LITTERÆR FORSYNING. Politikerne burde læse flere bøger. Det ville gøre dem bedre i stand til at styre land og rige, hævder Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.
»Fortæl om, hvordan I oplever det, der sker i det danske samfund lige nu, om, hvad I tror og mener, håber og frygter. Hvor fører udviklingen hen? Er den til gavn for borgerne, er det en kurs, man kan være tryg ved, eller skal den justeres, eller måske endda lægges helt om?«
I sin tale til Gyldendals årlige efterårsreception efterspurgte forlagets litterære direktør, Johannes Riis, en ny debat om velfærd og samfundsværdier. »Dansk politik er i disse år en tilsyneladende selvkørende maskine med altovervejende fokus på økonomien,« sagde han. Der udstikkes ifølge Riis ingen idealer: Politikerne forsøger i stedet at bilde befolkningen ind, at der kun findes én politik – den nødvendige. Velfærdsstatens organer lider under kontrolskemaer og Excel-ark, bureaukratisering og evalueringsfeber, og man formår ikke at varetage den egentlige opgave, at føre en politik, der viser nye veje. Som konsekvens svigter man borgerne.
I talen, der siden blev trykt som kronik i Politiken, efterlyste Riis erfaringer, som kunne hjælpe politikerne, og han opfordrede til at få dem på skrift: »Skriv, skriv, skriv, lad os få nogle erfaringer på bordet og frem i lyset.«
Dagene efter kunne man læse vidt forskellige reaktioner på talen: Bent Vinn Nielsen ville ikke være kommissær for politikerne, mens forfatterne, ifølge Mette Moestrup, er mere bevidste om samfundsforhold og etik end tidligere. Forfatteren Kristina Stoltz svarede desuden Gyldendal-direktøren med at kalde talen »en temmelig uforskammet opfordring til danske forfattere, der som sagt ikke bestiller andet end at forholde sig til og fortolke verden i stadig nye og overraskende kunstneriske udtryk.«
Johannes Riis blev altså mødt med skepsis – men reaktionerne viste samtidig en grundlæggende uenighed om, hvordan talen skulle forstås.
Hvem henvendte Riis sig egentlig til? Og hvad mente han med, at forfatterne skulle bringe erfaringer frem i lyset? Efterspurgte Riis en særlig type litteratur, som skulle hjælpe politikerne?
Dette var nogle af de spørgsmål, Vagant satte sig for at få svar på af Gyldendals litterære direktør, der bad os tage plads ved mahognibordet på sit kontor i Klareboderne i indre København.
– Hvor kom idéen til talen fra?
– Min søn skrev i oktober sidste år en kronik i Politiken om, hvorfor han havde opsagt sit job i Arbejdsskadestyrelsen. Han kunne berette om lemfældig sagsbehandling, ikke mindst som følge af de måltal, som bliver sat op under New Public Management, og om afdelingernes faglige inkompetence. Det var kvantitative mål, der bestemte farten. Medarbejderne arbejdede efter måltal og blev først og fremmest vurderet efter, hvor mange sager de kunne nå at tage. Juristerne tog først alle de lette sager, og det betød, at de svære sager kom til at ligge nederst og derfor blev behandlet alt for sent. Det hele endte med, at direktøren i Arbejdsskadestyrelsen blev fyret, og at Ombudsmanden og beskæftigelsesministeren gik ind i sagen. Men det er selvfølgelig ikke kun i Arbejdsskadestyrelsen, den er gal, det er den mange andre steder, for eksempel i skolerne, hvor man også forholder sig til måltal og bindes op på en mere og mere udviklet rapporterings- og evalueringskultur. Eller se på universiteterne, og hvad der sker med kvalitetsniveauet, når taxametersystemet råder. Det er en kvantificering, der efterhånden har hærget i mange år, den breder sig ubønhørligt, den breder sig fra den offentlige sektor ud i den private, og jeg er overbevist om, at den er skyld i meget af den værdiløshed, vi ser i vores samfund.
– Hvad forstår du ved værdiløshed?
