Noget eller nogen sprang ud af fødselsdagskagen. Vi så ikke hendes ansigt klart. Det var som om hun bar en maske. Glitter faldt ned fra loftet, alle hylede og skreg af begejstring. Stroboskoplyset gjorde det svært at se. Vi var der for at fejre, og der var hun! Hun sprang ud af kagen. Hun havde siddet i skjul længe. Dette var hendes øjeblik. Det blinkende lys fangede af og til hendes ansigt, som virkede forvrænget, det var sikkert ekstase. 100 år, Leonora er 100 år i dag!
Vi havde planlagt dette længe. Gået rundt og været stille, hvisket til hinanden. Bøger var blevet skrevet, tekster oversat fra fransk og spansk, udstillinger planlagt, og her var hun nu med sit forvrængede ansigt. Hun havde kagerester i ansigtet, eller var det blod? Det virkede som en remake, vi havde set de billeder før, set dem for vores indre blik da vi læste. Den unge pige som skal debutere på Buckingham Palace, året er 1935. Hendes nyrige forældre Harold og irske Maurie har orkestreret dette, især Maurie er ivrig efter at blive accepteret i de finere cirkler. Kan du gøre det for mig, Leonora? Smukke Leonora, bare 17 år, vi skubber dig foran vores ambitioner.
Leonora med sit vilde mørke hår, pigen som ikke kan tæmmes. Den ensomme pige med sine tre ældre brødre, de er langt mere frie end hun. På Crookhey Halls vidtstrakte arealer ridder hun af sted på sin pony Winkie, en flyvende flugtlinje væk fra civilisationens krav om orden og dannelse. Hendes eneste venner er Winkie og hyænen i zoologisk have. De voksnes afskyelige ritualer, de jager ræven til dens lille hjerte sprænges af angst. De sætter sig til bords og æder pompøst anrettede døde dyr – groteske kunstværker – mens de konverserer dannet med hinanden. Selv skulle hun anrettes og serveres på Buckingham Palace for at tilfredsstille sine forældres klasseklatrende ambitioner: »The tiara is biting into my skull.«
Leonora indgår en alliance med sin veninde, hyænen. Hun lærer hyænen at gå i de højhælede sko, men ansigtet, hvad med ansigtet? Leonora foreslår, at de dræber stuepigen og bider hendes ansigt af. Snart ligger stuepigen død på gulvet. Hyænen tygger forsigtigt i kanten af ansigtet, så det kan fungere som en fin lille maske. Mange år senere, på Leonoras 100-årsdag, kryber usikkerheden ind over mig: Er det virkelig Leonora, som springer ud af kagen? Der er noget galt med ansigtet, med det stivnede smil i stroboskoplyset, og stanken, stanken af dyr. Leonoras ansigt er så tomt, men samtidig så animalsk vågent. Ansigtet er som en dyremaske, det er strippet for indsmigrende menneskelighed. Hun virker så fjern fra tanken om at forstille sig, dyrealliancerne har udslettet den menneskelige evne til at være beregnende, til at kalkulere ud fra en idé om egen succes.
Det første jeg lægger mærke til, er det nøgne, animalske ansigt. Da jeg i begyndelsen af 00’erne ser den norske billedkunstner Anne Kjersti Bjørns lille animationsfilm Ung, vakker og begavet (2001) om de surrealistiske kvinder, er jeg ikke forberedt på, at de vittige animationer pludselig glider over i nogle mere dokumentaristiske optagelser. På en højlydt bar i Mexico City har Bjørn opsporet den britiskfødte førstegenerationssurrealist Leonora Carrington (1917–2011). Hun må være over 80 år, og hendes hvide ansigt lyser i den mørke, støjende bar. Hun taler stadig med britisk accent og med en underdrejet humor, som ifølge hendes kusine og biograf Joanna Moorhead ikke blev forstået i hendes nye hjemland. Malerierne hun laver bærer præg af idiosynkratiske sammenstillinger af åndeverdener, både de irske, hun kendte fra sin mor, og mexicanske. En idiosynkratisk åndeverden som et surrealistisk landskab.
Carrington døde i sit hjem i Mexico City i 2011, 94 år gammel. I år kunne hun have fejret sin 100-års fødselsdag, og alle kræfter er blevet sat ind på at fejre hende fra den 6. april og frem. Gode kræfter i England og Amerika har løftet hendes kunstnerskab frem af den delvise glemsel. Carringtons malerier, som blandt andet findes på Tate i London, på MoMA og The Met i New York og på Peggy Guggenheim Collection i Venedig, men som først og fremmest er i privat eje, er i stadig stigende kurs. Hun har også efterladt sig et mindre, dybt besynderligt forfatterskab, og eftersom hendes liv formede sig som en nervøs flugt over flere kontinenter, før hun slog sig til ro i Mexico City, blev en del af hendes korte tekster oprindeligt publiceret på fransk og spansk. Det aktuelle Carrington-boom består først og fremmest af to britiske udgivelser The Debutante and Other Stories (Silver Press) og Joanna Moorheads biografi The Surreal Life of Leonora Carrington (Virago Press) og tre amerikanske udgivelser The Complete Stories of Leonora Carrington (The Dorothy Project) plus NYRB-klassikerne Down Below og børnebogen The Milk of Dreams.
