Engang imellem læser man noget virkelig mærkeligt, hvor man oplever, at man reelt besøger et egenartet univers. Sigbjørn Skåden (f. 1976) debuterede i 2004 med langdigtet Skuovvadeddjiid gonagas, som senere blev udgivet i hans egen oversættelse til norsk som Skomakernes konge, baseret på myten om den evige jøde, og siden har han skrevet i forskellige genrer som blogføljeton, faktabog for børn og science ficion. Den nye roman bærer navnet på hans egen fødeby, Planterhaug, som ligger i Troms.
Planterhaug lyder i mine ører som en slags kompostbunke, og hvem ved hvilket frugtbart, underligt liv, som findes der. Romanen Planterhaug (også udgivet med den tornesamiske titel Láŋtdievvá) synes at ekspandere på uventede måder, mens man læser. Der åbner sig en righoldig, overraskende verden med udgangspunkt i denne tilsyneladende trøstesløse udkantsby.
Betændt kolonihistorie
Kriminalbetjent Huuva, udsendt fra Oslo, ankommer Planterhaug for at eftersøge et muligt mord, en velkendt åbning på et fiktionsværk. Læseren placeres fra starten langt inde i Huuvas noget forstyrrede oplevelsesverden. Han er som Skåden født i Planterhaug, men er nu repræsentant for det kongelige norske kriminalpoliti, noget han med jævne mellemrum stolt erklærer. For de lokale er han dáža, et interessant udtryk, som betyder ikke-samisk. Ordet stammer med en vis kolonihistorisk logik fra »danza«, som betyder dansk. Dette tør jeg påstå, fordi jeg har læst det i Nils-Aslak Valkeapääs klassiker Helsing frå Sameland (1971), som netop blev genudgivet ved sit 50 års jubilæum. Der er noget betændt historie her, som specielt danskere burde begynde at udforske. Hvordan er Huuva blevet dáža? Han kan godt nok virke en smule hjernevasket i en samtale med sin tante:
Huuva rettar seg opp. Er det et nytt lys som tennes i øynene hans? Kampånd? Jeg tilhører en framtidig struktur, sier han. […] Folket vårt. Ditt og mitt folk. Det er i endring. Og vi må gjøre oss klare. Det blir færre folk som deg. Og flere folk som meg. Det er fremtida vår, det er skjebnen vår.
Huuva er på flere måder i limbo; han er både samisk og ikke-samisk, og det kan virke, som om han svæver mellem liv og død. Han går pustende og svedende rundt i byen og forsøger at forhøre folk i sagen. Huuva er kort sagt ikke helt rask, og som den typiske eksistentielt anlagte – ja, til og med metafysisk spekulerende – politimand vi kender fra diverse film og serier, er han på flere parallelle missioner. Det gælder både jobbet, han er sat til, såvel som det store mysterie i hans eget liv: den forsvundne niece, den lille pige Rakel. Hvis man forestiller sig, at de finske filmskaber-brødrene Kaurismäki satte sig for at lave en Nordic noir, har man en anelse om stemningen.
En rationel mission
Som politimand er Huuva udsendt af landets centrale myndighed på en rationel mission. Samtidig er han klar over, at der eksisterer en anden virkelighed i Planterhaug, som stritter mod rationaliteten. Hans dobbeltblik som både outsider og insider åbner op for en del komik. Dette gælder også for forfatteren: Skåden skriver med en vis lattervækkende ironisk lethed. Huuva forholder sig ret overfladisk til sin samiske identitet, men det gør ikke alle omkring ham:
Det samiske, blåser jenta. Ideen om det samiske er berre eit eventyr for romantikarar. Tilhøyrsle sit i kroppen. I lungene, i tarmane, i hendene. Den som ikkje har tilhøyrsle, den spinn eventyr.
Hvordan kan man efterforske et dødsfald i et miljø, hvor grænserne mellem liv og død er flydende? Huuva støder ofte på ritualer omkring de døde (der bliver flere af dem undervejs), som kommer i vejen for hans efterforskningsmetoder. Men heller ikke Huuva er helt talentløs, når det gælder det overnaturlige. Han er måske selv lidt af en noaide, en samisk shaman. Han udfører efterhånden forhør både af levende og afdøde væsner og lader sig blandt andet lede rundt i landskabet af en pige med seks fingre, som ikke entydigt tilhører vores vågne verden. Sådan sladres der om Huuva, mens han selv er inde for hørevidde:
Eg kjenner til han frå barndomen, då han pla være her med far sin om somrane. Han har spesielle evner, eg har sjølv sett det. At han har noaidekrefter? Han ser saker andre ikkje ser? Er det derfor han har blidd politi, for han kan føresjå fremtida og sjå rakt gjøna folk?
I Planterhaug skifter vejret hele tiden uden varsel, og på pensionatet såvel som på den lokale café spiser man monstrøse måltider, som ofte består af diverse typer dyreindvolde. Ædegilderne er sanseligt beskrevet, og Huuva fråser i nyrefrikadeller, blodpølse, underlige magre fugle som storspoven og forskellige typer suppe baseret på alt, hvad der kan findes indeni et dyr. Måltiderne er med til at understrege fornemmelsen af, at der findes en underliggende lovløshed i Planterhaug. Her spøger flere forskellige myter om udstødte skyggefolk, som Itkosat og de som kaldes tykje – djævle – såsom Jenny og Josva, Huuva allierer sig med.
Polyfoni
Selv for en læser med rimelig bred erfaring i forskellige norske sprogvarianter, er der meget ukendt her. Effekten er dog ikke, at man føler sig udelukket, snarere at rejsen man er på som læser også bliver en sproglig opdagelsesfærd. Teksten lever, når den veksler mellem flere former. Med jævne mellemrum glider den ind i en mere polyfonisk stil, hvor forskellige Planterhaug-beboere taler direkte i teksten.
Jeg mindes, hvordan jeg som nyfødt nordmand tidligt i 00’erne fik en skelsættende oplevelse af det nynorske sprog i en Norli-boghandel, da jeg læste dele af Bokvennens 2002-udgave af Arthur Rimbauds Årstid i helvete, gendigtet af Haakon Dahlen. Dette gav et helt andet indtryk end det fornorskede danske sprog, som er flertallets foretrukne sprogvariant. Nynorsk, et konstrueret sprog baseret på lokale egnsdialekter, stritter i alle retninger og har skarpe kanter, som kan byde på modstand. Noget af dette genoplever jeg, når jeg læser Skådens roman. Selvom forfatteren leger med kriminalgenren, må man kigge langt efter en tilfredsstillende afklaring af alle mysterier; alle spor peger direkte ind i mørket.
