You could have a steam train
If you’d just lay down your tracks
You could have an aeroplane flying
If you bring your blue sky back
1. Primale drifter
Hvad er et primalskrig? Hvis man ikke er psykolog er den første association måske det britiske band Primal Scream. Et andet britisk band, Tears for Fears, som var dybt engageret i psykoterapi, lavede i 1985 et hit ud af primalskriget: «Shout/ shout/ let it all out,» sang de, men det drejede sig ikke bare om et enkelt pophit. Interessen for primalskrigets fader, den amerikanske psykolog og terapeut Arthur Janov (1924–2017) som udgav bogen Primal Therapy: The Cure for Neurosis i 1970, stak meget dybere. Der findes næppe nogen plade som er så intenst nedsunket i barndomstraumer som The Hurting, Tears for Fears’ debut fra 1983, hvor sangskriveren Roland Orzabal bruger inspirationen fra Janov til at forløse følelser fra en problematisk opvækst med en psykisk syg far. Tears for Fears kommer fra den britiske by Bath i Somerset, og en anden af deres store inspirationskilder er en musiker fra samme by ved navn Peter Gabriel.
Hvem er Gabriel? Jeg ved det ikke, måske ved du? Gabriel (f. 1950) havde en lille stjernestund i 1986 med sangen »Sledgehammer« som blev et internationalt megahit fulgt af en nyskabende – og senere kanoniseret – musikvideo, hvor animationsteknikken stop-motion blev brugt på et utal morsomme måder. »Sledgehammer« blev skrevet til allersidst i processen med at skabe det der skulle blive Gabriels kommercielle gennembrud So. I et øjeblik med højt humør og en vis lettelse kom sangen til verden med en overgearet tekst, som er en hyldest til den opfindsomme seksualsymbolik i soulmusikken. I liveversioner af sangen hører der også en dans til, som mere end hinter til de primale drifter: Gabriel hamrer sig rytmisk i hovedet med begge næver mens han støder fremad med underlivet. En komisk og lidt pinlig bevægelse, som alligevel fungerer som et klart signal til et feststemt publikum.
I de tidlige måneder af 2023 bliver jeg spammet af reklamer for en koncert med Peter Gabriel, som optræder i Bergen 2. juni i anledning af hans nye plade i/o. Hvem helvede er Peter Gabriel, og hvad laver han i 2023? Jeg aner det faktisk ikke, men jeg støder på en lille dokumentarfilm fra 2005 skabt af hans datter Anna Marie Gabriel med titlen Growing Up on Tour: A Family Portrait. Her følger vi den ældre, ganske runde Gabriel med familie på tour gennem Amerika med albummet Up fra 2002. Det er et intimt portræt af en udvidet familie af vittige drillepinde, som ikke bare inkluderer de voksne døtre Anna Marie og Melanie, der på forskellige måder bidrager til sceneshowet, men også Gabriels anden kone, en nyfødt søn og musikere, der har været med Gabriel i mange år, som bassisten Tony Levin. Et sted i baggrunden gør en af døtrene pludselig Slegdehammer-bevægelsen, og jeg bryder sammen af grin.
»Sledgehammer« fortjener sin plads som et gyldent megahit, men jeg er slet ikke så sikker på hvilken slags kunstner Peter Gabriel egentlig er. Han kom til syne med »Slegdehammer«, men sange som »Big Time« (1986) og »Steam« (1992) latterliggører popstjernen med et opblæst selvbillede, en teatral – og essentielt idiotisk – karakter som kan tilbedes for at udtrykke primale drifter som normaliteten må holde skjult. Det giver mening at tænke på Gabriel som en meta-popstjerne; han trådte ind i popfeltet med en vis ironi i det relativt korte tidsrum i de sene 80’ere hvor han blev synlig på den globale stjernehimmel.
2. Hvordan kan kunsten blive politisk?
Selv fik jeg mildt sagt noget andet end det, jeg forventede, da jeg som 17-årig var til en af mine første koncerter nogensinde med Gabriel, da han var på tour med So. Jeg vidste på det tidspunkt nærmest intet om Gabriels tid i progrockbandet Genesis, om denne hyperkomplekse musik inspireret af opera og klassisk musik, og progmusikerenes forkærlighed for at lave fortællende dobbeltalbums, som blev opført som en slags ultraambitiøse musicals. Gabriel havde altså været around the block et par gange, før han havnede på min skærm som et blinkende popsignal. Hvordan kan musikken – kunsten – være politisk? Dette spurgte jeg mig selv om dengang, og jeg fik nogle ganske håndfaste svar til Gabriel-koncerten.