– Den velfærdssnak, vi har hele tiden, handler kun om kvanta og materielle værdier. Det var det, jeg forsøgte at gøre opmærksom på: Se jer omkring, se, hvad der foregår for øjnene af jer! Er der noget, som foruroliger jer? Synes I, udviklingen går den rigtige vej? Man tror, man kan måle alting, og man opstiller mål, man stiller nye mål og kan hele tiden presse måltallene lidt mere – så skidt med at folk bliver syge eller går ned med stress den ene gang efter den anden. Når man hele tiden begynder med at tale kvantitet, hvordan går det så med kvaliteten – og hvordan står det egentlig til med den sunde fornuft under disse omstændigheder?
– Det er det, forfatterne skal give svar på?
– Talen er blevet misforstået, og det har selvfølgelig med konteksten at gøre. Jeg ved godt, at det er et mineret område, og at det ligger ligefor at tro, at jeg mener, at nu skal forfatterne til at engagere sig politisk. Men jeg gjorde mig faktisk stor umage med at sige, at talen ikke bare var henvendt til forfatterne. Det var borgeren i forfatteren, jeg henvendte mig til, og jeg opfordrede ikke kun forfattere, men alle, som har været foruroligede over, hvad de har set i samfundsudviklingen i de senere år, til at skrive om det. Lad os høre om det, lad os få det frem, så vi kan tage stilling til, om vi virkelig synes, at vores samfund skal bygges på kvantificering, automattænkning og det Excel-ark-tyranni, vi her set de senere år. Det er, som om man tror, at det er tallene, der skaber virkeligheden; men det er jo omvendt: Det er virkeligheden, der skaber tallene, og man kan ikke regne sig frem til fremtiden ved hjælp af fremskrivninger. Historien bevæger sig i ryk. Det er med Murens fald, 9/11 eller Det Arabiske Forår, at der for alvor sker noget. Det er først og fremmest de uforudsigelige, alle de fuldstændig uberegnelige begivenheder, der flytter historien.
– Kan du gøre det mere klart, hvem talen var henvendt til?
– Søren Ulrik Thomsen kom bagefter hen til mig og sagde, at det da umuligt kunne være ham, jeg henvendte mig til. Både han og mange andre forfattere tog opfordringen alt for bogstaveligt. Men Søren Ulrik har jo skrevet essays og masser af ting, som går lige ind i samfundsdebatten. Han har beskrevet vores samfund og dets udvikling med alt det, han har fortalt om København, om samfund og kristendom og om den udvikling, det danske samfund har gennemgået siden hans barndom. Dermed har han, mener jeg, på bedste måde levet op til det ansvar, der påhviler enhver borger. Hvis man har gjort sig tanker om det samfund, man lever i, og samtidig har evnerne til at formulere sig, synes jeg, at man skal skrive om det – om man er forfatter eller ej.
– Men det var nu engang en samfundsengageret litteratur, som du opfordrede til. Hvordan skal man forestille sig en sådan litteratur?
– Talen skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at jeg ønsker at fremme en bestemt politik eller ønsker, at forfatterne skal lægge deres lod i en bestemt politisk vægtskål. Jeg efterlyser iagttagelser og beskrivelser af det, der foregår omkring os. Det kan man gøre på utallige måder. Det kunne ikke falde mig ind at sige til Søren Ulrik Thomsen eller nogen som helst anden forfatter, at nu skal de skrive agitprop. I sin kronik brugte Kristina Stoltz Suzanne Brøgger som et eksempel på en forfatter, der har vist hvordan, en kunstner skal forvalte sit pund. Det er jeg helt enig med hende i; men hvis der er en forfatter, der er gået ind i sin tid og har markeret sig i den, ja, så er det Suzanne Brøgger. Hun har skrevet om den, forholdt sig til den og deltaget i samfundsdebatten – den ene gang efter den anden. Hun har altid fortalt os, hvad hun ser og hører og derudfra i hvert fald indirekte opfordret sin læser til at se sig om og tage stilling til, hvad der foregår. Jeg kunne ikke drømme om at opfordre forfatterne til at skrive tendenslitteratur, og det står der selvfølgelig heller ikke noget om, hverken i talen eller kronikken.
