KOMMENTAR. I dag går ungarerne til stemmeurnerne. Meget tyder på, at premierminister Viktor Orbán vil bevare en betydelig magtposition. Også selvom regeringsmagten skulle skifte.
Kort efter at Viktor Orbán og hans parti, Fidesz, kom til magten i Ungarn i 2010, lancerede de et »Manifest for nationalt samarbejde«. Beordret ophængt på alle offentlige kontorer i en 50×70 cm glasramme forkyndte det, at arbejde, hjemmet, familie, sundhed og orden udgjorde de bærende støtter i »det nye system«, der var »opstået gennem folkets vilje«.
Selvom fortællingen om et fuldbragt »nyt system« og »folkets vilje« må siges at være retoriske tilsnigelser, er der ingen tvivl om, at regeringsperioden, der strakte sig frem til 2014, bød på gennemgribende forandringer af det ungarske samfund: Trods landets EU-medlemsskab og årelange afvikling af den kommunistiske samfundsindretning, bevægede landet sig i retning af en, ja, i mindste mål »autoritær styreform«, med János Kornai og Lajos Bokros’ ord. Andre har kaldt det en »postkommunistisk mafiastat« (Bálint Magyar); en »fascistoid mutation« (Rudolf Ungváry); en »fascistisk stat« (László Bartus); et »tyranni« (Tamás Bauer); et »neokollektivistisk, neokommunistisk eksperiment« (Ferenc Pataki); et »halv-diktatur« (Erzsébet Szalai); et »hybridregime« (András Bozóki); et »fører-demokrati« (vezérdemokrácia) (András Körösényi); et »konstitutionelt diktatur« (Kim Lane Scheppele) og en »radikal halv-borgerlig administration med semi-feudale patriarkalske, partitilhænger elementer og postmoderne tendersen« (Tamás Sárközy).
Som navngivningsforsøgene antyder, er styreformen svær at få greb om. Selv talte Orbán ved et sommermøde for unge etniske ungarere i Rumænien i 2014 om en »illiberal stat« – med Rusland, Tyrkiet og Kina som forbilleder. Det vakte opsigt. Og begrebet har siden været omdiskuteret. Men kan vi egentligt kan tale om én styreform?
De forskellige navne vidner snarere om, at Orbáns politiske ageren, hans forvaltning af magt, over årene har haft forskellige, ikke altid konsistente, ideologiske, bureaukratiske og juridiske udformninger. Dermed synes kernen også at være det han, Orbán, til enhver tid siger og gør; eller som den ungarsk-østrigske journalist Paul Lendvai beskriver det i sin bog Orbán. Hungary’s Strongman (2017): hans karakteristiske evne til at improvisere og vejre politiske stemninger; hans viljestyrke, snilde og hårdnakkede konfrontationslyst. Spørgsmålet, der ligger lige for, er, hvor han står nu, en dag forud for parlamentsvalget? Talen om »Nationens Forfatning’, holdt d. 18. februar i slotshavens basar, Vákert Bazár, giver os et praj.
Her omtaler Orbán flere gange en »ungarsk model«, der går ud på at »værdsætte hårdt arbejde, at understøtte familier, at fastholde national identitet og sikre selvstændighed«. Modellen svarer, mener han, på et europæisk problem: Dag for dag forandres Vesteuropas kulturelle fundament, befolkningsandelen, der er opdraget i en kristen kultur, bliver mindre, og de store byer islamiseres, og hvis det »fortsætter på samme måde, vil vores kultur, identitet og nationer ophøre med at eksistere«. Heldigvis er det »ikke for sent«. De fire Visegrádlande – Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovakiet – er nemlig »urokkelige« i deres forsvar for »patriotisme og kristendom«. Faren, slutter Orbán, kommer fra Bruxelles, Berlin og Paris: »De vil have os til at føre (…) den politik, der gjorde dem til immigrantlande.«
Det er ikke bare vestlige politikere, der truer; det er de udenlandske banker, virksomheder, NGO’er, medier. I Orbáns retorik repræsenteres de af den ungarskfødte filantrop, Georg Soros. Ikke at det er nyt. Men Orbáns animositet, der i første instans skyldtes Soros’ årelange, målrettede arbejde for at fremme liberale samfundsværdier i Øst-Centraleuropa, finder en mere fast form i 2015, da Soros argumenterer for, at EU skal være parat til at modtage én million flygtninge: Hyppigere og hyppigere henviser Orbán til en fantasmatisk »Soros-plan«.
