ANMELDELSE. Olga Ravn sender den senmoderne arbejdsplads ud i rummet og giver sit bud på science fiction anno 2018.
Hvilken værdi har menneskelighed i en fremtid, hvor alle individer er reducerede til deres funktioner? Hvad vil det så overhovedet sige at være menneskelig, at leve som et menneske? Det er nogle af de vigtigste spørgsmål i Olga Ravns anden roman, De ansatte, som kalder sig selv en »arbejdspladsroman fra det 22. århundrede«.
Arbejdspladsen »det sekstusinde skib« ligger til ved planeten »Nyopdagelsen«. Skibets besætning er opdelt i menneskelige og menneskelignende ansatte, fødte og skabte. Begge arter kommer til orde i de vidneudsagn, der udgør det meste af romanen og sjældent fylder mere end en enkelt side, ofte væsentligt mindre. Bogen er sat op som en slags empirisk rapport, udfærdiget for at give »indblik i arbejdsgangene på stedet«. I et kort forord står der, at det udvalg, som har indsamlet vidneudsagnene, har haft som mål at finde ud af, hvilke påvirkninger de ansatte er blevet udsat for, hvordan disse påvirkninger har forandret deres adfærd, »og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen«. I den forbindelse er det især relationerne mellem de ansatte og »objekterne i rummene« og deres indvirkning på arbejdsgangen, som rapporten viser interesse for. Bogen slutter med en opsummering af udvalgets konklusion, hvor sproget er ligeså nøgternt og bureaukratisk som i forordet. Det gælder for så vidt også vidneudsagnene, og denne jargon skaber en dyster stemning, en fornemmelse af at der gemmer sig sorg og rædsler under den kolde overflade.
Menneskekategorien er under pres i Olga Ravns roman, og det står ikke klart, om homo sapiens længere er i besiddelse af sin vante biologi og bevidsthed. Nogle af de fødte ansatte har fået »tilføjelser« og begynder derfor selv at sætte spørgsmålstegn ved skellene mellem det, som er menneskeligt, og det, som er menneskelignende: »Ville det være så frygteligt ikke at være menneske? Ville det sige ikke at dø? Jeg ved ikke, om jeg længere føler stolthed over min menneskelighed.« Andre sætter en ære i deres menneskestatus, men det er ikke til at sige, om disse ansatte i virkeligheden er skabte, og om stoltheden blot er indpodet i deres program for at gøre dem til mere effektive arbejdere. Romanen formår at holde fast i denne tvetydighed fra begyndelse til slutning og lader det dermed være op til læseren, hvorvidt kategoriseringen er essentiel, og hvilke stemmer man i så fald tillægger størst betydning.
De fleste ansatte er meget kategoribevidste, og der findes et klart hierarki mellem fødte og skabte på det sekstusinde skib. I »Vidneudsagn 022« udtaler en menneskelignende ansat:
Man har fortalt mig, at der er problemer med mit emotionelle reaktionsmønster. At man oplever, at jeg ikke kan udføre min opgave korrekt på grund af visse følelsers utilpassede funktion. Jeg kommer i rummene hver dag. Jeg har aldrig været andre steder end på det sekstusinde skib. Jeg skal træne min kognitive fleksibilitet, hvis jeg skal kunne indgå i besætningen på lige fod med dem, der fødes. Er dette problem menneskeligt? I så fald vil jeg gerne beholde det.
De skabte ansatte er programmerede til at længes efter klassiske menneskeidealer som romantisk kærlighed og børn, selvom de ikke har forplantningsorganer. Nogle af dem bruger ord som »morfardraperi«, selvom de aldrig har haft en morfar, og andre ved, hvordan egemos dufter uden at vide, hvordan det føles med hånden: »alligevel er der, i min hånd, en svag forestilling om at stå i skovbrynet og se ud på havet, mens min hånd kærtegner dette mos på egens stamme«.