– Du starter alligevel kronikken med at berette om svigt i den danske socialforsorg. Det tyder på, at forfatterne skal skrive mere socialrealisme, og at vi skal ud og have fat i de små fortællinger fra et underlag, vi ikke kender så meget til?
– Jeg er selvfølgelig hverken talsmand for socialrealisme eller socialistisk realisme, alt det som var højeste mode, dengang jeg gik på universitetet. Det er overhovedet ikke den dagsorden, jeg er interesseret i. Man kunne for den sags skyld sagtens forestille sig, at der kunne skrives et modernistisk digt eller et stykke kortprosa ud fra en historie som den, jeg fortalte.
– Du opfordrer dog til at forfatterne skal hjælpe politikerne?
– Ja, det er selvfølgelig ment polemisk. Jeg sagde det for at få nogle erfaringer frem i lyset. For eksempel er det mit fromme ønske, at Yahya Hassan bog kan give anledning til, at der kommer andre erfaringer fra samme miljø. Yahyas bog beskriver jo ikke hele virkeligheden. Der er masser af andre muslimske virkeligheder, som vi ville have fantastisk godt af at høre om. Der er masser af miljøer, offentligheden kender alt for lidt til.
– Men er der ikke fare for, at politikerne slet ikke læser med?
– Jo, det er så sandt, som det er sagt. Christiansborg bliver mere og mere en lukket enhed med iltmangel og uden ret mange livliner ud i samfundet. Der er dog mange politikere, som har læst Yahya Hassan, så det er jo ikke helt håbløst, man kan godt få dem i tale. De lukker ikke ørene med vilje. Hvis der er noget, som rører tilstrækkelig energisk på sig, skal de nok få øje på det. Men som Venstres Birthe Rønn Hornbech siger, læser politikerne alt for lidt. De ville have forfærdelig godt af at læse noget mere litteratur, både den klassiske og den, der skrives nu. Jeg ville ønske, at politikerne gjorde sig klart, at vores forfattere har en privilegeret tilgang til sproget, som gør dem i stand til at artikulere noget, som vi andre har svært ved at sætte ord på, og som vi kan lære af.
– Når politikerne ikke læser, er det vel et tegn på, at litteraturen, som Suzanne Brøgger har sagt, ikke længere er en central kilde for erkendelse og kulturdebat?
– Litteraturen har ikke den direkte betydning, som den havde for 60–70 år siden. Dengang skulle Martin A. Hansen bare åbne munden, så sad hele landet foran radioen og lyttede til, hvad han sagde. Men litteraturen kan jo, som vi har set, stadigvæk sætte sig igennem. Det gælder både skønlitteraturen og faglitteraturen.
– Men er det altid en fordel, at offentligheden trækker det politiske ud af en bog? Kan politikernes instrumentalisering af litteraturen ikke være et problem i sig selv?
– Med Yahya Hassans bog fik vi lov til at se indvandrerdebatten fra den anden side. Vi havde hidtil hørt en lignende kritik, bare fra det forkerte hold. Der findes en masse mennesker her i landet, som under ingen omstændigheder vil give Pia Kjærsgaard ret, uanset hvad hun siger. Det er for mig at se en sygdom, som har plaget det danske samfund siden Mogens Glistrups tid. Glistrup [der stiftede Fremskridtpartiet, forløberen for Dansk Folkeparti] var helt ude på overdrevet, han var populist og en vild mand; og dog havde han ret i, at der var noget rivravruskende galt med vores økonomiske system; men politikerne benægtede fakta fra både socialdemokratisk og borgerligt hold, de ville ikke have med det at gøre, og de ville ikke diskutere det. Det betød, at politikerne lod den gale udvikling fortsætte, selvom man inderst inde vidste, at det ikke var holdbart. Man greb ikke ind, fordi det var de forkerte, der sagde det.