Europarådets kommissær for menneskerettigheder – »en af Soros-netværkets chefideologer« – er kommet til at røbe, beretter Orbán, at der i hemmelighed er igangsat et program, der skal »avle en Soros-lignende menneskerace« uden nation, kultur, religion, ja, »fra Soros-typernes synspunkt« er »oprindelige folk (…) dømt til fortabelse«, mens migranterne er »råmateriale, der kan bearbejdes«. Miklós Haraszti, adjungeret professor ved Columbia Law School, har karakteriseret den forestilling, der ligger til grund for Orbáns udlægning, således: »Flygtninge er profitsøgende pesudo-ofre, deciderede lovbrydere i tillæg til potentielle terrorister og redskaber inviteret til Ungarn af den multinationale kapital og alverdens venstrefløjsfolk for at nedbryde denne unikke nation med liberalisme og multikulturalisme.« Dette afspejler sig også i Orbáns-regeringens vidtgående bestræbelser på at holde flygtninge og migranter ude – opførslen af et 175 kilometer langt pigtrådshegn; internering af flygtninge i container-lejre; særskat for organisationer, der hjælper flygtninge, og indrejseforbud, sågar fængselsstraf for privatpersoner, der gør det. Selvom tiltagene har fået FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til at opfordre de øvrige EU-lande til at se bort fra Dublin-konventionen og ikke sende flygtninge tilbage til Ungarn, nyder de også tilslutning i landets befolkning. Orbán er desuden blevet en lederfigur for den koalition af lande – Visegrádlandene; Østrig; dele af Tyskland og Bulgarien – som vægrer sig ved at modtage flygtninge.
Oppositionspartierne i Ungarn, derimod, har »ikke forstået tidens stemning«, understreger Orbán. Desto mere grund er der til, at han ikke »begriber«, at de »kan bede folket om deres tillid«. »Vi vil aldrig,« slår han fast, »udtrykke solidaritet med de europæiske ledere, som ønsker at føre Europa ind i en postkristen og postnational æra.«
Valget står altså ved den kristen-nationale orden – den er alt, Orbán »kan tilbyde«. Samtidig er den på sin vis allerede givet, som han tidligere har beskrevet: »Gud skabte jorden på en sådan måde, at der er nationer, religioner, familier, mænd og kvinder; at der er en skabelsesorden, og at den må accepteres, som den er. Det er ikke vores opgave at lave om på dette – som de ideologiske skoler vil have os til at tro – men vores opgave er at acceptere det og bygge vores politik på disse givne fundamenter.« Ved en adventsfejring i byen Kaposvár i 2007 sagde han: »den ultimative grænse er intet andet end gudsfrygt. Det står over alle andre love, over hele delingen af magt og grundloven.« Grundlaget for politisk ageren – eller kamp, som Orbán siger – er et skaberværk hinsides ideologi og politik i gængs, liberal-vestlig forstand.
At Orbán iscenesætter sig selv som den, der kan sikre den kristen-nationale orden – vores identitet – røber hans forestilling om behovet for Lederen. »Hvis noget går i den forkerte retning, kan bureaukratierne ikke længere reagere. Så har du brug for stærke personligheder,« sagde han til avisen Magyar idök (2015). »Jeg er klar,« sagde han så til Weltwoche, »til at påtage mig opgaven for den borgerlige, kristendemokratiske lejr, en byrde, som ingen andre kan klare«, altså at forsvare »et Europa baseret på nation, familie og kristendom.«
József Debreczni, der har skrevet den hidtil største Orbán-biografi, har forsøgt at forklare forholdet mellem Orbáns overbevisninger – for nuværende: kampen for en truet kristen-nationale »model« beroende på skaberværket – og hans faktiske magtudøvelse: »Orbán er en mand, der næsten automatisk tror på sandfærdigheden af, hvad han finder politisk brugbart.« Først det opportune, magtudvidende, derefter overbevisningen.
