Jeg kan ikke påstå, at adelsdamen Christenze Akselsdatter Kruckows (1558–1621) skæbnehistorie var kendt for mig. Hun og de andre ulyksalige kvinder, der blev brændt på bålet i en skrækindjagende europæisk raptus i tiårene efter reformationen (som i det dansk-norske rige foregik mellem 1520 og 1539), er sjældent blevet løftet frem med egen historie.
I de senere år har Olga Ravn været en af de mest vedholdende hekseforskere på dansk grund. Sammen med den dansk-svenske forfatter Johanne Lykke Holm lancerede hun i 2015 skriveseminaret Hekseskolen. På samme tid gennemgik heksefiguren en forvandling internationalt og blev et feministisk frigørelsesikon. Forskningsmiljøer, kunstneriske kredse og politiske aktivister har de seneste år puffet heksen som identifikationsmodel frem og op.
Det kan se ud, som om Christenze Kruckows historie har taget et sving ind i centrum af det danske kulturliv. Hun er en vigtig figur i det 10 år gamle hekseforfølgelsesmuseum i Ribe og er blevet synliggjort i kunstudstillingen Heksejagt på Charlottenborg i 2021, et samarbejde med museet i Ribe. Senest findes hun i musikforestillingen HEX!, som havde urpremiere på Det kongelige teater i foråret med Olga Ravn som tekstforfatter.
Det vil dermed være synd at påstå, at Ravn har hygget sig med materialet alene. Nu får teksterne fra teaterforestillingen også lov til at danne grund for et romanprojekt.
Naturkræfternes tilbagekomst
Den dybereliggende årsag til heksefigurens enorme gennemslagskraft i samtiden er formentligt et behov for at genforhandle vores forhold til jorden, til naturkræfterne, som kristendommens voldelige indføring parkerede i en ideologisk rammefortælling, hvor civilisation og natur – og dermed også naturfolk – blev fremstillet som antagonister.
Den aktuelle heksetrend er ikke første gang, at hedenske impulser sejler op og får kulturelle, kunstneriske og politiske udtryk. Et eksempel er det norske sortmetalsmiljø i de sene 80’ere og de tidlige 90’ere. Betegnende nok har den centrale person i Karl Ove Knausgårds fiktive black metal-band Domen kunstnernavnet «Heksa».
Black metal er i dag et fænomen, som Norge brander sig med internationalt. Dette på trods af den vilje til vold og ødelæggelse, som musikscenen først markerede sig med. I dokumentaren Until the Light Takes Us (2008) forklarer Varg Vikernes (»Greven«, med soloprojektet Burzum) fra sin fængselscelle, at afbrændingerne af stavkirkerne, en norsk nationalskat, ikke handlede om satanisme, men om en vilje til at nedrive de jødisk-kristne bygværker, som er bygget oven på hedenske offersteder.
Kulturkritikken fra sortmetalmiljøet kommer dermed til at handle om det »oprindeligt« norske, som kristendommen var med til at undertrykke. Der skydes løs mod både amerikansk kulturimperialisme og norsk indvandringspolitik. Forskellige forsøg på frigørelse fra kulturel og mental kolonisering vedbliver at danne stærke strømninger, som artikulerer sig gennem kunsten.
Stramt komponeret roman
Voksbarnet er en stramt komponeret tekst, der ikke skulle slanke sig meget, før den blev til en punktroman. Her har Ravn forholdt sig strengt til kildematerialet og undgår således at præge de historiske hændelser med egen personlighed. Det er overraskende, for Ravn har i sit forfatterskab en vifte af stemmer, og i nogle af disse træder forfatterpersonligheden meget tydeligt frem – for eksempel i Mit arbejde (2020). Måske har det bidraget, at Voksbarnet i udgangspunktet er udformet til en teaterscene. I teatertekster gives stemmen til skuespillere, som skal skabe rollefigurer med egen integritet.
Ravn har gjort voksbarnet, Christenzes voodoodukke, til fortællerinstans. Der er ingen særlig spoiler alert krævet her, plottet er forudsigeligt; Christenze og hendes veninder anklages for at udøve heksekunst. Vi følger dem gennem en hekseprocess, en kaotisk retssag, som fører til, at de dømmes.
Forfatteren som shapeshifter
Kunne man forestille sig en førstepersonsfortælling, hvor Christenze Kruckow stod frem?
Ja, skal forfatteren kunne krybe ind alle steder? Det bliver i disse år diskuteret vidt og bredt, hvor disse grænser skal gå vis-à-vis både nulevende og historiske personer. Valget, Ravn tager, virker godt og giver desuden romanen et urovækkende og underliggørende præg. Christenzes trolddomsdukke har en poetisk, hviskende stemme, som her fortæller om den magiske pagt, der forsegles under dukkens tilblivelse:
Jeg vil give hende alt, jeg har. Hun løsner figuren fra formen. Det er mig. Hun hvisker visse ting i mit øre. Hun svøber mig som et barn. Hun rydder op efter sig. Hun fjerner alle spor. Hun ved visse ting om verden. Hun ved at der går et troldomsrygte om hende og Ousse.