Hendes fortællinger, hvoraf den længste The Hearing Trumpet (Routledge, 1976) kan kaldes en roman, fremstår i større eller mindre grad som allegorier. Novellen »The Debutante« er helt konkret en subversiv omskrivning af hendes egen debut ved de traditionelle forårsballer på Ritz og Buckingham Palace, hvor kun døtre fra de rigeste familier får love at træde frem. I novellen kommer lovbruddet og oprøret fra hendes veninde, hyænen, som tager hendes plads til debutantballet. Man kan altså sige, at hun skriver sit liv, hun opfinder ikke. Hun rapporterer fra en verden som er sand, men som hænger radikalt anderledes sammen end den verden, hun voksede op i som et privilegeret barn på et stort britisk gods. Med en uhørt stærk vilje modsætter hun sig de konventioner, som hendes nyrige familie forsøger at presse hende til at underlægge sig.
I Leonoras verden danner mennesket og dyret en ubrydelig, ligestillet venskabsalliance. Livet er ikke adskilt fra døden eller fra åndeverdenen, disse verdener eksisterer samtidig. Hun skriver og tegner med begge hænder, noget den katolske pigeskole er stærkt imod. Så vrangvillig er hun, så vrangvillig er hendes hjerne. Konventionelle hierarkier vækker ingen genklang hos hende: At hendes brødre har andre rettigheder end hun selv, at forældrene smisker og kryber for at blive accepteret i de højere samfundslag, og at grusomhed mod dyr er en integreret, normaliseret størrelse, gør hun sig døv og blind for. Det er simpelthen ikke sådan hun vil leve, og heldigvis er det fuldt muligt at flygte og blive del af frugtbare, alternative fællesskaber, hvor man følger sine egne regelsæt.
I de tidlige noveller går nogle træk igen. Et møde med et konverserende dyr og nogle hændelser, der springer ud af dette møde. Ofte fryser vores hovedperson, som om hun rejser til en åndeverden befolket af døde. Sådan går det netop i »The House of Fear,« hvor et venskab med en hest resulterer i en indbydelse til en underlig fest: »I had the impression that all the horses in the world had come to this party. Each one with bulging eyes, fixed straight ahead, and each one with foam frozen around its lips.« Teksterne stopper ofte brat, som om formålet er at nå frem til et bestemt tableau, et syn: »In front of us, reclining in the Roman fashion on a very large bed, lay the mistress of the house – Fear. She looked slightly like a horse, but was much uglier. Her dressing gown was made of live bats sewn together by their wings. The way they fluttered, one would have thought they didn’t much like it.« Det er som om teksten rejser mod et frosset billede, der illustrerer hendes egen dysfunktionelle rolle i de selskabelige sammenhænge, hvor hun er placeret.
Carringtons livsbane former sig bogstavlig talt som en kontinuerlig flugt eller som et temperamentsfuldt penselstrøg, et værk som er hendes eget, hendes signatur. Hun gør ikke sit liv til et kunstværk ved at forandre og iscenesætte sig selv. Hendes livskunst handler ikke om at indrette sit hjem på en stilfuld måde eller at forme kroppen gennem slankekure og skønhedsoperationer. Hun har knyttet sig så stærkt til sin alternative livsforståelse, at der simpelthen ikke er anden mulighed end flugt. Hendes forældres – specielt hendes far Harolds – konventionelle livsforståelse får en grotesk, nærmest parodisk og voldelig forstærkning, da Hitlers tredje rige ekspanderer og Frankrig invaderes. Familien har givet hende lov til at studere malerkunst, og dette skal vise sig at være det perfekte smuthul bort fra de britiske overklassekonventioner. Som 20-årig bosætter Leonora sig i Paris med sin 46-årige elsker, den tyske surrealist Max Ernst (1891–1976), men geværløbene peger snart mod dem.
Hun mødte Ernst i London i 1936, da surrealisterne åbnede deres første internationale udstilling, organiseret af forfatteren af de surrealistiske manifester (1924, 1929) André Breton og kunstsamleren Roland Penrose, og hvor værker af Salvador Dali, Joan Miró og Ernst blev vist for første gang. Harolds analyse er ikke meget anderledes end Hitlers: Ernst er pervers, hans kunst er pornografisk, og han har stjålet Leonora og bortført hende. Men Leonora ser sig ikke tilbage, den surrealistiske adoptivfamilie hun finder i Paris, er også kunsthistoriens vildeste familie. Det er en tid, hvor den menneskelige imaginationskraft er ekstremt potent. I Paris debuterer Leonora for anden gang, både som surrealistisk billedkunstner og som forfatter.