I en tale fra 2010 beretter Orbán selv om en ambition, der ikke ligger så fjernt fra Debrecznis karakteristik, og som i højere grad end forestillingen om den ’iliberale stat’ indfanger hans snart livslange, politiske bestræbelse: Han vil etablere et centralt politisk kraftfelt, der skal gøre Fidesz, i stand til at bevare magten uhindret i de næste 15 til 20 år. Ordet kraftfeltet, hvor vagt det end er, antyder en magt som går langt ud over den formelle politiske, og med blik på det nuværende Ungarn, ser Orbán ud til at være, hvis ikke lykkedes med, så godt i gang med at skabe sit »kraftfelt«.
Hvad dækker udtrykket over? Og hvordan er det kommet dertil?
Lad os blænde tilbage til Orbáns studietid under kommunismen. Som ung jurastuderende lader han sig indskrive på István Bibó Fagkollegiet, en liberalt-orienteret uddannelsesinstitution med politisk aktive studenter, mestendels antikommunister. Her danner han, sammen med en håndfuld unge mænd, der ligesom ham kommer fra provins-underklassen, et netværk, nærmest en familie, som knyttes endnu tættere sammen af militærtiden. De går i cowboybukser, er langskæggede, langhårede, frisindede, antiautoritære. Og sammen skal de præge det politiske landskab afgørende i Ungarn efter tøbruddet i 1989. Første stridt er grundlæggelsen af Fidesz.
Under navnet Alliancen af Unge Demokrater starter partiet i 1988 som en liberal, reformistisk ungdomsorganisation. I 1989 bliver det et egentligt politisk parti. På den tid arbejder Orbán for Open Society Foundation, ejet af Soros, som har indvilliget i at betale et studieophold på Oxford. Orbán færdiggør det dog aldrig og vender tilbage til Budapest for at indlede sin politiske karriere.
I årene efter Fidesz’ første valg i 1990, hvor de opnår 20 sæder ud af parlamentets 386, stiger partiets popularitet. Men på grund af fløjkrige, der ender med at flere populære skikkelser forlader partier, opnår partiet et skuffende valgresultat i 1994. De tilbageblivende studenterkammerater, inderkredsen, begynder samtidig for alvor at få ambitioner om at regere landet. Sideløbende udvikler de et mere kritisk syn på de – i deres øjne – overklasse-arrogante, liberale politikere og eurofile venstre-intellektuelle. Foreløbigt kulminerer de to tendenser i 1995, hvor Fidesz vender sig mod højre. Med Orbáns ord: »I midten har vi, hvis vi står alene, ikke en chance mod enten vestre eller højre (…) Mit svar er, at Fidesz skal søge at samarbejde med kræfterne politisk til højre for midten.« Under nyt navn, Ungarsk Borgerparti, og med ny fremtoning – skæggene og det lange hår studses; cowboybokser og opknappede skjorter erstattes af jakkesæt – begynder emner som fædreland, nationale interesser, tro og familie i stigende grad at fylde i den politiske retorik.
Fidesz vinder valget i 1998. Orbán bliver, med absolut flertal, den yngste premierminister i landets historie. Det i denne regeringsperiode, 1998–2002, han lægger en af grundstene til sit »kraftfelt«, da han målrettet udvider sit »ministerium til det kraftfulde centrum for beslutninger« og svækker »parlamentets kontrolmekanismer«, som Paul Lendvai skriver. Men på trods af hans stigende popularitet i befolkningen og den vælgertækkende økonomiske politik, vinder venstrefløjen alligevel en snæver valgsejr i 2002. Valgnederlaget kommer som et chok. Og selvom Orbán også taber det næste valg i 2006, overlever han som partiformand og kan føre partiet til dets afgørende sejr i 2010.