Hvad er mere creepy end at placere et kamera inde i en dukke – ja, eller en tidsrejsende forfatter, som kan se alt gennem dukkens øjne, en forfatter, som føler stærk empati, men som intet kan gøre? Grebet er tæt på at påstå, at forfatteren kan shapeshifte og tidsrejse, og hermed være i besiddelse af magiske kræfter, og det kan vi måske til en vis grad gå med på – it comes with the job, kan man sige.
Middelaldermusik for det indre øre
Det er en god idé, at skønlitterære forfattere forsøger at styre og kontrollere deres sprælske væsen ved at skrive om en kunstudstilling – som Ravn gjorde med romanen De ansatte (2018), der i 2021 blev shortlistet til The International Booker Prize – eller forsøger sig med tekster, der skal kunne fungere i en teatersammenhæng.
Forfatterpersonligheden har fået tilstrækkeligt spillerum i skandinavisk litteratur i de seneste år. Mit arbejde havde muligvis nogle af disse greb, men den var også en Dea Trier Mørch-agtig 70’er-roman.
Ravn kan spille på mange tangenter, og Voksbarnet ligner måske mest digtsamlingen Den hvide Rose (2016). Den udgivelse var intet postmoderne pigeparty, men en stram digtsamling med nøje udarbejdede billeder, muligvis resultatet af en fordybelse i en tankegang om poesien som et forsøg på at forhekse læseren.
Det er sjovt at tænke på, hvordan mange skandinaviske forfattere siden 00’erne er flygtet fra den ene side af billedet til det andet. Ravn og hendes generation – jeg tænker for eksempel på Asta Olivia Nordenhof og Theis Ørntoft, der debuterede i henholdsvis 2009 og 2012 – lagde alle ud med stærkt personlige beretninger, som forlagene jo ofte efterlyser. Med deres seneste udgivelser synes alle tre at have taget et sving mod romankompositioner, hvor forfatterpersonligheden er mindre dominerende.
Det er nemt at forstå, at man vil trække sig tilbage i respekt for kilderne. En mere eklektisk og idiosynkratisk roman ville alligevel have haft nemmere ved at pege eksplicit på teori, politik og historiske sammenhænge, som trods alt har været vigtige for samtidens reaktivering af heksefiguren. But then again, dette er ingen roman om samtiden.
I Voksbarnet er der en renhed over universet.
I Voksbarnet er der en renhed over universet. Jeg hører middelaldermusik for mit indre øre, i kombination med et hvæs af black metal. Jeg tager mig også i at finde den historiske sammenheng mere interessant end den blotte roman.
Under læsningen blev jeg til googleprofessor på Christian 4., konge for det dansk-norske rige, og som blandt andet stod for Trolddomsforordningen, 12. oktober 1617. Denne lov betød en intensivering af hekseforfølgelserne i netop denne periode, hvilket gik særligt hårdt ud over Finnmark i Nordnorge, hvor det i høj grad var etniske samer, som blev mistænkt for brug af ondsindet troldomskunst. Koloniherrers bag of tricks byder egentlig ikke på de store overraskelser.
En ny verdensorden
Det er en uretfærdig sammenligning, men få hekseromaner kan imponere mig, efter jeg sidste år oplevede Steilneset minnested i Vardø i den allerøverste top af Norge, et enestående monument for de 91 mennesker, der blev henrettet i 1621 som resultat af grusomme hekseprocesser.
Året 1621 lyser op i blodrød neon. Dette er også Christenze Kruckows dødsår. Kvinderne, som Ravn skriver om, blev henrettet i årene 1596 til 1621, men hændelserne er af hensyn til dramatisk effekt skrevet sammen til en kortere periode. Syndebukke og skueprocesser må til for, at en ny verdensorden kan opstå. Det er vel den grimme civilisatoriske sandhed, som ligger begravet i dette materiale.
Få bør være i tvivl om, at vi befinder os i en ny skrækindjagende forfølgelsestid.
Ravn beskriver godt den gruppebevidsthed, der findes blandt veninderne omkring Christenze Kruckow. Der er en undergravende queer-intimitet i dette fællesskab, som skræmmer livet af alle slags præster og konger. Kvindefællesskaberne knytter sig til jorden – bogstavelig talt den sorte muld – hvor præsters og kongers ideologiske projekter stræber mod himlen.
Den kaotiske retssag, hvor kvinderne dømmes, er kemisk renset for allegoriske niveauer, men det er alligevel nærliggende at associere til sociale mediers paranoide sværmintelligens, som forvrænger virkeligheden og udsteder domme. Galgebakken i sin online udgave har ikke samme fængende visuelle udtryk, som den havde i gamle dage med månelyset som ekstra effekt. Få bør alligevel være i tvivl om, at vi befinder os i en ny skrækindjagende forfølgelsestid.
