nu er 15 år gået, men hvad håber I for de næste 15 år?

Christian: Vi skal ud af det her kontor, og det gør, at vi skal gentænke nogle ting uanset hvad. Det har vi gjort før. Præcis hvor vi ender, det ved vi ikke. For 15 år siden havde vi ingen idé om, at vi ville sidde her i dag. Det er fuldstændig umuligt at gisne om.

Loke: At vi skal flytte er en ydre omstændighed, vi ikke har haft noget med at gøre. Vi tager det som en invitation til at genoverveje, hvad det er for nogle ting, vi skal nu. Det er enormt vigtigt at stikke fingeren i jorden engang imellem, når vi laver det her i så mange år, for at spørge: Hvad er det? Vi lever aldrig i perfect sync med den tid, vi er i. Vi kommer altid til at have processer og mekanismer, som er fra et andet tidspunkt, og ikke nødvendigvis er så gode idéer længere. Det er en åben dialog, vi har haft i de sidste 15 år. Vi har virkelig fået lov til at fejre fødselsdag i år, men det er ikke fordi, vi har brugt meget tid på at kigge 15 år tilbage, og det bliver man jo inviteret lidt til. Der var en ungdommelig energi, som Posh Isolation startede med, og nu er foretagendet blevet teenager. Der er gået mange år, og den ungdommelighed kan umuligt være den samme, når vi pludseligt er granvoksne mennesker.

Christian: Vi gør bare vores ting, og vi er så privilegerede, at folk stadig synes, det er interessant.

Loke: Det er min vurdering, at det holder, hvis de unge stadig kommer. Og de kommer endnu.

Christian: Så længe vi kan være spændende og inspirerende for yngre generationer, så synes jeg, vi stadig har noget at gøre her. Hvis vi bare blev sådan et boomer­foretagende, hvor der kun kom midaldrende mænd i hætte­trøjer, der vil snakke om, hvor fede nullerne var, så var det ikke så interessant længere. Så længe den her energi og den her tilgang stadig kan være inspirerende for folk på 22 år, så synes jeg, vi har gang i noget, der har en form for relevans.

Der virker for mig som om Posh Isolation er et lidt nomadisk folkefærd, der ikke bange for at lade projekter dø, at starte noget nyt, at flytte kontoret ud?

Loke: Det tror jeg er vigtigt, for vi skal blive ved med at udvikle os som mennesker, kunstnere og foretagende. At dvæle ved fortiden er virkelig en farlig cocktail at begynde at invitere med ind. Det bliver nødt til at handle om i dag. Hvis det begynder at handle om i går, så har vi i hvert fald spillet fallit.

Hvis vi bare blev sådan et boomerforetagende, hvor der kun kom midaldrende mænd i hættetrøjer, der vil snakke om, hvor fede nullerne var, så var det ikke så interessant længere.

Christian: Hvorfor skulle man gøre det, hvis man allerede har lavet det for 10 år siden? What’s the point, then? Det bliver nødt til at være noget nyt, det må handle om, hvad man synes, og hvor man er i dag.

Loke: I dag og i morgen, ikke? Vi tager bare derhen, hvor nogen inviterer os. I sidste uge var vi i Berlin, i næste uge skal vi til Barcelona, derefter til Prag og Polen. Vi kommer, når der er nogen, der kalder.

Christian: Det er jo også en del af cirkusset. Hvis der er en efterspørgsel, så dukker vi op. Det er også en måde at tjene penge på for os.

Og hvorfor skal cirkusset lige til Kristiansund?

Loke: For at være helt ærlig, havde jeg aldrig hørt om Kristiansund før. Det er også en af de kæmpe gaver ved det her foretagende. Vi har spillet i en kælder under en papirfabrik i Seoul og i en nedlagt syrefabrik i Rusland, på nogle af de største, mest berømte natklubber i verden og på museer. Man ender ud i sådan nogle mærkelige hjørner af verden, fordi vores musik ligger det her underlige sted, vi har både kammermusik og gabber-techno. Og så har vi også fået lov til at have en bred playing field. Vi spiller på et museum den ene aften og på en virkelig mørk technoklub i Berlin den næste. Det er fandme en stor gave.

Christian: På RSO.BERLIN, hvor vi spillede i fredags, blev det ved til langt op ad dagen. Det var virkelig i gang, det var virkelig smadder. Noget tid efter skal vi så stå på et kunst­udstillings­sted i Norge. At man har den smidighed i sit foretagende, det synes jeg er fantastisk.

Loke: Der er jo fantastiske ting at opleve begge de steder, og det er to helt forskellige måder at tage kunst ind på. Auditorium og technoklub. Begge dele kan noget magisk.

Christian: Jeg ville kede mig, hvis jeg kun gjorde én ting. Det er ikke nok, om det kun er museet eller om det kun er klubben.

Loke: Vi har virkelige været heldige med at være i det sweet spot.

Christian: Det er vigtigt at få med, at vi ikke har haft en masterplan fra starten af. Vi har i princippet bare gjort det, vi synes var interessant, og så har vi været heldige, at en del andre mennesker også har syntes, det var interessant.

Og ikke bare været heldige, også været gode til at forny og genoplive det, lyder det som.

Loke: Det må være moralen på historien. Det beviser, at hvis man vil noget nok, og man har mod på at kæmpe lidt for det, når man bruger hjertet som kompas i stedet for en eller anden chik markedsstrategi, så skal det nok lykkedes. Vi har mødt mange gennem årene, som havde en helt klar tanke om, hvordan de skulle positionere sig, og mange af dem er forsvundet i glemslen. At insistere på at være ærlig, det virker ret godt. I dag, måske mere end nogensinde før, bliver vi bombarderet med ting, der vil fortælle os alt muligt, der vil sælge både idéer og produkter til os. Vi er ikke ude på at presse noget ned i halsen på nogen. Vi laver det bare, og man kan få det, hvis man vil have det. Det har på en underlig måde vist sig at være en meget god strategi.

Den ikke-rettede kommunikation mimes fint i musikken, synes jeg. Croatian Amor og The Empire Line, jeres projekter, at man kalder det for »noise« eller »støj«, det troede jeg til en start var nedsættende?

Loke: Noget af det er også støj.

Jeg tror, jeg har taget tiden nu, og du må videre i studiet, Loke. Uanset: Fedt med cirkusbesøget i Norge. Kan I sætte et par ord på arrangementet?

Loke: Ja. Vi har jo spillet en del gange i Oslo.

Christian: Ja, men jeg har aldrig været andre steder end i Oslo. Til showcasen i Kristiansund den 5. oktober er det Vanity Productions, Croatian Amor, Scandinavian Star & oqbqbo, der kommer med, og det er fordi, det er centrale kunstnere i Posh Isolation, og fordi de dækker forskellige dele af labelet. Noget er mere abstrakt og melankolsk, andet er decideret dansemusik. Og så spiller The Empire Line igen på Kristiansund Kunsthall til et nat­arrangement to uger senere.

Posh Isolation optrådte for første gang i Norge i 2018 på BLÅ i Oslo. Lørdag d. 5. oktober fejrer de 15 års fødselsdag med et arrangement på Kristiansund Kunsthall, hvor Lokes og Christians projekter, henholdsvis Croatian Amor og Vanity Productions, optræder, sammen med de to andre Posh Isolation-foretagender, Scandinavian Star og oqbqbo.