Et enkelt og kraftfuldt scenografisk greb gjorde Gabriel til et eksempel på et individ i kamp med … noget, en slags overmagt. På scenen stod fire store lyskraner, som rakte så langt over hovederne på musikerne, at de blev til et underliggørende element, de dømmende repræsentanter for undertrykkende magter. Gabriel interagerede med lyskranerne ved flere lejligheder. De indgik i et spil, hvor Gabriel i sin hvide jakke forvandlede sig til et lille insekt, der blev belyst og studeret af kranerne, som vippede op og ned og næsten fikserede ham, mens han lå krympet sammen i fosterstilling og sang «Mercy Street», en sang med tekst inspireret af den amerikanske poet Anne Sexton. Sexton (1928–1974) havde et intenst selvbiografisk forfatterskab om et liv med bipolar lidelse og misbrug i nære relationer, som ultimativt førte til hendes selvmord. Min vej gik direkte fra koncerten til biblioteket.
På samme plade som fjollehittet »Sledgehammer« findes altså sangen om Sexton i tillæg til en sang om den amerikanske socialpsykolog og Yale-professer Stanley Milgrams (1933–1984) kendte forsøg med autoritetsfigurer og lydighed fra 1961. Her blev frivillige forsøgspersoner opfordret til at give elektriske stød til andre, langt ud over hvad der er menneskeligt tåleligt. I Milgrams eksperiment er det imidlertid forsøgspersonernes vilje til at rette sig efter absurde ordrer, som er central, ikke ofrene, som blot var skuespillere. Gabriels instrumentale sang »We Do What We’re Told« om de 37 forsøgspersoner, som blindt fulgte ordrer om at give dødelige stød, sender et klart signal til alle verdens teenagere om en kunstner, der vil gå dybere end popoverfladerne. Hvad er dette? Her er kritik af autoriteter, her er en slags teatral massekunst, som er noget andet end vilje til at forføre. Her er noget, som jeg næsten ikke er i stand til at udtale: Ci-civilisationskritik.
3. Ydre og indre landskaber
Ellers må jeg skynde mig gennem Gabriel-hallerne med hænderne for øjnene. Men sådan er det, man sætter sin egen favoritfigur sammen udfra det, man synes, man har brug for. Som postpunkunge er jeg minimalist og takler ikke altid hyperkompleks musik så godt. Derfor har jeg holdt afstand til musikken, som Gabriel lavede med den første udgave af Genesis, hvor Phil Collins bare var trommeslageren, og Gabriel var i front. Jeg har det også svært med glade sange, og efter So kom der mange af den slags (absolut en fordomsfuld vurdering!), for eksempel om at udøve yoga med sin far (»Father, Son«) og om kærlighed til datteren og kommunikationsbrist med samme (»Come Talk to Me«). Er der sækkepiper på sidstnævnte sang? Det er der absolut, der er ingen vej udenom sækkepiberne. Det naturlige tyngdepunkt for mig er striben af solo-plader, som kom umiddelbart efter bruddet med Genesis.
Climbing up on Solsbury Hill
I could see the city light
Wind was blowing, time stood still
Eagle flew out of the night
[…]
I was feeling part of the scenery
I walked right out of the machinery
Solsbury Hill er et naturområde, som ligger udenfor Bath. I sangen med samme navn får vi indtryk af et mytisk landskab, hvor kunstneren vandrer rundt og får visioner, ikke mindst i form af et guddommeligt sendebud iklædt fuglefjer. Ørnen siger til ham: »Grab your things, I’ve come to take you home«. Hvad det er for et slags hjem er usikkert, måske et åndeligt hjem? Måske der, hvor de primale følelser strømmer frit, tilbage til rødderne, til mere autentiske menneskelige fællesskaber borte fra maskineriet. Gabriel blinker selv uskyldigt med sine blå øjne, når folk spørger ham om »maskineriet« var et hint til Genesis, det band, han forlod efter en belastende arbejdsproces med deres mest ambitiøse plade The Lamb Lies Down on Broadway (1974). Man kan fastslå, at Solsbury Hill både er et mytisk så vel som et helt konkret landskab, der i 2010 blev truet af udbygning i form af skure til husdyr og nye stier. Her stillede Gabriel op og støttede dem som ville lade landskabet forblive vildt.
