Scenekunst uden værn Performance med øjenkontakt

De færreste kunne tænke sig at spise 125 gram smør som om det var en lækker ispind. På scenen foran mig står den franske performance­kunstner Rébecca Chaillon (f. 1985). Hun piller langsomt det sølv­skinnende folie af en tyk skive smør. Hun holder øjen­kontakt med mig, mens hun begynder at tage bidder af smørret, som om det var en smagfuld delikatesse. Det bobler ubehageligt i min mave. Jeg bliver overrasket over, hvor hurtigt hendes kvalme synes at vandre fra hende til mig, kun gennem et enkelt blik. Jeg ser at hun ser at jeg ikke er glad.

Chaillon er let klædt i en slags fiskenetkjole i rastafarifarver, som lyser mod hendes hud. Hun bærer rosa satinshorts og et lille, blåt forklæde, som knapt dækker hendes frodige krop. Hun giver et legende indtryk og har glimt i øjet. Venligheden står i kontrast til, at hun påfører sig lidelse lige foran os, bare nogle meter væk, right in our faces. Jeg vil helst ikke mindes en teenagetid med spise­forstyrrelse, but here we go.

Hvor finder man et så fedt team af skuespillere, som kan fyre den af med så vild intensitet?

Chaillon stopper ikke med smørret. Sammen med diverse rå kageingredienser downer hun 100 gram mel med nogle slurke mælk. Igen eksploderer fantasien med uvelkomne fornemmelser af melets tørhed i munden, og hvordan det i kombination med mælken klistrer i ganen. Så tygger hun 100 gram sukker i sig og morer sig over den knasende lyd: »Som at gå i nyfalden sne!«

Sammen med Mona LaDoll (f. 2000), en elegant kønsambivalent skikkelse iklædt et rosa outfit, perfekt til en Moulin Rouge-cabaret, udgør Chaillon Compagnie Dans le Ventre. Vi er inviteret til fødsels­dagsfest (forestillingen The Cake), og Chaillon laver en dejlig kage til os. Inde i sin krop, vel at mærke. Det er vel en gavmild gestus? Vi bør smile, men er ved at dø af kvalme.

Jeg har tænkt frem i tiden og forventer voldsom opkast. Dette sker ikke, heller ikke når Chaillon »blander ingredienserne« ved at danse og twerke til livlig musik. Hvordan formår hun det? Vi vil selvsagt blive inviteret til at spise kagen, men før det træder LaDoll til som en slags trylle­kunstnerens smukke assistent. Hen står ved et højt cafebord og forbereder noget. Lysene på kagen skal tændes. LaDoll begynder at stikke to rækker af små fødselsdagslys ind i sine arme. Hen tænder lysene og står med omkring 20 brændende lys stukket ind i huden.

Nu er festens højdepunkt ikke langt væk. Chaillon graver hænderne ned i to glas med chokolade­pålæg. Hun blotter sin overkrop og begynder at smøre huden med chokoladen. Der skal lidt kulørt krymmel på også. Med et legesygt smil inviterer hun os til at spise kagen. Publikum har gennem seancen siddet høfligt leende i det sterile, hvide lokale. Det er tidligt søndag aften, og vi er langt fra natklubberne i Berlin og Paris. Der burde være provokations­potentiale her? Mest er der typisk norsk høflighed til alle sider. Ingen vil vel fremstå som konforme fobikere med angst for en brun krop indsmurt i chokolade. Der danner sig snart en lille kø af folk, som gerne vil smage på kagen.

En unik udfordring for en kritiker

Sandheden er nok, at rummet er fuldt af garvede teaterfolk, som ikke er så nemme at ryste. Vi er her i anledning af BIT Bergen Internasjonale Teaters (tidligere BIT Teatergarasjen) METEOR-festival for samtids­teater og scenekunst, som strækker sig over ti mørke novemberdage. METEOR blev til i 2001 hvor BIT Teatergarasjen var ledet af Sven Åge Birkeland (1960–2022). BIT har været hjemløse siden 2008, men får til næste år nye lokaler i Sentralbadet Scenekunsthus. Hvad er det egentligt, som foregår her? Hvem vil frivilligt udsætte sig for The Cake, der byder på så meget ubehag?