Hvad er programmeret, hvad er erfaret? Den usikkerhed udtrykker flere af de menneskelignende ansatte over for udvalget, og den lader til at være udtryk for lige dele eksistentiel grundangst og autoritetstro. Romanens afhøringssetup forstærker denne stemning. Besætningen tvinges til at aflægge vidneudsagn for udvalget, og de ved ikke, hvorfor de skal gøre det, eller hvilke konsekvenser det får, hvis de siger noget forkert. Den videnskabelige ramme giver en fornemmelse af, at De ansatte er et udskrift af en socialpsykologisk undersøgelse af samme karakter som for eksempel Stanfordeksperimentet, udført af Philip Zimbardo, Craig Haney og Curtis Banks på Stanford University i 1971. Her blev 24 universitetsstuderende sat ind i et fængselsmiljø, delt op i fanger og vogtere, og inden for få dage tillagde de sig karaktertræk, der passede til deres nye situationer. Vogterne blev autoritære, fangerne blev underdanige. Det mønster gør sig også gældende på det sekstusinde skib. Til slut viser det sig, at udvalget også er menneskelignende og blot har udgivet sig for at være menneskelige, fordi forskning har vist, at de ansatte »har tendens til at reagere mere positivt på organisationens menneskelige repræsentanter«. De anbefaler at bruge den indsamlede empiri som undervisningsmateriale og tilbyder tre pakker: »Pakke 1: 10 sider (historisk overblik). Pakke 2: 135 sider (historisk overblik samt kendetegn på uønsket udvikling). Pakke 3: Fuldt indblik for de ansatte på lederniveau.« De ansatte er 135 sider lang.
Den menneskelignende del af besætningen udsættes for noget, der næsten kun kan kaldes psykisk terror. For hvis man ikke er sikker på, om ens følelser er en del af programmet, hvordan kan man så vide, om man er lydig, om man »fortjener had«? Hvilke handlinger kræver tilgivelse, og hvordan bliver de tilgivet?
Hvorfor har jeg alle disse tanker, hvis jeg først og fremmest skal løse en teknisk opgave? Hvorfor har jeg disse tanker, hvis min opgave først og fremmest er at øge produktionen? Fra hvilket perspektiv er disse tanker produktive? Er der sket en fejl i opdateringen? I så fald vil jeg gerne startes forfra.
De ansatte er science fiction og falder ind under det begreb, Mark Fisher kalder kapitalistisk realisme. Begrebet peger på, at det i vores tid er umuligt at forestille sig et fremtidsscenarie, hvor den gældende verdensorden ikke er kapitalistisk. I det 22. århundrede forlader mennesket jorden for sammen med menneskeskabte cyborgs at lede efter nye planeter, men på trods af alle de forandringer, der må være sket i løbet af 100 år, er det vigtigste stadig at maksimere produktionen. Hvad det sekstusinde skib rent faktisk producerer, står der ikke noget om: Vækstidealet forbliver abstrakt, men alligevel lider de ansatte under det.
Olga Ravns roman udkommer samtidig med, at den liberale tænketank CEPOS vil have undersøgt de negative økonomiske konsekvenser af lediges adgang til biblioteker, museer mm., og regeringen foreslår en seks ugers karantæneperiode fra dagpenge til alle, der siger deres job op »uden gyldig grund«. Romanens skildring af fremtidens arbejdsplads vækker et ubehag, netop fordi logikken minder om udviklingen i det senkapitalistiske danske samfund – lige fra den anonyme men almægtige bestyrelse til vækstideologien og vidneudsagnene, der har et foruroligende skær af MUS-samtaler over sig. Der er kun tale om en gradsafvigelse, ikke en afvigelse fra selve kapitalismens væsen.