Konkrete verdenshistoriske kræfter blæser hendes surrealistiske adoptivfamilie på flugt gennem Europa og ultimativt over Atlanterhavet til New York. På mange måder er der potentiale til et Hollywood-drama i hendes livshistorie, men et videospil ville faktisk også fungere: Leonora som karatehugger zombier og nazister itu på vej gennem Europa! Den indre logik, som hun holdt så stejlt på gennem sin opvækst, og som hun strikkede videre på sammen med Max, muterer til en megaloman og tvangspræget psykosetilstand. Down Below, skrevet på fransk til en veninde, er en gruelig beskrivelse af hendes sygdom og indlæggelse på et psykiatrisk hospital i Nordspanien.
Hun og Max har boet tre år i Sydfrankrig i et hus i Saint-Martin-d’Ardèche: Han er fuglen med sin høje, ranglede krop og prominente næse, og hun er hesten med den vilde, mørke manke og den kraftfulde jordforbindelse. De har malet overalt, på vægge og møbler. Huset er en realisering af deres fælles fantasiverden, men Max bliver fængslet for at skabe degenereret kunst, og Leonora begynder at give efter for indre og ydre pres. Nogle venner hjælper hende over grænsen til Spanien. Den lille bil bærer dem til Madrid, men de får problemer: »The brakes have jammed!« klager hendes engelske veninde fra førersædet. Leonora has jammed too, kroppen er knækket. Hun har efterladt sin stolte hestebevidsthed i Frankrig, nu må hun gå sidelæns som en krabbe. Den nye krabbebevidsthed er intet godt tegn, den markerer begyndelsen på et psykisk sammenbrud.
I Madrid løber mikset af virkelighedsniveauer ud af kontrol: »I convinced myself that Madrid was the world’s stomach and that I had been chosen for the task of restoring that digestive organ to health.« Angstprovokerende figurer som zombien og nazisten overvælder Leonoras bevidsthed, og nazisterne er i dette tilfælde helt reelle. Her møder hun en mand, som hun mener er en agent: »His passport which he showed me, was infected with the Swastika.« I bogens indledning indgår hun en alliance med læseren, hun vil gennemleve minderne fra Santander, således kan hun være til nytte. Til gengæld vil relationen til læseren holde vanviddet på afstand og gøre hende i stand til at »put on and to take off at will the mask which will be my shield against the hostility of Conformism«. I teksten observerer hun sit eget vanvid og indlæggelsesforløb udefra. Selvfremstillingen er både nøgtern og vanvidsloyal.
Hendes fars tentakler når hende, og hun bliver indlagt og føres bedøvet til den psykiatriske klinik i Nordspanien. I 1940 er psykiatrien et eksperimentelt område. Man tror på chokbehandling, og bruger det krampefremkaldende medikament Cardiazol ud fra idéen om, at et epileptisk anfald kan chokere sindet bort fra fikse idéer og vrangforestillinger. I Down Below beskriver Carrington, hvordan hun fodres med Cardiazol, hvorefter hun fastspændes og observeres, når hun får krampeanfald. Down Below er faktisk hendes utopi og håb, det er hospitalets udslusningsafsnit. Får hun lov til at bo Down Below, betyder det, at hun er på vej til at forlade hospitalet.
Familien kommer ikke på besøg, men arrangerer en transport til et andet psykiatrisk hospital i Sydafrika. Det lykkes Leonora at flygte fra sin eskorte i Lissabon, hvor hun søger tilflugt på den mexicanske ambassade. I Lissabon opstår en besynderlig situation, da hun møder Max, som er på flugt til New York sammen med sin nye kæreste kunstsamleren Peggy Guggenheim. Max er stadig forelsket i Leonora, men begge er på vej ind i fornuftsægteskaber for at komme i sikkerhed ud af Europa. Sammen med en større flok modernistiske kunstnere på flugt fra Hitler (Marcel Duchamp, André Breton, Piet Mondrian og så videre) kommer de til New York, men Leonora er færdig med at være Ernsts unge muse. Sammen med den mexicanske ambassadør Renato Leduc, som reddede hende ud af Europa, flytter hun i 1943 videre til Mexico City.
Moorheads biografi er et flittigt stykke researcharbejde, og historien er under alle omstændigheder uhørt dramatisk, men der lægges måske for meget vægt på effekten af forfatterens »healende« venskab med Carrington. Leonora træffer aldrig sin far, Harold, igen, men besøger England, da hun og hendes anden ægtemand, den ungarske fotograf Chiki Weisz, har fået to sønner. Forbindelserne til moren Maurie og den ligeså irske nanny fra Crookhey Hall synes ikke så tilskadekomne som relationen til faren. I Mexico City etablerer Carrington og den spanske billedkunstner Remedios Varo en kunstnerkreds af kvinder, alle flygtninge fra Europa, og sammen brygger de en surrealisme med kvindelige fortegn. Moorhead lægger vægt på sin egen healende rolle som brobygger mellem de britiske overklassekonventioner og konventionsbryderen Leonora. Det er nok et aspekt ved den nye biografi, man kan tage med a pinch of salt.