– Nu har du siddet som litterær direktør i 20 år. Du må have en klar fornemmelse for, hvordan fiktionen har mistet noget af sin gennemslagskraft?
– Der er mange medier, som slås om at lægge beslag på vores tid, men også her i de senere år synes jeg alligevel, vi har set, hvor stor en power bogen kan have. Tag Kim Leines forfatterskab og se, hvad det har haft af betydning for diskussionen om Grønland, tag Mattias Tesfayes Kloge hænder, som har fået os til at tale om varer og kvalitet på en ny måde, se bare, hvad Knud Sørensens forfatterskab og Jens Smærup Sørensens Mærkedage har betydet for diskussionen om livet på landet og bondekulturens opløsning.
– Du lyder alligevel fortrøstningsfuld?
– Ja, helt bestemt. Det domænetab, som litteraturen har lidt, er ikke noget isoleret fænomen, det har at gøre med hele den anfægtelse af autoriteter, vi har set. Man opfatter ikke forfattere som autoriteter, som man gjorde tidligere, lige så lidt som præster eller skolelærere for den sags skyld. Der er ikke noget, som er uantasteligt nu. Forfatterne kommer ikke længere ned med stentavlerne, som Moses gjorde. Det betyder også, at de intellektuelle har svært ved at komme nogen vegne; de bliver alt for let isoleret, fordi man synes, at de er for svære at forstå. Det tager for lang tid at sætte sig ind i det, de siger. At det ene kan være lige så godt som det andet, er blevet en alt for udbredt opfattelse. Der er ikke plads til den lange sammenhængende argumentation, og det sætter sit præg på – og nu kommer der et ord, som man næsten ikke kan bruge mere – åndslivet. Nu lyder jeg som en sur gammel mand, men jeg synes, vi i disse år ser en ulykkelig forsimpling og forfladigelse i vores samfunds- og virkelighedsopfattelse. Vi bliver alt for tit overladt til onelinerne og de korte udmeldinger med de følger, det nu engang har. Og så efterlyser jeg den form for historisk bevidsthed, der fortæller folk, at det synspunkt, de lige nu går ind for med brask og bram, meget vel kan fremstå i et helt andet skær, om bare 20–30 år. Se bare, hvordan og hvor hurtigt ryge- og alkoholvaner eller synet på børneopdragelse eller forholdet mellem kønnene har forandret sig i vores tid. Alting kan ændre sig langt hurtigere, end man skulle tro; men tvivlen og anfægtelsen spiller for lille en rolle i øjeblikket. Skråsikkerheden trives som aldrig før, og det er ikke godt for nogen af os. Netop den tvivl og anfægtelse kan litteraturen bringe ind i vores bevidsthed. Den kan få os til at opfatte omverdenen meget mere mangfoldig og mangefacetteret, give den mange flere dimensioner.
– Har du gjort dig nye erkendelser gennem læsningen af nogle af forlagets andre yngre forfattere?
– De yngre forfattere, som er kommet frem, har en anden førstehåndsoplevelse af verden end de lidt ældre. Det er tydeligt, at Theis Ørntoft, med sine økokritiske digte, er vokset op i en anden tid end jeg selv. Signe Gjessing har bragt en metafysisk og åndelig dimension ind, som er helt umiddelbar og naturlig for hende. Der virker næsten, som om hun henter sine sansninger og iagttagelser ned fra himlen og agerer som medium, når hun forbavsende ubesværet får det kosmiske og jordiske til at forbinde sig med hinanden. Hun tør bringe elementer sammen, så man næsten skal tilbage til de metafysiske poeter i England eller symbolismen og Rimbaud for at finde lignende tilfælde. Det er interessant, at så stærk en lyrisk generation kommer frem nu – og så oven i købet bliver læst. Vi har i år udgivet ikke mindre end 13 digtsamlinger på Gyldendal, og det har vi aldrig gjort før i min tid. Der er en markant interesse for lyrik i øjeblikket.
– Du har tidligere udtalt, at det er vigtigt, at Gyldendal bevæger sig i spændet mellem tradition og fornyelse.