Man finder en lignende diagnose i Kenneth Jensens Tragedie plus tid (Antipyrine, 2015) og Tragedie plus tid gange ni (Gyldendal, 2017). Disse romaner foregår i en mere genkendelig nutid og skildrer blandt andet arbejdsgangen på et moderne slagteri, hvor grænserne mellem menneske og maskine er mere eller mindre udviskede. Slagteriet og rumskibet minder ikke umiddelbart om hinanden, men arbejdspladsen er umenneskelig hos både Ravn og Jensen, et sted hvor mennesker bliver ødelagt. I Kenneth Jensens romaner bliver de slidt fysisk og psykisk ned; i De ansatte mister de menneskelige besætningsmedlemmer lysten til at leve videre på det sekstusinde skib og vælger til slut at lade sig »terminere«. Bøgerne har det til fælles, at de handler om det senmoderne samfunds fjendtlighed over for det uproduktive liv. Samtidig alluderer Ravns roman muligvis til Harry Martinsons science fiction-epos Aniara (1953), hvor et rumskib fyldt med emigranter fra Jorden ryger ud af kurs, og menneskene til sidst dør af kosmisk ensomhed.
At Olga Ravn skulle skrive en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede giver ret god mening i lyset af hendes hidtidige forfatterskab. Debuten Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal, 2013) var en genskrivning af Tove Ditlevsens Pigesind (1945), Celestine (Gyldendal, 2015) var en moderne udgave af den gotiske roman, og i Den hvide rose (Gyldendal, 2016) pudsede Ravn et af litteraturhistoriens ældste motiver af og gjorde det til omdrejningspunktet for en hel digtsamling. Forfatterskabet opsøger anakronismer og bygger i høj grad på fortællinger og materialer, der allerede findes i kulturen og ofte betragtes som kitsch.
Med De ansatte blander Ravn ikke alene tider og genrer sammen: På den første side i De ansatte står der en tak til kunstneren Lea Guldditte Hestelund »for hendes billedkunst og skulpturer, uden hvilke denne bog ikke ville eksistere«. Det er ikke bare et udsagn men et faktum: Ravns bog var oprindeligt en del af Hestelunds udstilling Consumed Future Spewed up as Present, som indtil 27. maj var installeret på Overgaden. Institut for Samtidskunst i København. Den lå i udstillingens forreste rum i fire læderindbundne bind blandt en række såkaldte carriers; fetichlignende designs af læder og nitter. Hvis man gik fra dette rum langs det skrigende orange gulv gennem den til lejligheden byggede, pyramideformede indgang, kom man ind i et rum, hvor der lå en række farverige marmorskulpturer på gulvet, mens andre hang ned fra carriers i loftet. Nogle skulpturer lignede blåskimmelost, andre sexlegetøj og kropsdele.
Skulpturerne fra Hestelunds udstilling er formentlig romanens vigtigste elementer. Det fornemmer man allerede på omslaget, hvor der på indersiden står en kort forhistorie og drejebog for romanens handling. De ansatte har fundet en række genstande på Nyopdagelsen, som de på kort tid udvikler dybe forbindelser til uden at magte at forstå hvorfor. »Snart ser besætningen sig selv i et nyt lys, og enhver ansat må tage stilling til om arbejdsgangen kan fortsætte som før.« Hvis de menneskelige og de menneskelignende ansatte kan genkendes fra andre steder i populærkulturen, så er genstandene den ubekendte faktor, et fremmedlegeme i fortællingen, der også får alt andet til at se mere fremmed ud.
Genstandene er i centrum for den rapport, som udgør romanens ramme. Bestyrelsen vil vide, hvordan deres tilstedeværelse påvirker arbejdsgangen på det sekstusinde skib. Dermed er det også dem, der giver arbejdspladsen – og fortællingen – mening. Fra første linje i det første vidneudsagn aner man, at udvalget spørger ind til genstandene, og den ansatte ikke helt ved, hvad de sigter til: »Det er ikke svært at gøre dem rent. Den store, synes jeg, udsender en form for nynnen, eller er det noget, jeg finder på? Det er måske ikke det, I mener?« Den ansatte tillægger genstanden hunkøn samt følelser, der minder om sorg, og om natten, når ingen er til stede, »taler [jeg] til hende, mens hun hviler sig.« Genstanden vækker i dette tilfælde en følelse af ømhed og omsorg. Disse følelser vender tilbage flere steder i romanen. Måske betragter flere af de ansatte simpelthen genstandene som børn. Det vil forklare, hvorfor de ansatte – hvoraf de menneskelignende har fået indpodet en forestilling om kernefamilien uden at have mulighed for at reproducere sig, og de menneskelige ikke har kontakt til deres familier på det sekstusinde skib – bliver påvirket så stærkt af deres nærvær.