Hvad er dette? Her er kritik af autoriteter, her er en slags teatral massekunst, som er noget andet end vilje til at forføre.
Usikkerheden omkring Solsbury Hills status som ydre eller indre landskab går igen i min forståelse af Gabriels sange fra de fire solo-plader (alle forvirrende nok med titlen »Peter Gabriel«) som blev til mellem 1977 og 1982. Måske lå det i tiden, måske ønskede han, at betydningen skulle ligge og vippe? En sang som »Shock the Monkey« (1982) handlede for mig om dyreforsøg (nu havde jeg fattet at Gabriel var en politisk kunstner, og det drev mig ud i overfortolkning). På koncerten lød det imidlertid: »This is a song about jealousy!«
Sangen »Here Comes The Flood«, som er lavet sammen med prog-vennen Robert Fripp kendt fra bandet King Crimson, har en underlig surrealistisk tekst. Det virker klart, at dette handler om klimaforandringer på Fripps egen plade Exposure (1979), hvor indledningen »Water Music 1« benytter en sampling af John G. Bennett (1897–1974). Bennett var en slags mystiker, som beskriver en fremtid med naturkatastrofer og forhøjede vandstande og risikoen for at en ny istid vil udrydde alt liv. Gabriel, på karakteristisk vis tilbageholdende med at trække entydige fortolkninger ned over egne sange, kunne sikkert finde på at sige: »Here’s a song about human emotions!« Jeg ved det ikke, men Fripp gør det muligt for mig at høre Bennetts knirkende stemme, som synes at komme fra en gammel radiooptagelse og få en klar følelse af at mennesker så klimakrisen komme lang tid før os.
Den åbenlyse risiko med de vippende betydninger er, at andres konkrete virkelighed kan blive trukket ind på et metaforisk plan. Det er for eksempel vestlig dumhed at påstå (selv i lyriske vendinger), at Afrika er et symbol på noget andet, på noget indre. Som bekendt gjorde Sigmund Freud netop dette i sin epokebestemte tåbelighed, da han refererede til den kvindelige seksualitet som et mørkt kontinent, hvormed han spillede på den koloniale opdagelsesrejsende Henry Morton Stanleys brug af den samme frase i beskrivelserne af Afrika. Mens jeg stadig forsøger at sætte Gabriels mangfoldige aktiviteter sammen til et forståeligt billede, står det imidlertid klart, at han ikke ville have, at der hersker tvivl om, hvad og hvem sangen »Biko« (1980), 80’ernes stærkeste protestsang mod Apartheid, handler om.
September ’77
Port Elizabeth weather fine
It was business as usual
In police room 619
Oh Biko, Biko, because Biko
Yihla Moja, Yihla Moja
The man is dead
Alle anti-Apartheid-koncerter i København og omegn sluttede med en lang udgave af Gabriels sang om Steve Biko (1946–1977), anti-Apartheid-aktivisten, som under et fængselsophold blev udsat for tortur under et forhør og siden blev overladt til at dø. Det langsomme, majestætiske trommebeat får sangen til at lyde som både en sørgemarch og et inderligt kampråb. København og omegn var passioneret anti-Apartheid, og der blev sunget »Biko« til folk blev blå i hovederne. Dette var også starten på Gabriels engagement i Amnesty International, og på at en samlet popverden engagerede sig i sultkatastrofer og menneskerettigheder. Men før vi går dybere ind i Gabriels investering i tredjeverdensmusik, så lad mig vende tilbage til en kronologisk fremstilling inspireret af Daryl Easleas bog Without frontiers. The Life and Music of Peter Gabriel (2013).
4. At lede efter nye lyde
Gabriels sidste plade med Genesis var altså konceptpladen The Lamb Lies Down on Broadway. Bandet havde diskuteret muligheder for at lave et stort teatralsk projekt og et forslag lå på bordet om at bruge Antoine de Saint-Exupérys Le Petit Prince (1943) som forlæg. Gabriel synes forslaget var »too twee« og mente, at de måtte bort fra eventyrsstemningen og gå i en mere virkelighedsnær retning. Gabriel, som bedst kan beskrives som en frustreret trommeslager optaget af visuelle medier som film og teater, havde set den surrealistiske ørkenwestern El Topo af den chilenske filmskaber Alejandro Jodorowsky. I et overraskende miks med West Side Story kom han frem til historien om den rebelske gadepunk Rael fra Puerto Rico som lever i et råt gademiljø i New York City.