Selvom BIT ikke bruger ordet »performancekunst« i deres program, er det det, vi må tale om. Performance­kunsten har sine rødder i den historiske avantgarde fra den dadaistiske Cabaret Voltaire i Zürich (grundlagt 1916). Performance er kort sagt en tanke­provokerende, interaktiv teaterform, som udfordrer grænserne mellem kunst og liv. Her findes intet værn mellem aktører og publikum. Ingen illusion af en lukket, iscenesat verden, som publikum trygt kan beskue gennem en usynlig væg. Derimod er vi synlige for aktøren og bliver ofte direkte udfordret af hen.

Gennem METEORs første weekend går jeg gentagne gange de 163 trin op og ned ad trappen fra Nordnes til USF Verftet. Guderne skal vide, at jeg grubler! Performance­kunsten udgør en unik udfordring for en kritiker. Skal jeg for eksempel give en sand beskrivelse af The Cake, kan jeg ikke lade være at beskrive mine egne reaktioner, mine egne associationer, for vi er sammen om dette arbejde. Scenen er i mig, og på den scene optræder min lyst, min glæde, mine tanker og associationer, mine frustrationer og mit ubehag. Jeg afsløres, kort sagt.

En selvudleverende Hamlet-type

Greb fra performance­kunsten sivede ind i den autofiktive roman i slutningen af 70’erne og i reality-serierne i begyndelsen af 90’erne. Den intime bekendelse og det processuelle, ikke-iscenesatte hverdagsrod skulle indikere en ny nærhed til livet. Publikum skulle overbevises om, at dette ikke var endnu et masse­produceret underholdnings­produkt, dette var raw and real. Det er disse tangenter, norske Heiki Riipinen (f. 1990) spiller på i sin forestilling Monomania.

I et bekendende toneleje inviteres vi ind i et intimt rum. Her må publikum flyde ukomfortabelt på et pudelandskab midt i lokalet. Der er en catwalkagtig åbning, hvor den til at begynde med splitter­nøgne Riipinen kan fremføre sin maniske enetale. Vi genkender snart brudstykker fra monologen over alle monologer, Hamlets «To be or not to be». Både hos Shakespeare og Riipinen optræder fadertab og en eksistentiel krise på grænsen til psykisk sammenbrud.

Undervejs ser vi på en computerskærm, hvordan scenografien googles frem, fra kitschy solopgange til undervands­landskab med eksotiske fisk. Der er soveværelses­æstetik og morgenhår fra start til slut hos denne nervøse og selvudleverende Hamlet-type. På et tidspunkt skaber tre håndholdte video­projektorer henover gulv og loft en fascinerende montage af Laurence Oliviers Hamlet (1948), Ed Woods kitsch­klassiker Plan 9 from Outer Space (1957) og Walt Disneys Silly Symphony-animation The Skeleton Dance (1929). Forestillingen skal være et fest­fyrværkeri af vilde indfald, dette med nik til den monomane tilstand, men Riipinen kunne gerne have sorteret i sine mange idéer og dvælet lidt længere ved de stærkeste momenter.

Eftersom performance­­kunsten ofte vil fremstå som en skitseagtig prøve, bliver det svært for kritikeren at klage over et ufærdigt værk. På scenen sameksisterer en umulig drøm om en perfekt afrundet forestilling med bevidst selv­saboterende forsøg på at nå frem til denne fjerne idealitet. De mange meta­­niveauer og ironiske lag gør denne type performance til et skole­eksempel på post­moderne æstetik. I modsætning til hvad visse litteratur­­professorer jævnligt påstår, gør disse greb ikke kunsten mindre autentisk, men snarere mere autentisk. Der lægges afstand til Kunsten, samtidig med at publikum adresseres direkte og medmenneskeligt, som om vi traf Hamlet-typen til en efterfest, hvor han, i let beruset tilstand, fortalte os om sine sjælekvaler.

Spøgelseslysets blinkende monolog

Mens Compagnie Dans le Ventre spiller på fysisk ubehag, var der et helt spektrum af udfordrende følelser at gennemleve i den Bruxelles-baserede norske koreograf og danser Mette Edvardsens (f. 1970) forestilling All You Have to do is Die. Ud fra den smule, jeg kender til Edvardsens kunst, virker det som om hun primært arbejder konceptuelt. Dermed er der ikke så meget faktisk dans inde i billedet. Midt i det mørke scenerum dominerer et mikrofon­stativ med en »talende« lyspære, som blinker i takt med en ubegribelig monolog. Således iscenesætter Edvardsen en myte, om et spøgelseslys, som står tændt på teater­scener om natten for at holde onde ånder væk.