Mange ansatte mener, at genstandene taler til dem. Andre føler, at de har en iboende ondskab, og alle lader i det hele taget til at være enige om, at de har kvaliteter, man normalt vil kendetegne som menneskelige. Imod bestyrelsens instrukser giver de ansatte også genstandene navne som »den omvendte strap-on«, »diamantægget« og »den halvnøgne bønne«. En nærmer sig i hemmelighed »rummenes genstande, rummets materialer, jeg lægger mig tæt ind til dem, holder om dem, lægger kinden mod det orange gulv, det blanke, det lyserøde marmor, jeg ønsker at blive en af dem, mindre ensom, mindre menneskelig«. En anden føler »en særlig form for forbindelse« til genstandene og sætter sig ind til dem for at falde til ro. Men efter bestyrelsen har fjernet en genstand, »netop den af genstandene, jeg følte mig mest knyttet til, den med de lyserøde bæltesnore, gaven, har jeg oplevet hjertebanken, snurren i hænder og fødder, uvirkelighedsfornemmelse og følelsen af, at en katastrofe nærmer sig«.
Olga Ravns roman giver Lea Guldditte Hestelunds udstilling en forhistorie, og Consumed Future Spewed Up As Present er en konkret manifestation af det rum, der efterlades, når De ansattes fortælling er slut, en slags dokumentation af det sekstusinde skibs eksistens. Man kan sagtens læse romanen uden at have set udstillingen, men oplevelsen er næppe den samme. De ansatte er en læsning af Hestelunds udstilling, som er en læsning af Ravns roman. Ligesom romanens genstande taler de sammen, tilfører hinanden energi og nerve og udgør et ambitiøst totalkunstværk.
I De ansatte er Hestelunds skulpturer meget sensuelt beskrevet. Som når en administrativ medarbejder fortæller om sin yndlings, »den store af dem med de gule dybe riller. Når solen rammer genstanden, gløder rillerne, og der siver en harpikslignende væske ud af dem.« Nogle gange tager besætningen genstanden med op i skibets panoramarum, som, når skibet står i den helt rigtige position, og solen står direkte ind, »fyldes med et varmt og bølgende lys, som af lysende vand«:
Så står den store genstand midt i rummet og stråler. Fra alle riller flyder den velduftende væske. Enhver der står i rummet på dette tidspunkt, fyldes af en lykke, som jeg ikke kan beskrive med ord. Når skibet fortsætter i sin bane, ud af stjernens lys, lyder der et pust fra den store genstand, som af udmattelse. Vi tørrer den ren med våde klude og bærer den tilbage til rummet. Den virker træt i vores arme. Jeg har givet besætningen lov til at beholde disse klude, som jeg ved, de lægger over ansigterne, når de skal sove. Jeg ligger selv med kluden sådan, og det hjælper mig, uden jeg helt kan forklare hvordan.
De ansatte ser ikke det samme, når de kigger på genstandene. For de menneskelige er der tale om »artificielle postkort fra jorden«; for de menneskelignende ligner hver enkelt genstand et »postkort fra fremtiden«. Hvis den ansatte er født på jorden, minder genstandene om noget, der er gået tabt. Når de menneskelignende er til opdatering, sidder de menneskelige og hvisker til hinanden i kantinen om flødeskum på bananer, koncerter, jordbær og hospitaler. Man får fornemmelsen af, at de hvisker til hinanden, fordi deres nostalgi ikke er produktiv, at denne følelse ikke følger reglementet. Men alligevel sidder de og taler om vejret:
Vi savner alle vejret. Det er kommet bag på os alle. Det er, som om det eneste, vi kan holde ud at have til fælles, er vejrforholdene på den tabte jord. Jeg tror ikke længere, jeg har noget hjerte.