En »punk« var i 1974 betegnelsen på en person som levede på gaden – punk som musikgenre blev først til senere. Rael havde kort hår og var klædt i en sort læderjakke med en enkel hvid T-shirt under, et look som var langt borte fra den langhårede progstil. Hvor Gabriel tidligere var kendt for vilde udklædninger (for eksempel som blomst eller som ræv i en knaldrød kjole) fremstod han nu som en rebelsk gadepunk, og det var tydeligt at han var på vej mod nye horisonter.
Samtidig med bandets arbejde hang Gabriel i telefonen med den amerikanske filmskaber William Friedkin, som ville bruge ham som idémand på et filmprojekt. Gabriel var også fraværende på grund af den komplicerede fødsel af hans første datter Anna. The Lamb Lies Down on Broadway blev trods begge disse faktorer realiseret både som plade og som megashow, men herefter bristede forbindelsen endeligt mellem Gabriel og bandet. Som Rael, kan man sige, forlader han maskineriet og går sin egen vej.
Alle anti-Apartheid-koncerter i København og omegn sluttede med en lang udgave af Gabriels sang om Steve Biko.
På trods af at »Solsbury Hill« blev et hit og fungerede som en uafhængighedserklæring og bragte løfter om en lovende solokarriere, var der stadig meget langhåret prog over de nye sange, ikke mindst på grund af samarbejdspartneren Robert Fripp. Gabriel var blevet optaget af gruppeterapi og af bandet XTC og søgte efter en enklere og råere lyd. Det var tiden for store drømme, og Gabriel var besat af tanken om at skabe en oplevelsespark i stil med Disneyland. Han ledte efter nye lyde og nye rytmer, og var ikke tilfreds med det vestlige musikere havde at tilbyde. Det virkede for begrænset, for kontrolleret og for formelagtigt. Deres lyde fremstod mere og mere som del af det han tænkte på som maskineriet.
I et klip fra det britiske tv-program South Bank fra 1982 finder vi Gabriel i studiet i Bath, hvor han pusler rundt og leder efter nye lyde. Han har fundet musik fra fjerne kyster på kortbølgeradioen, som han har optaget på kassettebånd. Han sidder med sin lille kuffert fuld af kassettebånd og forklarer: »Jeg er sikker på, at den tredje verden vil få en stigende indflydelse på vores kultur, og i musikken vil der blive produceret en kraftig hybrid, som er baseret på ikke-europæisk indflydelse og denne nye teknologi, der bliver meget, meget billig.« Der er næppe tvivl om, at han har fulgt med i, hvad hans tidligere samarbejdspartner Brian Eno laver sammen med Talking Heads, specielt pladen Remain in Light (1980), som trækker stærkt på afrikanske polyrytmer, og Eno og Byrnes samplingprojekt My Life in the Bush of Ghosts (1981).
I samme tv-program demonstrerer Gabriel sin nye Fairlight sampler. Han smadrer et gammelt fjernsyn, som han finder i en skrældebunke, optager lyden og bruger den senere på sit keyboard. Ifølge ham er det i kraft af et udvidet musikbegreb (som ofte koges ned til frasen »world music«) i kombination med ny teknologi som for eksempel sampling, at den nye musik skal opstå. Gabriel er frustreret over, at de musikere han begynder at værdsætte fra tredjeverdenslande ikke har distribution i England og heller ikke kommer og spiller koncerter. Således bliver den første Womad-festival til i 1982. Den blev desværre en financiel katastrofe. Gabriel var ingen smart forretningsmand, og han måtte have sine gamle venner i Genesis til at hjælpe ham med en støttekoncert for at kunne tilbagebetale gælden fra denne første festival. Womad kom dog stærkt igen og på nuværende tidspunkt har der været gennemført 160 Womad-festivaller i 27 lande. Årets Womad-festival kan man deltage i den 27. til 30. juli i Charlton Park i Suffolk, England.