I de følgende fire år viderefører Fidesz – der med sine 2,7 millioner ud af de ca. 5 millioner afgivne stemmer hævder at repræsentere »den ungarske nations udelte og forenede vilje« – ikke bare post-1995 takterne; de indleder en »kold borgerkrig« og fuldbyrder det, de kaldte »revolutionen i stemmeboksen«.
For det første tager de i stigende grad kontrol over statsapparatet: Indsætter Fidesz-loyalister i snart sagt alle statsorganer – fra Statsrevisionen over militæret og politiet til de statslige spillemyndigheder. Fjerner politiske modstandere fra domstolene og forskningssektoren. Øger presset på uddannelses- og kulturinstitutioner. For det andet vedtager de i april 2011 en ny grundlov, der introducerer en etnisk forståelse af nationen, opvurderer kristendommens og familiens plads og har en klar historiepolitisk agenda. For det tredje får etniske ungarere i Rumænien og Serbien ret til at stemme til det ungarske parlamentsvalg – uden held forsøger de at udvide valgretten til Ukraine og Slovakiet – det anslås at, omkring 95% stemmer på Fidesz. For det fjerde iværksætter de forskellige økonomiske tiltag: særskat for udenlandske banker, investorer og firmaer, statskontrol med gældspolitik og mindre frihed for Nationalbanken. Kreditrating-bureauerne Moody’s, Standard & Poor’s og Fitch reagerer på den – med deres ord – »uortodokse økonomiske politik«, det vil sige manglen på decentrale økonomiske aktører, forudsigelighed og troværdighed, ved at nedvurdere landets kreditværdighed: investeringer betragtes som risikable. István Csillag, økonomiminister i Péter Medgyesseys regering (2002–2004) og senere bankdirektør, gik så vidt som til at hævde, at »Ungarn kun eksisterer så længe, der er en Europæisk Union.« Med den bombastiske udtalelse sigter han til den årlige støtte fra EU-fonde på omtrent 2.5–5 milliarder euro, som regeringen, uddyber Csillag, bruger til at opretholde billedet af en økonomi i vækst. Derudover nationaliserede regeringen en række private pensionsfonde for at dække statsunderskud og reducere udlandsgælden, den største i Centraleuropa. For det femte udvikler Fidesz det, Lendvai har kaldt et mediemæssigt »dobbelthegemoni«: Ikke bare øger de kontrollen med statsmedierne, de opbygger private medieimperier med en voldsom skævvridning af mediebilledet til følge. Endelig knytter Orbán tætte forbindelsen til en række centrale erhvervsfolk – heriblandt Lörinc Mészáros og István Garancsi.
Og udkommet?
I ingen andre europæiske lande har studenterkammerater, der har kendt hinanden i tredive år, på samme måde bemægtiget sig politiske topembeder. Orbán blev som bekendt partiformand og premierminister; János Áder præsident; József Szájer næstformand i Europæisk Folkeparti; Lázsló Kövér formand for det ungarske parlament. I ingen andre lande indenfor EU har en lignende kreds formået at realisere visionen om et magtmæssigt »kraftfelt«, baseret på ideologiske improvisationer og med virkefelt i centrale dele af det statslige system såvel som udenfor, især i medierne og erhvervslivet.
Efter alt at dømme vil »kraftfeltet« bestå i en eller anden form, selvom Orbán skulle miste regeringsmagten ved det kommende valg og dermed miste politisk indflydelse – ifølge de seneste meningsmålinger tyder intet på det, om end partiet går lidt tilbage.
Om »kraftfeltet« vil overleve, og hvilken rolle Fidesz og Orbán på længere sigt kan spille er uvis. Men som filosoffen Ágnes Heller forudser inden valget: »I Ungarn handler det ikke længere om venstre og højre, men om demokrati og retsstatsprincipper, og om vejen mod tyranni. Hvis Orbán vinder igen, og tilmed med to tredjedelsflertal, vil Ungarn lide i årtier.«