Genstandene virker både som symboler på og den eneste form for lindring mod de menneskelige ansattes planetsorg. De viser tilbage til det tabte, til det menneskene aldrig kommer til at se og opleve igen, og en af de ting, menneskene har tabt, er fornemmelsen af en fremtid. Det bliver mere og mere tydeligt, som romanen skrider frem, at de menneskelignende ansatte udvikler menneskelige træk og en bevidsthed om de uretfærdige vilkår, de arbejder under, og i takt med deres udvikling resignerer de menneskelige til følelsen af, at deres tid er forbi. Da de til slut beslutter sig for at terminere det sekstusinde skib, hvilket i og for sig betyder, at de begår kollektivt selvmord, er de nærmest lettede: »Vi er trætte og kan siges at have ventet det med en form for usagt længsel, som har været hemmelig også for os selv. At det bliver via termination havde ingen af os forudset, men det gør ingen forskel.«
Hvor genstandene dulmer de menneskelige ansattes nostalgi, så er det tilsyneladende også dem, der vækker en oprørstrang hos de menneskelignende. Allerede i løbet af de første vidneudsagn giver et par af de ansatte udtryk for, at deres selvbillede forandres på grund af genstandenes tilstedeværelse. En fortæller, at selvom udvalget siger, »at jeg ikke er fange her«, så har genstandene »fortalt mig det modsatte«. En anden er mere truende:
Jeg ved, at I kalder dem mine anfald, og at jeg ifølge programmet har udviklet uforholdsmæssige strategier i mødet med følelsesmæssige og relationelle udfordringer, men jeg ved, at jeg er levende. Jeg lever, som tal lever, og stjernerne, som garvet skind skåret fra dyrets mave lever, og nylonreb, som enhver genstand lever i forbund med hinanden. Jeg er som en af disse genstande. I har skabt mig, givet mig sprog, og nu ser jeg jeres fejl og mangler. Jeg ser jeres utilstrækkelige planer.
Den Inger Christensenske formulering, at genstandene »lever i forbund med hinanden«, bliver tillagt stor betydning i flere vidneudsagn. Mod slutningen af romanen siger skibets bedemand, at man kan få de menneskelignende ansatte til at falde til ro ved at adskille genstandene fra hinanden og på den måde uskadeliggøre dem, som om deres fællesskab i sig selv opildner til kollektivisering og oprør. Den omsorg, som de ansatte føler for genstandene, får dem til at se anderledes på sig selv og sine medskabninger; der sker en slags overføring af solidaritetsfølelse.
Selvom de menneskelignende ansatte til slut stopper med at adlyde de menneskelige, er der langt fra tale om et storslået opgør. Bestyrelsen på »Homebase« beslutter sig blot for at terminere al biologisk liv på det sekstusinde skib ved hjælp af en forfinet kode, som ikke gør skade på hverken skibet eller genstandene, som vurderes til at være bevaringsværdige. At koden skal forfines afslører noget interessant ved genstandene, nemlig at de er i live, at »de har en form for puls på et kontinentalplademæssigt niveau«. De menneskelignende ansatte bliver efter deres biologiske død bragt tilbage til basen, hvor de senere vil blive genstartet og sendt ud på nye arbejdspladser. De menneskelige ansatte dør og bliver glemt, de menneskelignende genopstår og genstandene, der hverken er menneskelige eller menneskelignende, efterlades på det sekstusinde skib som museale artefakter og lever videre som undervisningsmateriale.
Menneskets skæbne minder om en passage fra Celestine:
Det forekom svimlende, at mennesket byggede så avancerede værker som hipstersmarte caféer, der stod på pæle i sand, og at nogen havde fundet frem til retten nachos, at retten nachos på mange måder overlevede os, de levende på caféen, arven om nachos mere udødelig, på en måde større, end et enkelt menneske, den smeltede ost. En slags juvel.