5. Anderledes ambitioner
Gabriel er god til at genkende kvindelig genialitet og har blandt andet samarbejdet med Kate Bush, Laurie Anderson, Joni Mitchell og Sinead O’Connor. Specielt mellem Bush og ham opstod der et nært venskab. Hun fulgte med i, hvad der foregik i Gabriels studio i Bath. Det var ikke alene Fairlight-sampleren, som hun stak af med, men også de famøse gated reverb trommer (kombination af stærk rumklang og brug af støjreduktion), som man hører for første gang på Gabriels sang »The Intruder« … det er en underlig abrupt trommelyd, som nærmest virker spøgelsesagtig. Phil Collins var på besøg i Bath og hjalp med tilblivelsen af Gabriels tredje solopladesammen med produceren Steve Lillywhite og teknikeren Hugh Padgham, og et sted mellem disse fire blev den nye lyd til. Det var imidlertid ikke »The Intruder«, som skabte bølger, men Collins’ hit »In The Air Tonight« (1981) som virkelig populariserede lyden. Hvis man lytter til, hvad der sker i begyndelsen af Kate Bush-sangen »Hounds of Love« ved man, hvad det er for en lyd, der er tale om. Bush brugte Fairlight-sampleren og gated reverb-trommelyden og fulgte også Gabriel, når det galt modet til at skrive komplekse sange og at skabe konceptuel, fortællende musik som for eksempel The Ninth Wave-delen af Hounds of Love (1985).
Bush og Gabriels ambitiøse sangskrivning sætter en høj standard, det er sikkert. Nogle eksempler fra Gabriels solo-plader er »Family Snapshot« (1980) inspireret af Arthur Bremers bog An Assassin’s Diary (1973). Her fortæller Bremer om sit forsøg på at skyde politikeren George Wallace som gik ind for et raceopdelt samfund. Gabriel ser ikke Bremer som en afsporet idealist, i et interview siger han: »An Assassin’s Diary var en virkelig grim bog, men man får en fornemmelse af den person, der skriver den. Bremer var besat af tanken om berømmelse. Han var opmærksom på nyhedsudsendelserne over hele verden og forsøgte at time mordet til at ramme de tidlige aftennyheder i USA og den sene nat i Europa for at få maksimal dækning.« En historie, som er sørgerligt genkendelig i dag.
Når jeg studerer dette arbejde, denne måde at tænke sin rolle på gennem en mangfoldig karriere, ser jeg en kunstner, som vil skabe reelle, brugbare koncepter for liv og fællesskab.
Sangen »Games Without Frontiers« (1980) er inspireret af et fransk tv-show Jeux sans frontières, hvor tyske og franske deltagere kastede sig ud i absurde konkurrencer ud fra en idé fostret af den franske præsident Charles de Gaulle, om at rædsler fra krigstiden kunne blive forløst gennem leg. »San Jacinto« (1982) er baseret på en historie fortalt til Gabriel af et Apache-medlem. Sangen reflekterer over den frygt og smerte, som en indfødt amerikansk mand oplever, når han ser sin kultur overvældet af det moderne hvide samfund. »The Rhythm of the Heat« (1982) havde arbejdstitlen »Jung in Africa« og baserer sig på psykoanalytikeren Carl Jungs oplevelse, mens han observerede en gruppe afrikanske trommeslagere. Det virker ærlig talt en smule tamt at lytte til Harry Styles efter det.
Efter sucessen med »Sledgehammer« fulgte Gabriel ikke op i popverdenen. Derimod fordybede han sig i et soundtrack til Martin Scorseses film The Last Temptation of Christ (1988) baseret på den græske forfatter Nikos Kazantzakis’ kontroversielle roman fra 1955. Jeg må sige, at jeg her lyttede i andre retninger, og har først nu virkelig hørt Passion(1989) med fantastiske bidrag fra den pakistanske sanger Nusrat Fateh Ali Khan. Der findes flere filmsoundtracks, som viser en kunstner, der vil noget andet end at danse Sledgehammer-dansen.
6. Koncepter for liv og fællesskab
I 1973 noterede en NME-journalist følgende i forbindelse med et interview: »Gabriel tror på, at film, musik og teater en dag vil smelte sammen.« Endnu har Gabriel ikke realiseret sine drømme om at skabe en oplevelsespark, men i 1989 åbnede han dørene til de populære Real World Studios i Bath, hvor musikere fra hele verden kan mødes, og i 2000 bidrog han til det ellevilde multimedieshow OVO i The Millennium Dome i London. Når jeg studerer dette arbejde, denne måde at tænke sin rolle på gennem en mangfoldig karriere, ser jeg en kunstner, som vil skabe reelle, brugbare koncepter for liv og fællesskab. Den paranoide postpunkstemning fra solo-pladerne fik ikke lov at blive. Gabriel stivnede ikke i civilisationskritikken med et dystert image og en bunke klichéer som andre såkaldt samfundskritiske popkunstnere ofte gør. Han blev derimod ved med at formulere sine visioner positivt ved hjælp af skabende fantasi og kriblende tankekraft.