– Ja, vi er mahogni-forlaget, som man så, i hvert fald oftest, kærligt kalder os. Jeg kommer aldrig nogensinde til at opfatte det som et skældsord. Når man som Gyldendal har næsten 250 år på bagen, er man forpligtet til at værne om sin sans for traditionen, især inden for den danske litteratur, som er det område, jeg har prioriteret højest i min tid her på forlaget. Det er jo fantastisk, at en bog som Yahya Hassans udkommer her. Sådan kan vi forny husets image, så vi ikke kommer til at ligge hen som en forstening i Klareboderne.
– Du kommer selv fra Mors og sidder nu her inde midt i storbyen. Har din baggrund og dine traditioner været med til at påvirke forlaget?
– Det tror jeg ikke. Ikke i nævneværdig grad. En virksomhed som Gyldendal har sin egen fremdrift og sin egen vilje. Lad mig give et eksempel: Dengang jeg kom til Klareboderne, det var i 1994, indkøbte jeg som noget af det første 50 eksemplarer af Højskolesangbogen. Tanken var, at vi ved både møder og arrangementer skulle begynde med at synge en sang fra den. Men de bøger har vi måske kun pakket ud fem-ti gange i de 20 år, der er gået. Højskolesangbogen er for mig den vigtigste danske bog, en fuldstændig enestående ting: Den har givet bønder og masser af andre folk, som har befundet sig langt fra de kulturelle centre, sans for stor lyrik. Den er et fænomen, jeg har den største respekt for. Den og vores salmebog har virkelig beriget vores kultur.
– Men er det ikke netop de kulturradikale, som eksempelvis Gyldendal, der har været med til at sortere kulturarv som Højskolesangbogen og salmebøgerne fra?
– Jo, det er rigtigt, og det er sket, fordi man har været bange for den provinsialisme og selvtilstrækkelighed, som guderne skal vide, at vi også har, og som Højskolesangbogen selvfølgelig også kan være med til at fremme.
– Så de kulturradikale er bange for at fremstå provinsielle?
– Det kan lyde banalt, men vi er et lille land, hvis borgere rummer en sælsom blanding af mindreværdskomplekser og storhedsvanvid, som en gang imellem har gjort vores eksistens lidt tvetydig. I den tid jeg har været her, har jeg forsøgt at supplere og udfordre forlagets kulturradikale image, men man skal huske på, at man også før mig udgav præsten og forfatteren Søren Krarup og historikeren Bent Jensen på Gyldendal. Men indrømmet, det har i tidens løb i høj grad været de kulturradikale, som har tegnet forlaget udadtil, selvfølgelig fordi forfattere og kunstnere i det hele taget altid har opfattet sig som værende i opposition til den officielle magt. Jeg har oven i købet selv haft den tvivlsomme ære at blive kaldt kulturradikal af Søren Krarup – det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig skulle ske.
– Du siger, I har prioriteret dansk litteratur, men har bundlinjen og kvantitative mål ikke også fået større betydning hos Gyldendal?
– Vi er et børsnoteret aktieselskab, og selvfølgelig har bundlinjen noget at skulle have sagt; men vi værner også efter bedste evne om de kvalitative værdier, og indimellem kan jeg ikke lade være med at savne en mere aktiv opbakning fra det officielle Danmark om, at kvalitet er noget værd. Jeg er for længst holdt op med at give udtryk for min stadige undren over, at vi i Danmark ikke har et decideret litteraturprogram i tv; men tager man for eksempel litteraturdækningen i søndagenes TV-aviser, kan også den give anledning til berettiget forbavselse. Det skorter i den grad på opmærksomhed over for den litteratur, der ikke er godt og grundigt kendt i forvejen. Der er en masse høj kvalitet, som befolkningen går glip af, og det er jo ikke kun DR´s skyld: Man lukker biblioteker eller lægger dem om, så de forsømmer formidlingen af den litteratur, der ikke formidler sig selv, eller omdanner dem til Borgerservice-centre. Den indstilling fra det offentlige kan godt gøre én lidt mismodig i disse tider.