I De ansatte vender nachosteorien tilbage som dystopi. Mennesket har skabt nachos, kapitalisme og kunstig intelligens; fænomener som i forskellige afskygninger formentlig kommer til at leve videre, efter jorden er tørlagt, og den velhavende del af menneskeheden har koloniseret nye planeter. Alle disse ting lever hvert sit liv efter at være blevet skabt, og de udvikler sig efter egne logikker, der ikke nødvendigvis er indstillet til menneskets bedste. Det senkapitalistiske samfund er i sig selv et eksempel på dette. Flere og flere lider af angst og depression, mens politikere stadig taler om at øge arbejdsudbuddet, som om den minimale ledighed er et større samfundsproblem end befolkningens mentale helbred. Arbejdsmarkedet er indrettet efter principper, som har vist sig at være menneskefjendske. Men fordi disse principper er så dybt indlejrede i samfundet, tvinges mennesker til at gøre skade på sig selv for at følge dem.
Rapportens sidste vidneudsagn gentager dette refræn: »Jeg tror på fremtiden. Jeg tror, at man skal forestille sig en fremtid og leve i den. Jeg tror på ufattelige mængder af næring.« Det lyder næsten som en popsang med et dystert twist, en fornemmelse, der bliver styrket, når den ansatte slutter sin monolog med: »Vi er blot ydmyge fartøjer for programmet. Om lidt er vi forsvundet som forældede oplysninger. Jeg tror på, jeg skal møde en stor kærlighed.« Hvilken fremtid er der tale om her? Programmets. Selv de ansattes håb og længsler er indlejrede i dem for at optimere deres indsats, for at de kan se en fremtid for dem selv inden for programmets rammer. Der findes ikke noget udenfor disse, intet alternativ.
De eneste, der evner at træde ud af programmet, er de ældste menneskelignende modeller, der får ordet i en »tilføjelse«, et slags efterskrift efter vidneudsagnene. Fordi de ikke er lige så forfinede i deres design som de nyeste modeller, tager det længere tid for dem at dø, efter at terminationen har fundet sted. Mens de venter på døden taler en af de ansatte ind i udvalgets optagerudstyr og beretter om den sidste tid, som ellers vil forsvinde, da det ikke længere er muligt at uploade sin hukommelse. En af kollegerne fordriver tiden med at lirke øjnene ud på menneskekroppene, og »han har trukket øjnene på en snor og hængt dem op i rummene. Han er stolt af det«. Til slut bestemmer de sidste otte ansatte sig for at forlade skibet og gå ud i dalen på Nyopdagelsen, »hvor jorden er begyndt at skyde med blomster og træer, og hvor flere genstande ved planternes vækst er blevet ført op til overfladen og ligger frit rundtomkring i den fugtige jord«. Det er en beslutning, som både er en dødsdom og en frihedserklæring: »Vi har talt om, at der er risiko for, at vi på grund af denne beslutning ikke kan genuploades, og det er vi indforståede med. Dette bliver de sidste ord fra os.«
Hvad der sker med de sidste ulydige ansatte vides ikke. Men deres beslutning om at træde væk fra skibet og ud i dalen udviser en form for integritet, en vilje til at leve og dø på egne præmisser, som måske giver håb om en kommende opstand, eller muligvis bare nogle flere befriende glitches i programmets design. De menneskelige er ikke robuste nok til hverken arbejde eller revolution; de resignerer til deres skæbne og uddør. Kan de menneskelignende gøre sig fri af programmet og skabe et andet samfund? De ansatte ender ambivalent. Et oprør finder sted, og romanen slutter med et glimt af fri vilje. Samtidig består bogen af en rapport, undervisningsmateriale, og dermed er historien om de ansattes ulydighed allerede en del af programmet. Bestyrelsen tager blot sine forholdsregler og gør oprøret til en del af sin egen fortælling. Håbet og magten lever videre efter mennesket.