Spøgelseslysets monolog laves live i rummet, noget som kun gradvist afsløres. Edvardsen, som sidder blandt publikum og laver stemmen, lyses efter­hånden op af et spotlys. Det kan virke som et eksperiment med en slags bugtaler­kunst, i hvert fald animeres spøgelses­lyset i det skjulte, og bliver en slags dukke der tales igennem. Eftersom stærkt lys er en migræne­trigger, ser jeg ingenting og hører næsten heller ingenting. Det hele er forvirrende, mildt ubehageligt og fortsætter længe. Stærkt lys kan også give associationer til en forhørssituation.

Der skabtes god plads til en finale, som vækker stærk emotionel respons. Langsomt går Edvardsen, og med hende, flere mennesker fra publikums­pladserne, frem og lægger sig på gulvet omkring spøgelses­lyset. I vores relativt fredelige del af verden trues norske teater­­institutioner som Oslo Nye Teater og Akademi for scenekunst af sparekniven. Sidstnævnte skal lukke til næste år og elever og lærer var gæster på årets METEOR. Det er svært ikke at ane en sammenhæng. Mine associationer sendes videre langt ud i mørket i en apokalyptisk centrifuge til diverse terrorist­­angreb i scenerum som Bataclan i Paris (ti år siden) og Dubrovka-teateret i Moskva (2002).

Greb fra performancekunsten sivede ind i den autofiktive roman i slutningen af 70’erne og i reality-serierne i begyndelsen af 90’erne.

Edvardsens værker kan have en kryptisk kvalitet, men gør man et vist arbejde med at pakke dem ud, springer der en slags voldsomhed op, måske endda et slags varsel om risikoen for fascismens tilbagekomst i Europa. Edvardsens projekt med levende bøger (»The Library of Time has fallen asleep in the afternoon sunshine«) er at finde i etagen under os. Inspireret af Ray Bradburys roman Fahrenheit 451 (1953) handler det om at memorere litterære værker før bøgerne brændes i en tid hvor fascismen igen rører på sig i Europa. Fra at kede mig bag lukkede øjenlåg til en tilstand af frenetisk angst med opspærret blik, således rutsjede jeg gennem Edvardsens forestilling.

Flamboyante, surrealistiske kostumer

På METEORs åbningsdag burde en ægte meteor vel lande i Bergen, og heldigvis skete det. En metaforisk meteor, that is. Fransk-schweiziske Marvin M’toumo (f. 1994) arbejder i et krydsningspunkt mellem teater, mode og poesi. Hans team af skuespillere, som levendegjorde Rectum Crocodile på Studio Bergens scene, slog sig løs på en måde, jeg sjældent har set. Hvor finder man et så fedt team af skuespillere, som kan fyre den af med så vild intensitet? De fleste var udklædt som smukke og farlige rovdyr i flamboyante, surrealistiske kostumer. På en måde lod de sig (meta-)eksotisere, fordi hele forestillingen dybest set handlede om det hvide publikums eksotiserende blik på deres mørkhudede kroppe. Med ekstrem kontrol klarede de at true os blege julenisser på en gennemstiliseret måde.

En barnlig fortællerstemme ledte os gennem forestillingen og lagde op til en række monologer fra skuespillerne. Sproget var voldsomt og poetisk og stod ikke tilbage for et Jean Genet-niveau af profanitet, der blandt andet n-ordet dukker op flere gange. Det handlede om »Apokalypsenegeren« versus den latterlige kolonialist Lord World, og om farverne på alverdens dyreliv (»Kom sorte negerfugle!«). Selv en kokospalme fik sin egen monolog. M’toumo skal have arbejdet for Jean Paul Gaultier, den franske modeskaber som i 90’erne gjorde Madonnas bryster til sylespidse våben. Selvom M’toumos kostumer spillede en væsentlig rolle i forestillingen, virkede stykket først og fremmest båret frem af den poetiske tekst.

BIT Bergen Internasjonale Teater synes med årets METEOR-program at bevare sin radikale kant. Jeg så kun en brøkdel af festivalen, men det var nok til at få mit hoved til at snurre et par gange rundt om sin akse.